Afsløring: Nyhederne i juli og august

Som en særlig service til Kforums læsere kan vi allerede i dag bringe alle de avisnyheder, som ellers først vil ramme spalterne i næste måned. Så kan du med sindsro afbestille avisen og koncentrere dig om din kæreste, din familie eller din hobby.
af Henrik Dahl

Denne brandmand vil torsdag den 22. juli blive observeret ved en dansk strand

 

På mandag går Danmark på sommerferie. Det er planlagt for længst og skal bare gennemføres. Nogle skal til udlandet, andre i sommerhus. Men under alle omstændigheder: Landet har lukket. Fra fredag den 25. juni til mandag den 16. august kan der ikke holdes møder eller tages beslutninger. Og der kommer ikke til at ske noget, der kan have offentlighedens interesse.

 

Ikke desto mindre skal der udgives aviser. Hvert år er det en prøvelse for alle redaktører, journalister og bare nogenlunde faste free-lancere at komme gennem den nyheds- og begivenhedsløse periode, men det skal gøres. Det er selve illusionen om aktualitet, der er på spil. Selve forestillingen om, at der hvert døgn sker ting, der er så væsentlige, at avisen ud. Selve tanken om, at avisen er en passende reaktion på verdens gang og den enkelte artikel en dækkende beskrivelse af dens skridt.

 

Løsningen er skabeloner og standarder. Man bruger selvfølgelig altid skabeloner og standarder, ellers var det ikke muligt for den enkelte journalist at skrive så meget. Men de kan være svære at få øje på i dagligdagen, fordi historierne fra august til juni ofte er så påtrængende vigtige, at det så at sige overdøver skabelonen.

 

Som en service til dig, der læser Kforum, vil vi imidlertid nu bringe avisernes masterplan for at overleve sommeren 2010. Så kan du med sindsro afbestille avisen og koncentrere dig om din kæreste, din familie eller din hobby.

 

Klar til smatten i uge 26

I uge 26 vil der komme en række artikler, der hedder ”Sommerklar”. De handler om solcreme og de farer, der lurer, hvis man ikke beskytter sig imod solen. I den seriøse sektion 1 vil der være interview med en medarbejder fra Kræftens Bekæmpelse, og i sektionerne med luderjournalistik vil der være test af alt, hvad der har med sommeren af gøre: solcreme, baderinge, hvidvin, trækul, rosé, parasoller.

 

I uge 26 vil også skovflåthistorien blive bragt. Om det lille, men morderiske insekt, hvis bid kan få så fatale følger. I begyndelsen af ugen bringes historien ”Klar til smatten” om Roskilde Festival. Så sender hver af de femtusind journalister, der hænger ud i Mediebyen under festivalen, en anmeldelse hjem. Og mod slutningen af ugen er der udsigt til kritiske artikler, der spørger, om ikke festivalen har overlevet sig selv. I hvert fald i den nuværende form.

 

Endelig begynder opvarmningen til Tour de France i uge 26. Prologen køres lørdag den 3. juli, men allerede først på ugen starter reportagerne fra Team Hele Den Danske Presse, der som sædvanlig har store chancer for at vinde. Ikke mindst hvis Alberto Contador og Lance Armstrong og Cadel Evans og Ivan Basso og Andreas Klöden holder sig væk.

 

Fränk Schleck uden støttehjul i uge 27

I uge 27 vil der selvfølgelig blive fokuseret på, hvorfor det alligevel ikke går så godt for Team Hele Den Danske Presse i TdF. Fränk Schleck har fået afmonteret støttehjulene på sin cykel, og det kan være en årsag til, at han styrter hele tiden. Og når Fränk ikke kører så hurtigt, er Andy for god en broder til at fræse afsted, helt fremme i feltet.

 

Samme uge vil sommerserierne for alvor begynde at røre på sig. Allerede i uge 26 starter enqueterne, hvor kendte mennesker udspørges om dit og dat, og gæsteserierne, hvor studieværter får lov at prøve kræfter med blyanten og papiret i et frit emne.  Men fra uge 27 kører portrætterne af de kendte politikere. Vi besøger Helle og Villy og Lars og Lene og muligvis Margrethe i deres sommerhuse og hører hvilke tanker, de har gjort sig om livet og politikken i al almindelighed. Pia Kjærsgaard er på Santorini, så hun har ikke tid, og mon ikke Johanne Schmidt-Nielsen er på Interrail? Der er udsigt til, at Helle og Lene vil sige lidt om de afsavn familierne må lide, fordi de har valgt at være politiske ledere, mens det er mere sandsynligt, at Villy og Lars vil fortælle om de bøger, de har fået læst i ferien og de tanker, de gør sig om at blive ældre og mere erfarne.

 

I uge 28 begynder Dansk Folkeparti at røre på sig. Ole Hyltoft og Katrine Winkel-Holm vil kræve, at Kenneth Plummer ophænges i storetæerne og sænkes ned i små ryk, mens Michael Kristiansen muligvis kan slippe med en olfert. Der arbejdes endnu med begrundelserne, men mon ikke det atter bliver de mange genudsendelser? Det kan være, sanktionerne skal falde, fordi de to har formastet sig til at drage de nødvendige konsekvenser af det medieforlig, Dansk Folkeparti har hovedansvaret for. Risikoen for, at nogle avislæsere vil finde denne anledning ulogisk og selvmodsigende, overvejes ifølge velinformerede kilder stadig.

 

Kæmpebrandmand observeret ved Bellevue i uge 29

I uge 29 strammer det til i Tour de France. Det viser sig, at Andy Schleck lige manglede det sidste i Alperne, i Pyrenæerne og på enkeltstarterne, og derfor ligger fem-syv minutter efter Contador; muligvis endda med Evans og Klöden foran sig. Hvordan kunne det gå til? Vi bringer analyserne, og Bjarne Riis forsikrer om, at næste år vil Andy være klar til at tage det sidste skridt til podiets top.

 

De følsomme interview med magtmennesker fortsætter, og nu viser det sig, at flere hundrede familier, der har købt lavprisrejser til Gran Canaria hos Ultranetto Rejser, er strandet og ikke kan komme hjem. Selskabet er gået i betalingsstandsning, og på grund af bestemmelser i rejsegarantiordningen, der både skal afholde idioter fra at købe åbenlyst suspekte billetter og konkursryttere fra at gøre det igen, kan de ikke komme hjem. Dansk Folkeparti kalder alle konservative ministre i samråd for at ødelægge deres ferier og beder til, at ingen kan huske, de selv har været med til at vedtage de bestemmelser, der nu virker efter hensigten.

 

Der er dukket brandmænd op i danske farvande og hvepse i danske haver. Udviklingen i disse historier bringes også løbende.

 

Byen bedste is kåres i uge 30

Uge 30. Nu kan nyhedstørken ikke blive værre. Tour de France er slut, sommergruppemøderne ikke begyndt, og der er så længe til offentliggørelsen af forslaget til finansloven for 2011, at det ikke er værd at tænke på.

 

På Sporten kan man glæde sig over, at Superligaen allerede begynder lørdag den 17. juli – men man skal være forsigtig med at konkludere ret meget. Hvem førte for eksempel Superligaen i august 2009? AGF. Ikke sandt?

 

Ellers råder desperationen. Man håber på en naturkatastrofe, eller på at en eller anden lov har vist sig at virke så åbenlyst åndssvagt, at en hel masse mennesker kommer i klemme eller har fundet en mærkelig måde at omgå den på. Men hvor stor er udsigten til, at en lov ved et uheld virker på den måde, at folk, der er født på en tirsdag, ikke har behandlingsgaranti? Eller at man kan få sin trækprocent sat ned til 30, hvis man kan fremvise en kvittering på en kængurustylte købt før 31.12. 2006? Så heldige har selv journalister, der skal dække dansk politik, kun lov til at være hvert andet eller tredje år.

 

Plan B er historier om byens bedste is, alger og vandkvalitet. Samtidig fortsætter historierne om hvepse og brandmænd, der begyndte i sidste uge. Det viser sig, man kan få anafylaktisk chok i visse tilfælde. Vi bringer mere i takt med, at sagen bliver bedre belyst.

 

”Livet er ikke en dans på lagkage” skriver Peter Mogensen i uge 31

I uge 31 er der endelig sommergruppemøder. Jubii! Photo opportunities af yngre, kvindelige MF’ere i modlys og sommerkjoler. Det kan ikke blive bedre. ”Venstre og konservative på kant med hinanden” ligger klar. Ligesom ”Løkke og Lene: Vi er enige om alt”. Efter Socialdemokraternes sommergruppemøde vil Mette Frederiksen komme med et voldsomt udfald mod oppositionens højredrejning, og hun vil flere gange skulle mindes om, at hun selv er oppositionen.

 

Det giver også de politiske analytikere mulighed for endelig at røre på sig. ”Løkke har alt under kontrol” vil Thomas Larsen skrive i Berlingske. ”Livet er ikke en dans på lagkage” hedder Peter Mogensens historie – og Pittelkows ”Hvad sagde jeg?”.

 

I uge 32 viser det sig, at ikke alle unge er kommet ind på deres drømmeuddannelse. Der bringes en historie om Lukas på 20, der har et gennemsnit på næsten 7 på den nye skala og har været jorden rundt hele sidste år. Han forstår ikke, hvorfor han ikke kan komme ind på medicin, når han nu så gerne vil. Laura på 21 har topkarakterer i både spansk og fransk, men skal ikke desto mindre tage nogle ekstra kurser i fysik og kemi for at blive dyrlæge.

 

Det står også klart, at man ikke kan få toværelses til 5.000 kroner om måneden i København K, selv ikke i de tilfælde, hvor det kunne være virkelig rart, og man meget gerne vil. Der bringes både en konsekvensreportage og fem skarpe spørgsmål til videnskabsministeren.

 

Mandag den 16. august er skolernes sommerferie endelig forbi. Der bringes historier om første skoledag og sammenlignende test af skoletasker. Undervisningsministeren udspørges om skolebespisningsordningerne. Men ellers begynder der endelig, endelig at ske noget, der ikke er planlagt i forvejen og bare skal hældes i en skabelon. Helt rart for journalisterne, selv om de bander over det resten af året. Og en decideret befrielse for læserne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også