Hvilket årti er orange?

Den lilla pædagogble, postmodernismens pangfarver, krigens khaki og hippiernes brune naturfarver – hver årti har farver, vi husker og forbinder med tiden. Pantone-systemet, der fylder 50 i år, kan bruges til at styre virksomheders designmanualer med. Men også til at gå på opdagelse i de seneste 11 årtiers dominerende farver. Følg med her.
 
 
 
The Pantone Corporation har gennem sine første 50 år været dygtig til at markedsføre både sig selv og farver i almindelighed. Den lille pantone-chip med en kvadratisk farvefirkant og nummeret i en kølig Helvetica-typografi er blevet så ikonisk, at den figurerer på postkort, kaffekopper og anden merchandise, og Pantone-viften er på trods af dens mangel på logik og sammenhæng med enhver form for professionel produktion et nødvendigt redskab for enhver, der beskæftiger sig med design. Nu er der kommet en bog om systemet
 
Som del af den generelle markedsføring af farver har Pantone for nylig fostret bogen Pantone – The 20th Century in Color, hvor det tyvende århundrede folder sig ud, årti for årti, på Pantone-nummererede farvepaletter og med et karakteristisk nedslag i en stilart, et kulturfænomen, en kunstretning eller tidens mode og reklame. Lærerigt, forvirrende og sjovt som en selskabsleg – men samtidig tankevækkende og nyttigt. Her er et kig:
 
Reklameplakat, 1900
 
1900-1909: Alle farver er parfumerede
Det 20. århundredes første årti var stadig en del af la belle epoque. De tone- og farveangivende kredse holdt uendelige fester og brugte hele deres tilværelse på at diskutere boligindretning eller det rette valg af hat og kjolestof. Elegancen var i højsædet – vel at mærke en feminin elegance. Det er ikke tilfældigt, at den moderne tids første selvbevidste bøsser som Oscar Wilde og Herman Bang melder sig på scenen i samme periode. Farverne er præget af pasteller, varme, rødlige tonaliteter i de sekscifrede Pantone-numre som f.eks 16-6116, 16-1715 eller 14-0935. Der er i tiden naturligvis andre tendenser som f.eks malerkunstens fauvister, der med et hidsigt primærfarvet univers (17-0133, 18-1658 og 16-1454) sparker til tidens mumlen, men ikke desto mindre er selv fauvisternes kolorit præget af de røde toner og af en elegance, samtiden ikke kunne få øje på, men som vi i dag finder klassisk.
 
Plakat, 1915
 
1910-1919: Kunst, krig og reklame med knaldende kontraster
Årtiet er kendt for både første verdenskrig og den russiske revolution. I farvernes verden sætter disse begivenheder sig spor i form af en udvidet brug af kontraster og stærke farver – konfrontation med andre ord, selvom det ville være søgt at påstå en direkte sammenhæng mellem krigen og årtiets mere maskuline farveverden. Der er lige så meget som krigsforberedelse tale om den begyndende opfindelse af moderne markedsføring, der kræver stærkere og stærkere virkemidler for at virke effektivt. Vi ser Wienerwerkstätte og deres palet af kraftige grønne (16-5815), gule (13-0739) og blå (18-3949), eller kubismen, der godt nok har jordfarver (18-0940) og sort som de gennemgående farver, men som altid smider rødt (18-1550) eller grønt (19-5513) ind i ligningen for at vække opsigt. Den skrattende og syngende kolorit, der hører jazztiden til, begynder allerede at opstå i 1910’erne – selv første verdenskrigs palet er præget af de klassiske militærfarvers kraftige røde og blå. Kun boligindretningen efter den ødelæggende krig præges af stille og nostalgisk ro med nuancer i nuancer af creme (13-0939) og brunlig (17-1137). En slags terapi efter skyttegravenes rædsler.
 
Maleri af Vassilij Kandinski, 1923
 
1920-1929: Fart i primærfarver
Et af århundredets mest ikoniske årtier: De brølende tyvere. Jazz, Gatsby og sorgløs fest – og farver, som det hedder. Tyverne er for alvor reklamens årti: plakaterne råber om kap med hinanden med stadig kraftigere virkemidler i primære røde (7580), grønne (5763) og blå (19-4057). Art Deco er den dominerende designretning og behersker scenen med en kolorit, der er grafisk og kontrastrig – præget af tidens ægyptomani skabt af opdagelsen af Tut Ank Amons grav i 1922. Farvesammensætningerne er mere raffinerede end i det foregående årti med avancerede kombinationer af rosa (17-1927), lilla (19-2014), turkis (15-5209), blåt (19-4245) og guld – holdt på plads af stramme geometriske kompositioner og grafiske effekter. I Europa peger Bauhaus vejen frem bl.a. med Vassilij Kandinskis farveeksperimenter og forsøg på et beskrive farvernes klang og sprog i ekspressionisme både på lærred og i digte og afhandlinger. Bauhauspaletten er domineret af primærfarver med rød (18-1354) og sort som de dominerende spillere og afledt af den primære palet en hel serie af frapperende violette (18-3944), blå (19-4039) og gule (14-0846) nuancer. I Bauhaus foretager man også de første praktiske forsøg med at bruge farver i systemer, som senere Pantone gjorde så populære. Maleren Laszlo Maholy-Nagy maler et billede uden selv at sætte en pensel på lærredet. Han tegner et kvadratisk mønster og beskriver det for en medarbejder på et malerværksted. Senere farvesætter han mønstret med de numre værkstedet har til sine standardfarver og producerer på den måde et kunstværk uden selv at udføre andet end tankearbejdet.
 
Plakat, 1939
 
1930-1939: Technicolor rules the world
Årtiet er præget af to modsatrettede tendenser rent farvemæssigt: Den verdensomspændende økonomiske krise medfører en vis nedtoning af det forrige årtis abefeststemning. Boligindretningen bliver igen domineret af nuancer af brunt (10366) og dunkelt grønt (5635), men samtidig opstår som modtendens en heftig kulørt kommerciel kunst – både med farvefilmens introduktion med technicolor og Disney – og også med introduktionen af det nye vidundermateriale plastic, der er smukkest i kraftige røde (17-1558), blå (661) og orange (1505) farver som boldene på et poolbord. Disse to strømninger lever side om side og introducerer en mangfoldighed i farveklimaet, der generelt holder sig gennem resten af århundredet – med et par enkelte markante undtagelser.
 
 
Sådan indleder Pantone-bogen sit kapitel om 1940'erne
 
1940-1949: Efter krigen kommer freden med flødefarver
Årtiet er domineret af Anden verdenskrig – en krig der var langt mindre farverig end den forrige verdenskrig: jord (19-0815) og khakifarver (16-1334). Her var ingen heroiske røde eller blå uniformer. Krig var blevet et nødvendigt og beskidt arbejde – med tilsvarende farver til følge. Da krigen var overstået, kom især USA hurtigt i velstandsgear igen, og den anden halvdel af årtiet er præget af en eskapisme og en sødme i farvesætningen, der lægger direkte op til de efterfølgende 1950’ere med mintgrønne (14-6319), flødefarver (13-1031) og nuancer af rødbrunt (19-1338) som de dominerende til boligindretningen, og røde (18-1555), blå (15-4319) og gule (13-0746) nuancer til efterkrigstidens populære hawaiiskjorter. I kunsten er 1940’erne den abstrakte eksperssionismes og Edward Hoppers årti. Begge dele med en kolorit af primærfarver lige ud af tuben: Rød (7597), okker (131), grøn (7728) og blå (7477) blandet op med sort til en ulden nedtonet kolorit, der i dag virker definerende for årtiet.
 
 
1950-1959: Farven på rock'n'roll er hverken set eller hørt før
I årtiet opstår den moderne ungdomskultur: Rebel without a cause, læderjakken, dineren, colaautomaten og deres ikoniske kolorit af postkasserød (19-1764), pistaciegrøn (15-0332) og sort. Hjemmene er præget af mønstrede tekstiler i gule (12-0736), champagnebrusgrønne (15-0533) og okseblodsfarvede (18-1629) nuancer. Tiden er præget af både orden og optimisme, og det spejler sig i en eksperimenterende og sorgløs kolorit, der udtrykker sig ved kontraster og farvemodstillinger. Bortset fra markedsføringens plastic er 50’ernes farver altid knækkede og tonede i forhold til den rene farve. 50’erne er sennepsfarvet (14-0848), orange (17-1444), mintgrønt (559) og koksgråt (18-4005) – en palet, der er så tidsbestemt, at farverne er svære at bruge i dag uden automatisk at lede tankerne i nostalgisk retning.
 
Nutidig illustration til tv-udsendelse om 1960'ernes univers
 
1960-1969: Den store frigørelses farver er varme
Årtiet starter med de diskrete halvtresserfarver og slutter i et fyrværkeri af psykedelica, lilla (19-3438), orange 16-1454), gule (7548), røde (17-1564) og pink (246). 60’erne handlede om at springe. Og om at rejse. Hippierne bragte både isblomster fra Gylhanna og afghanjakker med hjem og dermed også paisleymønstre, islamisk ornamentik og indiske stoffer. De eneste farver, der ikke blev brugt i 60’erne, var de kølige blå og grønne, der var så dominerende i det foregående årti. Alt handlede om varme farver og om ekspansive farver. 1960’erne er årtiet for pop art, for farvefjernsynet, swinging London, månelanding – og Pantone. The Pantone Matching System blev hurtigt populært. Det passede godt sammen med tressernes idealisme og årtiets idé om, at fornuften vil sejre. Alt kan løses - alt kan forklares, også den meget emotionelle farveverden. Pantones drøm er at være neutral – ligesom enhver tone kan beskrives med et svingningstal, vil Pantone sikre, at farver præcist kan kommunikeres over store afstande - f.eks. telefon eller senere email, hvor man ikke nødvendigvis kan pege og sige: Sådan her. Som system lider Pantone (som resten af årtiet?) under en grundlæggende mangel på logik. Der er ikke nogen sammenhængende logik, der forklarer, hvordan Pantone-numrene forholder sig til det synlige spektrum. Pantone er blevet sin egen lukkede verden, der behændigt har undgået at blive parkeret på historiens fjernlager ligesom resten af årtiet.
 
Reklameplakat af Bernard Villemot fra 1972
 
1970-1979: Hygge med orange og brunt
Årtiet fortsætter 60’ernes dominerende kærlighed til de varme farver, men primærfarverne skrues nu helt væk, og de psykedeliske farver bliver reduceret til den for årtiet så karakteristiske lilla ble (18-3633). 70’erne er det brune årti. Boligindretningen handler om huleagtig varme: Orange (16-1448), og glødende jordfarver (18-1540), avocadogrøn (18-0430) og høstgylden (16-0948) med lædertoner (19-1217) bliver de dominerende farver. Mod årtiets slutning sker dog en udvikling, der peger væk fra den dominerende huletendens. Først kommer discoen med sit polyester-look. Farverne er stadig varme, men nu igen kraftige og prægede af spotlightets og discokuglens klarhed. Senere opstår i England punkbevægelsen, der også elsker det syntetiske, men som samtidig dyrker kontrasterne og det krasse eller kølige som en bevidst provokation mod hippiebevægelsens varme altfavnende univers. Da Sex Pistols i 1977 udgiver milepælen Never Mind The Bollocks: Here's the Sex Pistols med det hidsige cyklamegrønne omslag og en vrængende og støjende musik, er 70’erne faktisk allerede forbi.
 
Designerreol af Ettore Sottsass, 1981
 
1980-1989: Punk, pang og pasteller
Punken fortsætter ind i fattigfirserne – som de kaldtes herhjemme – med sort, rød og de rene trykfarver cyan (process blue) og magenta (213) som dominerende farver. 1980’erne er dog også postmodernismens årti. Inden for boligindretningen er det italienske Memphis toneangivende med mønstre i sort og primærfarver – pangfarver, som de blev kaldt. Graffitikunsten bliver en tendens på kunstscenen og dominerer sammen med de unge vilde malere med en palet af reklameagtige primærfarver og stærke grafiske effekter. I det hele taget er 80’erne et farvestærkt og kontrastrigt årti – med undtagelse af sejlerdrengenes polotrøjer i de sarteste pasteller. I 1980’erne går også heteroseksuelle mænd i lyserøde skjorter og især tv-serien Miami Vice skaber mode med sarte himmelblå (14-4103) og lavendelfarvede (15-3620) pullovers.
 
iMac, 1999
 
1990-99: Cool luksusfarver til et luksusårti
Det tyvende århundredes bonusårti: Den kolde krig sluttede i årtiets begyndelse og i resten af årtiet var historien officielt slut. Kapitalismen havde sejret, og det var fede tider. Festen skabte en lyst til at prøve alt muligt: I 90’erne er der ikke nogen dominerende tendens. Vi ser både iMac’s vingummiagtige plasticfarver (1505 og 361), elegante tone i tone-farvesætninger domineret af latinamerikansk eller afrikansk kolorit og hidsige mangategneserier med mere plastickolorit. Overordnet er 90’erne dog en tilbagevenden til de varme farver med både rosapink (184), løvgrøn (18-6018) og dybe røde (18-1631) og blå (293) farver som dominerende i boligindretning og musikverdenen præget af årtiets stilretning: Grunge. Luksusårtiet ser også en interesse i orientalsk spiritualitet og i bling-bling. Guld (15-0927) bliver igen moderne, samtidig med at 70’ernes grønne (18-0130) og brune (19-1020) så småt begynder at blive acceptable igen efter at have været i skammekrogen i mere end et årti.
 
Tal R, 2007
 
Og hvad med 2000-tallet?
Farvemæssigt skiller 1950’erne, 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne sig ud som årtier med en distinkt kolorit, der gør dem genkendelige på lang afstand. De fire årtier domineres af én historie: Velstandsboomet efter Anden verdenskrig med dertil hørende tømmermænd og farvesætningen af denne historie fra de glade grønne og pink i 50’erne over 60’ernes lilla, orange og gule dans, 70’ernes varme hjemme i hulen og 80’ernes vrængen af samme er en historie om stigning og fald, der kan tolkes ind i en enkelt ramme.
 
Hvad farve har så det 21. århundredes 00'ere? Et første bud herpå kunne være varianter af grønlig: Pistacie, mint og is sammen med vredne pink og røde toner som kendt fra f.eks. Flickrs logo. I moderne kunst har årtiet været præget af konfronterende sammensætninger af ukombinerbare farver som brun og kølig isgrøn eller pink, sort, gul og brun – eksemplificeret ved maleren Tal R's værker.
 
Overordnet er billedet stadig præget af den forvirring, der naturligt opstår, når man er for tæt på tingene til at kunne drage en klar konklusion. Vi må sætte vores lid til, at Pantone også i fremtiden vil være der til at forklare os, hvordan vores tid ser ud.
 
Ellers kan man godt gå hen og blive lidt Pantone 292.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job