Selv om Dansk Markedsføringsforbund ikke tør sige det
må titlen som Årets Politiker 1999 gå til Pia Kjærsgaard. Efter at en
priskomite i forbundet ellers havde udpeget hende til vinder af prisen,
besluttede man sig for at dét alligevel var for stærkt – med megen
ståhej i medierne til følge.
Jeg ville ønske, det var anderledes. Jeg væmmes, når
jeg ser hendes fremtoning. Men selv om jeg på det personlige plan har den
dybeste antipati mod såvel hende som Dansk Folkepartis politik må man
konstatere, at ingen andre i samme omfang har formået at afspejle den
politiske udvikling i slutningen af 1990’erne. Den excellent
kommunikerede fortælling om det idylliske Dannevang går rent ind i alle
forvirrede hjerter. Skeptikere behøver bare kaste et blik på opbakningen
til partiet blandt vælgerne.
Det, Pia Kjærsgaard og konsorter har forstået bedre
end de fleste andre politikere, er at det politiske liv er under opbrud i
disse år. På grund af netværks- og videnssamfundets kobling med
traditionernes sammenbrud har den traditionelle skelnen mellem højre og
venstre ("Old Politics") mistet betydning i forhold til en akse,
man kalder "New Politics", og som man kan sige går nord-syd.
I den nordlige dimension af New Politics forholder man
sig aktivt til udviklingen. Ikke at man i nord ukritisk synes at alt, hvad
den bringer, er såre dejligt. Fx betyder de globale netværk både
inklusion og eksklusion. Men man accepterer den som et faktum og
diskuterer, hvordan vi skal indrette fremtidens samfund til gavn for alle.
Og man har først og fremmest indset, at samfundet i dag ikke er, hvad det
var i halvtredserne (hvor en arbejder var en arbejder og den patriarkalske
kernefamilie var samfundets naturlige centrum og forankring). I praktisk
politik er Tony Blair nok den fremmeste repræsentant for New Politics.
Her i Danmark har Anders Fogh Rasmussen klart meldt ud,
at han agter at følge i Tony Blairs fodspor, op ad den nordlige vej. Og
Poul Nyrup Rasmussen gør tydeligvis alt hvad han kan for at følge efter,
ligesom så mange andre partier forsigtigt gør.
Problemet er bare, at en stor del af befolkningen ikke
har vænnet sig til udviklingen endnu. I New Politics-forstand går de mod
syd. Mange mennesker er – af mange gode grunde – ude af stand til at
forholde sig aktivt til udviklingen, og snarere end mulighedernes land ses
den derfor som en trussel mod alt, hvad man har kært. Og derfor forsøger
de af al magt at standse globaliseringen, den nye kapitalisme og
videnssamfundet, uanset at det selvfølgelig er umuligt, og at resultatet
kun bliver nostalgisk drømmeri.
Alt det har Pia Kjærsgaard set – instinktivt eller
kynisk rationelt. En kongres i Dansk Folkeparti er et orgie i Dannebrog.
Flygtningepolitikken vil jeg end ikke kommentere. Og de mange gode ord om
"den lille mand" i "den lille virksomhed" er sød
musik i ørerne på dem, der frygter den globale vidensøkonomis
konsekvenser. Pia Kjærsgaard er kort fortalt Tony Blair ganget med minus
en, og dermed uden alt det visionære og progressive. Hvor Labour i
England har vist vejen mod nord sætter Pia Kjærsgaard nye rekorder for,
hvor langt mod syd man kan komme.
Så det er klart, at Dansk Folkeparti har succes. Når
New Politics er den vigtigste dimension i samfundslivet, og når alle
partier i større eller mindre grad forsøger at forholde sig til
fremtidens nye udfordringer, er der skabt de nødvendige betingelser. Og
så kan et parti, der lover ikke at gøre noget som helst, men i stedet
fortæller historier om de gamle dage, der aldrig var, indfange vælgere i
bundter. Alle de vælgere, for hvem fremtiden er et utrygt sted at være.
Man kan harmes over det. Og man kan fortvivles over det:
Hvad enten vi vil erkende det eller ej er det jo i høj grad dem, der
bliver fremtidens tabere - når de ikke kan leve op til videnssamfundets
krav - der er de primære vælgere hos et parti, der med garanti ikke vil
gøre noget for at give dem bedre chancer. Og endelig kan man generelt
væmmes.
Men nu snakker vi altså om, at det er Dansk
Markedsføringsforbund der ønsker at kåre Årets Politiker. Det er ikke
Amnesty International eller en anden godgørende forening, der har nedsat
priskomiteen. Så man må forvente en vis objektivitet i, hvilke kriterier
der bliver lagt til grund. Og så er der ingen tvivl: Pia Kjærsgaard var
den, der kunne høre græsset gro og den største politiske succes i 1999.
Tillykke og velbekomme. Og gid det aldrig sker igen.