Kforum kårer årets kommunikatører. Der uddeles rundhåndet priser for den gode og især for den dårlige præstation. Se den sjoveste reklamefilm og klippet, hvor justitsministeren sætter ny dansk rekord i vrøvl. Læs, hvad butikskæden SuperBeast får pris for, og hvem der løber med præmien for årets kommunikative fumletumleri. Her er de 21 priser:
Årets sjoveste reklamefilm
IKEA, tak for
"Vi-synes-du-er-for-ung-til-at-ta'-til-Sunny-Beach"-testen
:-))
Årets event-fuckup
Klode-skulpturen opstillet under COP 15-konferencen i Bella
Centeret havde glemt at sætte en række stillehavsøer
på landkortet. Men hva', netop de øer drukner alligevel
lige om lidt.
Årets pressekonference
Erik elsker Anni. Nogle gange er han bare i tvivl. I tvivl var han,
da politiet tog Anni og Erik til fange for bordeldrift. Erik slap
ud efter et kort forhør. Anni blev i fængslet. Uden for
arresten holdt Erik Damgaard så årets mest udsyrede
pressekonference ved sin sorte Porsche på parkeringspladsen.
Uden hoved eller hale i historien eller kærligheden. Kom igen,
Erik, underholdningen er i top.
Årets exit-strategi
Vi må ty til udlandet i denne kategori - for at give
golfgeniet Tiger Woods plads til at svinge køllen. Sammen med
Accenture har han lagt en opsigtsvækkende exit-strategi. Golf
parret med boomerang, som med umådelig præcision rammer
sponsorerne i nakken.
Årets mest irriterende reklamefilm
Den skrigende kvinde i Brobizz-reklamerne er så støjende,
overgearet irriterende og wear-out'et, at reklameblokkene på
blandt andet TV 2 er totalt forurenet og imødeses med frygt og
bæven. Mange seere fravælger for en sikkerheds skyld helt
TV 2 for at slippe for skrigeriet. Brobizz truer med andre ord TV 2
på brødet.
Årets citat
Justitsminister Brian Mikkelsen har været i den kloge skuffe
efter skarpe formuleringer. Se klippet eller læs
højdepunktet her: "Politiet kan sagtens håndtere
sådan en flok autonome. Selvom de er mange af dem, så er
de jo ikke særlig kloge, altså de har ikke opfundet
særlig mange skarpe knive i skuffen, og så er de heller
ikke særlig stærke. De er jo skæve og vinde af fuld.
De er fulde og så videre."
Årets virksomhedskulturanalyse
Arkitekt Henning Larsen tager prisen for karakteristikken af
kulturen i Mærsk: 'Slesk opadtil og uforskammet nedadtil'. Men
husk nu, Henning Larsen, også at tage temperaturen på
kulturen i din gamle tegnestue. Fik den, tegnestuen, ikke indirekte
fingeren med din nye bogs brud på tavshedsløftet?
Årets dementi
"Jeg er ikke kandidat til jobbet som NATO's generalsekretær."
"Jeg er ikke kandidat til jobbet som NATO's generalsekretær."
"Jeg er ikke kandidat til jobbet som NATO's generalsekretær."
Det hørte vi til hudløshed og for 117. gang fra Anders
Fogh Rasmussen og hans talsmænd. Og jo mere kandidaturet
benægtedes, jo mere overbevist blev alle om, at der var noget
om snakken. Det lunede, da vi alle omsider fik ret.
Årets grimmeste logo
Forsikringsselskabet Codans logo ligner en loadskærm. Designet
er enten opfundet før internettet - eller udarbejdet af en
designer, der aldrig har brugt samme internet. Codans logo, som nu
har plaget offentlighed, kunder og medarbejdere i over et år,
ligner noget, der ikke er færdigt. Og på bygningerne,
hvor det optræder som lysskilt, er den helt gal. Man tror
simpelthen, at skiltet er defekt, når det står der og
loader og loader i en uendelighed (tak til Holger Dahl for
begrundelsen).
Årets bedst timede jobskift
Med fingeren plantet på finanskrisens puls fandt Morten
Albæk ud af, at det ikke længere var fedt at være
direktør for Danske Banks afdeling for ideudvikling og
innovation. Så var der mere medvind hos Vestas, hvor den kloge
cand.mag. med det lækre hår nu er direktør for
marketing og kundeoplevelse.

Årets imagetab
Supermarkedskæden SuperBeast blev grebet i at sælge
kød fra stenalderen, og kunderne løb skrigende bort. Gode
dyr var rådne - nu måtte butikkerne love bod og bedring.
Og i Hellerup besluttede SuperBest fremover at holde sit navn
halvhemmeligt, idet butikken i sin tilbudsavis er begyndt at kalde
sig skiftevis 'Rotunden', 'Hellerup Foodmarket' og
'SuperBest'.
Årets slogan
'Yes We Can' løber med prisen, fordi det virkelig virkede for
ham præsidentkandidaten.
Årets mest udskældte reklame
Forargelsen kom fnysende, da det viste sig, at en film på
YouTube om en ung dansk mor, der søger faren til sit barn, var
fake. Eller rettere del af VisitDenmarks
markedsføringskampagne for goe gamle Denmark som
turistmål. Få kunne forstå, at det var god reklame
for fædrelandet, at "Karen" ikke kunne finde ud af at bruge
prævention og i øvrigt havde fornøjelse ved at dyrke
sex med en vildt fremmed mand. Andre syntes dog, det var på
tide, at myndighederne fik den virale finger ud.
Årets undskyldning
Mon ikke de fleste mener, at finanskrisen er bankernes skyld.
Prisen for årets undskyldning må derfor gå til
Danske Bank, der i en kampagne siger undskyld til kunder og
offentlighed, fordi banken ikke har vist tilstrækkelig med
rettidig omhu, sådan som en af bankens ejere ellers altid
prædiker. Undskyld, nu skal vi nok passe bedre på pengene
- og tage telefonen.
Årets fumletumler
'En skræmt konfirmand, der er alvorligt tissetrængende.'
Sådan må kronprins Frederiks hær af spindoktorer
(eller er der blot en enkelt deltidsansat?) have instrueret ham i
at optræde, da han skulle tale om klima forud for COP 15. Og
hvor var Frederik dog glimrende til at følge instruksen til
punkt og prikke. Honnør, hatten af og flaget til tops for
årets kommunikative fumletumler.
Årets selvmål
Hvis historien ikke passer med virkeligheden, er det værst for
virkeligheden. Sådan tænkte indtil flere i
Forsvarskommandoen. Resultat blev årets mest proaktive PR. Den
kommunikative udgydelse var en - egenhændig - arabisk
oversættelse af en bog om Jægerkorpset, så hele
verden kunne se, hvor afsindig farlig sådan en
oversættelse kunne være, og hvor godt det er, at vi har
Forsvarskommandoen til at påpege faren. Men succes koster:
Forsvaret blev et stk. forsvarschef mindre.
Årets ord
Perle.
Årets tweet
Solen dryppede i vandet. Troldænderne har dannet par. Karlo
også glad på en lang tur. Go' morgen. - Forvirret? Bare
rolig, her er tale om et udpluk af den radikalt tweetede Margrethe
Vestagers Twitter-beskeder. Undskyld, men solen drypper?
Troldænder? Karlo? Sendt til de mystificerede vælgere,
som blot har endnu en grund til at løbe skrigende bort.
Årets mest cool reklamefilm
Selv om SAS er i krise, kan koncernen godt brænde igennem med
reklamefilm, som man gider se igen og igen. Takket være
lækre locations, fed musik og kendisserne Uffe
Ellemann-Jensen, Nicolaj Coster-Waldau og Tina Dickow. Filmen med
sidstnævnte er bedst. Den foregår bl.a. i Berlin, hvor
Dickow synger hjerteskærende og segner af træthed. Filmen
oser af Weltschmertz og går lige ind med sloganet 'Så
godt som hjemme'. Reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners
står bag.
Årets eftermæle
Tidligere erhvervs- og økonomiminister, tidligere leder af Det
konservative Folkeparti, tidligere ph.d. (vistnok) i
handelsvidenskab, ja kort sagt tidligere Bendt Bendtsen havde
overladt roret til Lene Espersen og skulle til at hygge sig. Og se
så, hvad f.eks. B.T. på kort tid fik skrevet af
overskrifter: Bendtsen overtræder våbenloven, Bendt
Bendtsen meldt for bestikkelse til værdi af 250.000 kroner,
Bendt Bendtsen talte usandt om jagtture, Bendtsen var reklamefigur
for BMW, Bendt Bendtsen og Gade fik jagt i Letland betalt, Bendtsen
på jagt i arbejdstiden, Ministerbil hentede Bendtsens
gevær, Bendtsen scorer kassen på bestyrelser. Mon ikke
han opsiger sit abonnement på pressen i almindelighed?
Årets mediestunt
Skulle man tro på alt, hvad man læste ville TrygVestas
direktør, Stine Bosse redde verden, integrationen og
danskerne, blot fordi hun er Bosse. Hendes toppræstation var
en vandretur i Nordspanien sammen med en hel indvandrerbande.
Naturligvis med eget kamerahold og fuld dækning i TV-Avisen.
'Bosse redder banden,' jublede journalisterne. Brandgod
boss-branding af Bosse. Årets næstbedste mediestunt var
for resten statsminister Lars Løkke Rasmussens gymnastiske
tortour Rynkeby.
God jul og bedre nytår