Poul Nyrups opgave efter et klart NEJ torsdag aften var en tale til partiet og folket. Talen skulle give udtryk for hans personlige holdning til nederlaget og samtidig være visionær i forhold til det fremtidige EU-samarbejde. Denne aften kunne statsministeren ikke kommunikere ved hjælp af fikse fingertegn. Socialdemokratiets støtter forsøgte ihærdigt at bakke ham op ved taktfast at råbe "Pou-vel, Pou-vel", men det hjalp ikke. Talen blev en pinlig affære.

I første omgang henvendte Nyrup sig til partiet. Han roste alle de partisoldater, der trofast havde "kæmpet" for et ja, og understregede, at partiet nu skulle sørge for at holde sammen på trods af den megen kritik, som uden tvivl vil komme de næste par dage.

Talen til det danske folk kom efterfølgende i flere etaper. Nyrup greb adskillige gange ud efter de tilbagetrækkende mikroner med ordene: "Og jeg vil også godt lige sige...". Nyrups tale kom på den måde til at fremstå meget spontan og ustruktureret. Især uheldigt i en tale ikke blot til nationen, men til hele verden.

Nyrup holdt sin tale uden det sædvanlige sikkerhedsnet af medierådgivere, og det var bestemt ikke en succes. Et vandfald af bønfaldelser, forklaringer og emotionelle fraser stømmede ud af statsministerens mund, og imens fangede kameraet en yderst selvtilfreds Pia Kjærsgaard, der stod i kulissen og fulgte talen på en tv-skærm.

Politik indeholder selvfølgelig følelser, og politikerne skal turde også vise dem. Men en ren følelsesargumentation og en rørstrømsk appellering kommer let til at virke patetisk. Det var resultatet torsdag aften.