Statsmand med tro på fremtiden
Statsministeren lægger ud med en direkte italesættelse af et kommende opsving. Det går, om ikke ufatteligt godt, så i hvert fald godt i Danmark. Der er lyse forventninger, positive udsigter og tillid til udviklingen. Oppositionen vil næppe være sen til at kalde statsministeren for jubeloptimistisk opportunist, men med talehandlingen gør han i hvert fald sit til at give befolkningen tro på opsvinget – en tro, som er en forudsætning for, at selv samme opsving kan indtræffe, og som oppositionens automatiske bedemandsminer i hvert fald ikke bidrager til. Med andre ord træder Anders Fogh Rasmussen i karakter som statsleder med tro på fremtiden.

Efterfølgende tager statsministeren fat på et både aktuelt og svært håndterbart emne, nemlig globaliseringen og dens konsekvenser. Han udviser mod ved tidligt i talen at behandle en af globaliseringens konsekvenser, den politisk sprængfarlige out-sourcing. Statsministeren gør det klart, at regeringen ikke vil kæmpe for at bevare de arbejdspladser, som flytter østpå og præsenterer i stedet sloganet ”Når andre er billigere, skal vi være bedre.” Hermed tydeliggør statsministeren regeringens holdning til flytningen af arbejdspladser og bidrager med noget, som vælgerne kan vælge ud fra.

Nye slogans – gamle vaner
At statsministeren godt kan lide slogans er ingen nyhed. Sidste år rungede ”Noget for Noget” i al sin gammeltestamentlige vælde mellem åbningstalens afsnit. I år er gentagelserne ikke så udprægede, men til gengæld får vi flere slogans at vælge i mellem.
Samtidig er åbningstalens slogans rent lydmæssigt væsensforskellige fra sidste års. ”Noget for Noget” udtrykker med den strenge symmetri i de to trykstærke stavelser og mørke o-klange beslutsomhed og handlekraft. De nye slogans er lettere og friskere i deres udtryk. De er længere, trykkene er frit fordelt og varierer i styrke i statsministerens tale. Dermed er de med til at sende et signal om en statsminister, der gerne vil spille på flere og friskere strenge.

Et af de nye slogans er ”Viljen til forandring er vejen til tryghed”. Sammenkoblingen mellem forandring og tryghed er et klart eksempel på NewSpeek - et sprog, som Anders Fogh Rasmussen før har vist sig at beherske ganske udmærket. I stedet for at argumentere for at viljen til forandring bør vinde over trangen til tryghed, smeder statsministeren modsætningerne sammen og kortslutter derved enhver debat om prioriteringen mellem forandring og tryghed.

Debatten, der blev glemt
En debat, som Anders Fogh Rasmussen ikke får kortsluttet, er spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU. Men det skyldes, at han slet ikke nævner emnet. Hvis statsministeren skal have ros for at forholde sig til out-sourcing, skal han til gengæld have ris for at udelade dette spørgsmål. Emnet er særdeles aktuelt og interesserer store dele af befolkningen, som derfor med rette kan forvente at høre statsministerens mening om det. Statsministeren lever dermed ikke op til et af situationens klare krav.

Verdens bredeste regering
Vist byder åbningstalen ikke på et ekkoende slogan i stil med ”Noget for Noget”. Men til gengæld dukker variationer af ordet ”bred” op hele 13 gange. Regeringen ønsker nemlig bredt samarbejde, brede aftaler, brede forlig, bred opbakning, bred tilslutning, bredt grundlag, bred indsats, brede flertal, kort sagt – politisk bredde. Det understreges, at siden regeringen kom til magten i 2001 er 80 procent af lovene vedtaget med et bredt flertal. Som eksempel nævnes bl.a. flerårsaftalen for erhvervsskolerne, som i parentes bemærket blev indgået mellem regeringen, DF og de radikale. Om den danske tradition for brede forlig, som statsministeren henviser til, er bygget på lignende konstellationer er tvivlsomt, men at ønsket om bredde skal slås så eftertrykkeligt fast er ingen tilfældighed. Et af de store kritikpunkter, som har mødt regeringen, har været anklagen om blokpolitik og den dertilhørende mangel på brede forlig – ikke mindst i forbindelse med kommunalreformen.

Samarbejde på dækket – ikke på broen
Men sideløbende med invitationen til samarbejde med Folketingets øvrige partier gøres det klart, at kursen ikke står til diskussion, og at kaptajnen langt fra nærer høje tanker om de mulige samarbejdspartnere og deres navigeringsevner. Det læses tydeligt mellem linjerne, som i et afsnit, hvor statsministeren roser regeringen for at skabe et godt samfund ved at tage udgangspunkt i den enkelte. Hvis afsnittet vendes på hovedet og ”vi” erstattes med ”socialdemokraterne”, illustrerer det meget godt, hvordan statsministerens opfattelse af det største oppositionsparti kommer til udtryk: ”Socialdemokraterne tager udgangspunkt i systemet – ikke i det enkelte menneske. Socialdemokraterne er bundet af særlige hensyn til organisationer og bevægelser. Socialdemokraterne tager derfor ikke fordomsfrit fat om tingene og forsøger ikke at skabe de bedste rammer for befolkningen”.

Statsministeren udtrykker desuden skuffelse over, at visse partier har valgt at stå udenfor en kommunalreform, der er ”bred i sit indhold”. At han viser tilstrækkeligt med storsind til at tilbyde disse partier endnu en chance for at vise, at de godt vil være med, ændrer ikke ved, at kaptajnen på ingen måder inviterer til samarbejde på broen. Det brede samarbejde kan foregå på dækket, hvor ideologisk forstokkede partier kan tumle rundt, uden at det får betydning for skibets kurs. Eller med andre ord: Regeringen inviterer til bredt samarbejde, så længe de andre partier ikke blander sig i regeringens gennemførelse af det, som efter regeringens opfattelse er rigtigt og nødvendigt. Og så kan man jo diskutere, hvor indbydende den invitation er…

Simon Lund-Jensen er stud. mag i retorik og har bl.a. beskæftiget sig med debat i Folketinget.