Åbningstale fra et musehul

Skrevet af

Kristian Madsen

3 artikler

90 indlæg

Statsministeren brænder godt igennem med værdipolitisk billedsprog. Men når det kommer til foghsk tale om ansvarlighed mærkes en ram dunst af dovne fadbamser rundt om Løkke. Og generelt tager den museforsigtige Løkke alt for få chancer, rent retorisk. Gælder det også politisk?

Lars Løkkes tale var bevidst kedelig eller konkret (foto fra venstre.dk)

 

Statsministerens store forcer som taler er hans evne til at skabe billeder i sine taler, der forenkler og fortolker en kompliceret situation. Det hørte vi igen i den seneste åbningstale. Han forklarede, at regeringens genopretningsplan var at sammenligne med en rudekurvet i brevsprækken. Det nytter ikke at lægge den hen på køkkenbordet og håbe, den forsvinder. Man må få den åbnet og betalt.

 

Han har en naturlig jovialitet, der kommer godt ud over rampen, og en veludviklet humor, der dog tit løber fra ham og bliver til sarkasme. Han har en evne til at glatte ud og finde moderate, rummelige formuleringer af sin politiske kurs.

 

I årets åbningstale valgte han at fokusere på at tegne et nyt lederskab for det borgerlige Danmark. Talen åbnede for reformer på længere sigt og gjorde op med Foghs retorik på nogle vigtige punkter. Men på den anden side: Der var jo en grund til, at Fogh vandt tre folketingsvalg.

 

Samlet set var det en ok tale. Den var teknisk i orden og udmærket leveret. Men det var også en tale, der vil være glemt om en uge, fordi der simpelthen var for lidt at komme efter.

 

Her er de fem mest bemærkelsesværdige observationer fra åbningstalen.

 

Stærke værdipolitiske billeder

Karakteristisk for Løkkes kvaliteter som taler var åbningstalens stærkeste passage beskrivelsen af regeringens plan om at rive boligblokke i ghettoområderne ned.

 

”Vi vil rive murene ned. Vi vil åbne ghettoerne mod samfundet. Da jeg besøgte Tåstrupgård i august måned, slog det mig, at der i et boligområde på størrelse med den by, jeg selv bor i, ikke er én eneste butik. I andre ghettoer er det nærmest umuligt at gå rundt. Det er stenørkener uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund. Det er de fæstninger, vi skal bryde igennem”.

 

Løkke har haft vanskeligheder ved at overføre sine billeder fra økonomisk politik til værdipolitik. Her lykkes det imidlertid virkelig godt. Ghetto-blokkene er stenørkener og fæstninger, der som Berlinmuren skal rives ned, og området åbnes til det omgivende samfund. Det er ikke Løkkes normale, joviale og hyggelige billeder. Det er mørkt og dystert.

 

Statsministeren kombinerer sit stærke ghetto-billede med sin personlige anekdote fra et besøg i Tåstrupgård: Det slår ham, at der ingen butikker er, og han tænker, hvor privilegeret han er, at han bor, hvor han gør (og det ved vi jo alle, hvor er). Det tror da pokker, de får lidt kuller, når de bor i en butiksløs stenørken.

 

Men var det nok til at genetablere en værdipolitisk front mod S-SF? Formentlig ikke. S-SF har allerede tilkendegivet, at man er enig i hensigterne.

 

Jeg tror, at Løkke missede en mulighed ved ikke at tage udgangspunkt i den internationale terrorisme som sproglig trampolin for sin genetablering af værdipolitikken. Der var ellers rigeligt at tage udgangspunkt i: Bombemanden fra Jørgensens Hotel, fem-året for Muhammed-krisen og den unge dansk-somalier, der for nylig blev selvmordsbomber. Mon ikke Fogh havde taget fat på den?

 

Fikse ordspil om dansk mentalitet

Et af de andre gennemgående virkemidler, som Løkke betjener sig af er ordspil. I sidste års landsmødetale til Venstre lancerede han ’den danske drøm’, der spiller på den velkendte amerikanske drøm, og i åbningstalen lancerede han dette lille ordspil:

 

”Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet? Nej, det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet”.

 

Det er faktisk meget elegant. Løkke vender problemet med de stigende offentlige udgifter på hovedet. Problemet ligger ikke hos borgerne, der bare vil have mere og mere. Det ligger hos os – politikerne, der bare skriver checks ud.

 

Talen var her også et forsøg på at distancere sig fra sin forgænger, der jævnligt skosede danskerne for netop vores krævementalitet.

 

Sammen med løftet om at lancere en ny økonomisk plan i foråret fungerede ordspillet som en slags borgerlig hundefløjte. Dem, der skulle høre løfter om reformer af efterløn og opgør med de stigende offentlige udgifter, m.v., de hørte det, men uden at det blev konkret formuleret.

 

Utroværdigt råb om ansvarlighed

Men flere steder forsøgte Lars Løkke faktisk at tage lidt farve af Anders Foghs retorik, der altid hyldede de gamle dyder som for eksempel ’noget for noget’. Her er Løkke i rollen som Fogh:

 

”Oven på den globale krise er der heldigvis ved at spire en ny erkendelse frem. En erkendelse, som skaber nyt håb og optimisme. En ny erkendelse, der hviler på gamle dyder. Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar”.

 

Jeg synes, at Løkke mangler noget troværdighed – etos, om man vil – til rigtigt at mestre dette. Vi vidste jo, at Fogh var sådan. Det var blevet indpodet ham med en stiv pegefinger i ryggen på slægtsgården på Djursland, han havde kun været fuld én gang i sit liv osv.

 

Der står stadig en ram dunst af dovne fadbamser rundt om Løkke, der gør det svært at tage alt det med tæring efter næring helt alvorligt.

 

Den tabte folkeskole
Folkeskolen er ved at udvikle sig til en mærkesag for Lars Løkke Rasmussen. Den dukker op i de fleste af hans politiske taler.

 

Derfor kan det undre, at han netop her bliver meget teknisk. I stedet for at sætte konkrete historier af kød og blod får vi en gold oplistning af regeringens syv mål for folkeskolens udvikling, der har en sproglig smag af management og i det hele taget er ret forvirrende som mundtlig kommunikation. Jeg bliver i hvert fald helt rundtosset, hver gang Løkke taler om, at man om ti år skal kunne det samme i niende som eleverne nu kan i ottende.

 

Her var Løkke langt bedre i sin nytårstale, hvor han talte om et læseløfte:

"Vi bør i fællesskab give børnene et ’læseløfte’. Vi skal love dem, at de skal lære at læse – og læse godt – før vi dynger dem til i andre fag."

 

Forbedringerne i folkeskolen skal betales ved at afskaffe SU’en til hjemmeboende på ungdomsuddannelser. (Hvis der uddeles en international pris for framing, bør den gå til ham eller hende, der fandt på at kalde dem for café-penge).

 

Men argumentet hænger ikke rigtigt sammen. Vi har mange gange hørt Løkke sige, at vi har en af verdens dyreste folkeskoler. Hvorfor skal den så have flere (café-)-penge?

 

En konkret, kedelig tale

Lars Løkkes tale var bevidst kedelig eller konkret alt efter temperament. I stedet for den store visionære tale om ’danske drømme’, læste han stort set op af regeringens lovkatalog med et par påsyede sproglige krummelurer, for at vise at han er optaget af landets problemer, mens andre passer Christiansborg-fnidderen.

 

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der var blevet taget lidt flere chancer. Løkkes problem er, at han ikke rigtig lægger sig ud med nogen. En af Foghs styrker var, at han altid valgte nogle populære slagsmål. Pædagogerne i rundkredsene blev smækfornærmede, når han stillede sig på faglighedens side. Får og bukke fór i flæsket på hinanden efter en Fogh-tale. Lars Løkkes tale modtages mest af alt med et skuldertræk.

 

Derfor får Løkke ikke for alvor sat en ny politisk dagsorden. Og derfor vil fokus både under og efter torsdagens åbningsdebat fortsat være de to spørgsmål, han meget gerne ville undgå: Blev privathospitalerne overbetalt? Og skal Dansk Folkerparti i regering?

Relaterede artikler

Sig det simpelt - Folk er skideligeglade med taler. Erkend det, så bliver du en bedre taleskriver. Efterlad dit ego i døren, lyder et ande...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

58 JOB

Social Media Manager

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.