Billede fra DR-programmet Babettes gæstebud med brdr. Price. De indbudte, en A-liste af kendisser, har ikke ret meget med Blixen at gøre: karisma snarere end substans; dermed ikke sagt, at de er uden substans, men her er de inviteret pga. deres karisma. Hvordan mon det ville være gået på Zoom? En skærm med spisende hoveder og intet af den sociale interaktion, der ikke lige lader sig overføre til et mødeformat online, ville have været kedeligt. Steffen Grams programmer om valget i USA, Amerika ifølge Gram, fungerer derimod godt, selvom fjernsynsskærmen kun viser et skakbræt af fire computerskærme – netop, fordi personerne udelukkende optræder pga. deres viden. Kilde: DR
Business-forskere har skrevet bunker af bøger og (selvhjælps-)guider om karisma. Karisma virker som en medfødt egenskab, men ledelsesrådgivere som Olivia Fox Cabane, forfatter til bestselleren The Charisma Myth. How Anyone Can Master the Art and Science of Personal Magnetism fra 2012, hævder, at det er en myte, og at karisma kan læres – f.eks. på hendes kurser.
Grundkomponenterne er ifølge Cabane nærvær, styrke og varme (
presence,
power,
warmth) i forskellige styrkeforhold.
Hendes yndlingseksempel er Steve Jobs, der udviklede sig fra de tidligste præsentationers generte persona, udstrålende lav selvtillid, til Apple-troldmanden i det første årti af det nye årtusind.
Det Jobs lærte sig – og som vi alle kan lære ifølge Cabane – er at fylde rummet ved at bruge sproget bevidst og udnytte den paraverbale kommunikation: kropssproget, fremfor alt øjne og stemme. At beherske teknikken giver den selvtillid, som karisma bygger på.
Det er gammel viden; retorikere som Cicero og Quintilian skrev udførligt om actio (fremførelsen af en tale): Det vigtigste er øjenkontakt og en varieret stemmebrug, mens mere dramatiske effekter (som at gå rundt i rummet, råbe og sværge) kun skal bruges, hvis det understøtter det verbale budskab.
Hvis kropssproget ikke understøtter det sagte, virker det uærligt og kalkulerende. Kun meget få personer er så karismatiske, at det er ligegyldigt, hvad de siger, selvom der findes enkelte personer, der kan slippe afsted med at tale sort – indtil de bliver afsløret; forhenværende hjerneforsker Penkowa kunne være et eksempel.
Fordi karismatiske mennesker udstråler selvtillid, vækker de et håb hos andre om at opnå det samme: De appellerer til fantasi og begær.
Olivia Fox Cabanes bestseller "The Charisma Myth" (også på Mofibo) – eller hør denne podcast med Cabane; hele interviewet er transskriberet her. Kilde: The Charisma Myth
E-charisma – i små rum.
Men hvad sker der, når møder, præsentationer og undervisning går online? Karisma har tydeligvis noget med rumlighed at gøre: at fylde rummet ud og at ændre atmosfæren i et rum fra overskyet til strålende, mentalt solskin.
Karismatiske personer kan løfte andre ud af hverdagen til forunderlige steder med deres intense nærvær, styrke – som kan bunde i personlig robusthed såvel som professionel viden – og udstråling af varme.
Det er næppe en tilfældighed, at de fleste eksempler på karismatiske personer er mænd, som kulturelt har haft fortrinsret til at fylde såvel det fysiske som det verbale rum. Det er mænd, der taler mest til møder, som mansplainer og skræver hen over to sæder i metroen, manspreading.
Det er der selvsagt ikke plads til på den lille skærm, hvor møder, forhandlinger, undervisning og meget mere har udspillet sig siden marts i en uventet, organisatorisk revolution. P-charisma kan ikke uden videre oversættes til E-charisma, som understreget af blandt andre professor Leigh Thompson, leder af Kellogg Team, Northwestern University.
Hun fortæller, at det, der plejer at virke, ikke nødvendigvis gør det i virtuelle formater, f.eks. må personlig charme ofte vige pladsen for mere substantiel kommunikation på e-møderne. Man må arbejde bevidst med sin fremtræden, og for de karismatiske betyder det at skrue ned for charmen, mens de saglige personer med en nøgtern kommunikationsstil kan brillere.
Vi der underviser, opdagede i foråret, at de velforberedte, men stille studerende indtog onlinescenen, fordi de lavede ad hoc-opgaverne i diverse diskussionsfora, mens det i fysiske diskussioner ofte er dem med selvtillid, der dominerer undervisningslokalet.
Professor Leigh Thompson stiller fordele og ulemper ved virtuelt samarbejde op ved siden af hinanden: Fordele ved de virtuelle møder er fokuseret opgaveløsning, mindre fokus på deltagernes status, mere fokus på viden – saglig stil giver indflydelse og overtalelseskraft, deltagerne er mindre hæmmede, hvilket giver livligere samtaler samtidig med, at ordstyreren kan skrue ned for konflikter. Ulemperne er Zoom-udmattelse – der sætter ind efter kort tid, konfrontatorisk opførsel, manglende sproglig nuancering og flere misforståelser – ironi og vitser bliver ofte misforstået – og lavere grad af tillid, hvilket kan begrænse udveksling af information og beslutningstagen. Kilde: Wikipedia
Hack dine virtuelle møder
Thompson råder mødelederen til at hacke, dvs. variere, møderne med pauser i form af udbrud i mindre grupperum og underholdende mellemspil, der kan afbøde manglen på smalltalk med sidemanden og på de mange små paralingvistiske signaler, som vi sender til hinanden under møder (smil, nik, små udbrud, latter).
Udsagn fremsagt uden disse signaler kommer let til at virke hårde eller truende, hvilket jo også gælder e-mails og udvekslinger på sociale medier, hvor emojis er blevet uundværlige modtræk.
At folk ikke læser teksten/hører efter, kan føre til konflikter, så det er en vigtig opgave at fastholde tilhørernes opmærksomhed med så mange variationer, som det nu er muligt (virtuelle håndtryk, thumbs ups og emojis) uden at virke fjollet.
Møder på Zoom, Teams, Whereby, eller hvor det måtte være, er udmattende, fordi en væsentlig del af vores måde at kommunikere på er skåret bort. Adskilt fra kroppen (syd for halsen) bliver sproget et primært mentalt spil, hvor vi kun kan gisne om, hvem der bifalder vores ord, og om vi overhovedet har støtte blandt kollegerne.
Vi mangler de mere uformelle informationer, der er med til at skabe samhørighed. Møderne går hurtigere, fordi en del af vores normale kropsbundne kommunikation er faldet væk, men det kan til gengæld skabe grobund for utryghed.
Et lille spejl på bordet kan løfte ansigtsudtrykket
Thompson råder til os til at bruge alle midler, der kan skabe samhørighed og fysiske reaktioner. Allervigtigst er det at arbejde med sproget, især for mødelederen, der kan bruge metaforer, som appellerer til tilhørerne, gentage andres spørgsmål, stille opklarende spørgsmål osv. Man skal variere stemmen og tale langsomt, og endelig er øjenkontakt vigtigt, for det kan til en vis grad reducere det umenneskelige ved den virtuelle kommunikation.
Thompson minder om, at vores skjulte mørke side, vores Mr. Hyde, kan poppe op og fortrænge vores Dr. Jekyll, uden vi er bevidste om det. Som Fox Cabane minder om, bygger karisma på både mørke og lyse kræfter, så lad være med at trække på charmen, hvis du normalt er en person med karisma.
Thompsons nok mest interessante råd er, at man skal have et spejl stående på sit skrivebord, så man kan opnå facial awareness, ansigtsbevidsthed. Man skal ikke studere sig selv på Zoom, som om man var på badeværelset (spidse mund og suge kinderne ind), eller som om man sad foran fjernsynet, hvor ansigtstrækkene har det med at falde sammen i højst uprofessionelle folder.
Apropos folder, så har den kosmetologiske branche angiveligt oplevet stor efterspørgsel på ansigtsløftninger – det såkaldte Zoom Boom. Kunderne vil have botox, fillers, neck rejuvenation, jawline contourings og hårtransplantationer, ligegyldig hvad det koster! Kilde: Getty
Nogle eksperter har anbefalet, at ansigtet skal fylde en tredjedel af skærmen, mens øjnene skal være i kamerahøjde (Robert Chen citeret i denne artikel om E-charisma).
Det er i sandhed et ubarmhjertigt krav i et ubarmhjertigt medie, hvor grelt lys lader rynker træde frem og håret se tyndere ud.
Den udbredelse af dysmorfi, ubehag ved egen krop, som de sociale medier længe har næret, har fået endnu mere brændstof. Hvis man har en virkelig dårlig hårdag, er det bedre at sætte et profilbillede på, råder Thompson.
Det omvendte spejlstadie
At deltage i onlinemøder er en konfrontation med en ukendt krop og med et ukendt sprog uden krop. Ifølge Jacques Lacans psykoanalyse gennemgår det lille barn en række spejlstadier, hvor det langsomt bliver opmærksomt på sig selv, differentierer sig fra andre og opnår en form for identitet i en række spejlingsprocesser.
2020 blev året, hvor voksne måtte gennemgå en ny form for omvendt spejlstadie, hvor de blev konfronteret med deres dødelighed og en vaklende social identitet. Folk med en omhyggeligt opbygget fremtræden kunne pludselig ses i rodede sommerhusværelser og køkkener, mens andre i det mindste valgte en bogreol eller et maleri som baggrund.
Der er sådan set gode muligheder for at lave personlige baggrundsbilleder, som man kan brande sig med, men forbavsende få udnytter dem.
Forklaringen er vel, at man ikke vil skille sig for meget ud, og at det kan virke barnligt (igen denne regression) og Instagram-pjattet med videofiltre. Fremfor alt kan en virtual background med nordlys eller Golden Gate, som man kan vælge på Zoom, fjerne vores kropslighed yderligere, med manglende autenticitet til følge.
Studerende bliver til digitale mundtlige eksaminer bedt om at fremvise det rum, de sidder i, ved at holde computeren oppe – som om det kunne afsløre eventuelle hjælpere.
Virtual backgrounds på Zoom. Kilde: Coverr
Det er, summa summarum, en vanskelig kunst at opnå E-karisma på et online mødeformat.
Karismatikerens magnetiske tiltrækningskraft virker let hul, og han kan blive afsløret som charlatan. Hans eller hendes charme kan vise sig ikke at være sendt fra guderne (gudinden Venus havde charme), men være en forførende kraft, der stammer fra et mørkt sind.
Udfordringen er, at den karismatiske styrke (power) skal komme fra viden, at nærværet (presence) skal iscenesættes, og varmen skal komme fra et livligt, opløftet ansigt.
I det 19. og tidlige 20. årh. var man stærkt optaget af magnetisme, og at nogle mennesker udstråler en ’dyrisk magnetisme’; det vil sige en nærmest hypnotisk tiltrækningskraft – det vi i dag kalder karisma, ifølge Fox Cabane (se nævnte podcast). Det gav stof til horror-litteraturen, såsom Edgar Allan Poes novelle “The Facts in the Case of M. Valdemar”: Hovedpersonen lader sig her magnetisere i dødsøjeblikket. Fortælleren kan dermed rapportere om en stemme hinsides døden, der ytrer det umulige udsagn: "Jeg er død". Da fortælleren prøver at vække M. Valdemar, går dennes krop i opløsning. Novellen minder om, at sproget forudsætter en krop – og at e-mødeformaterne kun kan være erstatninger for rigtige møder, hvor vi ses ikke bare ansigt til ansigt, men krop til krop. Illustration til The Facts in the Case of M. Valdemar af Harry Clarke, 1919.