Tiger King: meth, mord og mullets
Sportsvogne, pickup trucks og privatfly. Automatvåben, dynamit og lejemordere. Manglende tænder, lemmer og evnen til at tage tøj på, inden man skal interviewes. Og så selvfølgelig tigrene, omend de store kattedyr spiller en overraskende lille rolle seriens titel og emne taget i betragtning. Tiger King har taget verden med storm.
I disse coronatider… SHHHH! Shhhh…
Vi prøver igen.
Musikvideoer, meth, mord og mullets. Prostitution, polyamorøse forhold og Prins Albert-piercinger.
Netflix har med dokusoap-serien Tiger King præsteret et hit, der på rekordtid har spredt sig som en løbeild verden over. Som viralt (shhh…) hit er det en uovertruffen succes.
Det har inficeret internettet og folks stuer, Zoom-drink-alongs, Messenger-tråde og de mange andre virtuelle steder, vi for tiden befinder os i. Ingen samfundsbevidst borger vil naturligvis indfinde sig ved en fysisk kaffemaskine for at diskutere serien ansigt til ansigt med kollegaerne.
Men i overført forstand har serien formået at opnå den såkaldte watercooler-effekt på helt uhørt vis. Alle taler om den. Og desto mere vi taler om det, desto mindre behøver vi at tale om alt det, der foregår derude på den anden side af skærmen – og hjemmekontoret.
Joe Exotic. Netflix.
The Freakshow Must Go On
Begrebet dokusoap har sjældent været så relevant, med tryk på sidste del af ordet. Man forestiller sig, at selv seriens skabere i løbet af de fem år, optagelserne tog, må have taget sig til hovedet og tænkt, at det simpelthen er for godt til at være sandt.
Det outrerede persongalleri og de årelange fejder, de beskidte metoder, seksuelle eskapader og dramatiske showdowns får Cersei (Game of Thrones), Alexis (Dollars) og Logan-familien (Succession) til at virke nærmest afdæmpede.
I Tiger King drejer det sig ganske vist om tigere og ikke drager som i Game of Thrones. Men troner, magt og intriger spiller stadig en enorm rolle.
Og selvom stridighederne mellem de forskellige tiger-dynastier handler om tigeravl snarere end adgangen til olie eller tv-stationer, så er det de samme mekanismer, der udspiller sig i Tiger King som i Dollars eller Succession. Bare lige tigertanden vildere.
De vanvittige plot-twists, vi bliver udsat for i seriens syv timers varighed, er faktisk af en sådan karakter, at de i en roman eller spillefilm ville lide under anklager om dårligt håndværk – simpelthen, fordi de er for usandsynlige eller for sensationelle.
I Tiger King kommer de dog i så høj kadence og er så overraskende og vilde, at man som seer befinder sig i en nærmest konstant tilstand af vantro opstemthed over, hvor meget virkeligheden overgår fantasien.
Joe Exotic, den såkaldte Tiger King. Netflix.
Eller rettere, hvordan en særlig kurateret virkelighed overgår fantasien. For såvel Joe Exotic, den såkaldte Tiger King, som hans ærkefjende Carole Baskin, ejeren af Big Cat Rescue, er ganske virkelige personer, men de er også freaks.
Joe lever alle sin countrysangerdrømme ud med alt, hvad der dertil hører af frynser, pailletter, farverige skjorter, hatte og frisurer. Plus en ekstrem fascination af våben, sprængstoffer, vold og mordtrusler.
Og så selvfølgelig det faktum, at han lever i et åbent polyamorøst homoseksuelt forhold i Syden, der jo ellers er karakteriseret af maskuline heteronormative normer.
På den modsatte side har vi så Carole, der måske/måske ikke har fodret sin tidligere mand til tigrene. Hun går udelukkende i dyreprint og poserer gerne med sin nye mand lænket for sine fødder som en artig lille pussy.
Carole Baskin, ejeren af Big Cat Rescue. Netflix.
Det samme kan man sige om resten af persongalleriet, fra tidligere zoo-ansatte med manglende arme og ben til kokainsmuglere, small town lawyers, Las Vegas conmen, en selvbestaltet tiger-sexguru osv.
Og ikke at forglemme Joes tandløse og tilsyneladende heteroseksuelle (!) eksmand, der selvfølgelig, af uransagelige årsager, udelukkende interviewes i bar overkrop. Selv de personer, der på en god dag kunne tænkes at fremstå som normale, bliver i serien sat op på måder, så vi ikke kan lade være med at finde dem aparte.
John Finlay. Netflix.
Den forsmåede ekskone til Caroles (måske myrdede) eksmand Don Lewis – en kvinde, der hverken mangler tænder eller beklædning – sidder eksempelvis i samtlige interviews sammen med sin datter presset ned i noget, der enten er verdens mindste sofa eller verdens største lænestol. Et valg, der giver en ellers alvorsfuld situation et ordentligt skud absurd humor.
Don Lewis' familie presset sammen i en sofa/lænestol. Netflix.
Udover at være en dokusoap er Tiger King et freakshow, der på mange måder har bibeholdt det klassiske freakshows kvaliteter tilbage fra dengang, man havde omrejsende karnevaler.
Hvor man i starten af det 20. århundrede udstillede siamesiske tvillinger, dværge, skæggede damer, abnormt tykke og tynde mennesker, ”hottentotter” og ”eskimoer” for at tjene en skilling, så kan man i starten af det 21. århundrede dog nødvendigvis ikke tillade sig at udstille folk med fysiske handicap eller en anden hudfarve og tage sig betaling for det.
Vi må heldigvis ikke længere grine af dem, der ikke passer ind i tidligere tiders forventning om normativitet: kvinderne, homoseksuelle, handicappede, tykke, transseksuelle, de mørke – alle fortjener den respekt, som det hvide heteronormative patriarkat tidligere afskar dem fra. Vi skal alle kunne være her.
Og dog.
Me: Thinking #TigerKing can't be THAT crazy
— Hop Nation USA (@HopNationUSA) March 24, 2020
Tiger King: pic.twitter.com/izH0hSUXkP
For omend feminister, kropsaktivister, antiracister, dyrerettighedsaktivister og andre har kæmpet en lang og brav kamp for ligestilling på alle fronter, så er der en gruppe af mennesker, der stadig er fair game. Nemlig det såkaldte white trash.
De, der i manges øjne stadig anses som legitime mål for latterliggørelse, netop fordi de står som indbegrebet af alt det, der i rummelighedens navn kæmpes imod: racisme, kvindeundertrykkelse, homofobi, klimabenægtelse, toksisk maskulinitet.
Amerikansk sydstatsgrotesk (i globalitetens tidsalder)
Set fra den vinkel er Tiger King uskyldsren underholdning. De optrædende virker alle ivrige for at deltage i håbet om oprejsning eller berømmelse, og de er tilpas ubehagelige, fordomsfulde og egocentrerede til, at vi som seere kan tillade os at mæske os voyeuristisk i den død og ulykke, som programmet reelt fremstiller.
Størstedelen af de skæbner, vi møder på vores vej, er fattige, alkohol- eller stofmisbrugere, seksuelt udnyttede eller voldsofre. Alt dette burde nok give en dårlig smag i munden, men, nå ja, de er jo bare white trash.
Rummeligheden er stor, men ikke så stor, trods alt.
John Reinke, tidligere zoo-ansat med manglende ben. Netflix.
Man har svært ved at forestille sig, at en eneste af de optrædende i serien stemte på Hillary, der kaldte denne del af befolkningen “a basket of deplorables”. Her skriver serien sig altså ind i en lang amerikansk tradition af at anskue Syden i USA som et arnested for det groteske og det abnorme.
For som sydstatsforfatteren Flannery O’Connor har sagt det, så er der en tendens til at: “Alt, der kommer fra Syden, bliver stemplet som grotesk fra Nordstaternes perspektiv. Medmindre det faktisk er grotesk, og så bliver det opfattet som realisme.”
Der er altså en lang amerikansk tradition for, at det provinsielle liv i Syden kun kan anskues gennem absurde karikaturer.
Tiger King er dog ikke kun populær i USA, men verden over. Inklusiv herhjemme i Mette Frederiksens Danmark. Og det gør det interessant som fænomen af årsager, der ikke kun afspejler Amerikas interne dynamikker.
Set fra forskellige perspektiver er programmet dybt fascinerende af mange årsager. Om det er amerikanske studier, maskulinitetsstudier eller queer-perspektivet.
Ikke mindst, fordi Joe Exotics meget ekspressivt performative maskulinitet gennem våben, vold, jagt, country og white trash-æstetik (mullets, tatoveringer og pickup trucks) står i stærk kontrast til hans blå eyeliner, smykker, farverige skjorter og meget eksplicitte homoerotiske performance.
Der tegner sig et mere komplekst billede af Syden såvel som af homoseksualitet og maskulinitet. Serien har potentialet til at blive en samtale om andet end bare freaks og klassisk sydstatsgrotesk.
Men sådan er serien selvfølgelig ikke blevet modtaget i det store og hele. For som Susan Sontag sagde det i sit berømte essay om camp: “Camp er kunst, der tilsyneladende vil tages seriøst, men ikke helt formår det, fordi det er ”for meget”.”
Vi kan ikke tage Joe Exotic seriøst.
Og det vil vi heller ikke. For seriøsitet fylder alt, alt for meget i øjeblikket.
(U)Ærlighed i coronaens tid
For så var der jo også det der med timingen. For hvor meget man så end forsøger, så er det umuligt i disse tider ikke at sætte alt ind i coronapandemiens skær. Den britiske dokumentarist Louis Theroux besøgte allerede tilbage i 2011 Joe Exotic, hvilket resulterede i programmet America’s Most Dangerous Pets, der dog ikke blev til en viral global succes på linje med Tiger King.
Theroux havde naturligvis ikke den massive distributionsplatform Netflix i ryggen. Men det er altså ikke første gang, verden er blevet præsenteret for de store kattes vanvittige verden. Så hvorfor nu, og hvorfor lige i dette format?
Serien er uden tvivl spektakulær og byder på et uhørt væld af ekstreme personligheder selv i realityseriernes ellers så outrerede æra. Men at premieren på serien var d. 20 marts, blot 9 dage efter, Mette Frederiksen bebudede landet lukket, og WHO proklamerede coronavirussen en pandemi, har været seriens held.
Me: I can’t stop thinking about, talking about, or reading about the coronavirus.
— Cassie (@cassieskinz) March 25, 2020
Netflix: let me introduce you to Joe Exotic and Carole Baskin. Welcome to Tiger King. pic.twitter.com/evFJSD3YJ0
Siden d. 20 marts er det som bekendt gået ned ad bakke verden over, og land efter land er lukket ned. Selv tigrene i Bronx Zoo, i USA's epicenter for pandemien, New York, er blevet testet positive for corona. Netflix, derimod, vokser ud over alle grænser.
Og Tiger King er uden tvivl det tætteste, firmaet har haft på en pendant til HBO’s Game of Thrones. Faktisk kan det vise sig at blive en endnu større succeshistorie for streaminggiganten, seriens eksplosive infektionsrate taget i betragtning.
For hvor verden langsomt blev afhængig af Game of Thrones og dets indviklede intrigante persongalleri, så er Tiger King dukket op uden varsel og har på bare et par uger bredt sig over nettet i en rasende fart med alt, hvad der dertil hører af memes, parodier, diskussionsfora, artikler (som denne) og så videre.
Vi har altså at gøre med en viral vekselvirken mellem en rent faktisk medicinsk virus og en digital en af slagsen samtidig med, at sidstnævntes succes skal findes i et forsøg på at glemme alt om den første.
True crime
Udover at være dokusoap og freakshow ligger en vigtig del af seriens succes i dens tilhørsforhold til true crime-kategorien. Serien beskæftiger sig med dramatiske menneskelige relationer og er et voyeuristisk freakshow. Men det centrale omdrejningspunkt handler rent strukturelt om mord.
Om Carole Baskins påståede mord på Don Lewis samt om Joe Exotics planlagte mord på Carole Baskin. Her læner serien sig både indholdsmæssigt og plot-strukturmæssigt op ad ekstremt populære true crime-film som Jinxed, tv-serier som Making a Murderer og podcasts som Serial.
Ligesom reality-tv henter true crime-genren en stor del af sin popularitet i det virkelige liv. Hvor vi i reality-tv som seere ofte inddrages direkte som dommere i beslutningen om, hvem af deltagerne der skal sendes videre, så påtager vi os i true crime-genren indirekte rollen som detektiv såvel som dommer.
Forbrydelsen præsenteres, og beviserne fremlægges et efter et, men fortællingen skifter synspunkt flere gange undervejs – og med det skifter vores sympatier.
Det er de færreste true crime-historier, der ender med en form for closure. Sædvanligvis sidder vi tilbage med en fornemmelse af en løs idé om, hvem der gjorde hvad.
Joe Exotics countrysang om Carole Baskins påståede mord på Don Lewis.
Men også med en sød kløe af noget uforløst, der kun kan stilles ved research på egen hånd, som man så ved lejlighed triumferende kan præsentere over for andre mere eller mindre interesserede.
Og det er her, at internettet og alt, hvad der dertil hører af virale mekanismer, danser en pudsig dans med den rigtige virus. For ligegyldigt hvor meget vi end forsøger at glemme den, så lurer den jo derude; den lumske dræber, som vi alle sammen hele tiden snakker om samtidig med, at vi gør vores ypperste for at lade være.
Her rammer Tiger King et sweet spot som perfekt afledningsmanøvre, et åndehul midt i coronastormen, hvor vi – i hvert fald et øjeblik – kan tale om noget helt andet.
På den måde har de digitale virusmekanismer fået sig en ny forbundsfælle i den aktuelle og på ingen måde virtuelle virus, der forsøger at hærge i de mere og mere tomme gader.
Paradoksalt nok samtidigt med, at vores roller i coronapandemien minder om at se en true crime udfolde sig i reel tid. De fleste af os har nok selv ageret virusdetektiv, især i de første dage efter Mette Frederiksens tale, i et forsøg på at danne os et overblik og en kontrol over noget, vi reelt ingen kontrol har over.
Den slags bliver dog trættende i længden, og vi længes efter at slippe fri fra det coronabur, mediebilledet er blevet. For som Joe Exotic siger, efter han er røget i spjældet: "I'm in a cage. You know why animals die in cages? Their soul dies."
Videre læsning
