Wishcycling
Drop drømmeriet – Smid mere i Restaffald

Du skal ikke sende dit ønske til en stjerne – du skal vide, ikke tro, og eventuelt bruge restaffaldsspanden.

Skrevet af

Mette Kirstine Goddiksen
Journalist

25 artikler

0 indlæg

Sortér ønsketænkning fra, inden du går ud med skraldet. Pizzabakker og mælkekartoner bliver ikke tryllet om til rent pap, bare fordi vi gerne vil have det.
Du står ved de forskellige affaldsspande med noget emballage, som er svært at definere som rent pap eller genanvendeligt plastik. Som de fleste mennesker finder du genanvendelse vigtig, og du føler dig som et dårligt menneske, når du kyler ting i restaffald i stedet for at sortere det.

Restaffaldsspanden er kryptonit for din selvforståelse som supermiljøansvarlig. 

Derfor slår du korsets tegn og smider pizzabakken, den tomme spaghettiemballage eller den plastbetrukne ledning i den genbrugsbeholder, som du sjusser dig frem til som mest korrekt. Du krydser fingre og håber, at din affaldshybrid af plast og metal eller pap og plast på magisk vis bliver genanvendt. 

Manøvren kaldes wishcycling. Og wishcycling bunder i lutter gode intentioner – men som vi alle desværre ved, så fører gode intentioner ikke altid til gode resultater. 

For sandheden er, at vi ikke har et magisk genbrugssystem, hvor alt let kan omdannes til noget nyt. Faktisk findes der fortsat rigtig mange ting, der ikke kan genbruges på grund af produktets sammensætning eller kvalitet. Og wishcycling gør i bedste fald affaldssortering dyrere, fordi der skal bruges ekstra ressourcer på genbrugsstationerne. I værste fald forurener din wishcycling nogle affaldsressourcer, som ellers kunne have været genanvendt.  


Crap i min baghave

Kilde: Getty Images 

Jessica Heiges, ph.d.-kandidat i miljøvidenskab, og Kate O'Neill, professor i global miljøpolitik, begge ved University of California, Berkeley, giver i en artikel på The Conversation, senere bragt i Washington Post, os forklaringen på, hvorfor problemet med wishcycling er aktuelt.

Begrebet wishcycling blev skabt i 2018, da Kina lancerede Operation National Sword, som er et omfattende sæt restriktioner på import af de fleste affaldsmaterialer fra udlandet. I løbet af de foregående 20 år havde Kina købt millioner af tons metalskrot, papir og plast fra rige lande til genanvendelse, hvilket gav disse lande en nem og billig mulighed for at håndtere affaldsmaterialer. 

Med Kinas restriktioner var affaldet pludselig i egen baghave, og det var ikke længere muligt at køre ude af syne, ude af sind-strategien. I USA afslørede det, at regeringen havde investeret for lidt i et centralt genanvendelsessystem, hvilket lagde mere ansvar for sortering over på den enkelte. Det henledte også opmærksomheden på, at befolkningen ikke var informeret tilstrækkeligt om, hvordan man sorterer korrekt.

Som en del af en informationskampagne opfandt forskellige aktører inden for genanvendelsessektoren begrebet wishcycling, som altså står i kontrast til effektiv genanvendelse.

At begrebet indeholder det hyggelige ”wish”, anerkender gode intentioner. Desuden lyder wishcycling mere sexet og mindre skolemesteragtigt end ”forkert måde at sortere affald”. Mantraet i oplysningskampagnen var "Når du er i tvivl, smid det ud." Budskabet har været svært for mange amerikanske miljøforkæmpere at acceptere, men som landet lå, så må man se pragmatisk på tingene: Ved tvivlstilfælde er det bedre at smide ting i restaffald, da wishcycling giver ekstra omkostninger til genanvendelse.

For hvis affaldsstrømmen bliver forurenet med materiale, der faktisk ikke kan genbruges, bliver sorteringsprocessen – og den miljørigtige håndtering – dyrere, fordi den kræver ekstra arbejdskraft. 
 
Føtex-posen “kan bruges igen og igen. Sidst til affald” står der. Som almindelig forbruger kan det være svært at vide, om den genanvendes – men samvittigheden over, at den ”ved forbrænding går i forbindelse med luftens ilt og udvikler vand (H2O) og kuldioxyd (CO2)” lyder faretruende. Foto: Privat
 

Ufrivillig wishcycling

Ser man med danske briller på wishcycling, så er hovedproblemet ikke manglende information om, hvordan man sorterer.

Problemet er, at vi ikke selv er herre over, om vi wishcycler plastik. Vi kan ikke gøre andet end at smide alle slags emballage ned i ønskebrønden; plastsorteringen.

For medmindre vi tager en tidsmaskine tilbage til en tid, hvor den rare købmand fra store beholdere hældte en skæppe mel ned i en papirspose, så er vi som forbrugere afhængige af supermarkedernes plastemballage.

Ifølge tal fra DAKOFA, Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer, bruges ca. 40 % af den anvendte plast til emballager. Emballageplast består af meget forskellige typer og kvalitet af plast, som gør det svært at bruge plasten igen. Emballageplasten kan også være forurenet med fødevarerester, der samtidig vanskeliggør genanvendelse. Det anslås, at 95 % af værdien af plastemballagematerialerne på verdensplan går tabt efter kun én forbrugscyklus. På EU-niveau genanvendes ca. 41 % af plastemballagerne, fordelt på 37 % genanvendelse af husholdningsemballager og 47 % af plastemballager fra erhverv. I Danmark genanvendes 32 % af plastemballagerne. Danmark ligger i den dårligste fjerdedel, hvad angår genanvendelse af plastemballager. Kun 17,2 % af plastemballagerne fra husholdningerne genanvendes i Danmark, og Danmark er det næstdårligste land i EU inden for disciplinen, kun Ungarn er dårligere. 

Som forbruger kan det være svært at tage medansvar for.

Mange af os ønsker virkelig, at ting, vi køber, kan genbruges. Ofte er det et argument for overhovedet at købe dem. 
Men for almindelige forbrugere er det stort set umuligt at gennemskue de mange kombinationer og typer af polymerer i plastprodukter – og hvilke der egner sig til genanvendelse.

Problemet hænger sammen med wishcycling, da vi som forbrugere ikke skelner mellem de forskellige typer af plast, men smider dem alle i samme rum i håbet om, at de bliver genanvendt. 

Men sandsynligheden for, at det bliver omdannet til noget nyt, afhænger af mange forskellige faktorer: Er det teknisk muligt at genbruge? (ofte ikke). Og hvis det er: Er der overhovedet et marked for det? Ofte er det billigere og lettere bare at omdanne olie til ny plast, end det er at indsamle, rengøre og videresælge eksisterende plast.

Dermed wishcycler vi plast, uden det er et udtryk for manglende viden. Vi kan ganske enkelt ikke gøre andet, medmindre vi har en ingeniøruddannelse inden for området. Eller virkelig meget tid til at nørde i plast og polymerer.
 
En flok almindelige plastemballager fra skribentens sortiment. Som almindelig borger kan jeg konstatere, at de forskellige typer plastik føles forskelligt – men det kræver tid og granskning at finde ud af, hvad der er mest skånsomt for klima og miljø. Foto: Privat
 
Dertil kommer tidsaspektet og det praktiske ind i billedet. I en travl hverdag er det eneste problem ikke, at vi wishcycler. Tal fra 2021 viser, at næsten halvdelen af alle danskere har smidt noget i en forkert skraldespand inden for den sidste måned. Det viser en rundspørge, som Analyse Danmark har lavet for Fagbladet 3F.
 

Vask glas, ikke hænder

For desværre er det med affaldssortering og andre miljørigtige handlinger ligesom med slankekure: Det er svært at få folk til at gøre noget besværligt og træls, når gevinsten for det ligger ude i fremtiden. Miljø- og klimagevinsten for sortering kommer således ikke med det samme – måske slår effekten af din korrekte sortering først igennem efter din død. Og som mennesker er vi programmeret til at søge øjeblikkelig tilfredsstillelse ved – i slankekurssammenligningen – at æde den fastelavnsbolle og få øjeblikkelig tilfredsstillelse. Eller lige skaffe os af med den besværlige pizzabakke i papcontaineren og håbe på det bedste, mens vi finder en god serie på Netflix.

Og når skylden over at bidrage til svineriet rammer os, så kan vi – helt bekvemt – altid berolige os selv med, at et fejlanbragt stykke affald intet betyder i det store regnskab. At Kinas skorstene alligevel banker derudad, regnskove ryddes, og alle naboerne alligevel heller ikke sorterer korrekt  – so why bother?

Fordi det alligevel nytter. Især hvis du kombinerer med en stemme på politikere, der tør kræve globale, gennemgribende ændringer, og som støtter op om teknologiske fremskridt.

Jessica Heiges og Kate O'Neill afslutter deres indlæg om wishcycling ved at pege på større problemer end din og min forkerte sortering og hang til lette løsninger i en travl hverdag. De skriver: 

”Vi mener også, at det er vigtigt at forstå, at den globale affaldskrise ikke skyldes forbrugere, der undlod at vaske mayonnaiseglas eller sortere plastikemballage. De største drivkræfter er globale. De omfatter en kapitalistisk afhængighed af forbrug, stærke internationale incitamenter til handel med affald, mangel på standardiserede genanvendelsespolitikker og devaluering af brugte ressourcer. For at gøre yderligere fremskridt skal regeringer og virksomheder tænke mere på at designe produkter med bortskaffelse og genbrug for øje, reducere forbruget af engangsprodukter og foretage massive investeringer i genanvendelsesinfrastruktur”. 

Med andre ord er hovedudfordringen med affaldssortering ikke, at du gerne vil tro, at en lille affaldsnisse på bunden af spanden laver din pizzabakke med ost på om til en dejlig malebog.  

Udfordringen er global – og helt uoverskuelig, da problemet skal angribes fra såvel en økonomisk som en politisk og teknologisk/videnskabelig vinkel. Og så stiller det krav til, at vi kollektivt begynder at definere succes og livsnydelse ud fra andre kriterier end købekraft og materielt forbrug.

Det stiller krav til, at vi vælger politikere ind, der tør tage modige beslutninger for miljøet, at medierne bringer historier om de ofte abstrakte, indviklede og kedelige problematikker med samme entusiasme som saftige #MeToo-skandaler. 

Og så kræver det, at vi alle sammen orker at klikke på historier, der folder den indviklede, lidt kedelige sandhed ud, og agerer i henhold til den – og ikke blot klikker på benævnte, mere saftige historie.
 
Miljøstyrelsen har i år lanceret en ny hjemmeside og nyt kampagnemateriale med information om, hvordan man sorterer sit affald i endnu flere fraktioner, og hvordan det bliver genanvendt. Se Genanvend (mst.dk)
 

Tjek på myten

Myte 1: Renovationsvæsenet kører alligevel hele lortet sammen i en restaffaldsbunke og laver varme af det. 

”Jeg kender myten, og den er opstået af flere grunde. For omkring 25 år siden valgte en formiddagsavis at følge efter en lastbil fra renovationsvæsenet, der den dag læssede organisk affald ned til restaffaldet. Det blev en stor historie, som mange husker, men den tegner overhovedet ikke et billede af dansk affaldssortering. Dokumentationen var fra en enkelt dag, hvor der var driftsproblemer. En anden årsag til, at myten er opstået, er, at når man kigger på, at privates containere tømmes ned i skraldevognen, så ser det udefra ud, som om alle fraktioner ryger ned i samme rum. Det gør det ikke. Der er flere rum inde i vognen, hvilke ikke kan ses udefra – og det er særdeles vigtigt, at vi alle sammen kildesorterer,” siger Ole Morten Petersen, direktør for DAKOFA, Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer.
 

Myte 2: Min grundige sortering hjælper ikke, for det hele er alligevel ødelagt, hvis bare én af de tusindvis af andre i mit område laver en fejl og smider f.eks. blodige kødbakker i plastik, mælkekartoner i pap eller glas med tomatsauce ned i rummet til rent glas.

”Kildesortering er yderst effektivt, og alt er bestemt ikke tabt, selvom der i ny og næ ryger en mælkekarton i pap eller et glas fyldt med pastasauce ned i flaskecontaineren. Vi opfordrer til korrekt sortering, men vores sorteringsteknologier er generelt meget robuste – så enkelte fejlsorteringer ødelægger ikke alt. Derudover er vi i øjeblikket i gang med at brede en sorteringsordning ud i hele landet, der gør det muligt at sortere i endnu flere fraktioner. For eksempel får blandingsprodukter som mad- og drikkekartoner sin egen kategori, ligesom kasserede tekstiler også vil blive indsamlet ved husstanden,” siger Ole Morten Petersen.

Myte 3: Miljø- og klimaproblemer skal løses globalt – og det nytter ikke en disse i det store billede, at jeg sorterer, når der slet ikke er samme opmærksomhed på det fra borgere i andre lande.

World Economic Forum har netop gennemført et omfattende studie, der, baseret på svar fra mere end 11.500 respondenter fra hele verden, gransker respondenternes holdning til klimaforandringer og bæredygtighed, herunder også affaldssortering og genanvendelse.

Helt overordnet viser den nye undersøgelse, at hele 84 % af de adspurgte vurderer, at det er ”ekstremt vigtigt eller meget vigtigt” at genanvende, når det er muligt (andelen af respondenter, der svarede dette, var 85 % i Vesteuropa, mens den er helt oppe på 93 % i Latinamerika).

Relaterede artikler

Smid din mobil ud - Studier fra hele verden viser, at vi har svært ved at smide vores elektroniske udstyr ud – alt for ofte havner det i gem...
Kan jeg få i pose og i sæk? - Er vi forkælede, forvænte eller bare fair? I popularitetskonkurrencen mellem brands skal der stadig mere til at vinde ku...
Vi kan spille os til bedre klimaadfærd - Der er sket et nybrud med klima i videospil de sidste par år. Indtil for nylig var miljøaspekter fraværende fra en særli...
Virksomhederne – og k-folk – skal guide forbrugerne - Der er stor forskel på, hvad forbrugerne siger og gør, når det handler om bæredygtighed. Indtil videre. Men virksomheder...

Giv din stemme

8 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

72 JOB

Senior Communication Consultant

Se alle job Indryk job

Kursus

Facebook- og Insta-annoncering: Skab målbare resultater

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.