Blockchain-kunstværker er det nye guld
Der er altså godt nyt til alle über-geeks, blockchain-pros og krypto-nørder. I skal simpelthen til at investere i web-historiske SoMe-opdateringer, unikke digitale samlekort, limited edition digitale musikudgivelser og online digital kunst. Men hvordan gør man digitale ting til noget unikt og enestående? Er pointen med det digitale ikke netop, at en fil kan deles uendeligt uden at miste information? Og kan man eje en katte-GIF? Hvis man sælger en digital fil som en NFT – en Non-Fungible Token, en ”u-kopierbar markør” – så kan man. Med blockchains avancerede kryptografiske database som motor antyder NFT’erne en ny web-økonomi, der kan blive interessant for kunstnere, spildesignere og ikke mindst krypto-investeringsfolket. Lige nu ligner NFT-hypen nok mest af alt en bobleøkonomisk skattejagt, men måske skaber de også nye muligheder for forretning, ikke mindst for hårdt trængte kunstnere.
af Mads Bødker
Stifteren af Twitter, Jack Dorsey, har lige sat sit første tweet til salg på auktionssitet Valuables P.t. lyder buddet på 2.5 mio. dollars.
Hvad pokker foregår der? Hvordan kan et tweet være den slags penge værd? Og hvordan kan man overhovedet købe og dermed ’eje’ et tweet? Et digitalt billede i JPEG-format af Beeple, en kunstner der primært beskæftiger sig med digital grafik, er lige solgt for intet mindre end 69.346.250 dollars hos auktionshuset Christie's – ca. 430 mio. kroner. Vi snakker altså David Hockney-priser. En JPEG, der indbragte mere end et stort J.M.W. Turner-maleri!
.jpg)
Everydays… af Beeple vs. The Fightinh Temeraire af J.M.W. Turner
På samme måde blev en 10 år gammel GIF-animation af en flyvende kat for nyligt solgt for 561.282 dollars.
Alle tre ”værker” er født digitale og ligger frit tilgængelige derude på nettet. Men nu bliver værker som disse udbudt som NFT’er eller Non-Fungible Tokens. NFT er omtrent oversætteligt til ikke-erstattelige genstande eller enheder – og udtales ”nifty”. En sælger af en NFT kan lægge et bevis for ejerskab ud på en blockchain, en distribueret kryptografisk database, som de fleste kender fra bitcoins og andre kryptovalutaer.
Oftest bliver NFT’erne udbudt på digitale auktionsites som fx Valuables, Nifty Gateway eller Auctionity. Når en auktion udløber, bliver filen, altså tweetet eller billedet, ”mintet” (møntslået, etableret) på blockchainen. Køberen ejer dermed værket i form af en digitalt signeret version med et ’proof of purchase’ af filen.
Tweetet eller JPEG’en – eller en hvilken som helst digital fil – er din for evigt, og du har bevis på det! Blockchainen sikrer, at dit ejerbevis ikke kan kopieres eller ændres. Derved kan man sikre, at der kun er én person, der har et attesteret ejerskab til originalen, eller sikre sig, at der kun findes et begrænset antal nummererede ”print” af et værk. Med blockchainen som garant for ejerskab er der med NFT’er lagt op til at kunne sælge helt almindelige digitale filer, Twitter-tweets eller sågar små digitale lydkunstværker, ganske som var de Goya’er eller Stradivarius-violiner. En køber kan nu bade i fornemmelsen af at være den unikke eneejer af en digital fil.
Den teknologiske baggrund
Hypen om NFT’erne er stukket helt af de seneste måneder, men det er ikke nogen ny teknologi. De fleste har hørt om bitcoins og kryptovalutaer. Så meget, at de efterhånden er blevet lagt i graven omkring 400 gange. Kryptovalutaer er bare ikke cool på helt samme måde som dengang i 2010 eller helt så investeringsmodne som i 2012. Bitcoins og andre såkaldte kryptovalutaer bruger en særligt kryptografisk databasestruktur kaldet en blockchain.
Med spilteoretiske principper, avanceret kryptografisk matematik og decentral struktur tog den først bankverdenen med storm i begyndelsen af 2010’erne. Siden er der kommet nye anvendelser til. Man bruger blandt andet blockchainen til at indgå såkaldte “smart contracts”, hvor man kan sikre, at en aftaleindgåelse med garanti kun foretages mellem entrerede partnere.
Smarte kontrakter – helt simpelt
Da sådanne smart contracts ligger distribueret på mange computere og hele tiden bliver tjekket for ændringer, sikrer man, at en kontrakt ikke kan ændres uautoriseret. På samme måde er NFT’erne på en blockchain enestående digitale filer, der ikke kan kopieres og distribueres uden en aftale. I forhold til bitcoins og andre kryptovalutaer sikrer teknologien, at en transaktion er unik, og at valutaen ikke kan stjæles. Men blockchains kan altså også sikre, at en digital fil er helt unik, uforanderlig og u-kopierbar.
Som Highlander er også en NFT udødelig. Og der kan naturligvis kun være én! Eller i hvert fald meget få.
Et andet aspekt ved blockchainen er, at der ikke er en central virksomhed, der opbevarer og certificerer din kontrakt eller dit ejerskab af en NFT. En blockchain er distribueret på tværs af en masse computere, der ikke er direkte forbundet, og der er ikke nogen virksomhed bag, som kan gå konkurs, snyde dig eller fordufte over natten. Dit ejerskab er mejslet i en database, som ikke kan ændres, og hvor ingen enkeltperson eller virksomhed er ansvarlig for at tjekke ægtheden af dit ejerskabscertifikat. Det er det distribuerede netværk, der sikrer, at der ikke fifles med databasen, medmindre alle er enige om det.
Sjove katte som investeringsobjekter?
Auktionspriserne på historiske tweets og Beeples forrygende salg er bare den foreløbige, og ganske overskriftsgenererende, kulmination på en udvikling, der blandt andet tager afsæt i det problem, at det kan være svært at købe rigtige ting, fx kaffe eller vaskemaskiner, med sin kryptovaluta. I 2017 begyndte firmaet CryptoKitties at sælge en form for digitale samlekort med sjove katte på. For et antal krypto-penge (fx 20 ether, i dag omkring 200.000 kroner) kan kattene på dit digitale samlekort formere sig med andre katte og ”arve” forskellige træk, der gør dem unikke.
De små nuttede investeringsobjekter kendt som CryptoKitties
Resultatet er et kryptovalutabaseret samlespil, hvor sjældne kattekort løbende opstår og dermed bliver mulige investeringsobjekter. På samme måde som sjældne, ustemplede frimærker, jubilæumsmønter eller Pokémon-kort, hvor et 1. udgave Holographic Charizard -kort kan indbringe over 20.000 dollars, er CryptoKitties og andre samler-orienterede NFT-genstande blevet til regulære investeringsobjekter. Som med andre samlekort, sneakers eller frimærker er knaphed og hype ensbetydende med værdi. For samlere er idéen om at have noget, ingen andre har, naturligvis en af de primære drivkræfter, og NFT’erne kan i den sammenhæng bruges til at garantere, at en køber ejer en signeret version af en sjælden digital fil.
NFT’er er dermed anderledes end andre salgbare digitale ting som fx et in-game item i et almindeligt computerspil. Man har naturligvis i mange år kunnet købe opgraderinger eller genstande ”inde” i spil, men de har aldrig rigtigt været unikke og personlige, men derimod knyttet til din spilkonto og dermed, i sidste ende, til virksomheden bag spillet. Man har heller aldrig kunnet været sikker på, at en sjælden genstand i et spil forbliver sjælden, og derfor har investeringsværdien været begrænset. Desuden er det ofte besværligt og usikkert at købe og sælge in-game-genstande, da gensalgsprisen kan være svær at bestemme uden at skulle søge på en masse auktioner.
Man kan samle på mange ting, men kan du være sikker på, at din Holographic Charizard er så sjælden, som de siger?
De sjove CryptoKitties på blockchainen satte skub i idéen om at bruge teknologien til at skabe nye former for ejerskab og dermed også til en hel økonomi omkring certificerede digitale objekter. Alt fra ”gamle” memes og tweets, kommercielt orienterede samlekort til værker af håbefulde kreative designtyper, sær niche-grafik og veletablerede kunstnere inden for den digitale kunst kan få nyt liv gennem at sælge signerede ægthedscertifikater. Er det en digital fil, kan den blive en NFT, sættes til salg på en auktion og’mintes’ på blockchainen.
Kryptokunsten og det signerede digitale værk
Det er blandt andet noget, der har fået både relativt uprøvede og mere etablerede kunstnere til at øjne nye muligheder. På populære sites som fx Nifty Gateway kan kunstnere nu sælge et ”drop” – et begreb taget fra modeindustriens lancering af fx limited edition-sneakers – og dermed skabe forventning og efterspørgsel på nye digitale værker. Selvom Beeple solgte til en forrygende pris, ligger prisen på et værk fra Nifty Gateway ofte til mere beskedne 200-5.000 dollars. Til gengæld kan de ofte sælges som ”prints”, dvs. nummererede udgaver, på samme måde som et litografi.
Ofte er det digitale billeder, animerede GIFs eller andre animationer af en bred skare af digitale kunstnere, der sælges i sådanne begrænsede, nummererede oplag. En anden innovativ måde at bruge NFT-konceptet finder vi hos Eulerbeats. Her kan man købe limited edition musikalske algoritmer. Der er bygget 27 af dem, og man køber altså ikke bare en ”statisk” fil, men en lille musikgenererende algoritme, der ikke spiller den samme melodi hver gang. Disse kan videresælges som ”prints”, og ejeren af en original tjener på hvert print af algoritmen, der sælges.
Mere etablerede kunstnere som musikeren Grimes og for nylig også bandet Kings of Leon er begyndt at arbejde med NFT-værker.
Dropping NFTs tomorrow at 2pm EST. enter the void pic.twitter.com/l9fNFUCheX
— ☘︎𝔊𝔯𝔦𝔪𝔢𝔰 (@Grimezsz) February 28, 2021
Grimes ’dropper’ noget kulørt NFT-kunst med små basunengle og sværd og sager.
Det økonomiske incitament er klart. I stedet for at tjene fra donationer via Patreon eller gennem udstillinger on- eller offline kan digitale kunstnere nu betjene sig af en af de ting, der har gjort offlinekunsten så interessant ud fra en samler- og investeringsvinkel: Muligheden for, at der findes en original og en kopi. De allerfleste har set en trykt Picasso, en Chagall-plakat, men få har ejet en original af disse. Med NFT’erne kan denne knaphedsmodel genanvendes i det digitale domæne.
Samlermani, begæret efter det unikke eller investeringsværdi?
Selvom NFT og blockchains skaber nye distributions- og indtjeningsmuligheder for kunstnere, musikere, og spildesignere, giver det også anledning til en del hovedrysten i mere traditionelle, etablerede samlerkredse. For hvad er egentlig idéen i at investere i noget, der basalt set bare er kode, en binær talrække, der kan fortolkes af et program og ligne et kunstværk på en skærm? Alle kan jo som sådan se eller høre kunstværket – eller se tweetet eller den sjove kat – på deres egen computer, men der kan kun være en eller ganske få ejere af certifikatet, af det signerede værk. Så hvad er det, man egentlig køber, når man køber en NFT? Er det en form for trofæ eller en simpel blærerøvsmarkør, eller er det bare en ny økonomisk model, hvor begrænset udbud skaber værdi? Og er værkerne dermed rene investeringsobjekter? Som markedet ser ud p.t., virker det, som om ALT kan mintes som NFT’er. Det virker nogle gange lidt tilfældigt, hvilke værker/filer der kan indbringe store summer. I fredags blev et rimeligt lo-fi 2012-meme for eksempel solgt for 36.000 dollars.
Grundlæggende blæser svaret lige så meget i vinden som værdien af bitcoins, men der er ingen tvivl om, at markedet er på vej op. De vanvittige priser for værker og ’drops’ går kun én vej. Hvor længe endnu ved vi ikke, men noget kunne tale for, at NFT’erne primært er investeringsobjekter for private. Ingen kender dog noget særligt til gensalgsværdien, eller hvordan et ”print” af en NFT vil sælge, men da meget af NFT-hypen i øjeblikket har tilknytning til den amerikanske tech-elite og det globale twitterati, er der noget, der taler for, at priserne kan presses yderligere op. Lige nu ligner det mest en samlermani. Vi kender fænomenet fra stenrige klassiske kunstsamlere, der køber malerier af store kunstnere og låser dem inde i en bankboks. Eller musikelskeren, der køber testtryk af et Aphex Twin-album på vinyl til 50.000 dollars, hvilket kun håndteres med hvide bomuldshandsker og formentlig aldrig kommer på pladetallerkenen.
Selvom jeg er Aphex Twin-fan, er jeg ikke samler. Men den her fik mig lige til at løfte øjenbrynet: Ville jeg købe Aphex Twins første MP3-fil som NFT?
Det er ikke værket som værk, man køber, men værket som en simpel økonomisk værdibeholder, der kan stige i værdi, som er meget væsentlig. Det interessante er den virtuelle, symbolske værdi, ikke den kunstneriske værdi. Det er formentlig også følelsen af at eje noget unikt i en tidsalder domineret af masseproduktion og friktionsløs digital distribution. Det er muligheden for at kunne sige, at man ejer verdens første tweet, at man har en førsteudgave af et musikalsk værk eller et ikonisk web-meme. At man har en værdifuld samling.
Udbyttet for kunstnerne kan naturligvis blive relativt stort – hvornår har man sidst hørt om store mængder digitale kunstværker udbudt for penge på lettilgængelige platforme? Omvendt er det muligvis mange af de samme ”stjerne”-mekanismer, der gør sig gældende for NFT’er – etablerede kunstnere og måske især kunstnere med mange følgere på sociale medier kan indkassere relativt store beløb for unikke førsteudgaver, mens det er mere tvivlsomt, hvordan niche-kunstnere uden bred social media-cirkulation vil kunne tjene penge på NFT’er.
En anden udfordring er salg af værker, hvor indtjeningen slet ikke kommer kunstneren til gode. Her kunne man nævne de meget meget edgy typer, der brændte et originalt tryk af den superkendte streetart-kunstner Banksy, vurderet til ca. 95.000 dollars, filmede afbrændingen og siden solgte filmen som en NFT for 394.000 dollars. Her er det er svært at vurdere, om der er tale om spekulation, en dumsmart happening eller en sofistikeret kommentar til NFT-hypen. Men ophavsmanden til dette nu ganske rematerialiserede værk og grunden til, at værket overhovedet vækker opsigt, har ikke set en bitcoin for sin indsats.
Et tredje problem, som hører til i den mere tekniske ende, er, at krypto-kunst og den digitale økonomi ikke er så friktionsløs, som vi forestiller os. På grund af sin distribuerede struktur bruger en blockchain-database utroligt meget strøm. Kunstneren Joanie Lemercier, der har haft et par værker på Nifty Gateway, påpeger, at produktionen og distributionen af digital kunst som NFT’er er en ressourcemæssig katastrofe. Selvom vi ikke mærker den tekniske infrastruktur i vores omgang med digitale værktøjer i vores hverdag (strøm, radiobølger, arbejdskraft etc.), er digitale netværk utroligt ressourcekrævende. Blockchain ikke mindst. Hun anslår, at lanceringen af seks af hendes NFT-værker på 10 sekunder brugte lige så meget strøm, som hun brugte i sit fysiske kunststudie på to år.
Selvom der er tiltag i retning af at skalere og nedbringe strømforbruget, som en blockchain bruger, er det usynlige strømforbrug, som kræves for at vedligeholde den distribuerede regnekraft, betydeligt. NFT-økonomien fungerer på overfladen måske som løsrevet fra de institutionaliserede økonomiske kredsløb – et vægtløst rum i en friktionsløs markedsøkonomi. Men den skal nok, for nuværende, ses som fundamentalt indskrevet i et petro-kapitalistisk kredsløb, der bygger på sorte, fossile energikilder, vold mod naturen og en tiltagende udbytning af 3.-verdensarbejdere.
Mod en hyperkryptokapitalistisk simulationsøkonomi
Der er noget fundamentalt gådefuldt i omvendingen af den digitale “væren” – at man kan bruge en digital teknologi beregnet til 1:1 kopierbarhed til at generere noget ikke kopierbart. Der var især én teoretiker, der umiddelbart dukkede frem fra gemmerne, da jeg første gang læste om NFT. Den tyske filosof Walter Benjamin taler i et af sine mest kendte essays om kunstværket i dets tekniske reproduktions tidsalder (1936). Benjamin beskæftiger sig i essayet med selve kunstmediets materielle ændringer over tid, og hvordan vi opfatter begrebet om ægthed og autenticitet. Hvor kunstværker engang blev produceret som unikke værker, er en lang række af teknologier – fra trykkekunsten og frem – medvirkende til, at kunst kan kopieres og distribueres. Dermed, antyder Benjamin, går et centralt aspekt af kunsten tabt, nemlig dens ”aura” – en kerne af “her-og-nu”-autoritet og fornemmelse af ægthed, som vi ofte forbinder med at se et “ægte kunstværk”. Som politisk teoretiker og marxist begræd Benjamin ikke nødvendigvis dette tab, men så den tekniske reproduktion som en række nye medier, der også kunne demokratisere kunsten.
I den digitale reproduktions tidsalder kan kunstneren naturligvis kopiere og distribuere sine værker i det uendelige, og vi er alle potentielle købere. Vi bliver måske også lidt blaserte af den lette tilgang til kunst. Om NFT og krypto-kunst kan genetablere den tabte aura ved et kunstværk, er naturligvis temmelig tvivlsomt. Der er trods alt stadigvæk tale om noget, der måske bedst kan betegnes som en signeret kopi, en simulation af noget ægte, mere end et unikt værk. Værkets ”kerne” ligger formentlig ikke gemt i en signeret kontrakt i et kryptografisk netværk. Mere sandsynligt er det, at NFT-økonomien i øjeblikket er et goldrush, et nyt liv til en teknologisk platform (altså blockchain), der har kæmpet en del med at finde det problem, den er en løsning på, og et spil om at være først med på vognen i jagten på saftige investeringer.
Men måske kan NFT’erne give en lille fornemmelse af værkets tabte autoritet, og teknologikyndige digitalkunstnere kan begynde at sælge generative og algoritmiske kunstarter, vi slet ikke kender endnu. Måske vil vi fremover også se historiske SoMe-begivenheder eller andre digital-historiske artefakter som mere end blot et blip på hverdagsradaren. Hvis vi kan abstrahere fra det ret tydelige investeringshysteri, der lige nu præger NFT-markedet, er det måske meget godt, at Nyan Cat eller måske Donald Trumps mærkværdige ”covfefe”-tweet kan få en form for ejerskab og ikke bare forsvinder ud i et digitalt, historieløst tomrum. Samfundenes digitale liv på alverdens platforme er jo lige så meget ”history in the making” som de store begivenheder, der findes i alverdens arkiver.
