Startup vil kapre kunder til medieovervågning

Dansk startup vil udfordre det eksisterende marked for medieovervågning ved også at appellere til mindre og mellemstore virksomheder.
Ny tjeneste skal gøre medieovervågningen bedre – og billigere. Her ses holdet bag. Foto: MediaCatch
Ny tjeneste skal gøre medieovervågningen bedre – og billigere. Her ses holdet bag. Foto: MediaCatch
Nu bliver det nemmere og billigere for brands, virksomheder og presseafdelinger at følge med i medieomtaler, lover danske iværksættere, som lancerer ny medieovervågningstjeneste.
 
Med kunstig intelligens som løftestang kan omtaler af eksempelvis personer, brands eller virksomheder i danske podcasts, radioudsendelser og tv fanges og omsættes til tekst og visualiseringer.
 
”Dermed overvåges der ikke kun på faste nyhedsudsendelser, som det hidtil har været standard for markedet,” lyder det i en pressemeddelelse om tjenesten med navnet MediaCatch Pulse, der lanceres 1. marts.
 
Overvågningen sker ved hjælp af egenudviklet tale til tekst-software fra den danske medieovervågningstjeneste MediaCatch, som Infomedia siden juli har ejet cirka en femtedel af. 
 
”Vi vil gerne lave en platform, som også gør det muligt for mindre og mellemstore virksomheder at arbejde professionelt med medieovervågning, så de kan overvåge alle kanaler et sted, hvis de for eksempel er i stormvejr,” siger Lars Damgaard Nielsen, medstifter og direktør for MediaCatch.
 

Kunstig intelligens får prisen ned

Det, der ifølge Lars Damgaard Nielsen adskiller sig ved MediaCatch’ løsning, er, at den dækker medieplatformene bredt og 24 timer i døgnet ved hjælp af kunstig intelligens. 
 
Det gør det muligt at skrue prisen ned, så den begynder på knap 1.500 kr. per måned, hvilket ikke inkluderer logo- og ansigtskendelse, som MediaCatch også tilbyder.
 
Derudover er formålet at gøre det let at få overblik over, om omtalerne er relevante eller ej.
 
For at illustrere dette har MediaCatch Pulse sat en søgning op for Kforum på dronning Margrethe, hvilken har kørt siden 22. februar, dagen før hendes rygoperation.
 
”Hvis der for eksempel bliver sagt dronning Margrethe i en nyhedsudsendelse, et program eller en podcast fra DR kl. 23.22 en aften, så kan vi opfange lydbidden samt et par af de ord, der kommer før og efter søgeordet, så det er nemt at afgøre, om det er relevant eller ej.”
 

Medstifter fik ideen efter brøler

Ideen til MediaCatch udsprang blandt andet af Lars Damgaard Nielsens eget behov for medieovervågning i organisationer som NGO’en Folkekirkens Nødhjælp, hvor han jævnligt oplevede at misse omtaler.
 
”Jeg mødte ind en mandag morgen og havde ikke hørt, at vi var omtalt i Mads og Monopolet om lørdagen, fordi det lå uden for den periode, hvor vi havde overvågning. Det ville jeg godt have vidst, så vi kunne have brugt det i et opslag søndag,” siger han og tilføjer:
 
”Derfor er der ikke nogen huller i osten med vores medieovervågning.”
 
MediaCatch er stiftet af Lars Damgaard Nielsen, Filip Wallberg, Cæcilie Bach Kjærulff og Anders Glent Buch. Virksomheden har 15 fuldtidsansatte. MediaCatch har tidligere fået seed-kapital fra Keld Reinicke, Jørgen Madsen Lindemann, Thomas Busch og Henrik Juul. Infomedia købte sig i 2022 ind som medejer.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også