Mesterskabet er nemlig (for rigtig mange) tiltrængt kildevand på en hårdtprøvet mølle, der – omgivet af regnvåde og nedtrådte græsrødder – ellers har været under konstant afvikling i en fodboldindustri, der mere end nogensinde er blevet global, grim og grådig, og hvor solens stråler kun rammer toppen af poppen.
Altså, lige indtil i mandags.
For her vandt stakkels David endelig over gigantiske Goliat og tvang dermed klassekampen mellem det ægte Foreningsdanmark og kapitalismens grimme ansigt ud i en eller anden form for imaginær, forlænget spilletid, hvor en trillende udgave af Jobs Bog, efter 16 strabadserende år og midt i en virkelighed fuld af Super League og andre livstruende pandemier, langt om længe fik en happy ending.
Vigtigt, men forfejlede
Men Brøndbys danske mesterskab reproducerede ikke bare en skidegod historie, som alt lige fra tidligere bænkevarmere på Brøndbys lukkede Serie 6-hold fra slutfirserne til forhenværende, kvindelige statsministre har brugt de sidste par døgn på at blive medfortællere af.
Selvfølgelig, fristes man til at sige. Vestegnen er jo kernen af dansk velfærd bøjet i beton og er traditionelt set beklædt med røde bannere, der i øvrigt, måske, er røget ind foran øjnene på flere politikere siden i mandags.
I hvert fald er det p.t. påfaldende, hvor lidt palaver det der fanoptog, i en tid, hvor restriktioner stadig spænder ben for underholdning til masserne, har skabt blandt de røde folkevalgte på Christiansborg.
Er det mon, fordi enhver socialdemokrat i bund og grund er Brøndby-fan? Ah, pokker heller! Omvendt er mandagens guld, Brøndbys historie og vellykkede brand slet ikke så tosset at tappe ind i med en rose i hånden. Der er nu engang, generelt set flere Davider end Goliater på dansk jord, og på Vestegnen i særdeleshed.
En fordom? Ja, for pokker. For begivenheder a la den, der fandt sted i Brøndby i mandags, får sgu da hele det politiske spektrum til at bimle og bamle på diverse SoMe-platforme, hvor solrige billeder af gamle Codan-trøjer med Ebbe Sand på ryggen følges op af #JeSuisBrønd. Ikke sandt? Eller bare endnu en fordom om, at enhver folkevalgt frygter David mere end vedkommende frygter Goliath?
Og det leder mig videre til nedenstående.
For Brøndbys mesterskab og de følelser, der fortsat pumpes ind i fejringen af dette, var og er (også) endnu et gyldent pragteksemplar på fodbolduniversets ældgamle behov for en opretholdelse af stereotype forståelsesskabeloner, som vi fra tidernes morgen har klamret os til i bestræbelserne på at highlighte, hvem der er os, og hvem der er dem.
En forenkling af virkeligheden, der i øvrigt tit og ofte er lige så forfejlet, som bolden er rund.
De tusindvis af fans, der i flok marcherede i retning af Brøndby Stadion i mandags, og som efter kampen fejrede guldet på gader og stræder, er nemlig ikke (kun) fattige fjolser på bistand, som ærkerivalerne fra FC København ynder at se dem som. Brøndbys fans findes på alle hylder, overalt i landet.
Og nej, Brøndby IF er ikke en pladderromantisk forening. Det er et børsnoteret selskab, ejet af en Chelsea-glad milliardær, og klubben står i øvrigt på skuldrene af en fusion foretaget tilbage i 1964.
Altså, 28 år før de rige plastikrøvhuller fra FC København blev dannet på samme måde.
Wankers!
Og nej, jeg er ikke FCK’er. Ej heller ‘Brøndby-til-jeg-dør’. Jeg er Chelsea-mand og forguder ukristelige skikkelser a la John Terry og Roman Abramovich.
Så du behøver ikke bruge tid på hademails, hvis du er uenig i noget af det ovenstående. Jeg tjekker nemlig ikke min mail resten af ugen.
For lørdag spiller Chelsea Champions League-finale… mod Pep Guardiolas åh-så-perfekte-tiki-taka-wankers.
Game on!