Coronarcissisme
“Hvad kan vi lære af pandemien?” er et retorisk spørgsmål, som vi hurtigst muligt skal lade være med at bruge. Det afspejler grundlæggende en form for coronarcissisme: At man mener sig selv og sin sag så alvorlig, at pandemien er her netop for at understrege ens i forvejen fastlagte pointe.
Det er slående, hvor mange der bruger pandemien som afsæt for at mene præcis det, de mente i forvejen.
Det første nedslag, jeg selv så, var et læserindlæg fra en række e-læringseksperter, der mente, at situationen på sin vis var pragtfuld, for nu havde “vi” – som sædvanligt er dette “vi” ret uklart – jo høstet den erfaring, at e-læring på mange måder er den klassiske face-to-face-undervisning overlegen.
Jeg har endnu til gode at møde en underviser, studerende eller elev, der er enig, men det er i og for sig ikke essensen: Grebet er, at man tager et aspekt ved pandemien og taler for ens egen lille Hassan.
"Med ganske få undtagelser lærer “vi” ikke noget af pandemien."
E-læringstyperne er bestemt ikke alene: Nationalister ser nationalstaten som det, der redder os igennem krisen. Socialister lufter atter drømme om fælleseje og femårsplaner. Djøf-hadende arbejderister vil have djøf’erne fyret. Miljøfanatikere vil have mere grønt og thunbergsk flaggelanteri.
Børne- og ungdomspædagogerne flere børne- og ungdomspædagoger, præster mere “åndelighed”, feminister flere fordele, terapeuter mere selvfordybelse, kulturinstitutionerne flere penge, erhvervslivet bedre vilkår, provinsen mindre København (undtagen københavnske penge, naturligvis) og så videre.
Det er skammeligt.
Det er skammeligt.
En ting er, at det er smagløst at ride sin kæphest i lyset af den største samfundskrise siden anden verdenskrig. Noget andet er, at det varsler ilde om post-coronatiden: Hvis alle fokuserer på at fremme deres egne snævre interesser og ikke på, hvordan samfundet og økonomien som et hele kommer sig så godt som muligt, forværrer og forlænger vi med sikkerhed krisen.
Hvor coronarcissister er irriterende nu, er post-coronarcissisterne fragmenterende og farlige.
Med ganske få undtagelser lærer “vi” ikke noget af pandemien. Langt de flest af os ønsker sådan set mere af det samme, som vi havde før pandemien: en nogenlunde stabil økonomi, fravær af katastrofe og fornuftige kompromiser.
Med ganske få undtagelser lærer “vi” ikke noget af pandemien. Langt de flest af os ønsker sådan set mere af det samme, som vi havde før pandemien: en nogenlunde stabil økonomi, fravær af katastrofe og fornuftige kompromiser.
"Det er slående, hvor mange der bruger pandemien som afsæt for at mene præcis det, de mente i forvejen."
Det er klart, at virologer og epidemiologer og lignende eksperter kan (skal!) lære noget. Måske kan “vi” også drage den erfaring, at danskerne generelt betragtet er et disciplineret og forsigtigt folk.
Men med disse undtagelser skal frasen “Hvad kan vi lære af coronakrisen?” undgås. Det er en taberstrategi kommunikativt at prøve at fremstille ens egen sag som særlig informeret af pandemien, eller som særlig hårdt ramt – med undtagelse af de brancher, der virkelig har taget en kæberasler.
Morten Ebbe Juul Nielsen er lektor i filosofi på Institut for Kommunikation, Københavns Universitet
