Fra hipster til hypebæst
Hipsteren er uddød og erstattet af hypebæstet, som måske er smukkere og mere velsoigneret, men også en del kedeligere.
Vi husker alle hipstertypen. Typisk en mand i slut-20’erne/start-30’erne klædt i forvasket skovmandsskjorte, slidte jeans, udtrådte vandrestøvler og med langt skæg. En person, der gik mod den gængse modestrøm, hørte musik fra undergrunden og i det hele taget satte en ære i ikke at være som alle andre.
Men med tiden blev det normalt at være hipster. Det blev cool, og til sidst blev hipsteren en udklædning og en kliché. Hipsteren dukkede op på reklamesøjler og i modemagasiner. Det blev så populært og cool at være hipster, at det med tiden kvalte fænomenet i dets eget skæg.
Det voksne hypebæst
I dag findes der ikke mange sande hipstere. I stedet har vi set opblomstringen af en ny mandetype: det voksne hypebæst.
Nu siger du måske, at begrebet hypebæst er et gammelt begreb. Og ja, der er noget om snakken. For udtrykket er blevet hæftet på teenagere, der samler på dyrt tøj, dyre sko og alverdens ting og sager med det formål for øje at imponere andre, bare fordi de kan. Udstyret med deres forældres kontokort ligger de i kø i soveposer på Strøget for at få fat i en bestemt trøje eller et par særlige, limited edition-sneakers, som kan postes på Instagram, inden de sælges videre til skyhøje priser.
Det voksne hypebæst er mere sofistikeret og har først og fremmest sine egne penge – og klart flere af dem end den traditionelle hipstertype.
Det voksne hypebæst er typisk sidst i 30'erne. Måske er du selv et bæst, eller måske kender du et? Hvis du klart var til streetwear, da du var ung, og faktisk stadig er det, men har hævet niveauet betragteligt. Hvis du har modesneakers, men faktisk går med dem og ikke har købt dem for at sælge dem videre. Hvis du stadig tager hættetrøjer over hovedet, men nu har købt dem i Storm i Store Regnegade, og hvis de er designet af Raf Simons. Hvis du ikke er bleg for at bruge en halv time med ansigtsmaske og har hudprodukter til mange tusinde kroner i toiletskabet, som naturligvis er fra et hypet møbelbrand som Hay eller Frama. Hvis du tilmed også går op i indretning og sagtens kan bruge timer på at diskutere puder og plaiders æstetiske kvaliteter med vennerne. Hvis du har svært ved at undvære designerduftlyset i vindueskarmen, hvilket kaster skygger over IPA-øllene fra det lille mikrobryggeri nede om hjørnet. Ja, så er der ingen vej udenom – så er du et hypebæst!
.png)
Hypebæstet elsker eksklusivitet - duftlys, designersneakers, ansigtsprodukter og dyrt streetware.
Ikke hipster-fattig
Modsat den ægte hipster, der uddøde for et årti siden, kommer hypebæstet ikke fra den lavere middelklasse. Hvor den sande hipster ofte erhvervede sig som bartender, butiksassistent, musiker i en tvivlsomt indie-band eller var selvudråbt kunstner, så er hypebæstet fra middelklassen og har job i marketing- eller kommunikationsbranchen eller arbejder med videoproduktion eller kreativ udvikling. Hypebæstet har med andre ord penge på lommen, men vil hellere bruge dem på en jakke fra Norse Projects end på en kuglepen fra Mont Blanc.
Hvor hipsteren mest af alt lignede en hjemløs, der gjorde en dyd ud af at fremstå som en person, der bare tog livet, som det kom, så er hypebæstet ambitiøst med en strømlinet karriereplan og en iPhone 12 i baglommen.
.jpg)
Mon ikke den sande hipster vender tilbage, når verden igen har brug for ham? (Getty Images)
Vi savner hipsteren
Man kunne med rimelighed sige, at hypebæstet i slutningen af 30’erne for år tilbage ville have været et sted i livet, hvor de for længst ville have slået sig ned med børn og familie. I stedet vandrer de hvileløst rundt som en intetsigende masse af voksne, der hænger fast i teen-livet på en lidt patetisk måde og måske, hvis det går højt, har et lille problem med euforiserende stoffer eller drikker lidt for mange drinks på byens smarte cocktailbarer.
Hipsterne gjorde oprør, skubbede grænserne, var kontroversielle og mindede os om, at der er værdier, der er løsrevet fra den verden af forbrug, som vi alle sidder uhjælpeligt fast i.
Hipsterne har for længst skrevet sig ind i sangene og litteraturen. Hypebæsterne har ikke så meget at sige eller gøre oprør over. En ting er sikkert, fremtidige generationer kommer ikke til at se dokumentarfilm om hypebæstet.
Til gengæld kan man tage sig selv i at savne hipsterne med skovmandsskjorten og det lange skæg, hvilke vandrede rundt og mindede os om, at naturen findes derude, og at mode og forbrug bare er lykkemæssige quickfixes. Men mon ikke, at han bare er væk for en tid og vender tilbage igen, når han ikke længere er på mode, med stofnettet fuld af gode værdier og masser af mikrobryg?
