For nylig konkluderede et flertal på Københavns Rådhus, at personer med stillingsbetegnelsen “formand” fremover skal hedde “forpersoner”. Dette sker på baggrund af, at Alternativets Troels Christian Jakobsen i oktober stillede forslaget for at fremme ligestillingen i sproget. Der var dog ikke tale om et stort flertal, og flere af byrådsmedlemmerne forlod afstemningen dybt utilfredse.

En af dem var Helle Bonnesen, gruppenæstforperson i Det Konservative Folkeparti, der fortalte til TV 2, at tiltaget er “ren symbolpolitik og misbrug af kommunens tid og kræfter”. Bonnesen mener, at det er “akavet og utidig indblanding”, at hun fremover skal omtales gruppenæstforperson frem for gruppenæstformand.

Også partifællen og Konservatives gruppeforperson Jeppe Næsager fortæller til TV 2 Lorry, at “vi synes ikke, det flytter noget reelt. Hvad med ord som jordemødre, fædreland og gruppeformænd? Det bliver for meget og for fjollet.” Socialdemokratiets Jonas Bjørn Jensen fortæller til Lorry: “Vi mener, det er et paradeforslag. For os er det vigtige reel ligestilling frem for semantik.”#REKLAMEPLADS#

 

Der er dog også dem, der vil tilskrive sproget stor magt og ser det kønsneutrale sprogbrug som et lille, men vigtigt skridt i ligestillingskampen.

 

En af fortalerne for det kønsneutrale sprog er Marie Valentin Beck, der er diversitets-strategisk konsulent i sit firma Bureau M. Beck fortæller: “Vi har et sprog, der er udviklet over tusinder af år, men det afslører også, at det var udviklet i en tid, hvor der ikke var ligestilling mellem kønnene. Sprog er ikke kun et historisk levn, der siger noget om vores fortid, men det kan også være med til at forme vores nutid og fremtid. Derfor er det relevant at blive opmærksom på, hvordan sproget er med til at opretholde nogle normer om, hvad der er det rigtige, normale, almindelige, og hvad der afviger fra det almindelige. Det danske sprog er det, man kalder androcentrisk, hvilket betyder, at det har manden som udgangspunkt og kvinden som “det andet”. Manden som det neutrale, og kvinden som alternativet.”

 

 

Flere undersøgelser viser faktisk, at det kønnede sprog, der bruger vante betegnelser som formand, videnskabsmand og jordemoder, i høj grad påvirker de forestillinger, vi har om køn og karriere.

    I 2020 udkom en undersøgelse fra det amerikanske universitet Carnegie Mellon University, hvilken sammenholdt 25 forskellige sprog for at undersøge de kønslige karikaturer i sproget. Undersøgelsen havde til formål at undersøge, om kønsstereotyperne i sproget havde en påvirkning i, hvorfor kvinder er underrepræsenterede i STEM-feltet (science, technology, engineering & mathematics). Forskningsresultatet viste først og fremmest, at på tværs af alle lande kædes “mand” i højere grad sammen med “karriere”, “arbejde” og “forretning”, og “kvinde” med “familie”, “hjem” og “børn”.

 

 

Opsigtsvækkende i den her sammenhæng viste undersøgelsen også, at ud af de 25 sprog, der blev undersøgt, var det danske sprog det, der havde flest mandlige karrierebias. Hvis man er overrasket over dette resultat, kan det forklares ved, at forskerne fandt en stor kausalitet mellem sprog, der har flest mandlige karrierebias med sprog, der har mange kønnede stillingsbetegnelser som “lærer” og “lærerinde”. Ifølge forskerne indikerer resultaterne, at kønsstereotyperne i sproget ikke kun reflekterer virkeligheden, men også er med til at skabe den. Det bekræftes yderligere i, at lande med flest mandlige karrierebias også har lav repræsentation af kvinder i det mandsdominerede STEM-felt.

 

 

I Microsoft har de også gjort aktive tiltag for at skabe et mere inkluderende, herunder kønsinkluderende, sprog. Tech-giganten lancerede i efteråret 2019 en algoritmebaseret kunstig intelligens, der kan genkende kønnet sprogbrug og via autocorrect komme med kønsneutrale alternativer. I praksis betyder det, at når man skriver “politimand” i Word, foreslår Microsoft, at man retter det til “politibetjent”.

 

Hos Europa-Parlamentet har de længe været af den overbevisning, at sproget har stor indflydelse på vores virkelighedsopfattelse. I 2008 vedtog Europa-Parlamentet, som en af de første internationale organisationer, flersprogede retningslinjer for kønsneutral sprogbrug. I 2018 opdaterede Europa-Parlamentet de officielle retningslinjer, hvor der på side 3 blandt andet bliver fastslået, at “formålet med kønsneutral sprogbrug er at undgå et ordvalg, der kan fortolkes som fordomsfuldt, diskriminerende eller nedladende, fordi det antydes, at det ene biologiske eller sociale køn er normen. Brugen af kønsretfærdig og inkluderende sprog bidrager også til at mindske kønsstereotyper, fremmer social forandring og bidrager til at opnå ligestilling mellem kønnene.”

    I udlægningen af det kønsneutrale sprogbrug kommer Europa-Parlamentet også med en hurtig gendrivelse på side 3 til dem, der afskriver tiltaget som symbolpolitik: “Kønsneutral eller kønsinkluderende sprogbrug handler om andet og mere end politisk korrekthed. Sproget afspejler og har en markant indflydelse på holdninger, adfærd og opfattelser.”

 

Også De Forenede Nationer tilslutter sig anbefalingen om det kønsneutrale sprog. FN har både udarbejdet nogle retningslinjer og en værktøjskasse til deres medarbejdere, hvilket sikrer kønsinklusivitet i det verbale og skriftlige engelsk. Tre hovedpunkter i deres kønsinklusive indsats er 1) at bruge ikke-diskriminerende sprog 2) gør kun køn synligt, hvis det har relevans for kommunikationen og 3) gør ikke køn synligt, hvis det er irrelevant for kommunikationen.

 

Ligeledes opfordrer de til kønsneutral sprogbrug på blandt andet deres Instagram-konto, der har mere end 6,6 millioner følgere.

 

 

 

 

 

Mens nogle vil mene, at tiltag som at omlægge sproget, så “formand” hedder “forperson”, er mere semantik og symbolik end sexisme-modarbejdende, er de fleste enige i, at ligestillingen endnu ikke er i mål i Danmark. For når et progressivt og velstillet land som Danmark i 2021 ligger nummer 29 i Global Gender Gap Index og stadig har flere topchefer, der hedder Lars, end som er kvinder, og som stadig diskuterer sexisme på arbejdspladserne i vid udstrækning, er der ifølge mange plads til forbedring. Der er vist ikke nogen på den ene eller anden fløj, der mener, at kønsinklusiv sprogbrug er det, der kommer til at være altafgørende i opgøret med sexisme. Dog er der alligevel en stor andel af beslutningstagerne både i Danmark og i udlandet, der mener, at det er så gavnligt, at det er besværet værd.

 

Marie Valentin Beck spørger hertil, at “hvis vi anerkender, at vi fungerer lidt ligesom algoritmer, der bliver fodret, og at vi hele tiden bliver fodret med små indtryk gennem vores sprog om, at nogle er den rigtige til at sidde i den stol, og at nogle er de forkerte, så har vi en fælles præmis at diskutere det her ud fra. Hvis vi vil en forandring, hvis vi gerne vil have, at ledelsessammensætninger ser anderledes ud, så er sproget faktisk en af de knapper, vi kan dreje på. ”

 

Og ligger det stadig dårligt i munden at sige “forperson”, “barnepasser” eller “politibetjent”, forsøger Beck fortsat at betrygge og  give blod på tanden: “Folk tror, at det er meget sværere, end det er. Og det er uldent i munden de første gange, men det går vildt hurtigt. Nu står vi også med nogle erfaringer fra en pandemi, der har vist os, hvor hurtigt vi kan vænne os til noget. Mennesket er slet ikke så forandringsresistent, som vi kan tro, vi er. Det gode er, at i alle de her sproglige udviklinger og alle de her nye begreber og ord, der dukker op, som man prøver at lære, og som man nemt kan fare vild i, er det vigtigste ikke, om man rammer rigtigt hver gang – det vigtige er, at man prøver. Det vigtige er, at man synes, at det er relevant at give det et forsøg at være med til at tale anderledes til og om hinanden. Der er ikke nogen, der står klar med bøder eller rap over nallerne, hvis man kommer til at snuble over ordene.”

 

Engang hed tillidsrepræsentanter tillidsmænd og folketingsmedlemmer hed folketingsmænd. Begge ord er ligesom “kontakttal”, “smittetryk” og “flokimmunitet” gledet ind i vores kollektive sproglige bevidsthed uden de store problemer. Meget vel skurrer det lidt, at vi skal til at kalde Helle Bonnesen for gruppenæstforperson for Det Konservative Folkeparti, men både forskning og større, internationale organisationer lægger op til, at det er det næste skridt, vi skal tage, i ligestillingskampen.