”Vi er ikke så sunde, som vi ellers går og tror”, konstaterede fødevareminister Dan Jørgensen i marts 2015. Budskabet er, at vi har alt for mange overvægtige og for mange med ”livsstilssygdomme”. Vi skal derfor ”snakke om vores spisevaner”. Fødevareministeren anfører selv, at der ikke er brug for løftede pegefingre.
Jeg vil lade det være op til andres fantasi at afgøre, om en debat om vores spisevaner mon vil udspille sig helt uden skam, skyld og endog meget store løftede pegefingre, når den skal foregå under sundhedsbudskabets skarpe forhørslys.
Den tidligere fødevareminister Dan Jørgensen opfordrede folk til at snakke om deres spisevaner, da alt for mange danskere lider af overvægt og livsstilssygdomme. Kilde: Polfoto/Janus Engel.
Begrebet sundhed fylder fantastisk meget i danskernes hverdag og er i den grad blevet en hellig, ukritisabel ko. Politikerne er på den ene side dødsensangste for at komme på tværs af vælgerne. Fx nægter stort set alle politikere, inklusive vores nuværende sundhedsminister Sophie Løhde (V), at diskutere prioriteringer inden for (dyr) medicin, selvom fraværet af en saglig prioritering samlet set naturligvis nedsætter livskvaliteten i landet.
Men det at skulle melde klart ud om grænser for indkøb af dyr medicin med tvivlsom ekstra effekt er en tabersag, da ”sundhed” trumfer alle andre hensyn og skræmmer vælgere væk. Omvendt kan sundhed bruges til at lokke alle mulige og umulige forslag igennem. Husk fx
fedtafgiften, hvis egentlige sundhedspotentiale var dubiøst, men som skæppede godt i kassen. Og selvom den blev indført af en regering, der havde lovet skatte- og afgiftsstop, turde oppositionen ikke kritisere den, da det jo så kunne se ud, som om man var ”imod sundhed”.
Hvem har ansvaret for sundhed?
Jeg har arbejdet med politisk filosofi i mere end 15 år og med sundhedsrelaterede emner i mere end syv. Jeg stiller mig selv følgende spørgsmål: Hvorfor fylder sundhed så meget? Hvilke skadevirkninger kan sundhedsfremme og forebyggelse have? Hvad er sammenhængen mellem det gode liv og sundhed? Hvem har ansvaret for sundhed? Hvilken rolle spiller (u)lighed i forhold til sundhed? Hvad er sammenhængen mellem det ”naturlige” og sundhed? Og endelig: I hvilken udstrækning er sundhed en hhv. privat og offentlig sag?
Sundhed er rykket ind på arbejdspladsen, institutioner og hospitaler, hvilket har rykket grænsen for hhv. privat og offentlig sundhed. Kilde: GettyImages/Roger Wright.
Hvis der er et overordnet tema, der binder de forskellige emner sammen, er det, at ”sundhed" har en tendens til at gøre os blinde - og mere specifikt: blinde over for de omkostninger, det har at forfølge sundhed. Den er et partsindlæg ud fra den tanke, at sundhedsidealet er blevet for indlysende, for dominerende, og at de kritiske stemmer er marginaliserede, spredte og svage. Der er brug for et modspil.
Jeg vil gerne slå fire pointer fast:
1) Sundhed er ikke en uproblematisk værdi. Der er mange måder, hvorpå en ureflekteret hyldest til sundhed som ideal fører skader, ulighed og uretfærdighed med sig.
2) Sundhed knytter sig i dag i ekstrem grad til status. En ukritisk indgangsvinkel til sundhed betyder, at man kan komme til at overse den måde, som sundhed skaber forskelle og uligheder mellem mennesker på, og at sundhed som ideal dermed er med til at sparke nedad – til dem, der i forvejen er dårligere stillet.
3) Vi er ikke enige om, hvilken værdi vi tillægger eller bør tillægge sundhed. Det betyder, at vi fra statens og fra det sociales side må være tilbageholdende i forhold til at tromle sundhedsidealer hen over borgerne.
4) Vores individuelle sundhedsadfærd spiller allerhøjst en marginal rolle, moralsk og empirisk set, for vores relative sundhedstilstand.
Sundhed er også i den grad rykket ind på arbejdspladserne. DHL Stafetten, sund mad i kantinen og fitnessrum er bare nogle af de tiltag, der kan nævnes. Kilde: GettyImages/Westend61.
At en dybest set privat sag som ens sundhed i den grad er blevet en del af en politisk og social debat – og tænk bare på, hvor meget begrebet fylder på moderne arbejdspladser med fitnessrum, DHL Stafetten og økologisk salat i kantinen – er udtryk for en helt anden slags syge, som der desværre er alt for lidt fokus på, nemlig sammenbruddet mellem det offentlige og det private.
En privat sag som sundhedsadfærd bliver desværre gjort til et offentligt anliggende af geskæftige politikere, grådige helseguruer, økologiske lystløgnere, slankeindustrien og et umætteligt sundhedsvæsen.
Morten Ebbe Juul Nielsens bog Forbandede Sunddom udkommer på forlaget DreamLitt i september.