Vi er faktisk mere kosher end alkoholindustrien

En masse af Danmarks største NGO'er samarbejder med og lader arbejdet betale af alkoholindustrien i initiativet Drukfri Ungdom. Christopher Arzrouni fra tobaksproducenten Phillip Morris undrer sig over, hvorfor de så ikke kan samarbejde med tobaksindustrien om at bekæmpe rygning.
Hvorfor kan man samarbejde med alkoholindustrien, men ikke tobaksindustrien om at nedbringe forbrug? Det spørger Christopher Arzrouni. Grafik: Alexander Nordahl
Hvorfor kan man samarbejde med alkoholindustrien, men ikke tobaksindustrien om at nedbringe forbrug? Det spørger Christopher Arzrouni. Grafik: Alexander Nordahl
"Man burde også kunne samarbejde om at oplyse om- og bekæmpe rygning."
 
Sådan siger Christopher Arzrouni, kommunikationschef i tobaksgiganten Phillip Morris. Han forstår ikke, hvordan NGO'er som Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen kan samarbejde med- og lade kampagnearbejdet betale af alkoholindustrien i Drukfri Ungdom, hvilket Kforum tidligere har skrevet om, når man ikke vil samarbejde med tobaksindustrien om at stoppe rygning.
 
"Vi er faktisk mere kosher end alkoholindustrien, fordi vi har et erklæret mål om at sælge færre cigaretter og i sidste ende fjerne cigaretter fra Jordens overflade. Det har jeg ikke hørt fra andre brancher," fortæller Christopher Arzrouni.
 
Både rygning og alkohol er usundt og er kræftfremkaldende. Kræftens Bekæmpelse kæmper også mod mindre forbrug af både alkohol og røg, to af NGO'ens store fokuspunkter. 
 
Christopher Arzrouni mener, at det er en god idé for NGO'er og myndigheder at samarbejde med brancher og virksomheder, der kan bidrage med en masse viden til at forebygge usunde vaner.
 
"Vi samarbejder gerne om et tiltag mod rygning. Vi deler for eksempel Kræftens Bekæmpelses og Danske Regioners mål om en røgfri verden. Og vi opfordrer til afgiftsstigninger på cigaretter, modsat alkoholindustrien. Så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke vil samarbejde med os om at afskaffe cigaretrygning, hvis man godt kan arbejde sammen med alkoholindustrien, der også sælger kræftfremkaldende produkter," siger han.
 

Skal forklare samarbejde

NGO'erne i Drukfri Ungdom skal først og fremmest forklare sig, så modtagerne af budskabet ved præcis, hvad der foregår –uanset om det er alkohol- eller tobakindustrien, mener Mark Ørsten, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.
 
"Jeg synes, problemet er det samme med alkohol og tobak. Hvis man samarbejder med industrien, så skal man forklare hvorfor, hvordan, hvad rammerne er, og hvem der betaler. Man har i hvert fald en udfordring, da man arbejder med noget, der er kræftfremkaldende. Det er vigtigt, at man er tydelig i sin kommunikation, når man blander ideelle interesser med industrielle," siger han og slår fast, at NGO'erne burde være meget påpasselige med at samarbejde med industrier som alkohol og tobak.
 
  • Organisationer i Drukfri Ungdom:
  • Børnerådet - Hjerteforeningen - HORESTA - SSP Samrådet - Danske Gymnasier - Ungdomsringen - Kræftens Bekæmpelse - Lægeforeningen - Vin- og Spiritusorganisationerne i Danmark - Dansk Psykiatrisk Selskab - Dansk Sygeplejeråd - Dansk Selskab for Akutmedicin - Alkohol & Samfund - Sundheds- og Ældreudvalget i KL - Sundhedsudvalget i Danske Regioner - Dansk Pædiatrisk Selskab - Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab - Forbrugerrådet Tænk - Rådet for Sikker Trafik - Vidensråd for Forebyggelse - Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne - Børns Vilkår - Red Barnet - Unge & Alkohol - FOA 
 
Christopher Arzrouni finder det "tankevækkende", at organisationer og myndigheder kan samarbejde med alkoholindustrien, når tobakindustrien ikke engang må lave oplysningskampagner selv, og NGO'erne ikke vil samarbejde.
 
"Vores mulighed for at oplyse rygerne er lig nul. Lige nu får rygerne kun en eneste flugtvej fra rygning – en kold tyrker. Vi vil gerne oplyse om realistiske alternativer til udelukkende den kolde tyrker, der ikke virker for alle. Jeg synes, at organisationerne burde se fordomsfrit på at samarbejde."
 

NGO vil ikke samarbejde med tobakindustrien, men gerne alkohol

Kforum har forelagt Christopher Arzrounis pointer for Kræftens Bekæmpelse og Danske Regioner og spurgt, hvorfor man kan samarbejde med- og lade kampagnearbejdet betale af alkoholindustrien, men ikke vil samarbejde med tobaksindustrien om at nedbringe forbruget.
 
I Danske Regioner lyder svaret, at man har foreslået, at cigaretprisen skal hæves til mindst 80 kroner, og at det ikke er et mål tobaksindustrien tilslutter sig. Tværtimod har branchen sænket priserne på cigaretter, siger Karin Friis Bach, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner i et skriftligt svar. 
 
"Jeg noterer mig, at Phillip Morris i forbindelse med afgiftstigning i 2020 sænkede priserne, så forbrugerne ikke mærkede den øgede afgift på cigaretter. Det ødelagde min tillid til branchen. Herudover har jeg også svært ved at se et samarbejde for mig, når jeg som politiker går ind for en udfasning af nikotinholdige produkter. I forhold til samarbejde med alkoholindustrien går jeg jo ikke ind for en afskaffelse af alkohol i Danmark, men arbejder i stedet for en ansvarlig anvendelse af produkterne."
 
Ifølge Christopher Arzrouni tilslutter Philip Morris sig dog gerne forslaget om at hæve købsprisen.
 
"Og gerne mere end 80 kroner", tilføjer han.
 

Manglende tillid til branchen

 
Karin Friis Bach kunne dog alligevel ikke se et samarbejde med tobaksindustrien om at advare mod rygning/sundhedsrisiciene ved rygning.
 
"Alle er selvfølgelig velkomne til at tilslutte sig Danske Regioners synspunkter, men jeg har ærlig talt svært ved at se et samarbejde med tobaksindustrien for mig," skrev hun.
 
 
Heller ikke Kræftens Bekæmpelse accepterer præmissen om, at man også bør kunne samarbejde med tobaksindustrien, når man samarbejder med alkoholindustrien. 
 
"Tobak er den videnskabeligt dokumenterede største enkeltårsag til kræft og hvert år dør 13000 danskere af sygdomme, der skyldes rygning. Af den årsag fremgår det af Kræftens Bekæmpelses Etiske Retningslinjer(side 6), at foreningen ikke kan samarbejde med tobaksindustrien," lyder det i et skriftligt svar fra foreningen, som fortsætter: 
 
"Der er en fundamental og uforenelig konflikt mellem tobaksindustriens interesser og offentlige sundhedspolitiske interesser, jvf. retningslinjerne."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også