Nu skal der sateme hævnshoppes!

Corona har været skolegårdens bully: Den har mobbet dig. Den har fået dig til at føle dig forkert og alene. Men nu er magtforholdet vendt, og du skal kraftedeme have en fed bil og noget mærketøj, så COVID-bøllen endelig kan se, hvem der er en vinder! Pandemiens faser kan sammenlignes med ulykkelig kærlighed – og med de faser, man gennemgår, når man bliver forladt. Først chok og angst for fremtiden. Herefter en længere periode i snuskede joggingbukser, isolation, trøstespisning på sofaen og en inderlig længsel efter bedre tider. Til slut en gradvis tilbagevenden til ens gamle jeg og et socialt liv. Det er her, mange af os pludselig har samlet kræfter til at hævne.
Efter et års tid med karantæne og netshopping har verdens velstillede forbrugere et uforløst behov, især for at købe tøj, oplevelser, rejser og andre luksusvarer. Fænomenet kaldes hævnshopping. Kilde: Getty Images.
Efter et års tid med karantæne og netshopping har verdens velstillede forbrugere et uforløst behov, især for at købe tøj, oplevelser, rejser og andre luksusvarer. Fænomenet kaldes hævnshopping. Kilde: Getty Images.
Det er her, vi moser coronadellerne i noget lækkert, nyt tøj, sætter Gloria Gaynor på pladespilleren og synger direkte ind i det svækkede coronavirus’ fjæs: 
 
Oh no, not I, I will survive
Oh, as long as I know how to love, I know I'll stay alive
I've got all my life to live
And I've got all my love to give and I'll survive
I will survive, hey, hey
 
Yes. Nu er det corona, der sidder i sofaen og spiser is direkte ud af bøtten, mens du skal ud at leve det sjove, søde liv!
For at leve lykkeligt videre er som bekendt den bedste hævn, og det gør vi gerne gennem shopping, hvis man skal tro de første prognoser fra Kina og USA.
 

Versace med ekstra vendetta 

Efter et års tid med karantæne og netshopping har verdens velstillede forbrugere et uforløst behov, især for at købe tøj, oplevelser, rejser og andre luksusvarer.
 
Fænomenet kaldes hævnshopping og defineres ved, at vi overkompenserer for, at vi har været gennem en periode, hvor vi kun kunne powershoppe og impulskøbe i for eksempel Nettos udsalgsøer med duftlys, melamintallerkner og eksotiske olier. Eller udelukkende kunne prøve Føtex-natkjoler med teksten ”Cute” og, ja, en nuttet hund på brystet.
 
For nok var nethandlen åben, men hvem gider købe et lækkert business suit eller en elegant cocktailkjole, når man ikke kan komme ud at vise det frem?
 
I en artikel på Forbes refererer Blake Morgan, fremtidsforsker og ekspert i forbrugeradfærd, en ny rapport fra The National Federation. Den fortæller, at detailbranchens salg vil vokse mellem 6,5 og 8,2 % i USA i 2021. Det er den største vækst siden 2004. Allerede i januar, hvor amerikanerne fik penge tilbage i skat, steg salget i stormagasiner med 21 %.  
 
Det store spørgsmål er blot, om verdens velstillede husker på klimaet og det moralske ansvar over for fattige arbejdere i tekstilbranchen midt i hævnshopperusen. Et grønt og velbegrundet håb kunne være, at der er sket en mentalitetsændring, og de, der har mulighed for det, helst køber få, dyre ting frem for bunkevis af billigt stangtøj.
 

Brænd Bilka-buksen

Hævnshopping er allerede en kendsgerning i Kina, der er nogle måneder foran os i forhold til genåbnede butikker. Og især luksusbrands er blevet flået ned fra de fysiske hylder af den velstillede del af den kinesiske befolkning.
 
 
Det italienske superbilmærke Lamborghini forventer – på lige fod med 2020-regnskabet – stærk vækst i 2021 og har allerede ordrebogen fuld. Det sagde administrerende direktør Stephan Winkelmann i et interview på Milano Monza Motor Show.
 
Også hele den seneste udgave af Town & Country, et veletableret, amerikansk livsstilsmagasin, er dedikeret til den nyfundne lyst til glamour, ”hævnglamour”, som det kaldes. It's Time to Blowtorch Our Sweatpants skriver forfatter Jill Kargman og opfordrer læserne til pronto at gå ud at købe noget ”fabulous”.
 

Hævn med forsinkelse

Herhjemme er vi som bekendt et par måneder bagefter, men mon ikke den stigende tillid til fremtiden, friværdi og udbetalte feriepenge også sætter gang i hævnshoppingen og så meget glamour, som den skandinaviske stil tillader det, i resten af 2021?
Tallene peger i den rigtige retning.
 
I den første uge af genåbningen (onsdag til søndag), hvor vi blandt andet kunne komme på restaurant og i storcentre igen, gav det ifølge Danske Bank et forbrug på knap 3 % mere end normalen.
 
I samme artikel fra Danske Bank kan man læse, at forbruget i fysiske tøjbutikker kun lå 8 % under normalen, hvilket er en klar forbedring: Før åbningen af landets storcentre lå forbruget 30 % under normalen.
 
Danske Bank konkluderer desuden, at der gradvist er ved at ske en normalisering af vores forbrug i henholdsvis fysiske butikker og nethandel – selvom sidstnævnte fortsat ligger over niveau.
 

Ude bedst

Også forbruget på restauranter steg kraftigt og var – i den første uge af genåbningen – blot 17,6 % lavere end normalt, sammenlignet med samme tid i et coronafrit år, står der i artiklen fra Danske Bank.
 
I tiden op til genåbningen havde restauranternes indtjening ligget omkring 60 % under normalen. 
 
 
Og når vi nu har fået det stramt med det hjemlige, så skulle man tro, at vi også kaster os ud i at hævnrejse – og helst så langt væk som muligt.
 
Det er dog for tidligt at gætte på, da tal fra rejsebranchen viser, at mange af os bliver hjemme igen i sommer.
 
Sandsynligvis, fordi der lige nu er stor usikkerhed om, hvor man må rejse hen, om det alligevel bliver aflyst, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt og så videre.
 
Til gengæld booker vi efterårsferier en masse.
 
Hævn skal jo også helst nydes med kold hjerne, eller hvordan er det nu? Det er så ærgerligt at ville hævne sig på coronabøllen, mens den stadig har kræfter til at rulle sømmåtten ud og punktere alle hjulene på den fine, nye bil og ikke mindst vores drømme om sus og dus…
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også