Vejen til veltalenhed
Da Michelle blev Michelle

Michelle Obamas styrker som offentlig taler i dag er ikke til at kimse ad. Sammen med sin mand, Barack Obama, er hun ved at finde sig til rette i en post-præsidentiel tid, hvor der stadig er bud efter deres stemmer i den offentlige debat. Foto: Getty

Tirsdag den 9. april gæster den tidligere førstedame Michelle Obama Danmark, og formodentlig vil hun levere en elegant og inspirerende oplevelse for publikum. Det vil være endnu et eksempel på, hvor meget hun har udviklet sig som offentlig taler igennem årene, siden hun første gang talte ved Demokraternes partikonvent i 2008.

Vejen til veltalenhed
Michelle Obamas styrker som offentlig taler i dag er ikke til at kimse ad. Sammen med sin mand, Barack Obama, er hun ved at finde sig til rette i en post-præsidentiel tid, hvor der stadig er bud efter deres stemmer i den offentlige debat. I endnu større grad end sin mand har Michelle Obama formået at bevare en positiv persona, som med tiden er blevet koblet med en selvsikkerhed og åbenhed omkring at tale om sine unikke oplevelser som ikke kun førstedame, men også som USA's første afrikansk-amerikanske førstedame. Det er netop denne fine balance mellem at være jordnær og unik, som Michelle Obama mestrer som få.

Det har ikke altid været sådan, og derfor er det interessant at se på Michelle Obamas udvikling som taler. I modsætning til tidligere førstedamer stod Michelle Obama over for en reel udfordring ved det første nationale partikonvent, som hun skulle tale ved i 2008. I løbet af Barack Obamas primærvalgskampagne var Michelle Obama blevet tolket som værende kritisk over for USA, og på selve dagen for konventtalen havde hun kun opbakning fra omkring 38 % af den amerikanske befolkning.

 

 
Michelle Obama kom nervøst fra start med sin tale i 2008, men hun talte sig frem til en position som potentiel førstedame for USA.
 
En nervøs start på 2008-konventet
Førstedamens rolle i talerækken på partikonventet er som regel som hovedvidne til beskrivelsen af præsidenten som person. Bortset fra enkelte tilfælde, som Hillary Clinton, står førstedamen ofte helt uden for den politiske hverdags slagsmål, og hun kan derfor påtage sig en større grad af personlig etos, især når det gælder historier fra hjemmefronten.

Denne opgave var også vigtig for Michelle Obama at løse i 2008-talen, idet Barack Obama også stadig havde en vis grad af mistro hæftet på sin person i den amerikanske befolkning, pga. den meget alsidige baggrundshistorie han havde præsenteret vælgerne for.

Denne kontekst er også nem at spore i indledningen på Michelle Obamas tale, der åbner med et par nervøse jokes om sin bror – ufarligt materiale, men heller ikke særligt opsigtsvækkende. Hun kommer til at stamme en anelse undervejs, og selvom talen er konstrueret til at minde om Barack Obamas klimaksopbygning, så har Michelle Obama ikke helt så klart fat om, hvornår stemmen skal løftes mod de forskellige klimakser undervejs.  

Min mand Bar
Selvom interaktionen med publikum altså ikke var helt på plads, så formåede Michelle Obama dog at klare den opgave, hun var sendt på scenen for at løse – at normalisere Barack Obamas kandidatur. Det gjorde hun på to måder, dels ved en beskrivelse af sin egen opvækst i en almindelig arbejderklassefamilie og etablere dette som parallel til at tale om Barack Obamas kerneværdier:
 

”I come here as a daughter, raised on the South Side of Chicago by a father who was a blue-collar city worker and a mother who stayed at home with my brother and me […] what struck me when I first met Barack was that even though he had this funny name, and even though he had grown up all the way across the continent in Hawaii, his family was so much like mine.”

 

Den anden måde, hun fik talt Obamas normalitet frem, var ved at fortælle om den familie, hun og Barack havde skabt sammen med deres to døtre, hvilket ledte til et af talens bedste øjeblikke, hvor en hjemtur med parrets nyfødte ældste datter, blander humor og patos på en engageret måde:

 

” […] the Barack Obama I know today is the same man I fell in love with 19 years ago. He's the same man who drove me and our new baby daughter home from the hospital 10 years ago this summer, inching along at a snail's pace – peering at us anxiously – through the rear-view mirror, feeling the whole weight of her future in his hands, determined to give her everything he'd struggled so hard for himself, determined to give her something he never had: the affirming embrace of a father's love.”

 
 

Foto: Getty

Det handlede naturligt nok om Barack frem for Michelle her. Men alligevel ser man i 2008-talen også noget af det personlige politiske engagement, som Michelle efterfølgende blev kendt for. Meget sigende løftede hendes stemme sig mest ved beskrivelsen af Hillary Clintons kampagne som kvindelig præsidentkandidat det år.

Ligestilling mellem kvinder og mænd ville blive et grundtema i Michelle Obamas offentlige retorik. Talen i 2008 gjorde, hvad den skulle og fik vendt amerikanernes sympati for Michelle Obama i meget overbevisende grad. Men der var mere i vente fra hende i takt med, at hun og Obama-familien fandt sig til rette i Det Hvide Hus.

Michelle – USA's ”Mom-in-chief”
Ved partikonventet i 2012 havde Michelle Obama haft fire år til at finde sine sager som førstedame. De var langt fra så direkte politiske, som Hillary Clintons havde været, men alligevel nok til at adskille Michelle Obama fra andre førstedamer som f.eks. Laura og Barbara Bush, der valgte mere traditionelle roller i deres tid i Det Hvide Hus.

 


Med 2012-talen viste Michelle Obama sig fra en langt mere selvsikker side, der kunne yde vigtig støtte til Barack Obama efter fire års opslidende politisk arbejde i Washington DC.


I talen var det tydeligt at høre, at Michelle Obama havde lært at have større kontrol over sin stemme. Hendes humor var også bedre udviklet her, som det kunne ses i denne beskrivelse af den efterhånden velkendte historie om Michelle og Barack Obamas første tid sammen:

 

”You see, even though back then Barack was a Senator and a presidential candidate – to me, he was still the guy who'd picked me up for our dates in a car that was so rusted out, I could actually see the pavement going by through a hole in the passenger side door – he was the guy whose proudest possession was a coffee table he'd found in a dumpster, and whose only pair of decent shoes was half a size too small.”

 
Det handlede stadig for Michelle om at gøre, nu præsident, Obama mere ”relatable” i amerikanernes øjne. Han var stadig den samme Barack, som vælgerne stemte på for fire år siden. Samme tilgang var der nu at finde i beskrivelsen af deres liv sammen, hvor hun understregede, hvor almindelige de var. Ikke mindst med den humoristiske tretrinsraket her:

 

 

”We were so young, so in love, and so in debt.”

 

Talen var i det hele taget bedre skrevet med mere rammende anekdoter. Der er også en endnu større brug af anaforer, gentagelser i begyndelsen af sætningen, som er med til at støtte Michelle Obama i sin etablering af klimakser helt fra start og undervejs i talen.

Hendes interaktion med publikum var mere rolig. Hun evnede at løfte stemmen, holde pauser, og sætte i gang igen, når hun ville. Hun formåede også nu at tale igennem de mange klapsalver og styre publikum med sine håndbevægelser. Det var en person, der var blevet vant til at tale foran et stort publikum.


Michelle Obama var i 2016 blevet så komfortabel med sin rolle i offentligheden, at hun kunne give den gas i en "carpool karaoke" med komikeren James Cordon.

Højdepunktet fra 2016
​​​​​​​
En af de hjælpende hænder, som Michelle Obama havde haft i sin udvikling som offentlig taler, var taleskriveren Sarah Hurwitz, der først skrev for Barack Obama, før hun skiftede til Michelle. Hurwitz’ holdninger til en god tale gjaldt bl.a. klassiske råd som ”show it, don’t tell it” og fokus på et simpelt talesprog. Dette skulle kombineres med den rette mængde anekdoter, som kunne være med til at få publikum til at huske en tale.

 

Michelle Obama leverede sin foreløbig bedste tale på Demokraternes partikonventer, der bl.a. indeholdt citatet: "When they go low, we go high."
 
Flere af disse elementer er klart til stede i Michelle Obamas tredje tale ved Demokraternes partikonventer. Det var bl.a. den korteste af de tre DNC-taler, Michelle Obama har holdt, og sproget var skåret mere ind til benet end tidligere. Michelle Obama leverede budskaberne i korte og mundrette sætninger. Omdrejningspunktet var i store dele af talen dog stadig familien i form af døtrene. Hvor det handlede om at være en helt normal familie placeret i unormale omstændigheder:
 

”I will never forget that winter morning as I watched our girls, just 7 and 10 years old, pile into those black SUVs with all those big men with guns. And I saw their little faces pressed up against the window, and the only thing I could think was, what have we done?”

  

Igen var det det jordnære over for livet i magtens centrum, som Michelle Obama både kunne beskrive indfølt med en mors nervøse blik, men også med en vis grad af ironisk distance og humor.

Frit fra leveren
Under 2016-valgkampen kunne Michelle Obama tale mere frit, men også stadig som siddende førstedame. Det gav en høj grad af etos uden behovet for at tænke på genvalg for Barack Obama. Denne frihed benyttede Michelle Obama også til at tale mere kritisk end tidligere.

Den republikanske modstander var formodentlig årsagen til dette, hvor Donald Trump repræsenterede noget anderledes i amerikansk politik end John McCain og Mitt Romney havde gjort i 2008 og 2012, ifølge Michelle Obama. I hendes øjne handlede det dels om det personlige i Trumps anklager om Barack Obamas fødested, men også om Trump som person, som Michelle Obama kritiserede for at være tyndhudet og for fokuseret på tweets frem for grundig analyse. Al kritikken blev dog leveret uden, at Trump blev nævnt direkte med et eneste ord:

 

”I want someone with the proven strength to persevere, someone who knows this job and takes it seriously, someone who understands that the issues a president faces are not black and white and cannot be boiled down to 140 characters. Because when you have the nuclear codes at your fingertips and the military in your command, you can’t make snap decisions. You can’t have a thin skin or a tendency to lash out. You need to be steady and measured and well-informed.”

  

Således blev alvoren understreget uden, at den fik lov til at dominere i en tale, der bibeholdt det, Michelle Obama også med tiden var blevet kendt for at levere: et positivt budskab:

 

”So, look, so don’t let anyone ever tell you that this country isn’t great, that somehow we need to make it great again. Because this right now is the greatest country on earth!”

  

Michelle Obama var nået langt i sin nationale ros af USA siden dagene, hvor hun var blevet kritiseret for ikke at udvise nok stolthed omkring landet.

Et hus bygget af slaver
Det, 2016-valget også handlede om for Michelle Obama, var den hidtidige kulmination på kvinders muligheder i amerikansk politik – repræsenteret af Hillary Clintons kandidatur for Demokraterne. Det var i dette sted i talen, at Michelle Obamas ord påvirkede hende selv mest. Med beskrivelsen af de fremtidige muligheder for døtrene, men også om den fortid, dette var rundet af:

 

”That is the story of this country, the story that has brought me to this stage tonight, the story of generations of people who felt the lash of bondage, the shame of servitude, the sting of segregation, but who kept on striving and hoping and doing what needed to be done so that today I wake up every morning in a house that was built by slaves. And I watch my daughters, two beautiful, intelligent, black young women playing with their dogs on the White House lawn.”

  

Dette er en flot historisk gennemgang, der er kortere og giver mere mening for Michelle Obama personligt end de tidligere konventtalers punktnedslag i USA's fortid, hvilke mere føltes som en gentagelse af Barack Obamas historiske hitlister. Citatet understreger også, hvor dygtigt komponeret talen er med allitterationer, som ”the shame of servitude, the sting of segregation”, og brugen af en passiv afslutning med ”[…] a house that was built by slaves”, der styrker dette udsagn. Det ses også med, hvad der efterfølgende må siges at være blevet indbegrebet af Michelle Obamas retoriske eftermæle samlet i ét budskab:

 

”[…] when someone is cruel or acts like a bully, you don’t stoop to their level. No, our motto is, when they go low, we go high.”

  

Det er enkelt sagt, men med rytme og flot struktur, der leverer et på en gang simpelt, men også dybsindigt budskab.


I 2018 udgav Michelle Obama sin bog: BECOMING. Foto: Getty


Flere taler på horisonten?
Selv med det store felt af demokratiske kandidater i 2020-primærvalget popper drømmescenariet stadig op engang imellem i medierne med Michelle Obama som præsidentkandidat. Det forekommer dog ikke sandsynligt, at dette skulle blive tilfældet.

Hendes ord har for tiden næsten lige så stor gennemslagskraft som en ekspræsidents, så mon ikke Michelle Obama vil fortsætte med at advokere for sine mærkesager i offentligheden. Men i første omgang gælder det bogen om hendes liv og hendes tiltagende bevidsthed om betydningen af hendes stemme.

Relaterede artikler

Best of Obama 2008 - 2017 - I anledning af Præsident Obamas afgang fejrer vi her på redaktionen de sidste otte år med et potpourri af Kforums dæknin...
Zack Exley - kongen af græsrødderne - Zack Exley er absolut mest kendt for sin rolle som rådgiver for Bernie Sanders under dennes præsidentvalgkamp i 2016. Me...
Læs Fear og frygt Trump endnu mere - ANMELDELSE - Det meste af arbejdet for Donald Trumps stab koncentrerer sig om at holde oplysninger væk fra præsidenten, ...
Betomania - Han er 46 år ung og tidligere bassist i et punkband. Han har besøgt samtlige 254 valgdistrikter, er rasende populær, har...
100 indflydelsesrige kvinder fra kultur- og medieverdenen - Kforum synes, der mangler en kultur- og mediekvinde eller to (eller måske 100) på Berlingskes liste over de 100 mest ind...
Præsidenten, der hev verden ind fra kulden - I weekenden døde forhenværende præsident George H.W. Bush, og han bliver mindet i Washington D.C. og overalt i USA. Han ...
Kforum Lyd: Sådan bliver du en dygtig taler - Kforums podcastserie tager livtag med alt, hvad der rører sig i kommunikationsbranchen. I hvert afsnit taler vores vært,...
En suveræn humanist - Efter det forfærdelige Christchurch-skyderi er New Zealands unge premierminister for alvor trådt i karakter som en samle...
Millennial med momentum - Lige nu er det mest interessante navn i amerikansk politik hverken Bernie Sanders, Joe Biden eller Beto O’Rourke. Det er...
Obamamma-bashing - Anmeldelse af Michelle Obamas ’intime samtale’ i Royal Arena, der hverken var ’intim’ eller en ’samtale’. Her er profess...
I 15 minutter troede jeg, jeg skulle dø - Danskfødte Anna Westberg bor i Los Angeles, hvor hun går på sit tredje år på den lokale high school. Her er der flere ga...
Kunsten at mestre en ledertale - Fokusér på dit budskab, vær troværdig og struktureret, og gi’ noget af dig selv. Det er blot et par af de virkemidler, d...
Brexit-bøllen Boris - Med sin blanding af bøllemanerer og no bullshit-snak kan den engelske premierminister, Boris Johnson, minde ikke så lidt...
Klar, parat, demokrat - Torsdag den 12. september går det demokratiske primærvalg ind i en ny fase. Partiet skal vælge sin kandidat til næste år...

Giv din stemme

17 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

76 JOB

Konsulent til borgerdialog og inddragelse

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.