Seaspiracy: Når man fisker efter sandheden
Seaspiracy sætter fokus på nogle af de fatale konsekvenser, overfiskning og bifangst har på havmiljøet, men glemmer at forholde sig kritisk til afsløringerne. Resultatet er blevet en sensationel og meget ensidig dokumentar baseret på en lille smule sandhed og en hel masse løgne. Men seerne er ligeglade, for Netflix-dokumentaren Seaspiracy strøg direkte ind på streamingtjenestens topti over de mest sete film, da den fik premiere i slutningen af marts i år.
af Anne Lea Landsted
Filmen beskylder fiskeindustrien for at ødelægge havmiljøet, og umiddelbart efter opfordrede kendte veganere som rockstjernen Bryan Adams sine fans og mere end 650.000 følgere på Twitter til at se filmen under hashtags som #donteatfish #stopkillingfish #Seaspiracy.
Seaspiracy har bragt sindene i kog. Nogle vil ikke længere spise fisk, mens andre beskylder filmen for at fifle med fakta.
Samtidig haglede kritikken ned over filmen, der bliver beskyldt for at bruge forældede fakta, komme med vildledende påstande og manipulere med interviews alene med det formål at få os alle sammen til at holde op med at spise fisk.
Seaspiracy er lavet af den 27-årige britiske filminstruktør Ali Tabrizi og det team af veganere, der også stod bag den prisvindende dokumentar Cowspiracy. Den handlede om kødindustrien. Nu er det fiskeindustrien, der er under lup. Same same, but different, eller som instruktøren skriver til sine godt 200.000 følgere på Twitter: “Denne film vil for altid ændre den måde, vi tænker og agerer på.”
Traileren til Seaspiracy
Den har i hvert fald bragt sindene i kog på begge fløje – både blandt støtter og kritikere. Nogle har erklæret, at de ikke længere kan spise fisk efter at have set filmen, mens andre beskylder dokumentaren for at forsimple komplekse problemstillinger og fifle med fakta.
Sandheden er konkret, lyder et citat fra den tyske dramatiker Bertolt Brecht. Det betyder, at ord, holdninger og ideologier kan være nok så gode og velmente, men der, hvor de skal stå deres prøve, er, når de rammer virkeligheden. Citatet hang på min gamle redaktørs computer. Jeg er ikke så sikker på, at det hænger på Ali Tabrizis. I hvert fald savner man dokumentation for flere af filmens påstande.
Fanget i sit eget net
Ifølge Seaspiracy er intet fiskeri bæredygtigt, fiskeindustrien er korrupt, og havene vil være tømt for fisk i 2048, hvis vi fortsætter med at overfiske.
Den eneste måde, vi kan redde verdenshavene på, er ved at holde op med at spise fisk og gå over til en plantebaseret diæt, som der står på filmens hjemmeside.
Har Ali Tabrizi ret, eller er han blevet fanget i sit eget net, som det britiske magasin New Statesman skriver i en kommentar?
Påstanden om, at havene vil være tømt for fisk om små 30 år, stammer fra et studie fra 2006, som blev offentliggjort i New York Times.
Men ifølge en af forskerne bag studiet, professor Boris Worm fra Dalhousie University, gælder det ikke længere. Studiet er 15 år gammelt, og de fleste data endnu ældre.
“Siden dengang er der blevet gjort en stor indsats flere steder i verden for at genopbygge fiskebestanden, og jeg er ikke sikker på, at vi ville nå frem til samme resultat i dag,” siger han til BBC.
Han tilføjer, at der stadig er masser af eksempler på overfiskning, bifangst af uønskede fisk, habitattab, forurening og klimaforandringer, men at der er mindst lige så mange initiativer i gang for at reparere på nogle af de mange skader.
Det synspunkt deles af en anden ekspert, dr. Michael Melnychuk fra University of Washington.
”Overfiskning er helt klart et problem mange steder i verden, men i områder, hvor fiskereguleringen er baseret på videnskabelig dokumentation og håndhævet korrekt, klarer de fleste fiskebestande sig godt,” siger han til BBC.
Taget ud af en sammenhæng
Flere af de medvirkende i Seaspiracy føler sig misbrugt. Det gælder for eksempel Mark Palmer, som er ansat i Earth Island Institute, der blandt andet er ansvarlig for delfinmærket på dåsetun. Mærket indikerer, at der ikke er røget delfiner med i nettet under tunfangst. Han bliver i filmen spurgt, om han med mærket kan garantere, at ingen delfiner er blevet dræbt noget sted i verden under tunfangst, og svarer, at man ingen garantier kan give, men at hans organisation har været med til at reducere bifangst af delfiner betydeligt.
”Mine udtalelser er taget ud af en sammenhæng og får det til at se ud, som om vi ikke ved, om delfiner bliver dræbt,” siger han til den britiske avis The Guardian.
En talsmand fra Marine Stewardship Council, der står bag MSC-mærket, og som også bliver kritiseret i dokumentaren, siger til den britiske avis, at filmen vildleder, når den påstår, at der ikke findes bæredygtigt fiskeri.
”Nogle af de kendte problemer, filmen fremhæver, som bifangst, overfiskning og ødelæggelse af økosystemer, er jo netop det, vi med vores certificering er designet til at løse.”
Det er fint nok at kritisere fiskeindustrien, men der skal være hold i kritikken, og det er der ikke, mener Bryce Stewart, der er marinebiolog og har brugt de sidste 20 år på at forske i forvaltningen af fiskeri i havbeskyttede områder.
”Endelig fik jeg tid til at se #Seaspiracy,” skriver han på Twitter den 27. marts 2021 kort efter premieren.
#Thread Finally had a chance to watch #Seaspiracy Does it highlight a number of shocking & important issues? Absolutely. But is it misleading at the same time? Yes, from the first few minutes onwards. It regularly exaggerates & makes links where there aren't any 1/- pic.twitter.com/3Ggb3a3Jls
— Bryce Stewart (@BD_Stew) March 27, 2021
”Sætter den fokus på chokerende og vigtige emner? Absolut. Men vildleder den på samme tid? Ja, fra første minut. Den overdriver konsekvent og skaber forbindelser, der ikke findes.”
Ifølge Bryce Stewart er filmens største fejl påstanden om, at der ikke findes bæredygtigt fiskeri.
”Det svarer til at sige, at der ikke findes bæredygtigt landbrug. Al fødevareproduktion har indflydelse på naturen – noget mere end andet, men bæredygtigt fiskeri findes i den grad.”
Det betyder ikke, at der ikke er problemer. Omkring 34 procent af fiskebestandene er nu overfisket mod kun 10 procent i 1990, så på det punkt har dokumentaren ret, ligesom det også er korrekt, at havet holder os i live. Det absorberer CO2 og forsyner os med over halvdelen af den ilt, vi indånder. Havet dækker 20 procent af tre milliarder menneskers daglige proteinbehov og styrker global handel og transport. Uden havet ville vi ikke eksistere, som Bryce Stewart udtrykker det.
Det betyder ikke, at der ikke er problemer. Omkring 34 procent af fiskebestandene er nu overfisket mod kun 10 procent i 1990, så på det punkt har dokumentaren ret, ligesom det også er korrekt, at havet holder os i live. Det absorberer CO2 og forsyner os med over halvdelen af den ilt, vi indånder. Havet dækker 20 procent af tre milliarder menneskers daglige proteinbehov og styrker global handel og transport. Uden havet ville vi ikke eksistere, som Bryce Stewart udtrykker det.
”Men desværre gør de mange fejl det nemmere for beslutningstagerne at ignorere hovedbudskaberne i filmen og for fiskeindustrien at affeje problemerne.”
Jagter sin egen sandhed
Filmen benytter sig af flere af de samme metoder, den gode undersøgende journalist bruger, når hun skal afsløre urent trav. Han sniger sig rundt i havne i Asien med hættetrøjen trukket op over hovedet, mens han i hemmelighed filmer fiskere med telelinser og indimellem sender et sigende blik til sit publikum: Stol på mig. Og det er der flere, som gør, blandt andre miljøaktivisten og klummeskribenten på The Guardian George Monbiot.
1. I watched #Seaspiracy on Netflix last night. It’s a brilliant expose of the greatest threat to marine life: fishing.
— George Monbiot (@GeorgeMonbiot) March 26, 2021
This thread explores why we have so seldom heard the the truth about what’s happening to our oceans.#TellTheTruth @GretaThunberg https://t.co/rSEb3aGcKZ
”Så #Seaspiracy på Netflix i aftes. Fantastisk afsløring af en af de største trusler mod livet på havet: fiskeri,” skriver han blandt andet på Twitter den 26. marts efterfulgt af et #TellTheTruth.
Problemet er, at filmen ikke fortæller sandheden, men jagter sin helt egen vinkel og ignorerer eller manipulerer med alt, hvad der peger i en anden retning. Hvorfor lade sig distrahere af virkeligheden? Resultatet er noget rod, hvor vigtige vinkler drukner, fordi filmens dagsorden ikke er at ændre på forholdene og at støtte de mange initiativer, der er i gang, men at få os alle sammen til at holde op med at spise fisk.
Dokumentaren begynder med, at Ali Tabrizi samler plastikaffald på stranden. Han fortæller, at han som barn var særligt fascineret af den franske forfatter og filmskaber Jacques Cousteaus kamp for at beskytte havmiljøet. Nu vil han selv gøre en forskel, men i stedet for at blive på stranden, bevæger han sig længere og længere ud på dybt vand og i alle mulige retninger.
Nu handler det ikke længere kun om plastikaffald, men om en grådig fiskeindustri og slavearbejdere i Thailand, som ingen – ifølge instruktøren – tidligere har gidet beskæftige sig med. Bortset fra New York Times, som skrev om det i 2015, men det bliver ikke nævnt.
Filmen slutter med grindedrab på Færøerne og en opskrift på veganske rejer.
Ifølge Bryce Stewart og flere af kritikerne er det helt fint, hvis folk, hvad grunden så end er, holder op med at spise fisk. Det er bare ikke en mulighed for de millioner af mennesker, der lever af fiskeri, og som får 20 procent af deres proteinbehov dækket af fisk.
Ingen af dem bliver spurgt i dokumentaren. Hverken den fattige fisker, der er helt afhængig af indtægten fra fiskeri, eller den grådige fiskeindustri. Næsten alle de interviewede er hvide og fra vores del af verden, ligesom der stort set ikke medvirker videnskabsfolk, der kan bidrage med valide data om overfiskning.
Medmindre man er veganer, er man fuldstændig ladt i stikken. Der er ingen nuancer. For eksempel er der stor forskel på, om et produkt er MSC-certificeret eller Dolphin Safe.
”MSC er et mærke, vi overordnet anbefaler,” fortæller Vibeke Myrtue Jensen, som er politisk rådgiver i Tænk, til DR. Det er ikke perfekt, siger hun, men det bedste, man kan vælge, fordi der er mange krav, producenten skal leve op til. For eksempel må fiskearten ikke være truet, overfisket, og man skal undgå bifiskeri af andre arter.
Til gengæld kan Tænk ikke anbefale delfinmærket fra Earth Island Institute, fordi det udelukkende har fokus på delfiner og ikke andre arter, som havskildpadder, der også kan ryge med i nettet. Ligesom det heller ikke fremgår, om tunen kommer fra en ikketruet tunart. Men det er veganerne selvfølgelig ligeglade med.
Marinebiolog Ray Hillborn går så vidt som at kalde Seaspiracy for en ”propagandafilm lavet af veganske aktivister”.
Nu kan man selvfølgelig vælge at være ligeglad og blot håbe, at dokumentaren, trods sin bias, får flere til at støtte havmiljøet, men det tror Liz Allen, der dækker havmiljø for magasinet Forbes Sciences, ikke på. Tværtimod frygter hun, at den konspiratoriske vinkel vil få flere til at vende miljøkampen ryggen.
Filmen giver en masse eksempler på, hvem man ikke kan regne med, men glemmer at fortælle, hvem man rent faktisk kan stole på baseret på videnskabelige facts.
”Filmen opmuntrer folk til ikke at stole på andre end sig selv og en håndfuld organisationer, som er kendt for at have ekstreme holdninger, hvad angår dyrerettigheder,” mener Liz Allen.
Seaspiracy har en dagsorden, der rammer lige i hjertet på dyreaktivister og veganere. Det er der for så vidt ikke noget i vejen for. Jeg har intet imod veganere, men jeg har et problem med en film, der baserer sine påstande på en masse løgne og meget lidt sandhed. Det kan i sidste ende risikere at skade den sag, som også teamet bag filmen kæmper for, nemlig at skabe et bedre havmiljø for alle – også den fattige fisker, der lever af sin fangst.
