Historien om Simon Spies og hans behandling af de såkaldte ”morgenbolledamer” har forståeligt nok tiltrukket sig stor opmærksomhed. Selvom sagen på mange måder er speciel, er det mere generelle spørgsmål om, hvordan vi bør reagere på fortidens synder dog langt fra ukendt. Der er løbende sager, hvor vi bliver konfronteret med tidligere tiders ugerninger, og hvor spørgsmålet bliver rejst. Det er åbenlyst, at der også vil komme mange af den slags sager fremover. 

Ligeledes er det så sikkert som amen i kirken, at når sådanne sager dukker op, vil man støde på argumentet om, at ”tiden var en anden”, eller at man ”ikke kan dømme fortiden ud fra nutidens standarder”. Argumentet har igen og igen været brugt i den hjemlige debat. Mange af vores politikere har også gjort sig til talsmænd for argumentet, for eksempel i ophedede diskussioner om, hvornår det er på sin plads, at staten undskylder for tidligere tiders fortrædeligheder. 

Men er det et godt argument? Er det rimeligt at hævde, at det forhold, at tider og normer skrifter, immuniserer vores fortid over for nutidig etisk kritik? Er det et udtryk for manglende historieforståelse, hvis man hævder, at vores forgængere har handlet forkert? Der er flere grunde til at være særdeles betænkelig ved argumenter af den type.  

En handling fra fortiden kan godt være uetisk 

Det første, der er værd at huske, er, at selvom normer ændrer sig med tiden, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at alle fortidige handlinger var etisk acceptable på det tidspunkt, hvor de blev udført. Der kan være masser af handlinger, der ikke alene er forkerte ud fra et nutidigt perspektiv, men som faktisk også var forkerte før i tiden. Den tidslige afstand behøver derfor ikke indebære, at man alene vurdere handlinger ud fra nutidens målestok, hvis man hævder, at en fortidig handling var forkert. Hvis nogen om 50 år fælder dom over handlinger i vores nutid, er det jo heller ikke sådan, at det vil være uberettiget, fordi alt, hvad der gøres i dag, er etisk set i orden. Det samme gælder for den fortid, som vi i dag kan kaste blikket tilbage på.  

Etisk kritik uanset normer 

For det andet – og måske mere vigtigt – er det værd at holde sig for øje, at selv når normer for, hvad der er rigtigt og forkert, ændres, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan gøre handlinger eller personer til genstand for etisk kritik. Vi fælder i dag masser af etiske domme over andre lande, som vi synes forbryder sig mod, hvad vi finder ret og rimeligt. At de har andre normer for, hvordan mennesker bør behandles, end vi måske selv har, gør ikke, at vi afholder os fra at foretage etiske vurderinger. Som et ekstremt eksempel er der næppe heller mange, der vil mene, at en kritik af en mafiagruppe er upassende, blot fordi gruppens medlemmer har andre normer for, hvordan man skal gebærde sig, eller hvad man kan tillade sig at gøre ved mennesker. Hvis man hævder, at vi ikke kan vurdere fortiden, fordi normerne var nogle andre, ville det lægge meget store begrænsninger – som de færrest lever op til eller synes er rimelige – på, hvordan vi kan vurdere mange handlinger i vores egen samtid.  

Undgå intellektuel dovenskab 

For det tredje er det vigtigt at huske, at det at foretage etiske vurderinger af fortiden ikke legitimerer en intellektuel dovenskab, hvor man frit kan undlade at sætte sig ordentligt ind i den fortid, man vurderer. Gennem det 20. århundrede er der mange faghistorikere, der har advaret imod, at historikere i deres videnskabelige arbejde selv skulle underkaste fortiden etiske vurderinger. En af begrundelserne har været, at sådanne vurderinger kommer til at farve det historiske arbejde på en måde, hvor man alene får øje på det, der bekræftede ens vurdering, og kom til at overse alt det i fortiden, der måske ikke passer med den etiske dom, man vil fælde. En sådan frygt er helt forståelig. En såkaldt ”bekræftelsesbias” er et velkendt træk ved den menneskelige psyke. Men det er vigtigt at forstå, at dette ikke er et generelt argument mod rimeligheden af at vurdere fortiden, men alene mod at lade sig drive af den etiske vurdering på en måde, hvor ens vurdering fører til forvrænget forståelse af, hvad der har fundet sted, og hvorfor vores forfædre handlede, som de gjorde.  

Den ordentlige etiske vurdering 

Men er der da ikke noget rigtigt i, at vi skal passe på ikke at komme til at fælde domme over vores fortid uden at have øje for, hvordan den tid, vi fordømmer, egentlig var? Svaret er, at man meget vel kan komme til at fælde mangelfulde eller uberettigede domme over fortiden, hvis man ikke har et grundigt kendskab til den tid, man vurderer. Men det afgørende er, at dette ikke viser, at man ikke også kan foretage velbegrundede vurderinger. En ordentlig etiske vurdering forudsætter f.eks. et kendskab til, hvad konsekvenserne af fortidige handlinger var. Ligeledes forudsætter en vurdering af en person et kendskab til vedkommendes motiver, karaktertræk, vidensniveau med mere. Det afgørende er derfor ikke, at vi ikke kan eller skal vurdere vores fortid. Ligeledes er der ikke nogen modsætning mellem at fælde nutidige, berettigede etiske vurderinger og det at have en dyb og nuanceret forståelse af fortiden. Tværtimod er det sidste en forudsætning for det første.