Her er en aldeles uvidenskabelig – men derfor måske nok sand alligevel – analyse af, hvad partilederne i virkeligheden mener, selvom de siger noget andet. Vi har kigget på deres kropslige udtryk og kravlet ind under skallen på dem for at se deres sande tanker under valgaftenes tale.
Socialdemokratiet: Mette Frederiksen
Mette Frederiksen er jo en vinder, men også lidt en taber. Socialdemokratiet gik lidt tilbage. Den tvetydighed afsløres også i hendes fremtoning. Hendes hænder er helt rolige, ligesom hendes krop står helt stille, statsmandsagtig. Hun oplæser sine sejrspunchlines fra talen, men hendes ansigt siger også noget andet.
Det første billede siger: ”Jeg er glad, det gik som det skulle, men jeg er godt nok også træt. Virkelig træt. Så snart den her tale er ovre, skal jeg bare hjem i kassen”.
Det andet billede siger: ”Hjælp! Hvad har jeg dog gjort. Statsminister. Med det kæmpe ansvar. Gisp! Det er jeg slet ikke klar til. Men sig det ikke til nogen.”
Venstre: Lars Løkke Rasmussen
Selvom de kunne fejre en fremgang i mandater, mistede de magten. Magten skifter. Lars' drøm om en midterregering sker nok ikke.
Det første billede siger: ”Jeg er så træt af det her. Det er skide Paludans skyld. Og Anders Samuelsen, den klaphat, hvordan kan han tabe så mange mandater? Og hende der tossen fra Nye Borgerlige.”
Det andet billede siger: ”Du er næstformand af navn, men det er i hvert fald ikke din skyld, at vi fik fremgang. Jeg nægter at kigge i din retning, men peger skødesløst, så kan du ikke sige, jeg har gjort noget forkert”
Liberal Alliance: Anders Samuelsen
Stor lussing til Anders og Liberal Alliance. Det kunne heller ikke skjules i reaktionerne. Anders, stifteren og formanden, ryger nok selv ud. Og selv om han siger ét for at holde humøret oppe, siger hans krop noget andet.
Det første billede siger: ”Hvis du siger det én gang til, så smadrer jeg dig. Det giver ingen mening, at mit parti – det er mit, mit, mit – ikke kan være repræsenteret af mig. Jeg er kongen af LA. Jeg kommer ikke ned fra træet, før I forstår det.”
Det andet billede siger: ”Jeg har ingen idé om, hvordan livet går videre, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal lave. Der er andre opgaver – jaeh right! Jeg er færdig.”
SF: Pia Olsen Dyhr
Stor aften for SF, der gik frem igen. Og Pia Olsen Dyhr var i hopla. Men hvad f….. skete der lige med de mennesketræer?
Det første billede siger: ”Jeg ved godt at det er totalt tåbeligt at have mennesker klædt ud som træer med på scenen, men hvis bare én af jer kommenterer på det, får I sådan en røvfuld med på vejen.”
Det andet billede siger: ”Jeg blinker lige, så de ved, hvad fester betyder. Jeg er bare så meget nede med de unge, når jeg gør det. Yes.”
Radikale Venstre: Morten Østergaard
De Radikale fik jo et kanonvalg. Morten Østergaard tog talen modsat mange af de andre helt uden manus.
Det første billede siger: ”Jeg skal huske at tale i punchlines. Kom nu Morten, du kan godt. Punchlines, og så luk munden helt sammen, så de ved, at de skal klappe.”
Det andet billede siger: ”Yes, jeg er en konge. Jeg styrer. Bare råb mit navn lidt mere. Jeg fortjener det. Hvad var det nu, Marianne Jelved sagde: Husk at nyde det? Yes, jeg nyder det. Bare råb mit navn.”
Dansk Folkeparti: Kristian Thulesen Dahl
Nederlaget var stort for Dansk Folkeparti. Man skulle lede længe efter en fest hos dem. Tulle var heller ikke helt i hopla.
Det første billede siger: ”Du og du og du kan bare lige prøve på overhovedet at overveje at prøve at vælte mig af pinden. Vi håndterer modgangen på min måde. Og sådan er det."
Det andet billede siger: ”Jo, jo, det er forfærdeligt, men faktisk også lidt sjovt. For nu får jeg mulighed for at genskabe og opbygge partiet, lige præcis som jeg har mest lyst til. Ikke så dårligt.”
Nye Borgerlige: Pernille Vermund
Det eneste nye parti, der kom ind i Folketinget. Forståeligt nok en glad partileder. Men aner man også noget mere?
Det første billede: ”Hvis jeg hele tiden løfter pegefingeren, så ligner jeg vist en rigtig partileder.”
Det andet billede: ”Jeg føler mig faktisk også lidt som en popdiva, jeg er så tæt på at bryde ud i sang lige nu. Men det er nok en dårlig idé. Kom så, nu er det Pernille-tid!"
Alternativet: Uffe Elbæk
Partiet, der lidt har sejret sig halvt ihjel. Den grønne dagsorden blev allemandseje. Uffe burde være glad – og er det også langt hen ad vejen, selvom der røg mandater.
Billedet fortæller: ”Arrh, nu mumler jeg for vildt igen. Træls. Og ”totalt humor” det kan man jo ikke sige. Dum, Uffe, dum. Er der for grønt? Det ser ud, som om vi er hos Ninja Turtles. Det er måske ikke helt dumt?”
Konservative: Pape
Pape var helt i hopla. Uden manus, passioneret, gående frem og tilbage på scenen. Og med god grund. Her var der stor fremgang.
Hvad billedet fortæller: ”Hvor er det fedt at stå her, jeg kan også bryde ud i sang… Nej, nok en dårlig idé. Men jeg skal huske at bruge mine hænder, sådan – ud med statsmands-håndfladerne.”
Enhedslisten: Pernille Skipper
Enhedslisten ligger stort set på status quo. Som vanligt lignede deres fest det lokale kollektiv i Villa Villekulla...”
Billedet fortæller: ”Klimatosser, klimatosser, jeg skal huske at sige det. Men det er jo en god ting. Det må ikke lyde forkert."
Stram kurs: Paludan
Han kom ikke ind. Pyha. Men får nu flere millioner til at opbygge sit parti. Ja, sådan er demokratiet jo.
Hvad billedet fortæller: ”Jeg er så ligeglad med jer journalister og jeres dumme spørgsmål! Hvis jeg møder min bror, så pander jeg ham en.”
