Benny Damsgaard: Valgkamp på speed

Medier, der sætter dagsordenen, kort levetid for store politiske udspil og professionelle kampagner – hvor én var en klasse bedre. Det er blandt Benny Damsgaards betragtninger fra den nys overståede valgkamp. De sidste fire uger har han kommenteret fra dag til dag. Kforum har bedt ham vurdere valgkampens store linjer.
TV2 skabte under valgkampen markant debat med dokumentaren om plejehjemmet Nørremarken. Det samme gjorde Politikens Forlag med bogen om Lars Findsen. Jens Dresling/Ritzau Scanpix
TV2 skabte under valgkampen markant debat med dokumentaren om plejehjemmet Nørremarken. Det samme gjorde Politikens Forlag med bogen om Lars Findsen. Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af Mikkel Skov Petersen
Der har været smæk på hastigheden under valgkampen. Selv store udspil har haft en yderst kort levetid. Samtidig har de store medier undervejs sat markante dagsordener. 
 
Og så har man kunnet fodre grise med politiske podcasts.
 
Det mener Benny Damsgaard, der har medvirket i Kforums rådgiverpanel under valgkampen. Hver dag har han delt sine betragtninger om dagens vinder- og tabersager. Vi har bedt ham se tilbage på de fire ugers valgkamp og fortælle, hvad han har set.
 

Politiske podcasts som grisefoder

Benny Damsgaard er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef hos Det Konservative Folkeparti. Han peger som det første på, at medierne har fyldt meget under valgkampen. Både ved at sætte en “ekstrem” hastighed, men også ved at sætte markante dagsordener af egen drift.
 
“Noget af det, der står tilbage, er, hvor kort levetid udspil og politiske historier har haft under denne valgkamp. Det har været en valgkamp på speed. Selv udspil fra store partier som S og V, store udspil om sundhedsområdet, men også fra mindre partier, har haft en levetid på en halv dag, hvis de har været heldige,” siger Benny Damsgaard og supplerer:
 
“Jeg kender ikke årsagen til den ekstreme hastighed. Er det SoMes skyld? Er det TikToks skyld, at der er en øget hastighed? Det synes jeg, er svært at vurdere. Det var jo forventet, at SoMe ville spille en stor rolle.”
 
Det er ikke en kritik af medierne, eller hvorvidt det er mediernes rolle at påvirke valgkampen.Jeg synes dog, det er en refleksion værd, at de to største historier i valgkampen er skabt af medier. Det mindes jeg ikke at have set før
 
Benny Damsgaard mener helt generelt, at der har været et stort mediepres under valgkampen.
 
“Der kan f.eks. fodres grise med alle de politiske podcasts. Jeg har også selv en, der hedder Tingets Tilstand. Det massive udbud af politisk journalistik kan måske give almindelige vælgere et overload. Dertil kommer alle de nye medier,” siger han.
 
Ifølge ham havde valgkampen også to usædvanlige eksempler på, at medierne satte deres aftryk på debatten.
 
“Medier som TV 2 og Politiken har præget valgkampen og bragt temaer til debat. Jeg tænker på Findsens bog fra Politikens Forlag, der udkommer midt i en valgkamp, så den giver maksimal påvirkning. Og for TV 2’s vedkommende dokumentaren om plejehjemmet, der også satte dagsordenen,” siger Benny Damsgaard og tilføjer:
 
“Det er ikke en kritik af medierne, eller hvorvidt det er mediernes rolle at påvirke valgkampen. Jeg kritiserer heller ikke gennemlysningen af Søren Pape eller Lars Løkke. Jeg synes dog, det er en refleksion værd, at de to største historier i valgkampen er skabt af medier. Det mindes jeg ikke at have set før.”
 

Store kampagnebudgetter

Helt overordnet mener Benny Damsgaard ikke, at det har været en valgkamp præget af kampagnetekniske nyskabelser.
 
“Der har selvfølgelig været meget fokus på Alex Vanopslagh og hans TikTok, men det er generelt ikke en valgkamp, der har overrasket,” siger han.
 
Han peger dog på, at det har skinnet igennem, at partierne har haft bugnende kampagnekasser, da valget blev udskrevet.
 
“Partierne har haft virkeligt store budgetter. Der har været en masse ressourcer, penge og medarbejdere, der har kunnet producere indhold til sociale medier. Så der har ikke været deciderede nyskabelser, men der har været en høj professionalisme. Om det så har virket, ved vi jo ikke,” siger Benny Damsgaard og peger på en kampagne, der har været særligt vellykket:
 
“Socialdemokratiets kampagne har været en klasse bedre end de andre partiers. De har lagt en strategi, og så har de eksekveret professionelt.”
 

Vælgerne stemmer på fremtiden

På budskabsniveau har blå blok ramt valgkampen skævt, vurderer Benny Damsgaard.
 
“De blå partier har gerne villet tale mink og magtfuldkommenhed, men vælgerne var bekymrede over stigende priser. Generelt, så stemmer vælgerne på fremtiden. De stemmer ikke som afstraffelse og heller ikke af medlidenhed,” siger han og uddyber:
 
“Det har været tydeligt, at man fra borgerlig side har manglet en fortælling om løsninger og om samfundsudviklingen generelt. LA har til gengæld haft fortællingen om deres underliggende visioner. Blå blok har gerne villet angribe Mette Frederiksen, som de tydeligvis ikke bryder sig om. Og det er som strategi blevet noget tyndt i betrækket”.
 
Benny Damsgaard har bidt særligt mærke i en offensiv fra Konservative hen mod valgkampens slutning.
 
“I slutspurten indrykkede Pape annoncer, hvor han angreb Ekstra Bladet. Det kender jeg ikke en kommunikationsekspert, der vil anbefale. Internt kan han selvfølgelig bruge det til at skyde skylden på EB i stedet for en svag kampagne,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også