”Et vanvittig godt forberedt pressemøde”

Efter at have været i hård valgkamp var øvelsen for de tre partiledere på dagens pressemøde om det nye regeringsgrundlag at fremstå som en enhed. Det lykkedes med de rette retoriske greb, vurderer rådgiver.
Partilederne i den nye regering lykkedes stort set med at signalere enhed på pressemødet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Partilederne i den nye regering lykkedes stort set med at signalere enhed på pressemødet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et ”vanvittig godt forberedt pressemøde”. Sådan lyder en rådgivers helt korte vurdering af regeringsgrundlaget, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne præsenterede i dag.
 
”Det er så tydeligt, at her er tre partiledere, der har været sammen om at forberede pressemødet grundigt,” siger Mia Palvig Fabricius, der har en baggrund som bureaudirektør og i dag driver Palvig Reputation med fokus på topleder- og krisekommunikation.
 
Hun tilføjer:
 
”De bruger mange af de samme ord, og det er helt klart et strategisk valg at lægge det primære fokus på ordet arbejdsfællesskab”.
 
Arbejde og fællesskab er nemlig, hvad regeringen vil signalere, at den bliver kendetegnet ved, mener Mia Palvig Fabricius.
 
”Ordet arbejde henviser til, at vi står over for større udfordringer end nogensinde før, som vil kræve mange reformer og hårdt arbejde,” siger hun og fortsætter:
 
”Samtidig er ordet fællesskab smukt, for vi er ikke vant til en bred regering. Mange af os skal overbevises om, at det er en god idé. Grundlæggende skal den nye regering vise os, at der er en tillid partierne imellem, så vi kan have tillid til den som vælgere.”
 
Mia Palvig Fabricius hæfter sig desuden ved, at de tre partiledere komplementerer hinanden godt på det velkoreograferede pressemøde.
 
”Statsministeren starter med at tale om substansen i form af selve regeringsgrundlaget, som hun også skal.”
 
Derefter fik Ellemann mulighed for at komme på banen.
 
”Han fokuserede på sit vigtigste mål, som er at vise kritikerne i sit bagland, at han er gået ind i den brede regering med velovervejede og åbne arme, så det kan baglandet også gøre.”  
 
Jakob Ellemann-Jensen adresserede også direkte, at han i første omgang ikke var sikker på, at Mette Frederiksen mente, hvad hun sagde vedrørende at ønske en bred regering.
 
Er han ikke ude på farlig grund, når han adresserer, at Mette Frederiksen holdt ord, når han selv er under anklage for løftebrud i forhold til at gå med i regeringen?
 
”Det meste af det, der skal bære tilliden til Ellemann i forhold til at indgå i en bred regering, er, at det er med en statsminister, der vil en bred politik, som inkluderer Venstres mærkesager. Så han er nødt til at overbevise kritikerne om, at han stoler på Mette Frederiksen. Derfor vejer det tungere at vise en fælles front end at beskytte sig selv,” siger Mia Palvig Fabricius.
 
Af samme årsag har Ellemann allerede taget debatten om løftebruddet med sit interview om det i sidste uge.  
 
Lars Løkke Rasmussen, der valgkampen igennem har nægtet at følge manuskriptet i eksempelvis partidebatter kunne ikke stå for fristelsen til at henvise til sit eget projekt fra bogen Befrielsens øjeblik, der netop pegede på behovet for en regering hen over midten.
 
”Det virker måske lidt selvhævdende, at Lars Løkke omtaler sin bog. På den anden side har han jo en pointe. Jeg synes, det fungerer fint at bruge 30 sekunder på det, før han igen taler om fællesskabet. Det skal ses i sammenhæng med, at han stod svækket efter valget, og så alligevel lykkedes med at stå som en af sejrherrerne.”
 
De tre partiledere brugte også noget af tiden på at tale om, at processen med regeringsforhandlingerne har været god. Det skal være med til at betone, at regeringen er levedygtig på længere sigt, mener Mia Palvig Fabricius.
 
”De virker alle tre mest lystslupne og menneskelige, når de taler om forhandlingerne, der ledte op til regeringsgrundlaget. Det gælder både det, de siger, og i måden, de interagerer med hinanden. Det gør, at det virker overbevisende, at der er tale om et arbejdsfællesskab, som kan fungere.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også