Lige nu er Fetterman vs. Dr. Oz verdens fedeste valgkamp

Snart skal den amerikanske stat Pennsylvania vælge deres nye senator. Spidskandidaterne er den idealistiske demokrat og den rige, berømte og republikanske tv-læge. Læs, hvordan de to kandidater fører valgkamp med både traditionelle og utraditionelle metoder.
Endnu en gang bliver det bevist, hvordan humor og sociale medier kan styrke en valgkamp. Billeder: Getty Images
Endnu en gang bliver det bevist, hvordan humor og sociale medier kan styrke en valgkamp. Billeder: Getty Images
Tilbage i 2009, mens finanskrise og recession lammede Amerika, tog jeg til Braddock, en nedslidt, gudsforladt flække ude på landet i Pennsylvania. Få årtier inden udlevede byen den amerikanske drøm. Nu lignede den et amerikansk mareridt.
 
I godt et århundrede – fra det første stålværk blev bygget i 1870’erne og frem til midten af 1970’erne – væltede pengene ud fra minerne. Dengang emmede handelsstrøget, Braddock Avenue, af velstand og overflod. Restauranter, juvelerer, boghandlere, møbelforretninger, barer, flotte banker, you name it. Nu var det hele – ja, det hele – lukket. Facade efter facade af nedlagte forretninger mindede om en gylden fortid.
 

John Fetterman ønsker blandt andet at hæve mindstelønnen og legelisere cannabis. Foto: Getty Images.
 

En kronraget idealist

Braddock var i 2009 symbolet på krise – for byen med et par tusinde indbyggere var simpelthen den by i det store land, som klarede sig allerringest. Massiv arbejdsløshed, fattige indbyggere, forladte huse, håbløshed. Men… den beskedne by havde fået en ny borgmester; et ordentligt brød af en mand, kronraget, altid med hættetrøje, dengang 39 år.
Mandens navn var John Fetterman.
 
En imponerende idealist, som trods en uddannelse fra Harvard University var rejst til håbløsheden for at vise, at, jo, der er en vej ud af krisen. Han gjorde det ikke for pengenes skyld – som borgmester fik han sølle 900 kroner om måneden. Der var ikke noget kontor, så han tog imod mig hjemme i sit eget hus.
 
 
I et af byens hidtil tomme og faldefærdige murstenshuse havde han sat to store stålcontainere på taget for at få lidt kontorplads. Han lignede alt andet end en bureaukrat – faktisk lignede han en af karaktererne i The Deer Hunter, 1970’er-blockbusteren om, hvordan Vietnamkrigen rev et lokalsamfund, ikke langt fra Braddock, fra hinanden.
 
Fetterman emmede af at være Pennsylvania – hårdtarbejdende, no-nonsense, blue-collar, let’s get to work. Han havde tatoveret Braddocks postnummer – 15104 – på sin venstre arm. En mand af folket. Han skjulte på ingen måder krisen, men han så et lys.
 
”Den velhavende fortid kommer aldrig tilbage – det har jeg aldrig lovet nogen. Vi har tabt det meste på gulvet her, men nu handler det om at gøre det bedre igen. Mit mål er at give folk et nyt håb,” fortalte han.
 
Jeg spurgte ham, om han troede på, at USA kunne komme ud af den økonomiske krise, som i begyndelsen af 2009 virkede uoverstigelig:
 
”Det bliver svært; det bliver godt nok svært. Vi må begynde med os selv. Vise ansvar. Gøre noget. Lade være med at sidde og håbe på, at de gode tider kommer af sig selv.”
 
Fetterman, nu 53 år, er i dag en af de største stjerner hos Demokraterne. Efter et årti som borgmester i lille Braddock blev han i 2019 valgt til viceguvernør i Pennsylvania, USA's femtestørste delstat – og så er han lige nu den ene af to spektakulære kandidater til den ledige post som den ene af Pennsylvanias to senatorer i Washington, D.C.
 
Over for Fetterman står Mehmet Oz, en af USA's mest berømte mænd og nok bedre kendt som Dr. Oz, en enestående succesrig tv-læge, der også er ekstremt velhavende. Oz er håndplukket af Donald Trump, hvilket har givet gav ham sejren under Republikanernes primærvalg.
 

Verdens fedeste valgkamp

Valgkampen mellem Fetterman og Dr. Oz er lige nu verdens fedeste valgkamp – den er en kombination af The Rumble in the Jungle, Robin Hood versus sheriffen af Nottingham, den lille mand mod den store mand, den overvægtige mod den sunde, klassekamp for fuld skrue, og, måske allermest spændende, så er det valgkamp på en hidtil uset og bizar facon.
Valgkampen er helt central i kampen om magten i Senatet. I dag står det helt lige mellem de to partier – 50 senatorer til hver. En tredjedel af senatorerne er på valg i år. Det ledige sæde i Pennsylvania er indtil valget besat af en republikaner, men lige nu fører Fetterman klart. 
 
Lad mig give en stribe konkrete eksempler på en valgkamp, der for Fettermans vedkommende mest føres på Twitter med simple, men uhyre effektive midler. De kører især på tre områder, som alle ser ud til at virke godt:
 
Oz er faktisk slet ikke er fra Pennsylvania, men bare opportunistisk tilflytter. Oz er så rig, at han ikke engang selv ved, hvor han bor. Oz er så virkelighedsfjern, at han ikke aner, hvordan almindelige borgere lever.
 

Mehmet Cengiz Öz er kendt fra hans Tv-show "The Dr. Oz Show". Han har også flere gange været gæst på Oprah Winfreys talkshow. Foto: Getty Images
 
 

Tag hjem til Jersey Shore

Det første store gennembrud for Fetterman kom, da han fik Nicole LaValle, bedre kendt som Snooki, stjerne i realityprogrammet Jersey Shore,, til at sende en hilsen til Dr. Oz om, at han skal komme hjem til New Jersey, hvor han har boet længst. Snooki har en service, som mange kendisser har, hvor man i hendes tilfælde kan få hende til at læse en tekst op for 300 dollars. Snookis appel til Oz blev et øjeblikkeligt viralt hit.
 
 
Et andet eksempel på et effektivt, billigt tweet er en lynhurtig reaktion på, at Oz kom til at sige, at han voksede op syd for Philadelphia – problematisk, fordi det første, man møder lige syd for storbyen, er … New Jersey.
 
 
Alle kneb gælder
Dr. Oz slår imidlertid også tilbage. I en ny valgreklame spiller doktoren fuldkomment åbenlyst på Fettermans helbredsproblemer. Fetterman, midaldrende mand på 123 kilo, fik i maj et slagtilfælde, der holdt ham fysisk ude af valgkampen indtil august. Her ser vi Dr. Oz, den sunde, i løb, mens han kommenterer på Fettermans helbred:
 
 
Fetterman svarer på et vælgermøde på kritikken af hans helbred med at spørge vælgere, som også har haft sundhedsproblemer, om de er blevet mobbet af deres læge for at være syge. Dette tweet gik også viralt:
 
 
Fetterman tweeter lystigt og ubønhørligt om de ti huse – enorme huse – som Dr. Oz ejer, især, fordi Oz i et interview ”kom til” at sige, at han ”kun” ejer to huse.
 
 
 
Den måske allerstørste fejl – komiske fejl – som Dr. Oz har begået, skete, da han ville illustrere den stigende inflation ved at købe grøntsager i en helt almindelig butik. Det går helt galt: Han kan ikke huske navnet på supermarkedet; han taler om ”crudités”, altså den franske variant af det, man på amerikansk kalder en ”veggie tray”; han køber den forkerte dressing og remser de forkerte priser op.
 

Et Fetterman-tweet med et simpelt foto af ham selv med en ”veggie tray” – ”as we call crudités around here” – går vanvittigt viralt med mere end en kvart million likes.
 
 
Dr. Oz prøver at slå tilbage. Kalder Fetterman for ”too crazy for America”. Det er en mere traditionel form for negativ kampagne.
 
 
Alle politisk interesserede følger senatsvalget i Pennsylvania tæt – for vil det virkelig lykkes for Fetterman med hans dybt originale kampagne at vinde komfortabelt over en af Trumps udkårne? Lige nu ser det i den grad sådan ud.
 
Inden Fetterman satte ild til Twitter, stod de to kandidater nogenlunde lige, men nu fører demokraten med otte procentpoint over republikaneren.
 
Midtvejsvalget er den 8. november og – tro mig! – Dr. Oz & co. vil gøre alt, som i A-L-T, for at slå Fetterman tilbage. Det bliver råt – og vi lover at følge godt med.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også