Hvordan kan man behandle vaccineskepsis?
Første del af den danske vaccineplan mod COVID-19 er udrullet, og det med stor tilslutning. Cirka 90 % af de plejehjemsbeboere og frontpersonale, der er blevet tilbudt en vaccine, har sagt ja. Men, når vi har vaccineret de særligt sårbare og frontpersonalet og herefter begynder at vaccinere resten af befolkning, så kan vi forvente en mindre tilslutning. Det kan der være flere grunde til. Lad mig nævne to grunde til vaccineskepsis og to måder at håndtere denne skepsis på.
af Thomas Søbirk Petersen
Jeg har jo ikke brug for vaccinen
For det første, jo mindre risikoen er for at få et alvorligt forløb, hvis man bliver smittet, jo mindre er det umiddelbare incitament til at lade sig vaccinere. Hvorfor skal jeg lade mig vaccinere, hvis der er ekstrem lille risiko for, at jeg bliver alvorligt syg af corona? Et oplagt svar er, at det er der god grund til, fordi du derved kan bryde smittekæder og være med til at redde andres liv.
Du kan især være med til at redde de sårbare, hvis immunsystem er nedsat, og som på grund af sundhedsmæssige årsager ikke kan modtage en vaccine. Det kan være individer, som på grund af f.eks. kræft- eller HIV-behandling, eller som har modtaget et organ. Et etisk princip, der kan begrunde dette svar, er, at vi bør redde liv, hvis det er forbundet med en lille omkostning for os selv. Og da vaccinen er gratis for den enkelte og har få bivirkninger, er det en lille omkostning at betale for at redde en sårbar persons liv.
Desuden har der vist sig en række senfølger ved COVID-19, som også ramme unge mennesker, hvilket peger i retning af, at vi faktisk ikke ved, hvor alvorlig sygdommen er på lang sigt, og at der derfor også kan være personlige grunde til at blive vaccineret.
Vaccineparadokset
En anden grund til, at vi kan forvente en mindre tilslutning, er vaccineparadokset. Vaccineparadokset opstår ved, at jo flere der bliver vaccineret på et givent tidspunkt, jo færre ønsker at bliver vaccineret på et senere tidspunkt. Forklaringen på dette paradoks er, at jo mere succesfuld en vaccine er med hensyn til at nedbringe smitten i samfundet, jo mere usynlig bliver sygdommen. Og jo mere usynlig sygdommen, som man vaccinere mod, er, jo mindre villig er man til at lade sig vaccinere. En mulig kur mod vaccineparadokset er at gøre det tydeligt med information, billeder og fortællinger, hvilke folk kan identificere med, at vi har at gøre med en sygdom, der for visse aldersgrupper er ti gange mere dødelig end almindelig influenza. Så et vigtigt redskab er kommunikation, der også taler til følelser og ikke blot viser diagrammer og tal om sygdom og dødelighed, men som sagt fortæller historier, der i tekst og billeder viser en sygdom, der har kostet over 2.100.000 mennesker livet, lukket samfund ned og øget arbejdsløshed og fattigdom i verden.
Men hvordan kan man ellers behandle eller forholde sig til vaccineskepsis?
En umiddelbar respons vil være at blive vred på eller udskamme folk ved at råbe ’sølvpapirshat’ eller ’egoist’ efter folk, der ikke vil lade sig vaccinere. ’Sølvpapirshat’, fordi vi kan se en sammenhæng mellem folk, der tror på konspirationsteorier (misinformation) og vaccinemodstand. Det kan være konspirationsteorier, der handler om, at Bill Gates har indsat en mikrochip i mennesker, der vaccineres mod COVID-19, med det formål at overvåge befolkningen. ’Egoistisk’, fordi de personer, der ikke lader sig vaccinere, kan nyde frugten af, at andre lader sig vaccinere.
Hvis andre bliver vaccineret, bliver man selv mere beskyttet mod sygdommen, og man kan nyde, at samfundet åbner mere op, men uden at man selv bidrager til disse goder. I politisk teori kalder man også en sådan person en ’free rider’. Men jeg mener ikke, det er konstruktivt for vaccinetilslutningen eller etisk forsvarligt at anvende betegnelserne ’sølvpapirshat’ og ’egoist’ over for folk, der er usikre på, om en ny og hurtigt udviklet vaccine er effektiv og tilstrækkelig sikker at anvende.
Der kommer som regel aldrig noget godt ud af at tale nedsættende til folk på denne måde. Uhøflige kommentarer cementerer bare en polarisering mellem os og dem, som vi alle vil lide under. Polariseringer i det amerikanske samfund bør vi ikke efterligne. Vi skal, som i alle situationer, bestræbe os på at tale på en respektfuld måde til hinanden, og før vi farer i kødet på hinanden, prøve at afklare, hvad vi er enige om.
Vi skal også lytte til, hvad vi hver især er bekymret for og prøve at tage diverse bekymringer alvorligt og forsøge at forstå dem og forsøge at besvare dem så godt som muligt. Af dem, der er skeptiske, er der en hård kerne af vaccinemodstandere, som man ikke kan nå, ligegyldigt hvor sikker og effektiv vaccinen er, og hvor saglig en dialog man går ind i. Men langt fra alle, der er skeptiske over for vacciner, er konspirationsteoretikere, der er immune over for saglig information. De er næppe heller egoister i højere grad end de fleste andre mennesker.
I den bioetiske forskning har der været en del diskussion af, hvorvidt man skulle tvinge eller presse vaccineskeptikere eller -modstandere til at lade sig vaccinere. Fysisk tvang, er alle enige om, er ikke vejen frem til udbredelse af en vaccine mod COVID-19. Det er i modstrid med en lang række rettigheder og vil blot skabe stor mistillid i befolkningen til politikere og myndigheder. Men et mildt socialt pres for at modtage en vaccine kan vi nok ikke komme udenom.
Der vil være en del sociale faktorer, der vil gøre det attraktivt at blive vaccineret. Det kan være private aktører, som ønsker, at folk skal vise et vaccinepas, hvis de vil rejse med fly eller tog, bo på hotel, besøge et museum eller deltage i en festival etc. Denne form for socialt pres er for mig ikke moralsk problematisk, hvis man mener, at folk ikke skal med til fx en fest eller fodboldkamp, hvis de ikke er beskyttet mod at sprede alvorlig sygdom. På den måde kan en vedholdende høj tilslutning til vaccination og brug af vaccinepas åbne op for samfundet igen.
