VR på recept

VRT, virtual reality therapy, er for alvor ved at blive en anerkendt praksis inden for psykologisk og psykiatrisk behandling. Mange kender nok primært VR, virtual reality, fra spil- og underholdningsverdenen. Tænk: Vilde 1. persons spil, hvor spilleren bliver “immersed” i en digital spilverden ved at tage et sæt særlige VR-goggles på. Eller hvad med en tur i verdens mest “epic” rutsjebane, eller et hurtigt besøg på Den Kinesiske Mur direkte fra din dagligstue? Men hvad nu, hvis VR kan meget mere end at give et hurtigt adrenalinkick? Hvad kan VR for eksempel udrette i forskellige psykologiske og medicinske behandlingskontekster? Kan VR i de rette hænder være helbredende? I denne artikel ser vi på, hvordan nysgerrig og innovativ brug af VR-teknologi helt tilbage i midt-1990’erne banede vejen for VR som medicin.
Kan VR bruges til behandling af PTSD?. Foto: Getty
Kan VR bruges til behandling af PTSD?. Foto: Getty
af Mads Bødker

VR, altså her “immersive” digitale 3D-verdener, har nok altid været en teknologi på udkig efter et problem. Jeg vil ikke rulle hele VR-forhistorien ud her, men se fx her, men der er ikke en klokkeklar “case” for VR som løsningen på et anerkendt problem. Sådan er det jo med digitale værktøjer, der ofte, efter nogle omtumlede år, (måske) finder en lukrativ niche i det store digitale økosystem eller forsvinder i en skammekrog af “vapourware”. VR har ofte levet på kanten af vapourware-skæbnen (tænk fx på Nintendos’ Virtual Boy), men der kan jo altid dukke et anvendelsesområde op, der redder teknologien på målstregen.

 

Allerede i midten af 1990’erne dukkede begrebet VRT op i forskningsverdenen, bl.a. baseret på Max M. Norths artikler og ph.d.-afhandling i samarbejde med den amerikanske hærs forskningslaboratorier. Et helt centralt problem for det amerikanske militær var (og er stadig) den store mængde soldater, der vendte hjem fra aktive missioner med symptomer på posttraumatisk stress (PTSD). Forsvaret finansierede fra midt-1990’erne adskillige forsøg, hvor traumatiserede soldater brugte et VR-headset som en del af en såkaldt eksponeringsterapi. Her vender soldater tilbage til en traumatiserende oplevelse i et trygt, simuleret 3D-univers, der dog er tilstrækkeligt realistisk til at afstedkomme fysiologiske og psykologiske symptomer på PTSD. Gennem en gradvis virtuel tilbagevenden til en traumatiserende oplevelse og i kombination med et terapeutisk forløb er VR blevet til en central teknologi i behandlingen af militært personel med PTSD.



Det er en VR-krigsstimulation, der skal behandle PTSD i den amerikanske hær. Foto: U.S. Army.
 

Forskningen har indtil videre vist gode og mindre gode resultater, bl.a. en markant reduktion af symptomer, og noget forskning peger på, at i omegnen af 70 % af patienterne bliver fri for deres PTSD-diagnose efter VRET-behandling (altså virtual reality exposure therapy). Et større amerikansk metastudie fra 2019 viser dog, at VRET som behandling af PTSD ikke er entydigt effektfuldt, og at der er en masse ukendte faktorer, der kan påvirke effekten, fx alder eller personlighedstræk. Blandt andet ser man, at ikke alle reagerer lige “realistisk” på de virtuelle stimuli, og modsat specifikke fobier, som vi vil se på nedenfor, er PTSD typisk en meget mere kompleks lidelse. Andre studier har vist, at VR-stimulus ikke (statistisk set) er mere effektfuld end forestillingsstimulus, hvor patienten ganske enkelt bliver bedt om at forestille sig en traumatiserende begivenhed. Dog må man tænke, at VRET er væsentligt mere overkommelig end eksponering “in vivo”, hvor man gradvist bliver konfronteret med virkelige situationer, der fremkalder angst, tankemylder og andre PTSD-symptomer.


Sådan her kan en VR-krigszone se ud. Foto: U.S. Army
 

Selvom effekten af VRET er omdiskuteret i behandlingen af PTSD, er den som nævnt efterhånden blevet en del af den amerikanske hærs arsenal til behandling af veteraner med PTSD.

 

Fra slagmarken til standardbehandling

 

Det er ikke usædvanligt, at militær anvendelse baner vejen for mere “mainstream” brug af teknologi. Med udgangspunkt i den traditionelle eksponeringsterapi har fænomenet VRET fundet effektiv anvendelse i behandlingen af en række forskellige fobier og angstlidelser. 

 

Flere studier (og anekdotisk evidens) har for eksempel vist, at VRET kan være særdeles effektfuld i behandlingen af en relativt almindeligt forekommende fobi som flyskræk. Princippet er det samme: Patienten gennemgår en oplevelse, der aktiverer fobien (en virtuel flyvetur med alle de stimuli, der aktiverer fobien) og oplever efterfølgende, at flyveturen ikke var det mindste farlig. Det lyder som hokuspokus, hvilket det naturligvis ikke er, og der er ret gode belæg for, at det fungerer. Jeg kan ikke forklare alle detaljer, men teorien bag den virtuelle eksponeringsterapi er, at aktivering og processering gennem terapeutiske forløb af forskellige former for “fear memory” kan ændre måden, patienten oplever sin frygt på, og på sigt dæmpe symptomer. 

 

Fordelen er naturligvis, at man faktisk ikke behøver at tage en flyvetur med sin terapeut i hånden, hvilket er dyrt og besværligt – og skadeligt for miljøet. Der er flere studier, der viser, at in vivo eksponering (altså gradvis eksponering i den “virkelige verden”) i mange tilfælde kan erstattes med virtuel eksponering. Især hos patienter med specifikke fobier (flyskræk, edderkopper, social fobi, klaustrofobi etc.) er der tegn på, at man kan få en god effekt. Hvis du selv mener, du er kvalificeret til at deltage i et klinisk forsøg, kan du evt. læse lidt her.


I Rusland har man eksperimenteret med VR til køer. Formålet er at gøre køerne mindre stressede for at forbedre mælkens kvalitet. Foto: Skærmbillede fra YouTube.
 

”Anxiety? There is an app for that!”

 

Indtil videre er den meste VRET foretaget i et kontrolleret miljø, hvor patienter er mødt op til behandling og har gennemgået behandling sammen med en kvalificeret terapeut. Her kommer en række teknologiske landvindinger givetvis til at ændre billedet, og vi vil givetvis se en bevægelse fra VR som noget, man bruger på psykologens briks, til noget, man tager med i dagligstuesofaen. 

 

Med forbedret processorkraft, ergonomi og hurtigt faldende priser er der noget, der peger på, at eksponeringsterapien rykker ind i dagligstuen: Den newzealandske startup oVRcome har for nyligt introduceret en smartphone-app, der kan bruges i hjemmet, og har blandt andet systemer, der kan hjælpe folk til at håndtere trypanofobi, angst for nåle. I disse vaccinationstider kunne dette måske være en nyttig håndsrækning for nogle.

 


Foto: Skærmbillede fra oVRcome.

 

Fra psykologisk behandling til somatisk terapi

 

Et andet, måske mere overraskende, sted, hvor VR har vundet indpas i det medicinske miljø i de seneste år, er i forskellige somatiske behandlingstilbud. Her har man i flere år eksperimenteret med VR som smertelindring og -behandling. Firmaet AppliedVR er p.t. i gang med en række kliniske forsøg med VR, og flere af disse undersøger, om VR kan nedsætte behovet for medicinsk smertebehandling af visse patienter. Et af de produkter, firmaet allerede har lanceret, er SootheVR, som nærmest kan beskrives som en form for meditations-VR-program, der kan nedsætte stress og let angst og måske hjælpe patienter med at slappe af før og efter et operativt indgreb.

 

Fordelen ved et VR-headset er i denne sammenhæng naturligvis, at man kan lukke hele verden ude, og en travl hospitalsgang kan blive til et beroligende miljø med fuglekvidder og hvalsang og den slags. Ikke mindst kan det ”immersive”, det omsluttende og interaktive aspekt af VR tage fokus fra smerte og stress, fx i forbindelse med en operation.  

 

Fra travl hospitalsgang til et altomsluttende, virtuelt delfinarium. VR giver patienter en bedre og mindre stressende oplevelse af et hospitalsbesøg. Foto: Skærmbillede fra AppliedVR.
 
 

Et brandsårsoffer ser SnowWorld i et omsluttende VR-miljø. Udforskningen af snelandskabet kan distrahere patienten og afhjælpe smerter. Foto: GeekWire.
 
 

Foto: GeekWire
 
 
Et andet sted, hvor VR er ved at finde sin plads, er i rehabilitering og fysisk genoptræning. Et VR-sæt kan være en fremragende motivator for fx patienter, der er under genoptræning efter en hjerneblødning. Her kan små spil og ”gamified” indhold hjælpe med at fastholde patienter i et måske ellers repetitivt og kedeligt træningsforløb, uden at de mister motivationen. Også i forbindelse med mindre krævende ergo- og fysioteraputiske forløb er der fortløbende undersøgelser af effekten (og effektiviteten) af VR som terapeutisk værktøj. Med de faldende omkostninger er det måske ikke umuligt, at man om få år kan få udstukket en recept på en VR-app, der gennem et spil kan motivere dig til at lave alle de nyttige øvelser, der hjælper dig af med musearmen eller den ømme nakke.
 
 
 
 

Konklusion med en vis skepsis og velplaceret optimisme

 

Selvom der er ret tydelige indikationer på, at VR-behandling er virksomt i mange sammenhænge, er der naturligvis stadigvæk mange udfordringer. Man har lavet mange empiriske studier af VR i en medicinsk og psykologisk kontekst i over 20 år, og der er en række eksempler på, hvordan VR-teknologi allerede nu bliver brugt i medicinsk og psykologisk behandling. En stor del af den eksisterende forskning er baseret på relativt små studier, flere af disse uden kontrolgruppe, og dermed med en ret begrænset udsigelseskraft

 

VR-teknologien kan en hel masse fantastiske ting, og der er for mig ingen tvivl om, at den har sin berettigelse i en terapeutisk sammenhæng. Men selvom teknologien er modnet, er VR på mange måder stadigvæk en lidt eksotisk størrelse for mange mennesker. Måske er letvægtsterapeutiske apps, fx fobi-træningsapps fra førnævnte oVRcome, hvilke man kan lægge på sin mobiltelefon, med til at bane vejen for en bredere adoption og accept af VR som medicin.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job