VM-kampkommunikation
Skal du, må du, vil du se VM på arbejdet?

Et globalt udenrigspolitisk problem er nu blevet din virksomheds kommunikative problem, opgave og holdning. For i woke-kapitalismen forventes det, at virksomheder har en holdning og handler udenrigspolitisk. Et krav, som er blevet ufravigeligt og superaktuelt, fordi VM-kampene sendes i arbejdstiden. Altså, skal danske virksomheder stoppe arbejdet for at se kampene? Skal de boykotte VM i arbejdstiden eller lade medarbejderne selv bestemme? Mulighederne er mange, men hvert valg er et fravalg.

Skrevet af
Skal du, må du, vil du se VM-kampen på arbejdet i morgen? Det kontroversielle VM i Qatar skaber nye kommunikative dilemmaer. For er det politisk ukorrekt med et stort firma-storskærmsarrangement? Eller skal man give folk mulighed for at frit vælge fra og til på arbejdstidens fodboldkampe? Moralen er, at frit valg-modellen med plads til alle er den bedste løsning. Den har en ånd af dansk frisind, modsat alternativerne af firmafest eller boykot. Den er demokratisk og woke i både form og indhold, mens de andre muligheder enten er politisk ukorrekte, ambivalente eller alt for autoritære.
Hvad gør du, når et globalt udenrigspolitisk problem er blevet din virksomheds kommunikative problem, opgave og holdning?
Valget af Qatar som VM vært er og bliver kontroversielt. Landets autokratiske styreform og værdier er umulige at forbinde med Vestens liberale ideal.  Behandlingen af gæstearbejdere og seksuelle minoriteter er under al kritik. Denne værdikonflikt sættes på spidsen, når Vesten og verden sammen fejrer verdensmesterskabet i fodbold i de næste par uger.
 
 
Danmark har fravalgt boykot, men tilvalgt deltagelse. En deltagelse, hvor vi som nation vil være kritisk og kommunikerende om vores alternative værdier. Hvordan stiller denne ambivalens os som danske virksomheder, kommunikatører og naturligvis fodboldfans? Ja, hvordan kan og skal politikerne navigere i dette minefelt? Se blot, hvor galt det går for vores tidligere statsminister her: 

Et globalt udenrigspolitisk problem er nu blevet din virksomheds kommunikative problem, opgave og holdning. For i woke-kapitalismen forventes det, at virksomheder har en holdning og handler udenrigspolitisk. Et krav, som er blevet ufravigeligt og superaktuelt, fordi VM-kampene sendes i arbejdstiden. Altså, skal danske virksomheder stoppe arbejdet for at se kampene? Skal de boykotte VM i arbejdstiden eller lade medarbejderne selv bestemme? Mulighederne er mange, men hvert valg er et fravalg. Hver strategi har sine egne problemer og sender sine signaler. Her er nogle overvejelser om VM-kampkommunikationens dilemma – og en anbefalet løsning. 

 

Det er umuligt ikke at tage et politisk valg, fordi VM-begivenheden fylder så meget i virksomhedens hverdag. Hvis kampene blev sendt uden for arbejdstid, var det muligt at gøre det til et privat anliggende, hvor virksomheden kunne undgå at tage stilling til den betændte politiske linedans. Sådan er det desværre ikke. Det djævelske er, at netop sendetiden i arbejdstiden gør det til et aktivt tilvalg og en støtte til værtsnationen, hvis man viser kampene som firmapolitik. Her det famøse One Love-armbind, som nu er blevet forbudt på banen.
 
Omfavn ambivalent: VM-fest i arbejdstiden er politisk støtte på godt og ondt
 
Som virksomhed kan du naturligvis blot lade som ingenting. Altså viser kampene, kommunikerer positivt og festligt, som om intet er hændt i Qatar. Udfra devisen om at man ikke skal blande politik og sport. Virksomhedens apolitiske tilvalg af VM er desværre politiske for vælger du som virksomhed at give medarbejderne fri i arbejdstiden til at se landskampene, bakker du 100 procent op om VM i Qatar på godt og ondt. Et meget bastant signal, som er en smule umusikalsk i forhold til Vestens linedans. Det kan du så vælge at nuancere ved eksplicit at udtrykke, at virksomheden støtter landsholdet og VM som sådan, men naturligvis tager afstand for værtslandets værdier mm. Oplagt formuleret i en mail-invitation til den første kamp. Vigtigt er det her at italesætte at VM i Qatar er kontroversielt og dele kritiske overvejelser. Her er meget af lære af landstræneren hjulmand som har vundet meget på at være åben om sine VM-dilemmaer.  
 
 I praksis rejser VM-omfavnelsen dog en lang række kommunikative problemer og dilemmaer. For hvordan kommunikerer du kritisk distance under landskamp-seeningen i praksis? Det kan nemlig hurtigt blive akavet og mystisk. Sætter du regnbueflag op? Skriver du inklusion på en PowerPoint? Hvordan udtrykker du i mødelokale 24 afstandtagen til migrant arbejdsvilkår? Her er mange uafklarede spørgsmål og forkerte løsninger ude af kontekst. Her et illustrativt eksempel med Novos VP som har lavet sit eget one love armbånd. Er det den rette løsning?
 
 
 
Kommunikationsteoretisk mangler desværre et bredt anerkendt visuelt fælles symbol, som enkelt udtrykker kritikken af VM i Qatar. Et symbol, som kunne samle og synliggøre, hvor man står. For de eksisterende substitutter, som hashtag #onelove-armbindet og regnbueflaget, kan ikke i dag rumme og indramme hele konflikten omkring VM i Qatar.  Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har således meget opfindsomt fået syet en jakke med regnbuefarvede ærmer i Qatar.
 
 
Det kan dog ændre sig, og potentielt kan One Love-armbindet, ikke mindst efter dets ulovliggørelse på fodboldbanen, blive dette vigtige symbol på sigt. Omvendt kan det være for ambivalent og tøsedrengeagtigt, at symbolet for kritik netop er et kritisk armbind, fodboldforbundet ikke tør gå med.
 
 
 
Styrken ved at afholde fodboldkamsparrangementet er, at du som virksomhed spejler det officielle Danmarks ambivalens. Virksomheden står hverken bedre eller dårligere end resten af nationen. Ved konformt at følge landets valg kan man sige, virksomheden reproducerer skellet mellem politik og sport ved blot at gentage den demokratisk bestemte politisering og ikke er mere politiske end alle andre. Her skabes en moralsk kattelem ved at skelne mellem værtsnationen, selve den globale fælles begivenhed og landsholdet. Positionen er, at du tager afstand til det første og støtter VM og landet.
 
Ved konformt at følge landets valg kan man sige, virksomheden reproducerer skellet mellem politik og sport ved blot at gentage den demokratisk bestemte politisering og ikke er mere politiske end alle andre. 
 
Svagheden ved den officielle både-og-strategi er, at det for nogle medarbejdere slet ikke er afstandtagen nok. De, som alle dage har ment, VM i Qatar burde boykottes, mener, at arbejdspladssanktioner mod VM-sening er en unode. De vil derfor mene, at boykot af fælles tv-sening er det eneste rigtige moralske valg og typisk personligt fravælge det kontroversielle fællesarrangement. Prisen for at gøre som regeringen er, at virksomheden fremstår som en medløber. Medløberiet er alt det modsatte af en modig trendsætter i et globalt samfund, som bliver mere og mere woke dag for dag.
 
Frit valg er woke og demokrati i form og funktion
 
En anden mulighed er at fravælge den officiel fællessening, men tillade selvorganiseret kampkiggeri på arbejdspladsen. At fravælge et officielt fællesarrangement er et stærkt signal og en lokal boykot. Her signaleres, at virksomheden har en kritisk holdning, men tolerant tillader, at medarbejderne har andre holdninger.
 
For er det så mig foran min computerskærm, som skal indkøbe et regnbueflag og hænge op til lejligheden? Igen potentielt akavet og svært, fordi selvorganisering gør det svært at sige noget om fælles sprængfarlige politiske emner.  
 
I praksis kan det være svært at navigere og kommunikere, for hvad er en uofficiel begivenhed på arbejdet? En, der ikke omtales på officielle kanaler? Hvad med forplejning, er det også selvorganiserende? Hvad med udsmykning og påklædning, hvor går grænserne her? Hvad med ledelsens deltagelse? Kan de se med? Ja. og her genfindes mange af de samme problematikker, som hvis det var en officielt sanktioneret tv-seening. Også her er problemet, hvordan man udtrykker sin afstandtagen fra værtsnationen Qatar. Et problem, som blot bliver større af, at det er selvorganiserende og demokratisk? For er det så mig foran min computerskærm, som skal indkøbe et regnbueflag og hænge op til lejligheden? Igen potentielt akavet og svært, fordi selvorganisering gør det svært at sige noget om fælles sprængfarlige politiske emner.  
 
Styrken ved frit valg-modellen er her, at man demokratisk respekterer individets ret til at tage stilling selv. Her er både plads til dem, som vil se det, og dem, som vil boykotte det. Denne demokratiske tilgang er uden tvivl den bedste løsning, fordi den er den mest konsensussøgende løsning. Svagheden er, at virksomhedens ambivalens kan ses som et udtryk for mangel på fælles værdier. Hvis medarbejderne selv kan og må tage stilling til, om de må se tv i arbejdstiden, hvad er så det næste, som er åbent for selvvalg og egne værdier? Omvendt kan svagheden ses som en styrke, hvor man giver plads og rum for medarbejderdemokratiet. Den politiske kritik af Qatar er vigtig, men det virker meget insisterende at kræve politisk aktivisme foran fjernsynet tusindvis af kilometer væk som en søgt “tv-seer”-VM-boykot. Frit valg-modellen understøttes således af en fælles konsensus om, at boykotten og den politiske aktivisme skal udfoldelse spektakulært i Qatar af dem, som er til VM. Alt andet er ligegyldigt og søgt politisk korrekt. Nogle medarbejdere vil uden tvivl blive stødt over den officielle usynliggørelse og argumentere for den ambivalente “danske model” som best practice. Altså, argumenteret for den tidligere beskrevne forskel mellem værtsnation og landets deltagelse. Hvor virksomheden derfor bør og kan holde arrangementer, hvis de har den nødvendige kritiske distance. 
 
Den emergerende søvngænger-variant af frit valg
 
Frit valg-modellen kan også optræde i en emergerende søvngænger-variant, hvor det bliver resultatet, fordi virksomheden ikke har taget stilling, men blot lader VM-begivenheden løbe af stablen uden større omtanke. Styrken er, at virksomheden klart kommunikerer, at den er apolitisk. Ved blot at lade det passere undgår man mange af de kommunikative problemer, som er konsekvensen af de andre valg. Ligegyldigheden over for VM kan dog skuffe nogle medarbejdere og ses som endnu et bevis på ledelsens mangel på interesse og omhu. Ja, med den ligegyldighed signalerer man, at virksomheden er uvidende om tidens krav om at være politisk korrekt. 
 
 
Alt i alt er den bevidste frit valg-model den mindst ringe mulighed. Den simple grund er, at den er woke og politisk på en venlig, inkluderende demokratisk måde. Det er den eneste af mulighederne, hvor selve løsningen og processen er demokratisk i form og udtryk.

 

 
VM slut forbudt-valget
 
Endelig har vi den hårde boykot, hvor man boykotter officielt og forbyder VM tv-sening i arbejdstiden. En hård og noget udansk løsning, hvor man definerer, at virksomhedens værdier er afgørende for, hvad der sker på arbejdspladsen. Styrken er, at virksomheden signalerer, at LBGT+-rettigheder og arbejdsforhold er noget som tages alvorligt. At ofre et VM som fælles medarbejderoplevelse er et stærkt signal om, at man er en woke virksomhed for alvor. Svagheden er, at den i praksis er umulig at gennemføre, da alle i princippet let kan se kampene i smug fra deres computer eller telefon. Denne løsning er langt mere radikal end den officielle danske holdning og i direkte opposition til de medarbejdere, som gerne vil se fodbold. Den fremstår derfor meget hård, udemokratisk og kontroversiel, fordi mulighederne for at se landskampe live af mange ses som et nationalt retskrav. At forbyde noget så relativt uskyldigt opfattes også som meget udansk og meget kontroversielt. Ikke mindst, fordi nationalsporten fodbold både opfattes som noget meget fælles og som noget privat, som virksomheden ikke skal blande sig i.
 
 Moralen og argumentet er, at frit valg-modellen er den eneste, som er “One Love”. Den er inkluderende, og det er jo det, vi gerne vil have VM og Qatar-kritikken til at handle om her i det liberale Vesten. God kamp ved skrivebordet. Kilde: Getty Images.
 

Konklusion: Frit valg-modellen er den mindst ringe

Alt i alt er den bevidste frit valg-model den mindst ringe mulighed. Den simple grund er, at den er woke og politisk på en venlig, inkluderende demokratisk måde. Det er den eneste af mulighederne, hvor selve løsningen og processen er demokratisk i form og udtryk. Her er plads til alle, men værdierne er på plads, uden at det er missionerende. Den officielle festligholdelse er svær, fordi ambivalens er kompliceret som kommunikation og i praksis som en ambivalent event. Mens boykotten er udansk og woke-udgrænsende. Dette er alt det modsatte af, hvad dansk fodbold og det danske frisind står for. Moralen og argumentet er, at frit valg-modellen er den eneste, som er “One Love”. Den er inkluderende, og det er jo det, vi gerne vil have VM og Qatar-kritikken til at handle om her i det liberale Vesten. God kamp ved skrivebordet.


 

Relaterede artikler

Kronprinsens kommunikative selvmål - Kronprins Frederik ville ikke svare på, om han tager til Qatar eller ej i forbindelse med VM, da Ekstra Bladet fangede h...
Frygt ej, virksomhed, du kan godt fejre VM - Mange danske virksomheder og organisationer er bange for at træde forkert i forhold til VM i Qatar. Skal man fejre lands...
Brewdogs anti-reklame klinger hult - Brewdog tager afstand til VM i Qatar med sin anti-reklame, hvor ølbryggeren positionerer sig purpose-drevet. Problemet e...
Fagforening kritiserer Brewdogs anti-reklame - Brewdog har tidligere fået kritik for deres anti-reklame i Kforum af tre kommunikationsrådgivere. Nu kritiserer den brit...
Landsholdets sponsorer dropper Qatar - Fem hovedsponsorer for landsholdet holder sig fra Qatar i forbindelse med det kommende VM i fodbold i landet. Et valg, d...
Lektor: Afbud til VM i Qatar er belejligt for Kongehuset - Kronprins og regering slipper ud af en knibe med beslutning om ikke at rejse til Qatar, siger kongehusekspert.
Falske fans eller indere, der er vilde med Tyskland? - VM i Qatar nærmer sig, og medieopmærksomheden intensiveres. I weekenden har videoer af fodboldfans, der angiveligt er an...
Qatar-komité afviser anklager om falske fans - Fodboldfans kan sagtens have følelser for flere nationer, lyder det fra Qatars organisationskomité.
Coca-Cola og McDonald’s skrotter VM-reklamer - McDonald's og Coca-Cola har ikke tænkt sig at reklamere i DK i forbindelse med VM. Andre sponsorer vil dog fortsat rekla...
Danmark dropper One Love-anførerbind af frygt for advarsel - Det danske fodboldlandshold kommer ikke til at bære anførerbind mod diskrimination ved VM i Qatar af frygt for sportslig...
Han siger alle de forkerte ting! - FIFA-præsident Gianni Infantino leverede en timelang politisk ladet monolog lørdag, dagen før VM i Qatar blev sparket i ...
Et f*cking gult kort, DBU? - Det danske landshold spiller tirsdag uden One Love-anførerbindet – som de ellers sagde, de ville – fordi FIFA truer med ...
VM i memes - Fra fake fans, awkward Budweiser, One Love-gate til #BoycottQatar2022... VM er i gang. Det dyreste og måske mest memede ...
Regnbuefarvet Helle Thorning-Schmidt forsvarer landsholdet - Man kan ikke kritisere Danmarks fodboldlandshold i sag om anførerbind, mener Helle Thorning-Schmidt.
Tidl. k-chef for DBU: Kritisk dialog er imaginær - Dansk Boldspil-Unions (DBU) kommunikationschef gennem 22 år, Lars Berendt, retter hård kritik af DBU’s kommunikative lin...
Workfluenceren: altid ellevild jobforelsket - Vi er alle influencers nu. Ikke mindst når vi er på arbejde, hvor kravet er sjove LinkedIn-opslag og likes om, hvor mege...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

31 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Job

Kampagnerådgiver

Frist: 31. december

Projektleder

Frist: 2. januar

Digital Campaign Manager

Frist: 21. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.