ChatGPT kan godt være et menneskeligt tilbageskridt

Hvad har atombomben, maskingeværet, nikotinposer, TikTok og Instagram Reels til fælles? Svaret er, at de alle er eksempler på, at teknologisk udvikling ikke er det samme som menneskelige fremskridt. Ofte skaber teknologisk udvikling tværtimod dårligere menneskeliv og dårligere samfund. Det taler vi bare sjældent om.

Vi ved f.eks., at sociale medier og smartphones er en giftig cocktail, der trækker utallige børn og unge ind i en tilstand af kronisk bekymring, søvnproblemer og andre psykiske lidelser. Samme teknologier puster til ilden i konflikter verden over og danner meningsbobler, som er dybt skadelige for demokratiske samfund. Vi ved også, at for meget skærmtid hæmmer små børns evne til at læse ansigter og lære sociale færdigheder, hvilket er to nødvendige faktorer for at udvikle empati.

Hvis vi så alligevel en sjælden gang taler om det, følges samtalen ikke af hjælp eller regulering, men overlades til personlige valg, selvom flere forskere sammenligner skærmafhængighed med stofafhængighed.

Forestil dig en verden uden biler

På dette bagtæppe reagerede verdens voksende korps af AI ethics-folk – jeg selv inklusive – mildt sagt ikke med tilstrækkelig årvågenhed på lanceringen af ChatGPT. Vi spurgte, om maskinens svar var korrekte, om de havde bias, og hvordan vi bedst sikrede, at den ikke blev misbrugt til f.eks. eksamenssnyd. I stedet for at rette skånselsløs kritik mod OpenAI ledte vi som tech-kapitalismens velopdragne børn efter konstruktive lappeløsninger. Hvordan kunne vi lade en så åbenlyst uhensigtsmæssig lancering af en teknologi, der med ét slag omkalfatrer den globale undervisningssektor og accelererer problemerne med svindel og misinformation, passere så let?

Forestil dig en verden uden biler. Pludselig udsteder en virksomhed 30 millioner biler, som på kort tid spreder sig til store dele af verden. Men vi har ingen færdselsregler, ingen trafiklys eller vejskilte. Eller kørekort, alkoholregulering og aldersbegrænsning. Sæt dig ind, tryk sømmet i bund, og mor dig godt. OpenAI gør sig skyldig i en lignende hensynsløshed ved at lancere ChatGPT uden at forberede samfundets institutioner på det. Ingen fik tid til først at spørge, hvordan teknologien kunne tænkes at påvirke bærende samfundsinstitutioner som forskning og uddannelse. Og ingen fik tid til at spørge, hvad ChatGPT kunne betyde for den i forvejen uoverskuelige mængde af misinformation på nettet.

Vi tror, at teknologien styrer os

Når ingen krævede en sådan betænkningstid, men blot accepterede ChatGPT som en del af vores nye digitale virkelighed, er det udtryk for det grundlæggende problem, at de fleste af os – bevidst eller ubevidst – sværger til teknologisk determinisme. Det er et begreb, vi er nødt til at forstå, hvis vi som civilisation ønsker andre ledestjerner end nye produkter fra Silicon Valley. Som den amerikanske filosof David J. Gunkel lakonisk skrev på Twitter i en kommentar om ChatGPT og uddannelse:

“Den, der ikke bruger tid og kræfter på at forstå teknologisk determinisme, er determineret til at gentage den.”

Teknologisk determinisme rummer bl.a. den forestilling, at det er teknologien, der styrer os, snarere end omvendt. Det medfører, at vi er ude af stand til at kontrollere den eller stoppe en udvikling. Det er dybt problematisk, fordi det, som jeg indledte med at beskrive, er åbenlyst, at teknologisk udvikling sagtens kan være lig med menneskeligt tilbageskridt.

Kritikere bliver kaldt moralister

Nogle indvender, at OpenAI’s nye generative produkter slet ikke hører til i den kategori. Vi bruger jo bare ChatGPT, fordi den er smart. En Twitter-bruger fremviste stolt, hvordan hun med ChatGPT’s hjælp kunne spare fem timer om ugen. Hun slipper f.eks. for selv at planlægge, hvornår hun skal bruge tid med sin familie, hun slipper for selv at skrive sine e-mails og salgspitches, og hun slipper for at spørge sine venner om anbefalinger til, hvilke bøger hun skal læse.

Nærværende medies chefredaktør, Timme Bisgaard Munk, er tilsvarende ukritisk. Han ser generativ AI som en total demokratisering af kreative udtryksformer, hvor mennesker, som hverken kan skrive, tegne, male eller skabe video, pludselig kan udtrykke sig i disse formater – svarer det ikke til at sige, at Just Eat og Wolt har gjort os alle til kokke?. Hvad angår uddannelsesinstitutioners situationsbestemte forbud mod ChatGPT opfordrer chefredaktøren elever til at snyde til eksamen. Kritikere af ChatGPT sætter han i bås med dem, der troede, at fotokunsten ville ødelægge malerkunsten og skriftsproget samtalen. Kritikere af sociale medier kalder han moralister.

Vi forsømmer at stille de vigtigste spørgsmål

Vist kan ChatGPT og sociale medier på visse stræk – og for en umiddelbar betragtning – gøre vores liv mere komfortabelt og måske også sjovere. Men ved ukritisk at omfavne lanceringen af enhver fascinerende ny teknologi og antyde, at skeptikerne er enten bagstræberiske eller moralister, fratager vi ikke blot os selv muligheden for at forberede samfundet på eventuelle skadevirkninger. Vi mister også muligheden for at stille de vigtigste spørgsmål af dem alle:

Gør denne teknologi nogen lykkeligere? Får nogen et bedre liv af denne teknologi? Skaber denne teknologi et bedre samfund?

At stille disse spørgsmål er ikke moraliserende eller et udtryk for fremtidsfrygt. Det er udtryk for en sund interesse i, hvilke teknologier der giver ægte civilisatoriske fremskridt, og hvilke der trækker os baglæns. Det handler om at undslippe den teknologiske determinismes skarpe kløer. Der findes masser af digitale teknogier, som er til stor gavn, og AI har et enormt potentiale inden for sundhed og forskning. Men der findes også masser af teknologi – jeg nævnte eksempler i indledningen – der har uoverskuelige, negative konsekvenser. At ignorere tidligere erfaringer, når vi møder en teknologi som ChatGPT, er ikke modigt, progressivt eller klogt. Det er et svigt af humanismen og et risikabelt knæfald for tech-industriens glitrende produkter.

Øget AI-våbenkapløb med uoverskuelige konsekvenser

En markant og lovreguleret påholdenhed havde samtidig lagt en dæmper på det AI arms race mellem Google, Microsoft/OpenAI og flere andre store spillere, der med den forcerede ChatGPT-lancering har fået et skræmmende skær af desperation over sig. Giganternes kamp om at blive størst inden for AI bliver ikke køn, den bliver ikke til civilsamfundenes fordel, og vi kan være 100 procent sikre på, at den om muligt skubber de ovenstående spørgsmål om menneskets ve og vel endnu længere væk fra deres radar.

Ingen nemme svar

Vejen frem for menneskeheden og teknologien er altid at sætte mennesket forrest. Det hyppigt gentagne mantra om AI for good skal gøres til mere end flotte ord. Også selvom det koster. Også selvom det er nødvendigt at opsætte bureaukratiske benspænd. Morfin og jagtgeværer er også nyttige opfindelser, men kun i de rigtige situationer og med den rigtige uddannelse. Der er en grund til, at ingen af delene kan produceres uden myndighedskontrol og i øvrigt ikke kan købes i 7-Eleven af enhver forbipasserende.

At stille krav til, hvordan tech-industrien laver deres altpåvirkende gigalanceringer af ny AI, vil ikke give os et ja-/nej-svar på, om de store sprogmodeller i sidste ende bliver gode eller dårlige for menneskeheden, for sådan et findes ikke. Men det vil give os muligheden for at få flere nuancer med og inden nye lanceringer være opmærksomme på, for hvem, i hvilke situationer og under hvilke forudsætninger en ny teknologi kan blive til gavn og glæde.