Universitetsforskere i samfundsdebatten
Forskere: Vi mangler kloge debatstemmer

Skal – skal ikke blande sig i debatten? Man kan som forsker risikere at få tæsk uanset hvad. Men er det egentlig ikke en demokratisk forpligtelse som forsker at udtale sig? Foto: Getty Images.

Skrevet af

Jesper Lindholm
Lektor ph.d. AAU

1 artikler

0 indlæg

Selvom mange forskere rent faktisk gør sig gældende i debatten, tenderer det en skuldertackling af demokratiet, når de hænges ud som elitære eremitter, eller når andre helt holder sig ude af rampelyset og dermed ikke medvirker til at kvalificere debat eller beslutningsgrundlag.
Hvis man som universitetsforsker deltager i den offentlige debat, kritiseres man sommetider for at være for akademisk og ude af trit med virkeligheden; eller omvendt for at være politiserende og ikke tilstrækkelig akademisk.
 
Hvis man så – måske af disse grunde – ikke ønsker at deltage i den offentlige debat, udsætter man sig selv for kritik for ikke at medvirke til at kvalificere debatten eller for ikke at levere varen for de skattekroner, som menigmand betaler til ens løn.
 
At navigere i disse oprørte vande er vanskeligt, særligt for yngre forskere. Og her har vi problemstillingen i en nøddeskal: ”Incedit in Scyllam, qui vult vitare Charybdin” – ”den falder i hænderne på Skylla, som vil undgå Charybdis”. Eller på nydansk: “You’re damned if you do and damned if you don’t”. Min påstand er, at dette forhold kan anses som et potentielt problem for demokratiet og det, Hal Koch kaldte den demokratiske samtale. Lad mig forklare i det følgende.
 
Arbejdsgivers krav
Lad os først undersøge, om en forsker er forpligtet til at deltage i samfundsdebatten. I bekendtgørelsen om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter (ja, det hedder den) fremgår det, at opgaverne er forskning og forskningsbaseret undervisning samt dertilhørende aktiviteter.
 
Stillingen kan endeligt ”omfatte videnudveksling med samfundet – herunder deltagelse i den offentlige debat.” Så der foreligger ikke en decideret pligt hertil fra arbejdsgiver. Pressekontakt kan da heller ikke godskrives på forskerens timeregnskab.
 
Det fremgår imidlertid af universitetsloven, at universiteterne ”skal…tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”, fordi dette medvirker til at sætte arbejdsgiveren på landkortet som en ”central viden- og kulturbærende institution”, der skal ”udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund” (universitetslovens § 2, stk. 3).
 
Med uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers interesse for erhvervsretning, vækst og innovation kommer der sandsynligvis mere fokus på forskningskommunikation. Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix.
 
Dette ønske hos arbejdsgiver er styrket i de senere år. Forskeren kan samtidigt få udbredt kendskabet til sin forskning og faglige vurderinger. Ideelt set har det arbejdsgivende universitet, forskeren selv og det omgivende samfund gavn heraf.
 
Politikernes holdning
Derfor er det også paradoksalt, at regering og lovgiver (der står bag universitetsloven) har medvirket til at skabe en til tider negativ holdning til forskeres deltagelse i debatten. Vi husker alle Anders Fogh Rasmussens nytårstale fra 2002 med de efterhånden så berømte ord:
”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne (...) Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.”
 
Som i så mange andre situationer blev sproget her den halve skade. Dele af samfundet så det som et startskud til en veritabel klapjagt på ”eksperter”, herunder forskere. Ordet ”smagsdommer” blev folkeeje, og kommentarsporene til artikler på elektroniske og sociale medier svømmede over af ukvemsord om alle, der tillod sig at udtale sig på forskningsmæssigt oplyst grundlag, og med godtkøbsbetragtninger om en given forskers ret til overhovedet at blande sig.
 

Et stigende antal politikere og meningsdannere abonnerer imidlertid på
den udbredte misforståelse, at man "politiserer", hvis man som forsker udtaler sig om emner, som politikere har haft en mening om.


Selvom det er lidt anderledes i dag, bruges forskernes vurderinger stadig til at slå på, så man kan profilere sig selv som ”en (politiker) af folket” med langt mere forståelse for virkeligheden end fantaster i elfenbenstårne.

Man behøver sådan set ikke at være enig i en forskers udtalelser. Slet ikke. Eller faktisk overhovedet ikke. Det er naturligvis også i orden sagligt at udfordre præmisserne for en forskers resultater eller vurderinger. Netop dét er efter min mening faktisk en del af den demokratiske samtale. Et stigende antal politikere og meningsdannere abonnerer imidlertid på den udbredte misforståelse, at man "politiserer", hvis man som forsker udtaler sig om emner, som politikere har haft en mening om.

Og det uagtet, at politikeren måske først for nylig har dannet sig en mening om det givne emne på et eventuelt ganske løseligt grundlag. Her er vi altså meget langt fra den anerkendende tilgang, som for mere end et halvt århundrede siden blev forskningsmæssige fyrtårne som Løgstrup, Sløk og P.G. Lindhardt til del for deres rolle i samfundsdebatten (uden sammenligning med nutidige forskere i øvrigt). Men mindre ville også kunne gøre det.   
 
Kampen om platformen
Det øgede antal aktører på videndelingsområdet kan også nævnes som en forklaringsfaktor i universitetsforskerens til tider skizofrene holdning til debatbidrag. Der findes i dag utallige ”tænketanke” og lignende, hvis opdrag, metode, finansiering og (u)afhængighed ikke altid er lige indlysende eller transparent.
 

Kan vi stole på, at tænketanke og andre ikke hælder hovedet til
den primære finansieringskildes interesser, når de bidrager til debatten?

 
Der er tale om tænkeenheder, som udelukkende skal bedrive forskning og videndeling. Eller tanke, hvor der tænkes noget om aktuelle problemstillinger i en form, som er klart egnet til formidling og debatindslag, men ikke er egentlig forskning. I alle tilfælde er der ikke undervisningsforpligtelse for de nævnte forskere eller formidlere, hvilket betyder, at de vil kunne koncentrere sig helt og fuldt om formidling. Derfor vil de ofte være mere fleksible i forhold til pressebetjening end universitetsforskeren.
 
Men er det et problem? Så længe pressen kan hente en eller anden ekspert ind, er der jo ingen ko på isen, kunne rationalet være. Men kunne man ikke hævde, at der kan være tale om en glidebane i forhold til spørgsmålet om aktørens uafhængighed?
 
Universitetsforskeren er forpligtet på at fremlægge sine vurderinger uafhængigt af udefrakommende aktørers interesser. Nyere eksempler på, at dette er slået fejl, fx i ”gyllegate”, hører fortsat til undtagelserne. På den anden side: Kan vi stole på, at tænketanke og andre ikke hælder hovedet til den primære finansieringskildes interesser, når de bidrager til debatten?
 
I langt de fleste tilfælde kan vi nok, håber jeg. Men pointen er også, at uni-forskeren af de ovennævnte grunde kan være presset eller fristet til simpelthen at overlade pressebetjeningen til mere formidlingsagile aktører. Og dermed igen at melde sig ud af den demokratiske samtale.
 
Pressens rolle
Bidrager man alligevel til mediernes dækning af egne fagområder, bør man forberede sig på at udvise en vis tålmodighed i forhold til pressen. Man vænner sig efterhånden til at sætte rammerne for et interview, så man eksempelvis undgår at få skåret så meget ned på ens udsagn, at det bliver fagligt intetsigende. Men også i den indlæringsproces falder nogle naturligt fra, fordi de mener at have bedre ting at bruge deres arbejdsliv og fritid til.
 

Pressen prioriterer ofte de hurtige historier,
hvor politikere, kommentatorer og kendisser sætter dagsordenen. 
Fremfor at lægge ressourcer i mere centrale og overordnede problemstillinger,
hvor forskningsvinklen kunne være mere fremherskende.

 
Andre bliver hængende i håbet om, at journalistens besværgelser om, at ”det kun tager fem minutter”, undtagelsesvist holder stik. Der kan særligt være grund til i disse situationer at afvise en forespørgsel, når man fornemmer, at ens bidrag udelukkende udfylder rollen som modpol til en given politisk udmelding, blot for den bipolare diskussions skyld.
 
I disse tilfælde kan vi som forskere uforvarende medvirke til at gøre sekundære problemstillinger og ikke-gennemarbejdede meldinger til dagens historie. På den konto risikerer vi, at mere presserende emner ikke bliver genstand for offentlig debat eller forsøges løst. Pressen prioriterer ofte de hurtige historier, hvor politikere, kommentatorer og kendisser sætter dagsordenen. Fremfor at lægge ressourcer i mere centrale og overordnede problemstillinger, hvor forskningsvinklen kunne være mere fremherskende.
 
Større selvrefleksion hos pressen over anvendelsen af forskere i mediebilledet er ønskværdigt; og det kunne denne skribent ønske sig hos visse medier. Måske ville flere forskere så tænkes at ville bidrage konstruktivt.
      
Skal – skal ikke?
Men er der overhovedet et problem af demokratiske dimensioner, som jeg hævder?
 
Nogle vil givet anse ovenstående som navlepillende piveri. Andre vil med henvisning til den gamle smagsdommer-retorik hilse universitetsforskeres mulige fravær i samfundsdebatten velkommen eller smælde mod dem, der alligevel deltager. Tilbage står imidlertid, at objektivitet og uafhængighed mere end nogensinde før burde ses som hædersmærker i en samfundsdebat, der ellers synes at være kendetegnet af postfaktualitet og falske nyheder.
 
Universitetsforskeres deltagelse i samfundsdebatten kan ikke sikre imod sidstnævnte forhold. Men de kan bidrage til forebyggelsen heraf gennem formidling af faktisk viden og faglige vurderinger.
 
Overvejelserne hos universitetsforskeren bør imidlertid stedse være, om det vil tjene et overordnet oplysningsformål at deltage i den offentlige debat. Eller om de personlige, faglige og tidsmæssige omkostninger bliver for store. Begge tilgange er for så vidt helt legitime, hvilket det omgivende samfund også må forstå.
 
Forhåbentligt vil de heldigvis mange forskere inden for mangfoldige fagfelter, der allerede i dag gør sig gældende, fortsætte ufortrødent hermed. Det være sig Svend Brinkmann, Rasmus Willig eller helt andre, herunder mine aktive jurist-fagfæller; ingen nævnt, ingen glemt.
 
Og forhåbentlig vil de forskere, der omvendt har trukket sig eller aldrig er kommet i gang, også overveje, om ikke, de nu tør og orker; om ikke selvcensuren skal forlades. Det tjener nu engang samfund og reel demokratisk samtale bedst, hvis man giver forskere mulighed for at kunne navigere sikkert mellem Skyllas spidse tænder og Charybdis’ malstrøm.

Relaterede artikler

"Vi vil forske - ikke spille klovn i medierne!" - Vi er godt på vej, og kommunikation sniger sig da også hele tiden tættere ind på forskerne. Men der er stadig langt mell...
Bliv bedre til at skrive med tænke-højt-protokoller - Hvordan oplever modtagerne din tekst – hvad enten der er tale om et brev fra jobcentret, en henvendelse fra kommunen ell...
Censur, tøjpoliti og krænkelseskultur - Skal universiteterne blande sig, når nye studerende bliver bedt om at klæde sig ud som f.eks. mexicanere, white trash el...
Lader forskerne sig udnytte? - Universiteterne betaler store forlag uhyrlige summer for at få adgang til artikler, som universitetsansatte forskere har...
Vi har glemt fugleperspektivet - Virksomheder kan få store udviklingsfordele og øget konkurrencekraft ved at tænke langsigtet og overordnet. Desværre er ...
§ 20-spørgsmål til ministeren - I foråret 2018 havde førsteårsholdet på retorikstudiet ved Københavns Universitet den opgave at analysere og bedømme sel...
Kunsten at mestre en ledertale - Fokusér på dit budskab, vær troværdig og struktureret, og gi’ noget af dig selv. Det er blot et par af de virkemidler, d...
Al Gore brølede sin troværdighed i bund - Når et budskab skal stå stærkt og lede til, at folk tager action på det, der bliver sagt, er det vigtigt, at taleren får...

Giv din stemme

10 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Pressekonsulent og -rådgiver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.