|
|
Undersøgelse af den moderne ensomhed
Samfundet fremelsker afgrundsdyb ensomhed

Ensomheden synes at være et grundvilkår for det moderne menneske. Men hvorfor? Og kan vi gøre noget ved det? SMK (Creative commons lic.): Ejnar Nielsen "Og i hans øjne så jeg døden".

Skrevet af

Jakob Brønnum
Forfatter

5 artikler

0 indlæg

Ensomheden findes. Men hvad er den? Er den en epidemi? Er den en naturtilstand for det senmoderne menneske? Er den noget, vi kan gøre noget ved? Og hvordan kan man beskrive den? Forfatter og teolog Jakob Brønnum tager en dyb indånding og dykker ned i den tabuiserede stille sø.

Hvad fortæller det os, når vi ser et sovende menneske i et undergrundstog? Det fortæller noget om kedsomhed. Det fortæller noget om tidspunktet på døgnet. Det fortæller mig, at der er en historie om en begivenhed, jeg ikke kender. Men jeg overser det centrale. Det fortæller om ensomhed.

 
 
Ensomheden pibler frem for tiden i mediebilledet. En engelsk udredningskommission, opkaldt efter Jo Cox, den socialpolitiker, der i 2016 blev myrdet af højrenationalister, kalder ensomheden ”vor tids store ondskab”. Det engelske parlamentsmedlem Rachel Reeves trækker linjerne op, når hun ser ensomhed som en klar konsekvens af samfundsudviklingen: "Når den kultur og de fællesskaber, som holdt sammen på os er væk, kan vi blive ramt af følelsen af at være forladt og afskåret fra samfundet. Det er en social epidemi."
 
Det eminente amerikanske ugemagasin The New Yorker har i løbet af det seneste år bragt en række korte artikler, der tilsammen udgør et galleri af ensomhedens bybilleder. Tegneren Kristen Radtke har fået øje på ensomheden i byens landskab.
 
Pludselig så hun, hvor mange billeder af ensomhed der stak frem i storbyen, når man først fokuserede på det. Den ensomme kioskbestyrer. Han sidder der hele dagen og glor ud på de forbipasserende. Indimellem kigger han på sin mobiltelefon, men det bliver han ikke mindre alene af. Hvordan påvirker denne arbejdssituation ham som menneske? Eller er billedet af ensomheden, som vi har opdaget, større end den ensomhed, han føler?
 
Ensomheden i en parkeringskælder
Et andet billede, Kristen Radtke bringer, er et af kvinden, der står i en mennesketom parkeringskælder og gennemfører en telefonsamtale, der åbenbart ikke kan vente, til hun er kommet et andet og mere menneskeligt sted hen.
 
Selve raseriet i tonefaldet gør ikke billedet af ensomhed mindre stærkt. Hun hæver stemmen. Men det er et forsøg på at bruge en kraft i stemme og tale, som selve ensomheden, der lyser ud af kvinden, lænet op af en lille betonsøjle i parkeringskælderen, synes at modvirke.
 
BBC har i en bemærkelsesværdig oversigt efter et projekt, der skulle afklare arten og omfanget af det moderne menneskes ensomhed, forsøgt at gøre op med fem myter om ensomheden. 
 
En af spørgesiderne i den omfattende undersøgelse af ensomhed, BBC har initieret.
 
En af dem er, at man har konstateret, at ensomheden ikke nødvendigvis i dag er større end tidligere, men at der er mere fokus på den. Men hvad er egentlig ensomhed, hvor kommer den fra, og hvad gør den ved mennesker?
 
En af mine gode venner, en journalist og mediepersonlighed, lokalpolitiker og en stor selfiefotograf, trådte for nogen tid siden frem og bekendte en tilstand, han var i. Nærmest som om han havde været alkoholiker eller ludoman og havde forpestet livet for sin familie.
 
Men det var slet ikke på det plan. Manden bekendte, at han var ensom. At han havde været ensom, men at han nu var ved at komme over det. Det var ikke sådan, han udtrykte sig; jeg citerer efter hukommelsen. Måske hedder det slet ikke ”komme over det”, men ”komme igennem det.” Eller: ”komme til forståelse af det.”
 
Den amerikanske forfatter og journalist Rachel Syme citerer i en anmeldelse Olivia Laing, forfatteren til bogen The Lonely City,  for en fuldstændig tilsvarende oplevelse: ”Ensomheden er vanskelig at bekende og svær at sætte i bås. Og desuden bliver man sygeliggjort, hvis man siger, man er ensom. Folk anser det for noget smitsomt.”
 
Undertitlen på Olivia Langs bog mere end antyder, at det at være alene ikke behøver resultere i ensomhed. 
 
Et af de ensomhedsbilleder, vi aldrig ser, som Kristin Radtke har fundet i New Yorks ensomme cityscape, er det, vi alle sammen har fra tid til anden: drømmen om et andet menneskes lejlighed. Man går forbi et sted og forestiller sig, hvor dejligt det ville være at bo der. Hvor hyggeligt, varmt og rart det ville være. Og med så meget plads  og udsigten fra altanen. Men vi taler jo ikke om lejligheden. Vi taler om vores eget liv. Det behøver ikke betyde, at man er ensom, men det er åbenbart et træk, der kan forbindes med ensomhed for et menneske, der lever og bor i New York.
 
Ensomhed som sundhedskrise
I en artikel i tidsskriftet New Republic forklarer den amerikanske videnskabsjournalist Judith Shulevitz, at når man tidligere talte om ensomhed, blev det opfattet som et socialt problem. Som noget, der var konsekvensen af en stærkt konformistisk kultur med sine normkrav, noget, den ensomme ikke ville eller kunne leve op til, og derfor var vedkommende blevet ensom. I dag opfatter man det som en ”public health crisis”.
 
Man bruger den såkaldte ”UCLA Loneliness Scale” i forskellige sammenhænge; et spørgeskema med 20 spørgsmål omkring temaet ”nærhed”, “How often do you feel close to people?” og i den dur. Det viser sig, at 30 procent af amerikanerne indimellem føler sig ensomme.
 
I den sammenhæng debatterer Shulevitz, hvorvidt ensomhed er helbredsmæssigt farligt, endda dødelig. Hun henviser til, at psykobiologer mener, at ensomhed sender forkerte hormonelle signaler, og det på langt sigt virker helbredsnedbrydende.
 
I BBC's undersøgelse er en af de myter, man ser på, netop, at ensomhed skulle være dødelig: ”This one is a bit more complicated,” hedder det. Det anføres, at de videnskabelige undersøgelser synes at påvise, at ensomme mennesker har en mere end 30 procent øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, og ensomme har højere blodtryk og lavere gennemsnitslevealder.
 
Ensomhed er mere end en mental tilstand. SMK (Creative commons lic.): Vilhelm Hammershøi "Fem portrætter, Skitse til maleri".
 
Men hvad er ensomhed egentlig? Som Shulevitz gør opmærksom på, mente ensomhedens første egentlige teoretiker blandt psykologerne Frieda Fromm-Reichmann (1889-1957), at ensomhed ikke må forveksles med følelsen af at være alene, som f.eks. det kreative menneske, der trækker sig tilbage.
 
Heller ikke den følelse af at være alene i verden, man kan have, hvis man en enkelt gang skulle være gerådet ud i et alvorligt skænderi med sin elskede, må forstås som ensomhed i psykologisk eller klinisk forstand. Ensomhed er mangel på intimitet. Det er også den forudsætning, det amerikanske spørgeskema opererer med.
 
Vi lader den lige stå et øjeblik. Mangel på intimitet.
 
Manglen på intimitet behøver ikke betyde, at der ikke er nogen, der kan lide dig. Det betyder ikke, at min ven ikke var lykkelig i sit liv og sine omstændigheder. Men han er ikke i stand til at indgå i relationer, hvor man føler intimitet.
 
Undvigelsen af den ensomme
Frieda Fromm-Reichmann bemærkede, ligesom min ven, at ensomhed er skamfuldt. Hun iagttog den undvigelse over for den ensomme, som vi foretager. Det minder om den undvigelse, vi også foretager, hvad angår psykisk syge. Hvis ensomhed dybdepsykologisk set er forbundet med intimitet og samtidig er skambelagt, så forstår man godt, hvorfor vi løber skrigende væk, når vi hører om det.
 
Måske knapt så meget fordi, som Fromm-Reichmann antager, det minder os om muligheden for vores egen ensomhed. Men fordi det vil være forbundet med krav til os, hvis vi går ind i den zone af ensomhed, vi møder.
 
Er der noget, der viser, at det her ikke er et menneske, der foretrækker at være alene, at dette er et ensomt menneske? SMK (Creative commons lic.): Vilhelm Hammershøi. "Stue i Strandgade med solskin på gulvet". 
 
Over for døden, for nu at tage et andet eksempel end ensomhed og sindssygdom, som fænomener vi reagerer på gennem tabuisering, gør der sig jo netop det modsatte gældende. Vi trækker os ikke under enhver omstændighed tilbage, selvom vi alt for ofte gør det. Men vi er også tiltrukket af døden, når vi støder på den, fordi det minder os om vores egen mulige død, det helt store mysterium i tilværelsen, og vi nærmer os den dagligt gennem intens beskæftigelse med den i krimier i film- og bogform og i vores svælgen i kriminyheder.
 
Døden på behørig afstand får os ikke til at trække os tilbage, men stimulerer en nysgerrighed. På behørig psykologisk afstand og filtreret som underholdning. Hvorfor trækker vi os så tilbage, når vi fornemmer den ensommes tilstand, og måske ubevidst, hans hormonelle forvirring?
 
En grædefærdig mangel på intimitet
Måske skal vi grave dybere end til det enkelte menneskes sindstemninger eller karakter eller udtryk, der skræmmer os væk. Måske skal vi se på nogle sociale og eksistentielle tilstande i og omkring os.
 
Eller med andre ord. Hvad skaber vores ensomhed andet end, at vi lever alene i storbyen? Og den skaber ikke alene ensomheden. Vi elsker samtidig den mulighed, der er for, at vi kan forsvinde fra overfladen, hvis det passer os, og stadig leve et storbyliv helt og fuldt.
 
Nogle gange hører man den påstand, at ensomhedsepidemien kommer af neoliberalismen. Det er et godt bud, men det mangler nogle faktorer. Der kommer efter min opfattelse ikke ensomhed alene af, at det socialliberale samfundsystem, med de stærke nationaløkonomier, der kunne bruge overskuddet til at hjælpe de svage i samfundet og samtidig havde store og robuste samfundsinstutioner, der kunne magte opgaven, fra cirka 1980 er blevet afmonteret, afreguleret og milliardærvældet, hedgefonde, riskkapitalisme og ufravigelig målstyring er trådt i stedet. Selvom det hjælper.
 
Ensomheden ligger dybere. Hvis man skal skælde ud på det moderne markeds hegemoni, (altså, dets overherredømme over hele samfundslivet, der får alt, hvad vi foretager os, til at skulle forstås i markedstermer, -strukturer og -reaktioner), så ligger det i den indflydelse, reklamesproget har fået.
 
Gennem reklamesproget, der siver ind i alle det offentlige rums udtryksformer, er ind på den offentlige scene trådt en form for førdemokratisk værdisystem, der minder om de patriarkale værdiers loyalitetsnormer, vi ellers har forladt, historisk set. Man må ikke kritisere varemærker, fordi så mister de værdi. Og pludselig opfører alting sig som varemærker, også offentlige institutioner, politiske partier og hvad som helst, der kan, vil og skal ses i det offentlige rum.
 
Man må ikke tale om problemer, man må kun tale om udfordringer. Newspeak, som George Orwell kaldte det i sin skelsættende roman 1984 (1948) om de totalitære samfund, først og fremmest inspireret af Hitlertyskland, Sovjetunionen og Kina. Newspeak skaber ensomhed, fordi det er udtryk for en mangel på sproglig og bevidsthedsmæssig intimitet. 
 
To eksempler: Når vi kalder et problem en udfordring, kan der let være en indbygget løgn af hensyn til beskyttelse af brandet. Vi må for alt i verden ikke lade andre se, at det er hundesvært. Vi skal derfor lade som om alt er ok og det bare lige er en udfordring, vi skal stramme os lidt an for. Når man går på arbejde på en løgn af den karakter, mister man nærkontakten med tilværelsen på det punkt, fordi man hele tiden skal huske ikke at vise den indbyggede uærlighed og hele tiden huske at fortolke de uundgåelige sandheder i forhold til den.
 
Man mister intimiteten og et vist mål af eksistentiel, social eller personlig ensomhed indfinder sig. Det er en fremmedgørelse, der er indbygget i dagligdagen. Der er naturligvis mange andre på forskellige bevidstedsmæssige og sociale niveauer.
 
Når vi omdøber Finansministeriets Personalestyrelsen, der i sidste ende står for økonomien på alle offentlige arbejdspladser, til Moderniseringsstyrelsen, som det skete for nogle år siden, og når alle ved, der er en mangeårig nedskæringspolitik i hele den offentlige sektor, hvor en hvilken som helst omdannelse altid skal være mere omkostningseffektiv end tidligere, så lyver vi for vores bevidsthed og vores egen professionelle forståelse.
 
Vi skoler os selv til automatisk ikke at få idéer, der koster mere, selvom det reelt ville være den modernisering, vi kunne stå inde for, fordi det ville rumme den forbedring alle ved, er tiltrængt. Vi tvinger os selv til at få dårligere idéer end vi kunne, og skaber derved et tomrum mellem os selv og vores fag. En mangel på intimitet med vores egen kunnen. Og mangel på intimitet skaber ensomhed.
Den totalitaristiske ensomhed. Stillbillede fra filmatiseringen af "1984".
 
Sådan et sted, hvor alt vildtvoksende, alt, der ikke har nytteværdi og derfor virker overflødigt, bliver fjernet med en økonomisk grønthøster, sådan et sted er der koldt og hårdt og ensomt at være.
 
Der bliver skabt en afgrundsdyb, grædefærdig mangel på intimitet med livet selv. Livet er det, der skaber glæde ved uforudsigelighed, ved at få lov at vokse lidt i en anden retning en gang imellem og ved at blive beundret for det i fællesskab mellem mennesker. Spørgsmålet er, om ikke ensomheden er en indbygget del af vores livssyn og menneskesyn?
 
"Din hjerne reagerer positivt på sociale sammenhænge"
Det medfører således en påstand: Teknologien og det strenge naturvidenskabelige menneskesyn skaber ensomhed.
Et eksempel: En quiz på dr.dk skulle afklare, om man var autist eller havde lidt af autismespektret i sig, hvilket mange lidt halvnørdede typer jo godt kan lide at spøge med, at de har. Det havde jeg så ikke, overraskende nok.
 
Men jeg fik at vide, at ”dine svar viser, at din hjerne reagerer positivt på sociale sammenhænge.” Hvis jeg ikke var autist inden, så var jeg i hvert fald ensom, efter jeg havde læst quizresultatet.
 
Det er skrupforkert. Det er ikke, fordi min hjerne reagerer positivt på sociale sammenhænge, at jeg ikke er autist. At jeg ikke er autist, viser sig ved, at jeg ikke har noget imod fællesskaber. Det kan man så måle i min hjerne. Fint nok, men det er ikke hjernen, der skaber det. Hvad er det så? Det er bevidstheden, det menneskelig åndsliv. Den lader vi også lige stå et øjeblik. Og vender tilbage til lidt senere.
 
Et andet eksempel: Indtil plastikken kom frem efter Anden Verdenskrig havde menneskeheden ikke på noget tidspunkt været omgivet af nogen form for materialer, der ikke reagerer med tid, med luften og dens fugtmættethed, ikke reagerer med en naturligt og ofte forskønnende ældning ved almindelig brug. Alle ting skulle plejes, pudses, smøres og behandles.
 
Det gnidningsløse køkken, made of plastic, der ikke reagerer på tid. 
 
Det kan godt være, at det var mere besværligt, og det krævede husholdninger med mange mennesker i sving. Men hver enkelt ting bekræftede os som menneske, fordi det satte os i kontakt med naturen og den organiske virkelighed omkring os.
 
Hver enkel ting kom fra et sted, som vi havde billeder af. De var blevet forarbejdet af håndværkere, hvis håndværk vi kendte. Deres funktionalitet, ikke sjældent årstidsbestemt, bekræftede os som levende mennesker i det daglige her og nu. Visse hjul skulle smøres mere i tørre årstider og gav den slags signaler, man ikke tænker over den dybe sammenhæng i, men blot irriteres over.
 
Den dybe sammenhæng er, at tingen fortalte, hvilken årstid det var. Alle ting skabte en intimitet med tilværelsen som plastik afskaffer. Plastik reagerer ikke på noget som helst. Det mangler helt en form for tingenes biorytmer, som taler til os i et subliminalt sprog om intimitet med selve tilværelsen.
 
Da vi herhjemme skiftede 95 % af plastikken ud i vores køkken, begyndte jeg at sanse på en helt ny måde. Jeg bemærkede pludselig følelsen af et træhåndtag, der havde årer, frem for det stumme plastikhåndtag, der kun ændrer sig, fordi det er noget billigt lort og burde smides ud. I øvrigt meget hurtigere end redskaber, der er lavet af materialer, der stammer fra et naturmateriale og passes ordentligt. Årerne taler om naturens historie i tid og om træets form, at det vokser og i det hele taget findes et sted med sin uforudsigelige skønhed. Det taler ikke ret højt, men det taler.
 
Et tredje dybt fremmedgørende element, der skaber en eksistentiel og personlig ensomhed, der endnu knapt er erkendt, fordi det er så nyt, er naturligvis den ammende moder med mobiltelefonen. Enhver voksen, der har prøvet at komme i kontakt med et andet menneske i familien, der er optaget af sin mobiltelefon, ved, hvad jeg mener. Man tænker med gru tilbage på den sanselighed og sensitivitet, man havde som barn over for sine forældres mindste sanseudtryk og stemningsforandringer.
 
Nu ligger millioner og atter millioner af børn og stirrer ud i en mur af fravær. At være bag sådan en mur i sine første formative år kan ikke være morsomt at bære rundt på som grundelement i tilværelsen. Vi får se, hvad det kommer til at betyde på den eksistentielle ensomhedsskala.
 
Den moralske forbindelse
Teknologiens eksistentielle og naturmæssige stumhed skaber en grundlæggende mangel på eksistentiel intimitet. Det er én faktor. En anden er vores fravær af moralsk forpligtelse. Ligesom plastik er det også noget relativt nyt.
 
I det førdemokratiske samfund havde alle mennesker en samfundsmæssig og familiemæssig bestemt sammenhæng med hinanden, og i den sammenhæng indgik der et sæt moralske handlemønstre. Man var moralsk forpligtet til at tage sig af sine gamle forældre. I mindre sammenhæng ville der være former for gensidighed og forventning, som havde karakter af moralsk forpligtelse, f. eks. hvis naboen lå syg. Man ville hjælpe med at fordre dyrene.
 
Jeg har set det på landet, hvor jeg kom som lille dreng, som en ubestridt moralsk forudsætning. Helt op i slutningen af 1960’erne så man, hvordan folk på nærtliggende gårde trådte ind og hjalp hinanden i forskellige nødsituationer.
 
Er det mangel på moralsk forpligtelse som referenceramme, der gør, at vi viger tilbage, når vi står over for et menneske, der af den ene eller anden grund ikke kan skabe intimitet i sit liv og måske udstråler netop dét, udstråler dyb ensomhed, så vi frastødes?
 
Et tankeeksperiment: Hvis der var en generel moralsk forpligtelse som i de gamle, små samfund, ville den ensomme også kende den, og den, der så os række ud efter ham, alle vidste var ensom, ville også kende den. Skammen ville reduceres. Vi ville i mindre grad skamme os, og vi ville i mindre grad frygte, at den ensomme begyndte at spise af os i store lunser, for der ville eksistere en almenkendt udvej.
 
At komme en ensom i møde ville være en accepteret social handling, der ville foregå inden for en ramme, alle kendte, og ikke som nu, en handling, der bryder det sociale mønster og udstiller os sammen med den ensomme.
 
Det førdemokratiske menneske kunne også være ensomt. Dets ensomhed ville ikke blot være en social udstødelse, men også en eksistentiel udstødelse. For i det livssyn indgik der også en religiøs overbygning, der gjorde, at man tænkte sig sammenhænge mellem tilværelsen her og nu og efterlivet med sin dom og mulige fortabelse. Et udstødt menneske i den religiøse sammenhæng ville også være et eksistentielt fortabt menneske i de fleste andre sammenhænge.
 
Den eksistentielle udstødelse fødes vi med i dag, fordi naturvidenskaben har forklaret os, at vores bevidsthed ikke er ånd, som vi deler med hele menneskeheden. Vi er fra fødslen endeløst eksistentielt alene. Det, som for det religiøse menneske  hvilket i store træk vil sige alle mennesker, der har levet i hele menneskehedens historie frem til og med et par generationer efter Oplysningstiden i 1700-tallet  var sjælen, ånden og indfældethed i livet, er i dag en biologisk mekanisme.
 
Ganske vist er den foreløbigt uforklarlige udvikling i hjernen en følge af, ganske vist endnu ikke fuldt beskrevne, udviklingstrin i evolutionen.
 
Oscar Wilde (1854-1900) sammenfattede den nye tilstand (citeret af Rachel Syme): ”Vi fødes ensomme, lever ensomme og dør ensomme.”
 
Den eksistentielle tomhed
Vi lever i en tomhed skabt af opdagelsen af, at mennesket enkeltvist ikke tilhører et livsbeslægtet fællesskab af mennesker, der alle besidder en bevidsthed eller ånd, som det er blevet givet af en kraft, der er evig og udødelig, hvilket både filosoffen Platon i det antikke Athen og teologen Paulus i Det Nye Testamente mente  og som sagt stort set også alle andre mennesker frem til midt i 1800-tallet.
 
Denne eksistentielle tomhed er et helt nyt fænomen, der kun glimtvis er iagttaget i filosofihistorien i forskellige skikkelser hos folk som Seneca, Lukrets og enkelte andre, indtil oplysningsfilosofferne langsomt, men sikkert gør den til et esksistensvilkår.
 
Søren Kierkegaard (1813-55) gør i Begrebet Angest opmærksom på, at angst er noget, der kommer, når mennesket af en eller anden grund føler tomhed. Bevidstheden kan ikke være tom, men må fyldes med noget, og når der ikke er andet, fyldes den med angst. Spørgsmålet er, om der ikke indgår en mild form for angst i erkendt ensomhed? Den angst, der kommer af tomhed. Foruden skammen ved at være uden for som socialt væsen.
 
Spørgsmålet er, om den vokser livet igennem? BBC’s undersøgelse afliver den myte. Ganske vist udgør ensomhed en særlig fare for ældre mennesker, men den findes også f.eks. i teenageårene, og undersøgelser viser, at op til 60 % af ældre mennesker sjældent føler sig ensomme.
 
Det fremmede menneske
Et af de mest gribende studier af manglen på intimitet som eksistentiel ensomhed står i Camus' lille roman Den fremmede (1942).
Hovedpersonen Mersault kan ingenting føle, der kan skabe sammenhæng med noget andet. Han kan ikke bringe sig til at føle noget ved sin moders død – en grov provokation i et katolsk Frankrig. Han kan ikke føle noget ved Marie, som elsker ham, ikke engang, da de svømmer nøgne sammen i havet, og slet ikke, da hun erklærer ham sin varme kærlighed.
 
Og han kan ikke føle noget ved de fire pistolskud, han sender i en tilfældig mand i et sammenfald af uheldige omstændigheder. Det eneste i livet, han kan skabe intimitet til, er den død, der derefter venter ham ved henrettelse.
 
Mersault er ikke i stand til at dele sin menneskelighed med andre mennesker på en måde, der gør begge dele virkelige. Både menneskeligheden og det at dele.
 
Det er ikke en biologisk omstændighed. Det er en åndelig omstændighed, en bevidsthedsmæssig mulighed, men det har vi skudt bort. Nøjagtig som i slutningen af romanen 1984, da den totalitære stats forsøg på udslettelse af den individuelle personlighed havde banket hovedpersonerne  de elskende, Winston og Julia  så flade, at de havde glemt hinanden som mennesker. Glemt, hvad de vakte i hinanden. De genkendte hinanden og gik ensomme hver til sit.
 
Vi er ensomme i en ny tids totalitarisme. En totalitarisme opbygget af reklamesproget og teknologien og i naturvidenskabens bogstaveligt talt åndsløse livsbeskrivelser. En totalitarisme, som rummer et indbygget fravær af nærhed mellem mennesket og det liv, det fødes ind i.
 
Fortsættelsen på Oscar Wilde-citatet, som man næsten altid glemmer at få med, kan måske bringe et øjebliks lindring: ”Kun gennem vores kærlighed og venskab kan vi et øjeblik skabe den illusion, at vi ikke er alene.”

Relaterede artikler

Giver du din kone drageføde? - Det danske sprog er fattigt. Vi mangler ord for sindssygt mange situationer. Men så er det heldigt, vi kan låne fra alle...
R.I.P. Jeg er virkelig - Hvad siger man til et menneske, der lige har mistet? Og hvorfor skal man i hvert fald ikke sige "kondolerer"? Hvad skriv...
Vi skal samle på ord der skinner af betydning - Er vores ordforråd blevet affortryllet - eller er vi bare blevet så dygtige til systemisk tænkning, at vi må bruge smile...
Dødsrengøring for begyndere - Dødsrengøring. At rydde op, smide ud og gøre rent i sit liv inden døden er ikke blot en tjeneste, vi gør os selv ved at ...
Humans strike back - Ved årets SXSW havde menneskene stjålet fokus fra maskinerne. Den teknologiske udvikling har hidtil været styret af, hva...
Cherrypicking fra Immanuel Kant - Lektor i medievidenskab Jesper Tække anmelder Jesper Balslevs nye bog ”Kritik af den digitale fornuft”. Han er lodret ue...
Drop nu dit pseudoarbejde! - For 100 år siden var alle overbeviste om, at vi i dag ville arbejde 15 timer om ugen. Det skete ikke. Og det var ikke, f...
Subway Surfers, tilbage på skolebænken! - Skal grundskolerne indføre mobilforbud? Ja, er det korte svar. Det er på tide at stramme op lokalt på skolerne efter et ...

Giv din stemme

12 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Pressekonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 19. november kl. 8.00

Brand & Design Manager

Frist: 26. november kl. 10.15

Motion Graphics Designer/Editor

Frist: 20. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.