Bliv en fandens feinschmecker
Indholdet af denne artikel kan støde og forarge. Du kommer til at læse dig igennem barnagtigheder, lokumssprog og – måske – mit eget sociale selvmord i forhold til dem, der holder sig langt væk fra prutsnakkende, vulgære fruentimmere med et kraftedeme-ordforråd, der kan afsyre et vitrineskab.
Så er det sagt, selvom jeg godt ved, at de her advarsler har den stik modsatte effekt. Det er lidt ligesom ”ADVARSEL: nye rør” i solarier eller ”ADVARSEL: pornografisk indhold” i film.
For vi er nogle, der ikke ser det som udelt negativt at være brune og liderlige.
Arh … de der forpulede indledninger, der bare handler om, at skribenten vil vise sin store sprogpik. Vi orker ikke lingvistisk onani, og jeg kommer derfor til sagen.
Artiklen her handler om at bande, og jeg skriver den i forbindelse med, at der er kommet en ny bog: Den store bandebog af Kalinka Bjerke og Lars Thorstensen. Det handler om, hvordan slemme ord kan kategoriseres og anvendes, både som en del af en formfuld tirade af retfærdig harme og som protest mod magtstrukturer – til at give magthaverne en rose, der pludselig og præcist borer en torn gennem deres løftede pegefinger.
Slemt sprogbrug kan være en ustoppelig damptromle eller en pludselig finte, der sparker bolden lige ind i nettet. Det kan også være stress- og smerteforløsende, som du sikkert har erfaret.
Men har du tænkt på, det også kan skabe samhørighed?
Jeg kender et lidt excentrisk par. Hver gang de passerer en gangbro, så kigger de indforstået på hinanden og tænker den samme sætning:
”Hvem er det, der knepper på min bro?!”
Sætningen henviser til eventyret De tre Bukke Bruse,hvor trolden jo siger: ”Hvem er det, der tramper på min bro”. Og så henviser den til en vild nytårsnat, hvor de på vejen hjem gjorde et saftigt stop på en gangbro. Eller ... I tråd med resten af det, du er ved at læse: Han jog ploven direkte ind i skambamsen i fuld offentlighed.
Den store bandebog af Kalinka Bjerke og Lars Thorstensen.
Herlig hønserøv
Omskrivningen af troldens catchphrase fra “De tre Bukke Bruse” giver lidt mere kant og højnet overraskelsesmoment. K-ordet har gjort det uskyldsrene, eventyret for børn, mere hardcore. Det svarer til at tage en dukke, en klovn eller en kattekilling og gøre dem onde i en gyserfilm.
Sammenstillingen af svinsk/psykopatisk og uskyldigt giver et overraskende twist. Det er blandt andet dét, frække ord og høvisk tale kan. Det fortjener på en måde en hyldest og en analyse, hvilket Den store bandebog heldigvis kaster sig ud i med ordene:
“Målet med Den store bandebog er, at du kommer til at elske bandeord inderligt på den fede måde. Du skal blive en champion i urent sprog. Du skal lære at tale flydende grimt og boltre dig frådende i saftige udtryk så vildt, at du, selvom du måske bliver en fattigrøv en dag, i det mindste er rig på ord. Vi elsker selv det forbudte, forbandede, forpulede og fordømte sprog. Hvis sproget er en hvid skjorte, så foretrækker vi den med store, stinkende ulækre fedtpletter. Vil du holde skjorten ren? Læs en anden bog”.
Det her er ikke en anmeldelse af bogen. Det her er mere mig, der som et lille barn bliver helt overstadig ved, at den nye bog giver mig grønt lys til at drible med slemme ord og lukke lort ud, så pæne voksnes ansigter snerper sammen som en hønserøv.
Sygt sjofelt indspark
Slemme ord, kraftudtryk, eder og forbandelser opdeles i fem kategorier i bogen. Kategorier, der går lige fra fra holy til shit:
De religiøse (f.eks. fanden, OMG og sgu, som er en forkortelse af så Gud hjælpe mig).
De syge (byld i røven, psyko, Lars Tyndskid eller kraftedeme, som er en forkortelse af kræften æde mig).
De seksuelle (pikkemand, fisse, prick, balls, cunt, knep, WTF og fuck).
De fækale (pis, lort, shit og røvhulshul).
De tandløse (føj for Helgoland eller Fanø, sgisme).
Apropos sidste kategori, så er næste step at blive lidt mere uartig og så stave det slemme ord. Du har hørt din tante med Ilse
Jakobsen-gummirøjserne gøre det: “Det er – hvis jeg må være så fri – noget (lavere stemmeføring) l-o-r-t”, staver hun, når huset brænder, manden er skredet, og katten har orm.
Åbenbart fjerner det alt risiko for at lyde som en rejekælling m/k, hvis man staver. Men det virker ikke med k-æ-m-p-e-p-i-k-i-r-ø-v-e-n… Sådan er logikken bare.
Historien er fucked
Spørgemålet om, hvilken kategori der er mest kontroversiel i dag, kan besvares gennem et historisk perspektiv.
I middelalderen var “lort” f.eks. et okay socialt acceptabelt ord. Det kan forklares med, at vi konstant levede, sked, brækkede os og knaldede mere eller mindre foran hinanden. Vi boede på færre kvadratmeter, og hele familien sov i samme rum. Fæle sager flød i gaderne, og der var ingen idé i at blive forskrækket og forarget over en bette bæ, hverken på fortovet eller i sproget.
Til gengæld var det langt over grænsen at muntre sig med blasfemi som sgu, helvede og satan, da Gud jo stadig var i live i middelalderen. Vi frygtede simpelthen at fornærme Gud, der til enhver tid kunne få lokummet til at brænde under os. Et velplaceret ”Gud Fader i skuret” var trods alt ikke værd at brænde op i helvedes flammer for.
I dag er Gud sendt til hjørne, og få mennesker ville løfte så meget som et bryn over et ’sgu’. Vi har vist endda afgjort, at det ikke er et rigtig bandeord. Til gengæld er det dårlig stil og en socialklasse 88-indikator at sige pisselorterøv og knep. Den slags ord er en del af en sociolekt, som de bestemt ikke taler med i f.eks. Hellerup.
Men overordnet er der blevet vendt op og ned på, hvad der er tabu og kontroversielt. Det kommer sig af, at vi er blevet ateister i boliger med lås på lokumsdøren og fordelingsgang ud for børneværelserne (og altså ikke er bange for Gud mere, men til gengæld ikke kunne drømme om at skide og knalde offentligt mere).
Og nu hvor vi alligevel er ved at kigge på bandeords historie: Hvis du ligesom jeg har fået lange patter af at spekulere på, om det er historisk korrekt, når de i Game of Thronessiger ’fuck’, så er den god nok. ’Fuck’ er ikke, som jeg troede, gjort kendt og sejt af sorte mænd i store bukser i Harlem i 1980’erne. Det er faktisk ét af de mest genstridige bandeord og har været i sproget i hundredvis af år.
At det ikke er blevet kastet på sproglosseren sammen med ”Vor Herre til hest”, forklarer sprogforskere med den dejlige fonetik i FUCK. Det ligger bare godt yderst i munden, får underlæben til at smælde lidt, og det har en herlig evne til fortsat at forarge.
Der er bogstaveligt talt kød på det pragtfulde kraftudtryk.
Som en fandens fed tryllestav
Det bedste er, at slemme ord kan bruges til så meget andet end at få noget til at lyde fedt og sejt. Der er mere ved at bande end at opnå status eller få de andre flabede unger i hulen til at spidse ører.
Jeg har som barn været medlem af en bandeklub – og hverken før eller siden har jeg været så indædt en nørd. Mit værelse var et laboratorium, hvor jeg brugte nætter på at kigge op i loftet og komme i tanke om de styggeste ord for så at kunne sige: suck it up, losers! til de andre snotnæser.
For som berørt i det indledende eksempel med De tre Bukke Bruse, hvor et par markerer gensidigt tilhørsforhold gennem vulgære omskrivninger af det uskyldige, så kan bestemte ord markere tilhørsforhold til en gruppe. Det kan være en del af din sociolekt eller faggruppe. Murerne har deres gruppe-lingo, mens de hatteklædte på Charlottenborg Travbane har deres lingo. Deres egne saftige måder at få sproget til at gnistre.
Den sidste gruppe er mere subtile – og det er nyttig viden. For hvis du elsker at afprøve grænser med slemme ord, så er det godt at vide, hvor kraftfuldt du skal køre ind i bommen med din sprogbus.
Murersvenden vil nok bare trække på skulderen, hvis du lægger ansigtet i frække, modige folder og kalder ham en pølle eller tissemyre. Her skal foden falde tungere på speederen, hvis det skal have effekt.
Går du til grevinden og siger: “Well, knep lige mig! Aldrig har jeg set så kæmpe en pik på en hest”, så vil hun fryse dig helt ude, og så er der ligesom ikke mere bandesjov for dig med hende den dag.
Slemme ord skal doseres
Slemme ord skal times og tilrettelægges. De skal overraske og komme fra en bund af social og menneskelig indsigt.
Da min redaktør spurgte, om jeg ville have denne opgave, så havde jeg umiddelbart lyst til at svare:
”Det kan du sateme tro, jeg vil!”
Men vi er enige om, det ville være for oplagt og kikset, ikke? Og i denne artikel prøver jeg også at ramme måde. Jokes skal ikke være forudsigelige eller skæres ud i pap. Så dør baby, jo. Om det lykkes, er din afgørelse. Det er så til gengæld min afgørelse, om jeg synes, du er en nævenyttig psykopat, der skal fucke af med din kritik.
Men tilbage til mureren og grevinden. For mureren kan jo faktisk vælge at råbe pik og patter, hvis han ønsker at signalere, at grevinden ikke ejer sproget alene.
Slemme ord kan bruges til at udfordre magten. Spørg bare rundt regnet alle børn, der har afprøvet rammerne i børnehaven med at råbe prutteskid over frokosten.
Kønsmæssigt er slemme ord, eder og forbandelser også interessante. De fleste kan nikke genkendende til, at de ikke på samme måde forventer, at en kvinde bander eller bruger slemme ord. Det går også hårdere ud over en kvindes sociale status, end det gør for en mand. Hun bliver hurtigt stigmatiseret som ufin, usexet rejekælling. Den, der ejer sproget, har magten – og det har altid været mænd.
Så også i den forbindelse er de slemme ord magiske redskaber til at tage ejerskabet tilbage og give flinkeskolens vogtere en langemand op i deres sammensnerpede røvhuller.
Klogt at bande
Og både jeg og omtalte bandebog kan finde på mange andre lovprisninger af slemt sprogbrugs magi.
Jeg tror seriøst, de har smertelindrende effekt. Prøv selv at hakke først højre lilletå ind i et bordben, og udbryd: ”Øv. Sådan noget dumt, dumt noget”. Gør det herefter med venstre, og råb ”MOTHERFUCKER PISBORD, SMATSO, PIKHOVED, FISSEEEEE OG HEEEELVEDES . GID, DET SATANS MØBEL RISTER I HELVEDE!!” Det sidste virker langt mere forløsende på smerte og stress. Måske forebygger det endda fysisk vold mod bordet og andet i din omkreds.
Magien kommer især til sin ret, hvis du skal servere en velformuleret seksstjernet sviner. Eller give udtryk for din begejstring for noget.
Velvalgte fyord får det til at krille de rigtige steder i hjernen, især hukommelsescenteret.
Tænk bare på Faxes evaluering af sit mål under EM 1992: ”Jeg ramte den lige i røven”. Vi havde ikke husket den sætning, hvis han havde sagt ”Bolden er rund, og min fod ramte rigtigt”.
Ja. Slemme ord er magiske. Men som alle andre eliksirer, så skal de doseres korrekt og med respekt. Det er bestemt ikke nemt – verdens største computer ved ikke, hvordan man bander og bruger slemme ord i de helt rigtige doser og anledninger – hvor, hvornår og hvorfor.
For nyligt kom der en undersøgelse frem om, at intelligente mennesker bander mere.
Den køber jeg.
Uhøvisk tale er en herlig videnskab at nørde med i praksis.
Slemme ord kan ryste magtforholdet, skabe sammenhold, få os til at grine, overraske og lindre smerte og stress.
Og så lyder det jo bare herresejt.
