Den store kommunikationshistorie fra retssystemet i denne uge, er Morten Messerschmidt-retssagen 2.0. Dansk Folkepartis formand sidder som bekendt atter på anklagebænken i sagen om bedrageri og dokumentfalsk ved retten på Frederiksberg.
Kommunikationen omkring retssagen foregår i høj grad i pressen, men den mest interessante detalje foregik i Folketingssalen i sidste uge.
Her var grebet gennem en logisk fejlslutning at skabe røgslør omkring selve særegenheden ved anklagen mod Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt.
Aktiviteter der altså i modsætning til Dansk Folkepartis angivelige EU-møde i 2015 ikke er hverken anmeldt til eller efterforsket af politiet.
Subteksten i Peter Kofods forslag er noget i stil med: Det er EU-støtten, der er noget galt med.
Eller alternativt: Alle gør fusker med EU-midler; vi er bare blevet taget med fingrene i kagedåsen.
Uanset hvad er der dog en logisk fejlslutning på spil. Altså en form for argumentation, der ikke logisk hænger sammen.
Det er blot lidt uklart præcis hvilken form for logisk fejlsslutning, der er tale om: Er det fejlslutningen “omvendt accidens” eller fejlslutningen “division”?
Vi begynder med udsagnet: Et parti(s formand) er mistænkt for bedrageri og dokumentfalsk.
Anvender vi fejlslutningen omvendt accidens, så lyder Kofods argument: Dette parti er mistænkt, derfor er de andre partier også mistænkte.
Anvender vi fejlslutningen division, så lyder Kofods argument: Dette parti er mistænkt, derfor er dansk politik mistænkt.
Hvilken fejlslutning, der er mest dækkende for Peter Kofods retoriske trick, kan du, kære læser, så bruge weekenden på at tænke over.
Ugens opfølgning: Balenciagas BDSM-shitstorm
Niels opsummerer: “Det kunne næsten ikke gå mere galt. Alt gik kaput for den spanske modegigant Balenciaga, der forsøgte at begrave sig selv med tavshed, men som en anden zombie i 12 døgn konstant blev vækket til live igen og tvunget ud af kirkegården for at sige undskyld og endnu mere undskyld og til sidste rigtigt meget undskyld. Men som alligevel i sidste ende valgte at give bolden videre og fralægge sig det endelige ansvar.”
Ugens nyskabelse: Den dobbelte kriseløsning
Theresa Scavenius fra über-grønne Alternativet flyver flittigt indenrigs, og hun står ved det. Det fik Politikens Marcus Rubin til at fastslå, at hun skulle skamme sig. Og så gik kavaleriet ellers til angreb på Rubin for hans udskamning.
På baggrund af sagen identificerer Kforums Timme Bisgaard Munk en nyskabelse inden for krisehåndtering: Den dobbelte kriseløsning.
Den dobbelte kriseløsning refererer til begrebet “dobbeltkrisen”, der dækker over krise + dårlig håndtering = dobbeltkrise.
Den dobbelte kriseløsning er derimod en krise, der afføder en kraftig modreaktion fra omverdenen, der neutraliserer krisen.
Som Timme skriver at da “(...) magtfulde støtter smider udskamningskortet, så går Theresa Scavenius fra at være skurk til at være helt. Den dobbelte kriseløsning er født.”
Ugens cringe: Konservatives “unge” SoMe-content
Om det er et forsøg på at gå Liberal Alliances SoMe-succes i bedene, som Berlingske spekulerer i, ved vi ikke. Det ligger dog nogenlunde fast at øjnene spontanbløder ved synet.
Hos bureauet Friday kunne de åbenbart ikke dy sig
for at samle tråden op. De har dog i modsætning til Konservative husket den afgørende detalje: Klappet.
Kforum kan desværre fortælle at den slags content rent faktisk virker. Cringe-kommunikation er effektivt og giver views og reach.
Vi krydser dog fingre for, at tendensen ikke griber yderligere om sig.