Fra skolestrejker til dommedagsprofet
Da Greta Thunberg mandag den 23. september talte ved åbningen af FN’s klimatopmøde i New York, markerede det et foreløbigt højdepunkt på den unge miljøaktivists rejse fra ensom demonstrant foran Rigsdagen i Stockholm til leder af en global massebevægelse. Talen er især interessant på grund af måden, hvorpå fremførelsen af det specifikke budskab i den konkrete situation både bygger videre på og bryder med Thunbergs etablerede retoriske profil.
af Sine Nørholm Just
Thunbergs retorik kan generelt karakteriseres ved en velafbalanceret brug af etos, logos og patos, begyndende med den personlige fortælling, ofte leveret med et selvironisk glimt i øjet, underbygget af videnskabelige studier og sluttende med budskabet om, at ’vores hus brænder’.
Som Hanne Roer konkluderer, har denne effektive brug af retoriske virkemidler ikke bare givet Thunberg en personlig platform, men også gjort hende til talerør for en hel generation, som får retorisk handlekraft gennem hende.
Thunberg tegner et nuanceret billede af sig selv, har der aldrig været slinger i valsen i hendes syn på klimaet; her er der ingen gråzoner, og det er denne radikalitet, der er udgangspunktet for hendes evne til at samle så mange i kampen for klimaet. Hun mobiliserer til handling, idet hun overbeviser om, at der ikke er noget alternativ.
I sin tale på klimatopmødet gik Thunberg imidlertid et skridt videre end hidtil. Hvor hun ellers tidligere har fokuseret på at argumentere for sin egen sag, gik hun her direkte i rette med de ansvarlige politikere, som har undladt at handle i tide – og fortsat tøver.
"if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil" – Greta Thunberg. Kilde: Getty Images.
Nok har Thunberg altid delt vandene, men hun har tidligere fokuseret på at adressere sine støtter. I FN-talen havde hun mulighed for at råbe politikerne op, men benyttede lejligheden til at uddele verbale øretæver snarere end at komme sine tilhørere i møde.
Talen kan derfor med rette betegnes som hendes mest konfrontatoriske til dato, men hvordan radikaliserer den mere konkret Thunbergs eksisterende politiske og retoriske position? Det skal vi her se nærme på.
Lyt til videnskaben
Et af Thunbergs genkommende retoriske virkemidler er at pointere, at folk ikke bør lytte til hende, men til videnskaben. At hun ikke selv argumenterer for, at klimakrisen er overhængende, og handling er nødvendig, men blot er villig til at påpege en sandhed, som andre synes i stand til at fortrænge.
Det var for eksempel hovedbudskabet, da Thunberg lidt tidligere på måneden deltog i en høring i den amerikanske kongres. Her leverede hun den seneste rapport fra IPCC, det FN-baserede ekspertpanel om klimaforandring, som sit vidnesbyrd.
I sin tale til FN refererede Thunberg også til rapporten – og brugte den som belæg for talens nok mest markante påstand:
You say you hear us and you understand the urgency, but no matter how sad and angry I am, I do not want to believe that, because if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil. And that I refuse to believe.
Argumentet her er lige så elegant, som det er splittende: I, politikere, er enten dumme eller onde, ellers ville I allerede have handlet. Det understøtter talens refræn om, at lederne ikke kan være sig selv bekendt, hvilket også kan ses som en optrapning i forhold til tidligere Thunberg-taler.
Hvor vover I?
Da Thunberg i januar talte til World Economic Forum i Davos, var det med budskabet om, at huset brænder, og det er tid til at gå i panik. Allerede her etablerede hun en modstilling mellem voksne og unge:
Adults keep saying: “We owe it to the young people to give them hope.” But I don’t want your hope. I don’t want you to be hopeful. I want you to panic. I want you to feel the fear I feel every day. And then I want you to act.
I mandags i New York var budskabet radikaliseret; de voksne giver ikke håb, men snylter på ungdommen:
This is all wrong. I shouldn't be up here. I should be back in school on the other side of the ocean. Yet you all come to us young people for hope. How dare you!
Her er frygt erstattet med vrede, og potentialet for fællesskab er afløst af konflikt. Der er ikke længere nogen mulighed for, at generationerne kan forenes; i stedet burde de voksne skamme sig, og ungdommen vil holde øje med dem:
You are failing us. But the young people are starting to understand your betrayal. The eyes of all future generations are upon you. And if you choose to fail us, I say: We will never forgive you. We will not let you get away with this. Right here, right now is where we draw the line. The world is waking up. And change is coming, whether you like it or not.
Thunberg radikaliserer altså sin allerede brændende platform og etablerer et nu, som vi alle senere kan se tilbage på og spørge os selv og hinanden: ’Hvor var du, da Jordens skæbne blev afgjort? Hvilken side var du på?’
Det er et fair spørgsmål, som Thunberg dels understøtter via sine rationelle belæg for, at ’business as usual’ ikke er nok, dels udlever via sin actio, der konstant balancerer på grådens rand, men forbliver så rolig og indtrængende, at man ikke kan være i tvivl om retfærdigheden i hendes harme.
Nu eller aldrig
Med sin anklage mod de voksne generationer forspilder Greta Thunberg selvsagt sin chance for at bygge bro over generationskløften, men det er netop pointen. Tiden er ikke til hyggelig konsensus, men til kontant handling – uanset om man kan lide det eller ej.
Greta har startet en verdensomspændende klimabevægelse, der har spredt sig til utallige lande. Kilde: Getty Images.
Og ligesom mange politiske aktører og kommentatorer ikke forholder sig til Thunbergs argumenter, men derimod forsøger at destabilisere hendes talerposition, har hun på samme måde ikke tænkt sig at gå på kompromis. Som Thunberg i august skrev på Twitter: “When haters go after your looks and differences, it means they have nowhere left to go. And then you know you’re winning!”
Problemet er altså ikke Thunbergs stilskifte i sig selv, men snarere meningsdannelsens træghed. Som Lisa S. Villadsen pointerer i en netop udkommet forskningsartikel, så ændrer offentlige normer – og med dem råderummet for kollektiv handlen – sig ikke i et ryk fra en dag til den næste, men derimod nærmest umærkeligt og gradvist over tid. I dag er der nok ved at være fælles fodslag om, at klimaforandring er virkelig, som Obama sagde det.
Måske kan man gå så vidt som til at tale om en fælles accept af, at vi står midt i en klimakrise. Men debatten om, hvad vi så skal gøre ved denne krise, er først ved at få momentum. Og risikoen er, at det, politikerne trods alt kan blive enige om i dag, i morgen vil vise sig at være for lidt og for sent. Derfor er Thunberg både så vred og så magtesløs. Og derfor gjorde hun sig i sin tale til klimatopmødet både til dommer og til dommedagsprofet: Hvis Jorden går under, er det de voksnes skyld.
