Troværdig kommunikation efter Trump
Autenticitetszonen er blevet udvidet: Brugt rigtigt kan grovheder, løgne og direkte amoral styrke en politisk kandidat. Dermed er troen på, at noget overhovedet kan være ægte, forsvundet. Og det er rigtig trist.
Donald Trump – nej, vent lidt, bliv her, vi skal lige have den her med – har ikke bare chokeret de politiske establishments rundt omkring, sammen med redaktører og iagttagere. Han har også med al tydelighed vist, at reglerne for politisk kommunikation er forandrede. Nok ikke til det bedre.
Men uden forståelse ingen forandring. I lang tid har det nemlig været en sandhed, at man skulle undgå risici i sin kommunikation – ingen skulle generes unødigt, læserne bryder sig ikke om knubbede ord i spalterne, og seerne vil ikke have blod på skærmen. Med Trump fik de nærmest kun det. Alligevel – og uden at have en udbygget kampagneorganisation landet over og uden at have de fleste penge – vandt han.
Tillidskampen
I et repræsentativt demokrati skal politikeren overtale vælgerne til at stemme på ham. Det betyder, at vælgerne – med tiden i hvert fald – bliver meget bevidste om, at det, politikeren siger, altid handler om at overbevise dem om, at de skal stemme på ham eller hende. Derfor lægger vælgerne et skeptisk filter ned over politikeren. Mener han det, han siger? Eller siger han det bare for at få min stemme, og så er han ligeglad bagefter?
Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen udsteder den famøse efterlønsgaranti under folketingsvalget i 1998. Nyrup og Socialdemokratiet genvandt regeringsmagten, men ændrede bagefter alligevel på efterlønnen. Dermed åbnede Nyrup mistillidskløften i dansk politik.
Politikeren er fanget i et paradoks: Netop fordi han tilstræber folkelig legitimitet, afsløres den som nødvendig og forceret fremfor naturlig og oprigtig. Det gælder især politikere i demokratier, men det gælder også for autokrater, og formentlig har det altid været sådan.
I hvert fald er det derfor, Nicolò Machiavelli gjorde så meget ud af, at de unge europæiske fyrster skulle lære at forstille sig, så de kunne tage sig ægte og sanddruelige ud. At gøre brug af ræven, kaldte han det. Altså, politisk kommunikation. Men paradokset er særligt påtrængende for den demokratiske politiker. Ikke kun fordi der er valg hver fjerde, femte, sjette år, men fordi den, som Philip Gould skrev i sin herostratisk berømte ”The Unfinished Revolution” er blevet ”konstant” og ”normen” for politik.
Philip Gould døde for fem år siden, men hans bog ”The Unfinished Revolution” blev moderne politiks bibel. Gould var rådgiver for Tony Blair og en af de absolutte bagmænd bag Blairs og ”New Labours” succes op gennem nullerne. Goulds bog var også stor inspiration for Anders Fogh Rasmussens statsministerkandidatur.
Det var også her, han tørt konstaterede ovenstående tillidsparadoks. ”Folk,” skrev han, ”er ophørt med at stole på politikere”, men samtidig ”søger de sandhed, hungrer efter ærlighed; de længes efter autenticitet og troværdige ledere og institutioner”.
På den ene side var politik og kampagne faldet sammen og på den anden havde folk i udgangspunktet mistet tillid til politikerne. Derfor var kommunikation ifølge Gould blevet (endnu) vigtigere i moderne politik. Det handlede ikke bare om at sige, hvad man ville, når man var politiker, men først og fremmest om at ”vinde tillid”.
Goulds bog er fra 1998. Tilliden til politikere er ikke blevet større siden. Mistilliden er for længst blevet indoptaget som kultur. Derfor er kampen om at vinde tillid kun blevet vigtigere og sværere, og derfor er politisk kommunikation og evnen til at trænge igennem det skeptiske filter, eller komme uden om det, kun blevet mere afgørende. For på den anden side af skepticismen ligger den autentiske zone, hvor folk knytter sig mere direkte til eller ligefrem identificerer sig med politikeren.
Tidligere finansminister Bjarne Corydon er ikke bare slipseløst på indkøb i Bilka. Han er også på togt i den zone af ikke-politisk autenticitet, som politikere så gerne vil ind i for at få den troværdighed, de på én gang angler efter og er i strukturelt underskud af. Polfoto/Lars Just.
Det er derfor politikere gerne vil optræde i underholdningsshows eller blive interviewet, mens de handler ind i Føtex. De vil gerne ud af ’det politiske rum’, smide den politiske ham (slipset, spadseredragten etc.) og kommunikere direkte, dvs. i et mentalt rum, hvor vi ikke forholder os til dem som politikere.
Vi var med Helle Thorning-Schmidt og Felix Schmidt nede og lave frikadeller på Bogø. Med Bjarne Corydon i Bilka. Kristian Jensen dansede med i Vild med dans, Inger Støjberg drak cola og flirtede på ægte provins-manér på en grillbar med ”drengene på kanten” (til hendes spindoktors udelte glæde). Lars Løkke Rasmussen, der både har prøvet med ”lille Lars fra Græsted” og ”håndværkeren” og som i hvert fald indtil for nylig afholdt løbeklub til almindelig affotografering og deling på Facebook.
Mon ikke snart vi vil se Anders Samuelsen, der i denne uge skiftede rollen som protestpolitikeren, der aldrig ville bøje sig for magtens lokkende komfort, ud med rollen som den ansvarlige politiker, der går på kompromis med det gode for ikke at gøre det til det bedstes værste fjende, dukke op i en eller anden ’dokumentarisk’ setting?
Jo længere tid, man er i den zone af autenticitet og ægthed, jo mere gennemslagskraft har man. Men bliver man først smidt ud, er det svært at komme ind igen. Det er en eksklusiv klub.
Udvidelsen af autenticitetszonen
Dermed er det også sagt, at den politiker, der kan forme det meste af sin kommunikation, så han befinder sig næsten udelukkende i det filterløse, er i en unik position. Det er her Donald Trump dukker op. Han var ikke bare den store – og for mange negative – overraskelse. Han brød også med det, vi betragtede som naturlovene i politik, kampagne og kommunikation.
For den autentiske zone burde jo handle om almindelige dyder og ordentlighed. Sandhed, gode personlige egenskaber – den slags. Ikke i tilfældet Trump. Han mobbede handicappede, langede ud efter krigsveteraners ærværdighed, var dybt forulempende over for kvinder, flirtede med racismen. Og så var han rejsende i en enorm mængde usandheder.
Og alligevel blev han af de amerikanske vælgere anset som mere troværdig end Hillary Clinton. Washington Post var en af de aviser, der skrev om det. Her forklarede Chris Cilizza, at Trumps paradoksale troværdighed kom af, at folk ser Trump og konkluderer: Hvordan kan nogen, der siger så mange kontroversielle ting, som han gør dagligt, overhovedet være uærlig?
Trump udstråler det ukontrollerede og ikke-politiske, og det er derfor meget svært – på trods af den enorme mængde beviser på det modsatte – for folk at tro på at han simpelthen ikke siger ret meget sandt.”
Hillary derimod ”fremstår – altid – forsigtig, bange for at sige eller gør ting, som måske ville koste hende en stemme”, hvilket gjorde ”folk mere tilbøjelige til at tro, at demokraternes kandidat skjuler noget eller ikke fortæller hele sandheden.”
Den kommende præsident for USA mobber offentlig en handicappet journalist. Det burde have katapulteret ham så langt væk fra Det Hvide Hus som muligt, men hans obskøne og infame adfærd åbnede i stedet for, at vælgerne opfattede ham som troværdig.
Faktisk var jeg en overgang sikker på, at Trump i virkeligheden var ude på at detonere sit eget kandidatur på en måde, så han ville tabe uden at tabe ansigt. Hans konspirations-snak om, at valget var ”rigged”, lignede en dolkestødslegende in spe. Måske var det sådan. Måske var det bare en behændig bagdør i tilfælde af et nederlag.
Nu kan man konstatere, at alle nederdrægtighederne, infamiteterne og løgnene – en ekstrem form for politisk ukorrekthed – blev en validering af hans troværdighed. I en tid, hvor folk per default ikke tror på politikere, blev den åbenlyse uærlighed og den moralske anløbenhed hans vigtigste selling point. Hvis politikere bliver set som grundlæggende uhæderlige, bliver den, der opfører sig mindst ’politiker-agtigt’, det bedre alternativ.
Trump vandt ikke på trods af sin slette karakter, men på grund af den. Det var den, der gjorde, at han fremstod mest ukunstlet, uformidlet, umiddelbar – og dermed troværdig.
Det var som Timme Bisgaard Munk skrev her i sidste uge et væsentligt fejltrin, at Clinton-kampagnen fokuserede så meget på Trumps anløbenhed og løgne. For det havde den modsatte effekt af den tilsigtede. Jo mere hun slog ned på det, jo mere blev det et tegn på Trumps autenticitet.
En af de bedste analyser af Trumps kommunikationsstrategi kom fra Trump-støtten og it-milliardæren, Peter Thiel. Han sagde: ”Medierne tager altid Trump bogstaveligt. De tager ham aldrig alvorligt, men altid bogstaveligt. Jeg tror, at mange Trump-vælgere tager ham alvorligt, men ikke bogstaveligt. Så når de hører ting som hans udtalelser om muslimer eller om muren, eller ting som dem, er spørgsmålet ikke om han vil bygge en mur som Den Kinesiske Mur, eller hvordan han rent faktisk vil teste folks religiøstet. Det, de hører, er at vi bliver nødt til få en mere fornuftig og meningsfuld udlændingepolitik. At vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi ramme den rigtige balance mellem fordele og ulemper.”
Det var i dette skel mellem det bogstavelige og det alvorlige, at Trump udvidede autenticitetszonen, så han nærmest opholdt sig der konstant. Skyen af fornærmelser, usandheder og amoralske udfald blev medium for hans problempåpegning. Og paradoksalt nok en motor for hans troværdighed.
For kynikere i den del af kommunikationsbranchen, der beskæftiger sig med politisk kommunikation, er der nok en del at lade sig inspirere af her. Men tænker man ikke kun i redskaber, men også analytisk, er det interessant at spørge sig selv, hvad der sket.
De fleste analyser handler lige nu om modsætningen mellem de definitionsmagt-havende eliter og det undertrykte folk. Det forklarer også en del. Men det forklarer ikke rigtig, hvorfor for eksempel nedgørelse af krigsveteraner – såvel Khan som McCain – ikke torpederede Trumps kandidatur. Og det er heller ikke alle Trumps vælgere, der var udsatte medlemmer af gruppen af globaliseringsramte arbejdstagere. Hvordan kom vi derhen, at trumpismen – tølperkommunikationen, kunne man kalde den – kunne blive en vej til den så eftertragtede autenticitet?
Har du nogensinde tvivlet på virkeligheden?
Det her er min tese: Vi lever med en omfattende ontologisk usikkerhed. Altså, der er en nagende tvivl om, hvor virkelig virkeligheden, som den præsenteres for os – journalistisk, i vores Facebook-feed, i reklamer etc. – egentlig er. Er den manipuleret? Hvor meget er den manipuleret? Opfører journalisten, avisen, mine Facebookvenner sig egentlig ikke som reklamefolkene og politikerne? Altså som kommunikatører, der vil have mig til (at synes) noget bestemt?
Og hvorfor mistænker jeg dem for det? Fordi jeg selv gør det. Om det så bare er i det små: vælger det og ikke det foto (af min mad, fra min fest, min vej til arbejde, min selfie, mine børn), som jeg poster. Alle har lært at fortælle deres historie, så den tager sig bedre ud, end virkeligheden måske er. Hvem siger for eksempel længere, at de er arbejdsløse?
Demokratiseringen af informationsteknologien har ikke kun gjort os mere oplyste. Den har også gjort (næsten) os alle sammen til kommunikatører og spindoktorer med budskaber. Og dermed alle til modtagere. Og derfor har den også gjort os mere skeptiske.
Vi ved fra egen erfaring, hvordan man sætter sig selv i scene på en måde, der ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Alle gør det – vinkler, udvælger, iscenesætter, kommunikerer. Men hvis alle gør det, hvad er så virkeligt? Er det for eksempel rigtigt, at cykelrytterne cykler så stærkt op af Ventoux eller er det dopingbaseret fake? Er skuespilleren så tynd, eller er det photoshoppet? Er hendes læber og bryster hendes egne? Hvorfor ser Brad Pitt ud som om, han ikke bliver ældre?
Er min vens familieferie med ungerne til Thailand nu så harmonisk, som det ser ud til? Hvad er virkeligt her? Noget, jeg ikke ser, bagved alt det jeg ser? No wonder at vi lever i en tid, hvor konspirationsteorier og fake news pludselig har frodig jord at vokse i. Den skepsis, vi møder politikerne med, breder sig til alle andre. Alle kommunikerer. Alle spinner. Meningen findes i de skjulte prikker, der forbinder kommunikation med motivation.
Det er selvfølgelig svært at måle, om folk er (blevet mere) ontologisk usikre, og det er som sagt også kun en tese. Men man kan måske spore det på anden måde end med tal – nemlig i skønlitteratur og populærkultur. Her ser vi det nemlig ret tydeligt afspejlet.
Hvordan er det for eksempel blevet muligt at politik er blevet den scene, hvorpå man gestalter det moderne menneskes eksistentielle dramaer? Fra West Wing over Borgen til House of Cards? Serier, der jo kun på overfladen handler om politik. Fordi alle er blevet en slags politikere på evig kampagne i deres eget liv?
Eller tag HBO’s nyeste serie, Westworld. Det er godt nok stadig et spørgsmål, om serien kan trække stikket hjem og nå frem til en større konklusion. Men hvad der indtil videre gør, at den fungerer så dramatisk godt, er netop iscenesættelsen og udnyttelsen af den tvivl, skepsis og mistænksomhed, der præger en digitaliseret og kommunikerende tilværelse.
Hovedspørgsmålet, der gentages igen og igen: ”Har du nogensinde sat spørgsmålstegn ved essensen af din virkelighed”
Trailer fra serien Westworld.
For dem, der endnu ikke har set den: Et firma arrangerer virtuelle rejser (vi ved endnu ikke hvordan) til et klassisk westernland, hvor man – frigjort fra samfundets overjeg – kan skyde, myrde og hore løs blandt robotter med kunstig intelligens, der fuldstændig ligner mennesker.
Dramaet består på den ene side i, at de ’virkelige’ mennesker finder ud af, hvem de hver især og hinanden er, når lov og moral ophæves, og på den anden side, at robotterne pludselig begynder at bygge et autonomt selv af deres erindringer og følelser.
Hvad er så det virkelige menneske? Samfundsmennesket eller den, man er, når man kan gøre alt ustraffet? Samfundsmennesket, der holder begæret og dødsdriften på plads med kulturelle normer, eller robotten, der er programmeret? Samfundsmennesket, der køber sine varer, rejser og vælger sin udkårne per segment, eller robotten, der kun tilsyneladende har en fri vilje? Det umoralske menneske eller robotten, der pludselig får integritet og følelser?
Mellem de spørgsmål forsvinder sikkerheden om, hvad der er sandt og virkeligt. Det er et dramatisk setup, man kun vanskeligt ville have kunnet få til at fungere for 30 eller 40 år siden. I dag accepterer man præmissen, fordi det, som al godt teater og fortælling, nok trækker det menneskelige vilkår hårdt op, men ikke hårdere, end det lader centrale spørgsmål stå klart frem. Hvornår er jeg virkelig mig selv og virkeligheden virkelig?
Min kamp
En anden tematisering og reaktion på den samme tvivl – og en anden form for løsning – ligger bag den bølge af autofiktion, der har præget de seneste års nordiske litteratur, med nordmændene Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård i den suveræne spids.
Det er netop fornemmelsen af, at alt er blevet fortælling og billeder – og dermed i en vis forstand, at alle er blevet kunstnere – at Knausgård med ”Min kamp”-sekstetten valgte at droppe den traditionelle forfatterrolle som en, der opdigter en imaginær verden.
”Længe var det,” skriver Knausgård i ”Min kamp 1”, ”kun naturen og dens love, der blev abstraheret og gennemlyst, men nu, i billedstormerens tid, gælder det ikke længere kun for naturens love, men også dens steder og mennesker (...) alt er blevet indlemmet i det imaginæres enorme rige.”
Det betyder, som han fortsætter i ”Min kamp 2”, at ”alene tanken om fiktion, alene tanken om en opdigtet figur i en opdigtet handling gav mig kvalme, jeg reagerede fysik på det.”
Det er derfor, at ”Min kamp” er plotløst, fænomenologisk, essayistisk afsøgende eksistenslitteratur. Og selvfølgelig dybt uforløst. For selvom ”Min kamp” strækker sig over mange tusinde sider, er det jo stadig litteratur. Et forsøg, som han skriver (igen i ”Min kamp 1”) på ”at bekæmpe fiktion med fiktion”.
Pointen lige her er selve drivkraften, nemlig at Knausgård reagerer på netop den samme ovennævnte erfaring af, at skellet mellem fiktion og virkelighed skrider sammen (ligesom det private og det offentlige, en anden drivkraft i ”Min kamp”-projektet – og i vores samtid).
Virkelighedens fiktionskarakter er blevet så dominerende, at det ikke giver æstetisk mening at lave fiktion. Derfor må fiktionen blive virkelig, dokumentarisk og søge ind i det dagligdags og intime for at blive autentisk. Det gør, at kunsten må ændre strategi for at være kunst.
Det er det samme, der har ændret også præmisserne for politisk kommunikation. Politikeren, i hvert fald den demokratiske, har alle dage måtte anstrenge (forstille) sig for at virke ægte for at blive overbevisende. Men i dag er det selve figuren ’politiker’, der er presset.
Det er ikke længere den enkelte politiker, der siger ét og gør noget andet og bliver anset som hykler. Men politikerne som sådan. Den politiker, der ligner og taler som politiker, er dermed nærmest uundgåeligt og uden exit fanget i vælgernes mistro. Det åbner for, at den politiker, der præsenterer sig som ikke-politiker, pludselig har fået gode chancer. Det bliver hans eller hendes dydsmærke ikke at være og kommunikere som en politiker.
Wrestling-politik
De fleste politikere gør som sagt brug af den strategi. Obama gjorde det også da han blev valgt, og han gør det stadig, når han slow jammer ”the news” med Jimmy Fallon. Men in extremis får man Trump og trumpistisk kommunikation.
Donald Trumps succes bestod også i, at den offentlige debat er begyndt at antage wrestling-karakter, og netop wrestling havde Trump allerede inden et tæt forhold til. Kilde/GettyImages.
På den måde virker det langt fra tilfældigt, at en mand som Trump – der både har haft succes i reality-tv og haft sin gang i amerikansk wrestling – med, om ikke få, så færre midler og en kluntet organisation kunne komme til tops i det, der ellers er verdens ældste nulevende demokrati.
Han kendte om nogen potentialet i verden, hvor skellet mellem virkelig og fake er blevet porøst. I en uvirkelig verden fremstod han netop pga. sine obskøniteter som den mest virkelige. I det mindste skjulte han ikke noget. ”Grab them by the pussy”. Selv hans små-autoritære alfahan-træk – truslerne om at ville fængsle sin politiske modstander og hans påstand om, at kun han, ene mand, kunne løse USA's problemer – der på andre tidspunkter ville have vækket nok modstand mod ham, blev attraktive.
Det er til at forudse, at de, der arbejder med politisk kommunikation, vil studere Trump og brugen af forskellen mellem bogstavelig tale og det alvorlige indhold. Strategisk er der meget at komme efter i det wrestling-politiske paradigme. Også for venstrefløjen.
Det kritiske niveau er bare, at politik er vigtigt. Og at politik ikke kun er valgkamp, Twitter og Facebook eller tv, men løsninger, aftaler, strukturer. Spørgsmålet for ikke-kynikerne derude er, hvor langt der kan være mellem politik som kampagne og politik som politik, før det hele bryder sammen?
