Fy, fy – skamme, skamme

Mette Frederiksen er for alvor ude efter de uvaccinerede nu. På statsministerens sidste pressemøde løftede hun pegefinger og sagde: ”Der er ingen undskyldning for ikke at lade sig vaccinere … de uvaccinerede bære faktisk hele ansvaret for det danske samfund lige nu”. Hun er ikke alene i sin udskamning af de uvaccinerede, for flere og flere ser dem som uansvarlige tikkende smittebomber til skade for os alle. Selvom det er let at forstå statsministerens frustration over det stigende smittetal, er hendes retorik og kritik etisk problematisk af tre grunde. Professor Thomas Søbirk Petersen forklarer her, hvad der er galt med Mettes hetz og løftede pegefinger.
Mettes udskamning af de uvaccinerede er unuanceret, polariserende, ude af proportioner og faktuelt forkert. Kort sagt bare en dårlig ide. Kilde: Getty Images
Mettes udskamning af de uvaccinerede er unuanceret, polariserende, ude af proportioner og faktuelt forkert. Kort sagt bare en dårlig ide. Kilde: Getty Images
af Thomas Søbirk Petersen
Til pressemødet den 8. november opfordrer Mette Frederiksen alle uvaccinerede til tage vaccinen, og hvis ikke, vil de møde hverdagskomplicerende tiltag i form af skærpede coronarestriktioner. Se klippet her  Foto: DR.
 

Mettes udskamning er ude af proportioner og faktuelt forkert
 

For det første er det ude af proportioner og faktuelt forkert at pege på, at det er de uvaccinerede, der bære hele ansvaret for, at pandemien blusser op igen.  At pandemien buldrer løs igen, skyldes en lang række forhold. Hele samfundet er fx blevet åbnet igen. Vi danser, fester, råber, synger, dyrker sport og er til store koncerter og sportsarrangementer – mon ikke denne åbenhed i vores samfund også har bidraget til, at der er liv i pandemien? Desuden stoppede vi med at bruge coronapasset i begyndelse af september, og det var en politisk beslutning med Mettes velsignelse. Dette har også har skabt flere smittede Generelt holder de fleste af os mindre afstand og er ikke så omhyggelige med hygiejnen, som da pandemien var på sit højeste. Alle er forhold, der jo også er årsag til, at pandemien blusser op. Det er altså ikke kun de uvaccinerede, der er årsag til tårnhøje smittetal, men også et resultat af en politisk beslutning og den ændrede adfærd blandt de fleste af os.
 

Ikke alle uvaccinerede er uansvarlige samfundsborgere
 

For det andet er det urimeligt at dømme alle uvaccinerede som uansvarlige samfundsborgere. Jeg kender flere uvaccinerede, som er superflinke og samfundsnyttige mennesker. Alle mennesker og medborgere, som er ekstra omhyggelige med at blive teste for COVID-19, og som går i isolation bare de er det mindste syge. Som et godt eksempel på ansvarlige uvaccinerede vil jeg opfordre til at læse Frejamays Lindholdts debatindlæg i Politiken fra d. 14/11. Et menneske består jo af tusindvis af etiske holdninger og handlinger, og vi bør derfor ikke dømme et menneske på blot én uetisk handling. Denne kritik gælder selvfølgelig også den anden vej, når de uvaccinerede hetzer os vaccinerede. Når jeg for eksempel på Facebook af medborgere, der er uvaccinerede, bliver kaldt en lallende idiot, der burde fyres, fordi jeg i diverse medier har givet udtryk for, at der er gode etiske grund til at lade sig vaccinere, er det også en form for udskamning, som også er forkert.
 
Et godt eksempel på en ansvarlig uvaccineret. Læs Frejamay Lindholdts debatindlæg her i Politiken.
 
 

Mettes dem mod os-retorik skaber unødvendig konflikt og polarisering

 
Endelig er det kritisabelt, at statsministeren fokuserer på et “os” (de vaccinerede) og et “dem” (de uvaccinerede) og med sin udskamning gøder jorden til en polarisering i befolkningen. En polarisering, som måske kan minde om den, vi ser i USA, hvor folk helt mister evnen til at tale sammen på tværs af politisk og etisk skel. En polarisering, der kan betyde, at vi ikke tale om, hvorfor vi er vaccinerede eller uvaccinerede, men bare kalder hinanden for eksempelvis egoister eller hjernevaskede. I stedet for denne grøftegravning mener jeg, at retorikken skal fokusere på, hvordan vi i fællesskab – hvor alle har et ansvar – skal bekæmpe en fælles fjende: den forbandede virus.
 

Når nogle trækker udskamningskortet ….

 
Når dette så er sagt, mener jeg også, at det er vigtigt, at man ikke per automatik trækker “udskamningskortet” hver gang, en person er uenig med mig eller dig. Alt er ikke udskamning, blot fordi vi er uenige med hinanden om etiske vaccinespørgsmål – f.eks. om man skal lade sig selv eller sine børn vaccinerer mod COVID-19. Jeg har nogle gode venner, som ikke vil lade sig vaccinere, og i samtale med dem har vi selvfølgelig registreret, at vi er uenige, og vi taler om, hvorfor vi er uenige. Men vi udskammer ikke hinanden ved, at jeg for eksempel siger, at de er ufølsomme egoister, eller ved, at de siger, at jeg er hjernevasket af myndighederne til at tro, at vaccinen er sikker. Så blot fordi jeg og mange andre mener, at det er moralsk rigtigt at lade sig vaccinere for at beskytte de svage i samfundet, og det er moralsk forkert ikke at lade sig vaccinere, så følger ikke, at vi udskammer dem, der ikke lader sig vaccinere.  Vi skal passe på, at vi ikke affejer en etisk diskussion ved at trække udskamningkortet. Gør vi dette, fjerner vi fokus fra den vigtige etiske diskussion om, hvorvidt vi etisk set bør lade os vaccinere, til hvordan vi bør tale til hinanden om dette etiske spørgsmål. Det sidste spørgsmål er selvfølgelig også meget vigtigt – men kan let komme til at fungere som en diskussionsstopper for en anden vigtig diskussion, nemlig diskussionen om, hvorfor man er vaccineret eller ikke vaccineret, og hvad vi i fællesskab kan gøre for at mindske de negative effekter af pandemien.
 

Men Mettes hetz virker, så hvad er problemet?

 
En oplagt indvendig mod min kritik af statsministerens retorik er, at hendes retorik er effektiv i forhold til at øge vaccinetilslutningen. Det er muligt, men også meget svært at måle. Det er rigtigt, at vaccinetilslutningen er øget lidt efter pressemødet den 8. november. Men vi kan ikke udelukke, at den øgede tilslutning skyldes andre forhold – at det f.eks. er tydeligt for enhver, at antallet af smittede og indlagte er steget markant den sidste måned og nogle tvivlere derfor har tænkt, at nu er det rettidig omhu at blive vaccineret af mange forskellige grunde. Eller den øgede tilslutning ville have været større ved en høflige opfordring i stedet for en udskammende retorik. På den lange bane er mit håb, at vi vil tale mere om fællesskab, og hvad vi sammen kan gøre for at bekæmpe pandemien, end at udskamme og skyde skylden for pandemiens fortsatte hærgen på en lille procentdel af befolkningen. Udskamning er en skam for såvel borgere som samfund og sygdomsbekæmpelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også