Jeg mener, at det er en historisk fejltagelse, at staten ikke er gået all in i det digitale. Da de elektroniske medier kom frem, havde staten endog meget travlt med at sætte sig på dem og tage monopol. Man investerede således i Statsradiofonien – det senere Danmarks Radio – og sikrede armslængde og finansiering. DR er et oplysningsprojekt og har som en af sine stolte discipliner haft skole-tv og i det hele taget bragt oplysende og dannende programmer.
Man kan i denne sammenhæng også pege på en anden af statens dannelsesinstitutioner, nemlig biblioteket, der har forvaltet det, der blev produceret i trykkemediet, men senere også elektroniske medieprodukter og senere igen også digitale. Men efter kommunedata blev privatiseret (KMD), har der ikke været en egentlig satsning på det digitale, hvilket i disse år hævner sig på mange områder. Ikke bare skolerelevante teknologier som søgemaskiner og kommunikationsplatforme har man overladt til det kommercielle marked, men staten har heller ikke meget held med det digitale på et område som fx skatteinddrivelse.
De digitale medier har staten åbenbart ikke – må man konstatere – syntes, der var nogen grund til at finansiere og kontrollere gennem armslængde, i form af specialister, der forholder sig til, hvad vi som borgere generelt og elever specifikt bliver udsat for. Nok gør både biblioteker, skoler, museer og DR en stor indsats, men nogen søgemaskine eller noget socialt medie er det ikke blevet til.
Vi er overladt til de store amerikanske tech-giganter og det, Zuboff kalder overvågningskapitalisme. Ikke bare voksne profileres op mod big data og nudges til at sympatisere med bestemte politikere og produkter – også børn får samme behandling. Så kan det godt være, at vi i radioens og fjernsynets første mange år blev skånet for reklamer, men når det kommer til digitale medier, har der ingen politisk vilje været. Faktisk har man sparet på DR, mens misinformation og fake news boomer på nettet.
Det er ikke for sent, og vi har kræfterne til at føre oplysningsprojektet og dannelsestraditionen ind i det digitale samfund, hvis vi i EU-regi begynder nu. Men det vil tage tid. Og så er spørgsmålet, hvad vi gør i mellemtiden.
Situationen er den, eller det skriver jeg sammen med min forskningskollega Michael Paulsen fra SDU i vores sidste paper, at den angloamerikanske verden helt er overtaget af kommercielle aktører. Inden for undervisning ser vi rå behaviorisme i en digitaliseret version, hvor man ikke bare ud fra profilering beregner, hvilken opgave den enkelte elev skal have næste gang, men også ud fra adfærd, fx overvåget gennem webkamera, nudges til en systemkonform opførsel. Ved at kontrollere og manipulere elevers adfærd mener man at kunne producere stressresistente, ikkevoldelige, hårdtarbejdende superborgere. I den anden grøft har vi Kina, der gennem samme teknikker overvåger eleverne – og resten af befolkningen – og straffer dem til systemkonform adfærd.
I Kontinentaleuropa har vi imidlertid vores dannelsestradition, hvor vi fra vuggestue til universitet opfordres til at tænke selvstændigt og kritisk. Dannelse betyder kort fortalt, at man aldrig må lære en elev en kompetence, uden undervisningsaktiviteten er indlejret i målsætninger, der er humanistiske, emancipatoriske og demokratiske. Målet er selvregulerende borgere, der med kundskab kan varetage almenvellets interesser.
Dannelse kan føres tilbage til indførelsen af trykketeknologien, da samfundet pludselig blev komplekst, hvor folk lærte at læse og skrive og ville have medbestemmelse. På denne baggrund syntes det smart med dannelse, så borgerne ud fra oplysning kunne regulere sig selv i det nye mediesamfund. Da først der var udviklet den fornødne ytringskultur, kunne censuren ligefrem afskaffes. Med det digitale mediesamfund er vi overhovedet ikke der endnu, og udviklingen hjælpes ikke ligefrem på vej ved, at det er kommercielle selskaber, der udformer de algoritmer, der regulerer den kommunikative infrastruktur.
Tilbage til Aarhus
Men hvad gør vi så? Jo, mens vi venter på staten og dens samarbejde med de andre europæiske stater, må vi dels i EU-regi opruste med reguleringer af tech-giganterne, og civilsamfundet må tøjle statens lyst til at overvåge – som var vi i Kina – og dels gennem undervisningsinstitutionerne og bibliotekerne ruste borgerne og i særdeleshed elever og studerende med en dannelse, der matcher problemerne og mulighederne i det digitale mediemiljø.
Det er nemt nok ud fra et idealistisk standpunkt at kritisere Aarhus Kommune, der faktisk har opnået en god aftale om databehandling, altså en aftale om, hvad Google må bruge vores skoledata til. Selvfølgelig kan man slå ned på de såkaldte gråzoner, såsom at Google stadig kan profilere eleverne gennem deres brug af andre af Googles tilbud, fx YouTube – men HALLO, mon ikke eleverne under alle omstændigheder ville være klistrede til YouTube og alle mulige andre af de fantastiske muligheder tech-giganterne giver os? Svaret er et klart jo. De unge finder og bruger det, der virker, er underholdende, sjovt, populært og identitetsgivende – det, der hjælper dem med at navigere i verden og gøre sig gældende.
Vi må til gengæld sørge for, at vores skole og dens lærere har de bedste muligheder for at danne eleverne til at kontrollere sig selv, deres opmærksomhed, deres data, deres læring – deres evne til at tage andres perspektiv, til at forstå big data og de bias, der er forbundet med denne form for statistik, der beregner enkeltindividers fremtidige handlinger ud fra andre lignede individers tidligere handlinger.
Om ikke alle elever selv skal kunne kode algoritmer, så skal alle dog kunne forstå principperne bag maskinlæringsalgoritmer og neurale netværk, så de kan gennemskue Google, Facebook, YouTube, Instagram, men også forstå konsekvenserne af big data i sundhedssystemet, retsvæsnet og eksempelvis socialsystemet. De skal også lære at netværke, søge information og foretage kildekritik og udtrykke sig selv i de nye kulturbærende digitale medier.
I øjeblikket venter vi på, at staten konstruktivt, sammen med resten af EU, arbejder på at udvikle egne digitale systemer, der matcher Google og Facebooks i lækkerhed og funktionalitet, støtter uddannelsessystemet. Skolelærere, gymnasielærere og universitetslærere har i mellemtiden fået nedsat deres forberedelsestid på et tidspunkt, hvor hele curriculum skal remedieres! På et tidspunkt, hvor der skal udvikles nye didaktikker. På et tidspunkt, hvor eleverne skal dannes til at være selvregulerende kritiske demokratiske borgere i en kommunikativ infrastruktur kontrolleret af kommercielle amerikanske virksomheders maskinlæringsalgoritmer.
Hvis vi skal producere verdens mest begavede og dannede borgere gennem det danske uddannelsessystem, må vi i første omgang – mens vi venter – benytte os af verdens mest avancerede digitale systemer – ja, vi taler Google og de andre brands – men samtidig give skolen de fornødne ressourcer i form af efteruddannelse til lærerne og rigeligt med frihed og tid til, at lærere og elever kan eksperimentere med nye didaktikker, fællesskaber, netværk, kommunikationsformer, produktionsmetoder etc.
Så ja, Aarhus Kommune go for it, men husk lige at give lærere og elever ordentlige rammer.