Sådan får vi mere inkluderende journalistik
En ny journalistisk metode supplerer og korrigerer journalistikken, så den viser et mere mangfoldigt, retvisende og medmenneskeligt billede af mennesker, miljøer og lande. Metoden hedder TrustJournalism – fremtidens inkluderende journalistik og kommunikation.
Hvordan viser vi et nuanceret, mangfoldigt og retvisende billede af de mennesker, der bor i vores kommune, region og samfund? Og hvorfor er det vigtigt, at vi er bevidste om, hvilket billede vi er med til at tegne?
Vi skal især være opmærksomme på to ting, når vi arbejder med journalistik og kommunikation.
For det første skal vi afspejle samfundets mangfoldighed i forhold til social baggrund, etnicitet, køn, alder mv. For det andet skal vi være bevidste om, at vores historier, vinkler, kilder, formuleringer, spørgsmål, debatter og billeder har en betydning for, hvordan mennesker oplever hinanden, sig selv og samfundet.
Det er derfor vigtigt, at vi er klar over, hvornår vi er ved at tegne et billede, der er skævvredet eller farvet, og risikerer at skabe misforståelser og puste til frygt og usikkerhed. Vi skal naturligvis fortsat behandle relevante problemer, men vi skal gøre det uden at stigmatisere og grave grøfter.
TrustJournalism
Flere elementer i det journalistiske dna går hånd i hånd med faktorer, der forstærker fordomme og stereotyper. Det påvirker vores arbejdsproces i alle de valg, vi tager. Uden vi ved det, og uden vi vil det.
TrustJournalism er en metode, der kommer hele vejen om faget, og som begynder med os selv, fordi vi netop er nødt til at blive bevidste om egne blinde vinkler, mangfoldigheden i redaktionen – eller manglen derpå – uhensigtsmæssige vaner, og hvor det faglige fundament giver udfordringer.
Flere elementer i det journalistiske dna går hånd i hånd med faktorer, der forstærker fordomme og stereotyper. Det påvirker vores arbejdsproces i alle de valg, vi tager. Uden vi ved det, og uden vi vil det.
TrustJournalism er en metode, der kommer hele vejen om faget, og som begynder med os selv, fordi vi netop er nødt til at blive bevidste om egne blinde vinkler, mangfoldigheden i redaktionen – eller manglen derpå – uhensigtsmæssige vaner, og hvor det faglige fundament giver udfordringer.
Metoden sætter fokus på, hvem der er i medierne, og hvordan de fremstilles. Den giver redskaber til at øge diversitet, inklusion og empati i den daglige journalistiske dækning eller i kommunikationsarbejdet. Metoden kan altså være med til at skabe inkluderende miljøer, der giver alle mennesker lyst til at blande sig.
Det handler samtidig om at få mere medmenneskelighed ind i faget – i vores tilgang til mennesker og i vores formidling. Vi skal være loyale over for mennesker og ikke kynisk holde dem ud i strakt arm ved eksempelvis at fremstille dem i et unødvendigt sensationelt lys, hvor det igen bliver “os” der kigger på “dem”.
Ind- og udgrupper
Vi skal være bevidste om det, psykologerne kalder for ind- og udgrupper. Ubevidst inddeler vi hinanden i et “dem” og “os”. Meget enkelt sagt sætter vi dem i vores indgruppe, hvilke vi oplever, at vi har et interessefællesskab med.
På samme måde sætter vi mennesker i vores udgrupper, hvilke vi synes meget forskellig fra. Tendensen er, at man ser væsentligt mere positivt på mennesker i sine egne indgrupper end på mennesker i sine udgrupper, som man kan have negative fordomme overfor.
Samtidig er mennesker påvirket af en række bias, som eksempelvis bekræftigelsesbias. Det gør det lettere at finde informationer, der bekræfter de holdninger, man har om andre i forvejen.
Vores egne blinde vinkler og en manglende mangfoldighed i redaktionen får ofte betydning for, hvor nuanceret vi ser andre mennesker og verden. Det betyder, at mennesker, grupper og lande kan blive: misforstået, fremstillet stereotypt og unuanceret, underrepræsenteret i medierne eller behandlet uden tilstrækkelig vægt og seriøsitet.
Komplekse dilemmaer bliver på den måde ofte gjort til sorte og hvide problemer. Relevante nuancer og proportioner forsvinder. Og det er netop dem, der kan give mennesker den indsigt, der kan være med til at fremme forståelsen over for andre mennesker, over for deres valg og måde at leve livet på.
De debattører, der er på fløjene, eller som har markante meninger og kan udtale sig i skarpe vendinger, inviteres ind i debatter eller får ordet i mediernes debatsektioner.
En måde at illustrere det på er med østrigeren Friderich Glasls konflikttrappe. Konflikttrappen er en model, der viser, hvordan konflikter optrappes, og den beskriver det mønster, en konflikt typisk følger.
Konflikttrappen bruges primært som redskab til at nedtrappe og løse konflikter, men den er samtidig et billede på, hvad der sker, når journalister og medier arbejder med nyhedskriterier som konflikt og sensation, hvor vi vinkler, formulerer os, finder kilder og udvælger billeder ud fra de to kriterier.
Når vi arbejder på konflikttrappen, betyder det blandt andet, at nogle grupper risikerer hovedsageligt at komme i medierne i forbindelse med problemer og konfliktfyldte historier, og det bliver dermed de historier, der kommer til at tegne hele billedet.
Når vi arbejder på konflikttrappen, betyder det blandt andet, at nogle grupper risikerer hovedsageligt at komme i medierne i forbindelse med problemer og konfliktfyldte historier, og det bliver dermed de historier, der kommer til at tegne hele billedet.
En undersøgelse fra 2016 dokumenterede forskellen på folks opfattelse af virkeligheden og fakta. Der er for eksempel stor forskel på, hvor mange muslimer man tror, der er i ens land – og hvor mange der rent faktisk er.
Redaktionel ulighed
Det er undersøgt, hvor hyppigt forskellige grupper er repræsenterede i medierne som kilder i forhold til køn, etnicitet, handicap og alder. Det viser sig, at grupperne er underrepræsenterede, og når de endelig er i medierne, er det ofte i den samme kontekst.
Den svenske datamatiker Max Berggren har udviklet Prognosis, som hver dag registrerer, hvor mange gange en kvinde omtales i 14 danske onlinemedier. En opgørelse over et år fra d. 1. oktober 2018 til d. 1. oktober 2019 viser, at kvinder i gennemsnit kun var omtalt 28 procent.
Selvom der de seneste år er kommet fokus på den manglende repræsentation af kvinder, viser Prognosis samtidig, at udviklingen over de seneste fem år fra 2015 til 2019 er stagneret.
I forhold til mennesker med en etnisk minoritetsbaggrund viser undersøgelsen “Dem vi taler om” fra Ansvarlig Presse, at kun 4 procent af kilderne har etnisk minoritetsbaggrund. Når de endelig får en stemme i medierne, er det typisk i den samme kontekst med integrationsproblemer, islam og kriminalitet.
Det er både et menneskeligt og et demokratisk problem, når nogle grupper er hyppigere i medierne end andre, og når grupper ofte optræder i den samme kontekst. Medierne skal derfor justere deres arbejdsmetoder, så vi sikrer diversitet og inklusion i vores arbejde. Samtidig skal vi sikre, at vores dækning ikke leder til misforståelser, usikkerhed, frygt og mistillid, og samtidig påvirke dem, omtalen handler om.
En netop offentliggjort analyse, “Mediedækning af psykisk sygdom”, udført af Infomedia sætter fx fokus på danske nyhedsmediers dækning af psykisk sygdom i 2019.
En netop offentliggjort analyse, “Mediedækning af psykisk sygdom”, udført af Infomedia sætter fx fokus på danske nyhedsmediers dækning af psykisk sygdom i 2019.
Analysen viser, at 34 procent af medieomtalen kan karakteriseres som stigmatiserende. Samtidig dokumenterer analysen, at den stigmatiserende omtale kommer fra lokale medier såvel som de landsdækkende medier, og det viser, at blinde vinkler og uhensigtsmæssige arbejdsmetoder er en udfordring hos journalister og redaktører mange steder inden for branchen. Store som små medier.
Fra kategori til karakter
Fordomme er sejlivede og afkræftes naturligvis ikke kun af få historier. For at kunne arbejde på en ny og inkluderende måde skal vi derfor have nogle bevidste strategier, der tager højde for de mekanismer, der forstærker fordomme og stereotyper, og vi skal have nogle redskaber, hvor strategierne er tænkt ind. I alle vores arbejdstrin. Helt overordnet handler det om at gå ned ad konflikttrappen og undgå blinde vinkler.
Fordomme er sejlivede og afkræftes naturligvis ikke kun af få historier. For at kunne arbejde på en ny og inkluderende måde skal vi derfor have nogle bevidste strategier, der tager højde for de mekanismer, der forstærker fordomme og stereotyper, og vi skal have nogle redskaber, hvor strategierne er tænkt ind. I alle vores arbejdstrin. Helt overordnet handler det om at gå ned ad konflikttrappen og undgå blinde vinkler.
En af de faktorer, der afkræfter fordomme og stereotyper, er, når man går fra at se en kategori til at se en karakter – et menneske. Man ser så for eksempel ikke ser en fattig – kategori, men i stedet ser et menneske – et barn, en ung, en kvinde, mand osv. med karaktertræk og sin egen personlighed.
Dette er der gode chancer for, sker i et møde, hvis de rigtige forhold er til stede. Nogle af de vigtigste elementer, der er i et møde, er indarbejdet i redskaberne i TrustJournalism som nuancer, ligheder, empati og baggrundsviden. Det samme er øget fokus på fakta og proportioner.
Nuancekompasset – et redskab i det daglige arbejde
Et af redskaberne i TrustJournalism er Nuancekompasset.
Nuancekompasset er et journalistisk arbejdsredskab, man som journalist, kommunikatør, fotograf, tilrettelægger, redaktør mv. kan navigere efter, hver gang man skal producere et nyt produkt. Om det er en nyhed, en længere artikel, en speak, et radioindslag, et program, et nyt koncept, en tekst til en hjemmeside eller de sociale medier.
Det er på en gang et analyseredskab, der gør dig bevidst om, hvad du vælger til og fra, og samtidig er det et værktøj til at holde kursen og finde nye idéer, vinkler, kilder, ordvalg og sammenhænge.
Nuancekompasset er opdelt i fem dele, som jeg har udvalgt, fordi de er helt centrale områder, vi kommer omkring, når vi arbejder:
Nedbrød tabu
En af nuancerne i Nuancekompasset er Gentagelse. Som medier gentager vi ofte samme historie. Det sker, når en nyhed kører hele dagen og nogle gange over flere dage med stort set samme vinkel, samme kilder, spørgsmål og billeder.
En af nuancerne i Nuancekompasset er Gentagelse. Som medier gentager vi ofte samme historie. Det sker, når en nyhed kører hele dagen og nogle gange over flere dage med stort set samme vinkel, samme kilder, spørgsmål og billeder.
Når vi bringer sæsonhistorier, der gentages samme tid hvert år, eller når et stort fokus på for eksempel vold eller terror skaber en overeksponering, der taler ind i folks frygt og kan påvirke modtageren, fordi man overvurderer omfanget af fænomenet.
Det kalder jeg gentagelseshistorier. Gentagelseshistorier kan resultere i stereotyper fremstillinger og forstærke det, man kalder flertalsmisforståelser. En kollektiv overdrivelse af, hvor mange mennesker der har en bestemt adfærd.
Det kalder jeg gentagelseshistorier. Gentagelseshistorier kan resultere i stereotyper fremstillinger og forstærke det, man kalder flertalsmisforståelser. En kollektiv overdrivelse af, hvor mange mennesker der har en bestemt adfærd.
Et eksempel på det er historierne om kontanthjælpsmodtageren Robert Hansen. Han havde fået penge af det offentlige i årevis og fortalte, at han ikke havde lyst til at arbejde med hvad som helst.
Dovne Robert døbte medierne ham. De mange historier om Robert Hansen betød, at han kom til at fremstå som et stereotypt billede på en kontanthjælpsmodtager, som der på det tidspunkt var 50.000 af i Danmark.
En undersøgelse, der senere blev lavet af Center for Komparative Velfærdsstudier på Aalborg Universitet, viste, at hver femte dansker mente, at folk var i nød, fordi de var “dovne og mangler viljestyrke.”
Historier som disse påvirker mennesker ude i samfundet. Jeg har i mange år arbejdet inden for det sociale felt og talte på det tidspunkt med en kvinde, der havde været langtidssygemeldt og netop havde fået vide af sin læge, at hun kunne søge førtidspension. Men kvinden græd, da hun fortalte det, fordi hun skammede sig.
Det er en relevant problemstilling, at mennesker modtager overførselsindkomst år efter år, selvom de ikke vil tage et job, når de får det tilbudt. Men medierne kunne have dækket problematikken på andre måder i stedet for at gentage stort set samme historie om Robert Hansen.
Vi skal derfor være opmærksomme på vores gentagelseshistorier, og en af de ting, vi kan gøre, er at vise mangfoldigheden inden for gruppen. Udover at skabe en nuanceret, mangfoldig og retvisende dækning er dette afstigmatiserende og understøtter dermed menneskers muligheder for at få et godt liv.
Det er en relevant problemstilling, at mennesker modtager overførselsindkomst år efter år, selvom de ikke vil tage et job, når de får det tilbudt. Men medierne kunne have dækket problematikken på andre måder i stedet for at gentage stort set samme historie om Robert Hansen.
Vi skal derfor være opmærksomme på vores gentagelseshistorier, og en af de ting, vi kan gøre, er at vise mangfoldigheden inden for gruppen. Udover at skabe en nuanceret, mangfoldig og retvisende dækning er dette afstigmatiserende og understøtter dermed menneskers muligheder for at få et godt liv.
En af konsekvenserne ved blinde vinkler er, at vi risikerer at overse problemer inden for grupper, vi selv identificerer os med. Vores indgrupper. Man har set mange artikler, debatter og programmer om sociale problemer i underklassen, men der kommer måske bag på de fleste, at det sted i Danmark, hvor der drikkes mest, er i Nordsjælland.
Det er sjældent, historier om alkoholmisbrug fortælles herfra, men som eksemplet her viser, får det stor betydning, når vi ændrer fokus.
I 2017 havde DR fokus på alkohol i to dage. De bragte blandt andet et indslag på baggrund af en undersøgelse fra Coop, som viste, at Nordsjælland er det sted i Danmark, hvor der drikkes mest alkohol.
Dr.dk havde også information om alkohol på deres onlineplatform, hvor man blandt andet kunne teste sig selv eller en pårørende for alkoholisme og chatte med en ekspert. Efter et nyhedsindslag skete der noget hos organisationen HOPE, der rådgiver om alkohol:
- 37.437 unikke besøg på organisationens netrådgivning, hope.dk.
- 364.009 sidehenvisninger.
- 30.000 havde taget en alkoholtest.
Hvorfor havde indslaget så stor gennemslagskraft? Formentlig på grund af casen. I indslaget var casen en pensioneret arkitekt fra Nordsjælland, ikke den traditionelle “manden på bænken”. Ved at vælge netop det eksempel nåede DR en gruppe, der ikke passer ind i det stereotype billede af et menneske med alkoholmisbrug.
Denne bevidsthed om vores valg gælder også i forhold til alle andre valg, vi foretager hver dag. Fra valg af kilder, cases, debattører, rubrik, det fremhævede citat, billedet på hjemmesiden, tophistorien i nyhederne mv. Store som små er de nemlig alle med til at tegne et helhedsbillede af en gruppe, et miljø eller land og afgøre, om vi er med til at skævvride vigtige begreber og emner og skabe ekskluderende eller inkluderende journalistiske miljøer.
Med de nye redskaber, en ny bevidsthed og et nyt sprog sætter metoden altså en retning for journalistikken, der viser et mere nuanceret og medmenneskeligt billede af hinanden og verden – til gavn for alle.
Kontakt Lotte Rosdahl: LotteRosdahl1@gmail.com/+45 26 70 02 92
Køb bogen: https://www.lotterosdahl.dk
