KKKatastrofal aften for Trump

I nat var verden vidne til den værste præsidentdebat i amerikansk historie. Et decideret “shitshow”. Og det var næsten udelukkende Donald Trumps skyld. Præsidenten opførte sig som en bølle. Han afbrød, råbte, og ønskede ingen dialog. Joe Biden var ikke fantastisk, men han vandt, fordi alle andre tabte. Den største taber var dog selve det amerikanske demokrati. Det var en skrækkelig affære. Ingen blev klogere, ingen følte sig tilpas.
Trump gjorde debatten forfærdelig at se. Han gjorde stor skade mod sine egne valgchancer. Men værst af alt underminerede han demokratiet og støttede op om ‘white supremacists’. (Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix).
Trump gjorde debatten forfærdelig at se. Han gjorde stor skade mod sine egne valgchancer. Men værst af alt underminerede han demokratiet og støttede op om ‘white supremacists’. (Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix).
The shitshow: Se hele debatten i fuld længde her
 
"A hot mess, inside a dumpster fire, inside a train wreck"
Præsidenten gik ind til debatten med en klar strategi: Afbryd, råb, og forvir så meget som muligt. Håbet har vel været, at en frustreret Biden ville snuble over sig selv eller endnu bedre tabte besindelsen og i processen ‘bevise’ kernen i Trumps hovedargument mod ham: At han er en gammel senil mand, der ikke har staminaen til at være præsident.
 
Problemet for Trump var bare, at Biden ikke bed til bolle. I stedet for at synke ned på Trumps niveau fejede han præsidentens mange absurditeter af vejen ved blot at grine af dem.

Fx trak Biden bare på smilebåndet, da Trump anklagede ham for at være decideret uintelligent: “You forgot the name of your college… You graduated the lowest or almost the lowest in your class… Don’t ever use the word smart with me. There’s nothing smart about you, Joe.”
 
 
På trods af de mange angreb og afbrydelser var det sjældent, det lykkedes Trump at komme under huden på sin modstander. “It’s hard to get a word in with this clown,” lød det dog fra en frustreret Biden, efter han for 117. gang blev afbrudt. Han rettede hurtigt sig selv: “Excuse me – person.”
 
 
I løbet af debatten prøvede Biden – med svingende resultater – at præsentere sine visioner for USA. Men han blev som sagt afbrudt hver evig eneste gang. 
 
Trump brugte al sin tid på enten at rose sig selv: “I did a phenomenal job”, “I’m the one that brought back football... It was me and I’m very happy to do it...and people of Ohio are very proud of me.” Eller klage over alle dem, der er imod ham: “No matter what you say to them, they give you bad press on it. It’s just fake news.”
 
 
 
De mange afbrydelser, de voldsomme beskyldninger og den fuldstændigt fejlslagne moderering fra Fox News-værten Chris Wallace gjorde debatten decideret umulig at se. Det var en skrækkelig affære, der efterlod ingen klogere på de to kandidaters planer for fremtiden. Og den primære årsag var ene og alene præsidenten. 
 
CNN’s Jake Tapper opsummerede debatten: “That was a hot mess, inside a dumpster fire, inside a train wreck.” Og som George Stephanopoulos, der selv har modereret præsidentdebatter, sagde: "I have to speak personally here...that was the worst presidential debate I have ever seen in my life.”
 
Hvorfor gik det så galt for præsidenten? 
Siden coronapandemien for alvor fik greb om USA tilbage i marts, har Joe Biden haft en solid føring på mellem 6-8 %-point i meningsmålingerne. Han har desuden ført på en række andre vigtige parametre, såsom personlig ‘favorability’ og troværdighed.
 
Joe Biden er over 15 %-point mere populær end Donald Trump. Nattens debat hjalp ikke. RealClearPolitics. 
 
Præsident Trump havde derfor to opgaver under debatten. For det første skulle han berolige og fastholde de midtervælgere, der synes godt om hans politik, men skræmmes væk af hans personlighed. Han skulle kort sagt vise empati og agere præsidentielt for at dæmpe deres bekymringer. 
 
For det andet skulle Trump fjerne fokus fra sig selv og sine bedrifter over de sidste fire år og få valget til at handle om Biden. Trump er godt klar over, at størstedelen af amerikanerne ikke kan lide ham. Men ligesom i ‘16 skal der blot være flere, der ikke kan lide demokraten, for at Trump bliver genvalgt. 
 
Præsidentens eneste chance var altså, at gøre præsidentvalget til et valg mellem pest eller kolera og håbe på det bedste. 
 
Trump fejlede begge opgaver spektakulært. 
 
“I think Trump lost the presidency tonight”
Der var intet beroligende over præsidentens adfærd, tone eller udtalelser. Han var aggressiv, nedladende og på ingen måde præsidentiel. 
 
Fx nævnte Biden sin afdøde søn Beau, der tjente i militæret. Det nævnte han i forlængelse af, at Trump har kaldt faldne soldater for tabere. “My son was in Iraq. He spent a year there… He was not a loser. He was a Patriot and the people left behind there were heroes,” lød det fra Biden.  
 
Trump valgte her at spilde en enorm mulighed for at udvise empati og respekt over for amerikanske soldater. En enorm mulighed for at berolige skeptiske midtervælgere.
 
I stedet gik han i kødet på Bidens anden søn, Hunter, som højrefløjen elsker at hade: “I don’t know Beau. I know Hunter. Hunter got thrown out of the military. He was thrown out dishonorably discharged. For cocaine use”. I stedet for at gå efter bolden gik han efter sønnen med et stofmisbrug. Vel af mærke en stofmisbruger fra en familie ramt af et utal af smertefulde tab og ulykker, fra trafikuheld til kræft.
 
 
Som altid endte Trump med al opmærksomheden. Det lykkedes deraf ikke at skabe et negativt narrativ om Biden. Historien dagen derpå er Trumps ageren og de vilde ting, han fik sagt. Trump skulle have gjort Biden til skurken, men talte i stedet kun om sig selv. 
 
Det er meget muligt, at Trump havde succes med at gøre sine kernevælgere glade. Som tidligere Obama-rådgiver David Axelrod pointerede efter debatten: Trump sagde ikke andet, end han plejer; det var stort set bare “Trump’s greatest hits”. Men som han konkluderede: “I think Trump lost the presidency tonight.”
 
Trumps nuværende vælgerbase af die-hard fans er nemlig ikke i sig selv nok til at sikre ham fire år mere i Det Hvide Hus. Præsidenten er nødt til at overtale flere. Men i nat brugte han halvanden time på at skræmme flertallet af potentielle vælgere bort i sit opmærksomhedskrævende shitshow for at underholde sit loyale mindretal. 
 
En analyse, der bliver bekræftet mange steder. En måling fra CNN viste fx, at hele 60 % så Biden som aftenens vinder, mod kun 28 % for Trump. Sandheden er nok, at alle tabte. Men fordi Trump gjorde mere skade end gavn for sine egne genvalgschancer, står Biden bedre i dag end i går. 
 
Trump smadrer demokratiet
Præsidentens optræden i nat var ikke bare forfærdelig for seerne eller hans egne valgchancer. Det var katastrofalt for USA som land – og ja, for hele verden. Hvem skulle have troet, at den største trussel mod demokratiet skulle komme fra selve symbolet på demokrati: USA’s præsident?
 
Lad os starte med nattens mest vanvittige udtalelse: Præsidenten nægtede direkte at kritisere en racistisk gruppe af ‘white supremacists’ for i stedet at opfordre dem til, at “stand back and stand by.”
 
 
Et slogan gruppen nu har taget til sig i deres sejrsdans på internettet. De har hurtigt stillet sig bag præsidenten, de ser som deres leder. De står ved hans side. “Stand back.” “Stand by.”
 
 
Som Van Jones sagde efter debatten: “Only three things happened tonight: 1. Donald Trump refused to condemn white supremacy. 2. The President of the United States refused to condemn white supremacy. 3. The Commander In Chief refused to condemn white supremacy on the global stage.”
 
Van Jones har en pointe. Han glemte dog, at præsidenten også nægtede at love, at forlade Det Hvide Hus på fredelig vis, hvis han taber. 
 
Trump kastede om sig med løgne om valgprocessen og opfordrede endda sin tilhængere til at melde sig som ‘poll watchers’ for at holde øje med uregelmæssigheder i stemmeboksen.
 
“This will end badly,” sagde han om valget. 
 
Som CNN’s Wolf Blitzer sagde efter debatten: “This was an embarrassment for the United States of America”. 
 
På én aften fik Trump sagt, at han ikke vil acceptere valgresultatet, og at en voldelig racistisk gruppe skal holde sig klar, “stand by”. Til hvad ved vi ikke. 
 
Vi ved dog, i Trumps ord, at det “ender dårligt”. 
 
 
Læs mere om debatten her 
 
 
 
 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også