WTF sker der lige i Det Hvide Hus?

Det er ikke svært at forstå de oprindelige motiver bag Donald Trumps udpegning af finansmanden Anthony Scaramucci – med kælenavnet The Mooch – til stillingen som ny kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus, udover at Scaramucci elsker Trump og vil gøre ”alt” for ham – også selvom ideen unægtelig havde et kortvarigt liv.

I hovedstaden og i de liberale medier svælgede kommentatorer i den forgangne uge i de oplagte paralleller mellem en italiensk-amerikansk rigmand, der lige som præsidenten kommer fra New York. I en skøn artikel i The New Republic kaldte magasinet hans udnævnelse for ”The Rise of the New York Douchebag”; en mand, der ligesom Trump har en forkærlighed for et mere end kulørt sprog.

Og endelig en mand, der ganske som the-commander-in-chief formentlig er en efter normale standarder ganske skrupelløs egoist – det er i hvert fald svært at finde andre betegnelser for en mand, der vælger at ledsage sin chef til et kampagnemøde i West Virginia fremfor at være til stede ved fødslen af sit andet barn, om end der nok skal være dem, der vil påpege, at Scaramuccis hustru, Deidre Ball, netop havde indleveret en skilsmissebegæring i selvsamme uge.

Som en bonusinformation kan nævnes, at begge mænd også har forsøgt at betale sig ind i biroller i Hollywood-film – det lykkedes dog kun for Scaramucci, der ifølge The Daily Beast betalte 100.000 dollars for at optræde i 40 sekunder i Oliver Stones Wall Street: Money Never Sleeps.

Anthony Scaramucci, der efter kun 10 dage i det Hvide Hus måtte forlade posten som kommunikationsdirektør, fordi han kom til at tale over sig til en journalist. Scanpix/Jonathan Ernst.

Den korteste udnævnelse i Det Hvide Hus nogensinde

Som alle med adgang til en netforbindelse vil vide, holdt udnævnelsen i 11 dage. Scaramucci blev udnævnt den 20. juli og fyret af den nye stabschef, John Kelly, igen den 31. juli.

Dette medførte selvsagt, at samtlige USA’s TV-stationer og late night shows havde en field day – eller rettere nat – mens de muntrede sig med citaterne fra Scaramuccis nu berømte telefonsamtale med journalist Ryan Lizza fra magasinet The New Yorker, hvor kommunikationsdirektøren fik kaldt Trumps daværende stabschef Reince Priebus for "a fucking paranoid schizophrenic" og i farten også fik sagt, at Steve Bannon, Trumps kendte seniorrådgiver og tidligere chef for Breitbart News, var en mand, der mest var optaget af at "suck his own cock" modsat selvsagt Scaramucci selv, der udelukkende var optaget af at tjene præsidenten og den amerikanske befolkning.

Med sine uhørte tirader, der satte Washington (hvis politiske klasse i forvejen er ved at gå fra hinanden) på den anden ende, var det klart, at Scaramuccis holdbarhed i jobbet var begrænset.

For det første forbrød han sig mod grundreglen i Trump World: Sørg for aldrig at tiltrække mere presse og mere opmærksomhed end den, som The Boss får tildelt.

For det andet var det klart, at den nyudnævnte stabschef – den højt respekterede og ditto medalje-dekorerede (for sine bedrifter på slagmarken) general John Kelly – ikke ville tolerere en mand, der svinede sine kolleger til og samtidig pralede med at være ”i direkte kontakt med” præsidenten, og som derfor kun ønskede at referere til Trump.

Derfor meddeltes det da også kort tid efter udnævnelsen, i en tør og ret ’utrumpiansk’ sprogbrug, at Scaramucci havde valgt at forlade sin stilling for at give den indkommende stabschef a clean slate and the ability to build his own team.

Her kan man fornøje sig med at lytte til Stephen Colbert, der synger farvel til The Mooch:

Og her er det Seth Meyers:

Nuvel – så langt, så trist. Det relevante spørgsmål at stille er selvsagt; hvad er det, der egentlig foregår?

Ikke fordi nogen kommentator eller analytiker med rimelighed kan hævde at vide, hvad Donald Trumps game plan måtte være. Det er langt fra sikkert, at der overhovedet findes nogen overordnet strategi, men der foregår en hel del rundt om præsidenten og regeringen i det hele taget, som med fordel kan sættes i perspektiv.

Lad os se nærmere på tre lag i Trumps regering: kommunikationsteamet, det republikanske parti og det militære styre.

1. Hvad foregår der i Trumps kommunikationsteam?

Det spørgsmål er relativt nemt at besvare. Der hersker først og fremmest en gennemtrængende frygt og lammende usikkerhed om fremtiden. Usikkerhed, fordi alle ved, at Trump helst så afdelingen nedlagt – eller måske blot overgå til skriftlige svar til pressen:

...Maybe the best thing to do would be to cancel all future "press briefings" and hand out written responses for the sake of accuracy???
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) May 12, 2017

Præsidenten mener herudover, at han selv ville være den bedste til at afholde pressebriefinger – og han ærgrer sig over, at han ikke har tid. Men som han har udtalt tidligere, så er det ikke fordi hverken den daværende pressetalsmand, Sean Spicer, eller den nuværende i jobbet, Sarah Huckabee Sanders, ikke er good people, slet ikke. Det er ene og alene fordi han, Trump, nu engang ifølge sig selv er den bedste til at levere sit eget budskab.

Derudover – og her kommer vi til angsten – er Trump overbevist om, at en del af de lækager, som Washington altid er rig på, men som er taget til i uhørt omfang efter hans tiltrædelse, kommer fra hans egen kommunikationsstab. Derfor har der været tiltag i afdelingen, som man ikke kan kalde befordrende for et godt eller trygt arbejdsmiljø.

Eksempelvis forlangender om, at de ansatte afleverede deres mobiltelefoner til inspektion, så cheferne kunne tjekke om medarbejderne havde været i ”uautoriseret kontakt med journalister” – eller med andre ord: havde lækket til pressens mænd og kvinder.

Men det samlende fænomen, som skaber både angst og uvished om fremtiden for såvel afdelingen som dens ansatte, er selvfølgelig Trump selv. Der kan ikke være tvivl om, at Scaramuccis trussel om at ”fyre samtlige ansatte i kommunikationsafdelingen”, i virkeligheden kom fra Trump selv.

Præsidenten har ved talrige lejligheder formået at underminere sine pressetalsmænd – af og til inden for blot få timer – ved enten at modsige sig selv eller simpelthen sige det stik modsatte af det, han havde bedt dem om at sige til pressen tidligere.

Det mest berømte eksempel var fyringen af den daværende FBI-chef James Comey, hvor Sarah Huckabee Sanders (der på det tidspunkt var vikar for Spicer, som aftjente sin værnepligt som medlem af det amerikanske civilforsvar) gik ud til pressen som fungerende pressetalsmand og forklarede, at fyringen intet havde at gøre med håndteringen af anklagerne mod præsidentens kampagne om at være for tæt på eller have samarbejdet med Rusland.

Straks efter vendte præsidenten på en tallerken og erklærede i et interview, at håndteringen af Rusland netop var én af grundene til fyringen.

Præsident Trump udtaler sig om fyringen af FBI-chefen James Comey.

Som resten af verden fik at vide et par dage senere af Comey selv, havde præsidenten under middagen dels bedt om en tjeneste – at FBI ville lade nåde gå for ret, når det gjaldt undersøgelsen af præsidentens ven og tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Flynn. Og derudover også bedt den daværende FBI-direktør om at forsikre præsidenten om dennes personlige loyalitet.

I det hele taget viklede Det Hvide Hus og Trump sig ind i talrige selvmodsigelser under hele forløbet.

Om Kelly kan medvirke til, at der kommer mere orden og disciplin på drengen, vil kun tiden vise. Det er pt. det højeste ønske fra de ansatte – og især i kommunikationsafdelingen, hvor man lider under det totale nedbrud af tillid mellem Trumps regering og ”the mainstream media”. Men udsigterne er ikke gode.

Trump er – når alt kommer til alt – for det første faktaresistent og notorisk uvillig til at tage imod gode råd. Derudover er han som nævnt sin egen kommunikationschef, og det er svært at forestille sig, at han vil sende sine verdensberømte spontane tweets til gennemsyn hos Kelly (der ifølge flere artikler i amerikanske medier havde afvist Trumps forsøg på at få ham ansat som stabschef i månedsvis). Kelly har ikke desto mindre bebudet, at han vil genindføre respekt og ”tovejskommunikation” med medierne.

Næste lag, det er værd at kigge på, er:

2. Det republikanske parti

Her foregår der en del. For det første er der klare tegn på, at partiet er ved at have fået nok af præsidenten. Ifølge Washington Post har flere af de tungeste senatorer fortalt Det Hvide Hus, at de ikke agter at spille med, hvis Trump f.eks. gør alvor af sine trusler om at fyre justitsminister Jeff Sessions eller den særlige Ruslands-undersøger Robert Mueller.

Formanden for senatets retsudvalg, Charles E. Grassley, lod således forstå onsdag i sidste uge, at hans komité ikke ville udnævne en ny justitsminister ”i år”.

Dagen efter meddelte en af Trumps kritikere i Senatet, Lindsey Graham, at han agtede at foreslå en særlov, der ville beskytte Mueller og dennes undersøgelse, og tilføjede ifølge Politico, at det ville være ”begyndelsen til enden” på Trumps præsidentskab, hvis han fyrede den tidligere FBI-direktør og undersøger.

De toner er nye og er kun toppen af et isbjerg så massivt, at det er svært at give en dækkende beskrivelse af det. Det er velkendt, at ’Washington’ ganske som Trump korrekt antager, hader ham. Det er nok at pege på valgresultatet, hvor lige over 90 procent af hovedstadens indbyggere stemte på Hillary Clinton. Men det er ikke nyt, at Washington er en demokratisk bastion og ikke en republikansk.

Det nye er, at ganske mange republikanere og især dem fra RNC (hovedbestyrelsen) og i det hele taget de ledende skikkelser i det ”gamle republikanske partiapparat” intet har til overs for deres eget partis præsident. Partiet og dets ledere har ganske meget at takke politikeren Trump for, eftersom han leverede partiet det, som de to moderate præsidentkandidater, John McCain (2008) og Mitt Romney (2012) ikke formåede: præsidentposten.

Men prisen har været høj. En ting er, at ledelsen har skullet stå model til bygen af løgnehistorier og fake news, som Trump selv leverer – i så stort tal, at selv loyale konservative Fox News jævnligt må sende journalister og studieværter i marken for at korrigere usandhederne.

Obama til republikanerne, der nu trækker i land ift. Trumps præsidentskab: I har skabt Trump – det er jeres ansvar!

Dertil kommer ubehaget fra mange ledende skikkelser over, at den kristent-evangelikalske base har accepteret Trumps profane sprogbrug og en tilsyneladende ligegyldighed overfor traditionelle kristne dyder på privatfronten.

Men det værste for ledelsen af partiet er, at Trump på ganske mange områder ikke leverer den politiske vare, løfterne fra valgkampen, og i øvrigt næppe kan siges at være republikaner overhovedet. Hans kritiske holdning til frihandel var velkendt, og en af de priser, som partiet var villig til at betale.

Hans svingende og uforudsigelige udenrigspolitik og hans skepsis over for NATO og EU samt hans venlighed overfor diktatorer og især overfor Vladimir Putin har sendt rystelser ind i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske konservative firmament, som sandsynligvis har bevirket, at der i dag sidder en mindre hær af generaler på fremtrædende poster indenfor netop dette område – simpelthen for at frelse både landet og partiets ære.

Men selv for de mest pragmatiske og for dem, der var mest villige til at se igennem fingrene med både inkompetence, usandheder og en flagrende politik, er grænsen ved at være nået. Og det er der en sidste meget god grund til:

De dårlige meningsmålinger og den manglende lovgivning.

Midtvejsvalget – den første folkelige dom over Trumps præsidentskab – er kun 15 måneder væk, og det betyder, at der er en ganske reel mulighed for, at der ikke bliver gennemført lovgivning af nogen væsentlig karakter, før der er valg igen. Og er der noget, som kan få politikere i sving og få vækket samvittigheden – et fænomen vi også kender fra flere kongemord og oprør gennem tiden i danske partier – så er det udsigten til, at taburetten forsvinder.

Trumps personlige popularitet er katastrofalt lav, og det er uundgåeligt, at det vil smitte af på valgresultatet i november 2018. Og om end Trump har ret i, at arbejdsløsheden er lav og de økonomiske nøgletal hæderlige, så ved vælgerne godt, at opsvinget startede under Barack Obama.

Ikke at det er umuligt for Trump at vinde midtvejsvalget for sit parti. Når alt kommer til alt, byggede hans sejr ikke kun på udsigten til amerikanske jobs, men også på et parallelt løfte om at stoppe indvandringen, bygge en mur og ”rydde op i Washington”. Og det er ikke umuligt, at det kaos, der regerer i Det Hvide Hus lige nu, med en god dosis populisme kan ”undersættes” til ”oprydning”.

Trump høstede mange tilhængere – her især middelklassens hvide mænd – med valgløftet om at bygge en mur langs den mexikanske grænse. Kilde/GettyImages.

I Trumps univers er såvel lækagerne som de mange fodfejl netop et udtryk for, at ”den gamle elite” svarer igen og forsøger at bekæmpe præsidenten med alle rådige midler. Og pengene til muren er lige bevilget af Kongressen.

Så hvis valget af Kelly som stabschef kan bringe ro og orden i geledderne på de indre linjer, og Kongressen kan få arbejdet med især en skattereform og immigrationslovgivningen igennem, kan det muligvis afveje det kolossale nederlag, som den manglende afskaffelse af Obamacare – den eksisterende sundhedslovgivning – fortsat repræsenterer.

Og så kan det republikanske parti muligvis rette sig fra den atmosfære af konstitutionel dystopi og undergang, der hersker i Washingtons konservative establishment.

Endelig er der et sidste lag, som bør analyseres, nemlig hvad jeg vil kalde:

3. Et de facto diskret militærkup i Amerika ...

... som helt konkret kan iagttages i ministersammensætningen og udnævnelserne til Det Hvide Hus generelt, senest med Kellys udnævnelse til stabschef.

Det er velkendt, at Trump elsker generaler af enhver slags. Han kan simpelthen ikke få nok af dem. Tilbage i 2016 skrev Politico artiklen ”Why Trump is so obsessed with generals, hvori der foreslås flere grunde til Trumps forelskelse i militæret. Blandt andet nærer han en efterhånden velkendt forkærlighed for den legendariske og hårdkogte general Patton, som Trump ofte har citeret i sine tweets.

Trumps store helt general George Patton.

Hertil har Trump også selv som ung taget dele af sin uddannelse på et militærakademi, hvilket dog aldrig førte til aktiv militærtjeneste. Tværtimod gjorde han alt for at undgå at blive soldat og søgte tre gange om udsættelse, hvilket gjorde, at han ikke deltog i Vietnamkrigen, selvom han blev indkaldt.

I artiklen siges det også, at Trump godt kan lide militærfolk, fordi han er “drawn to their swagger, their straight talk and the kind of aggressive leadership style he adopts himself. People close to him say: “He likes people who are decisive and who are command-structure people.“”

Politico citerer tilmed den tidligere general Jack Keane – som var en af de kandidater, Trump havde udpeget til en liste over mulige forsvarsministre – for at sige, at Trump “connects to [generals] because he sees people who are very experienced, knowledgeable, confident, non-arrogant … and straightforward.”

Trumps udnævnelser og forkærlighed for generaler har ført til, at USA i dag har den regering med flest militærfolk siden Anden Verdenskrig.

Han er også generelt glad for at sige, at han ”elsker at vinde” – hvilket dog ikke nødvendigvis fører til, at han altid retter sig efter generalernes råd eller holder sig tilbage fra at sige, at han ”ved mere end generalerne”, hvilket han udtalte under sin kampagne, da han blev spurgt om sin strategi vedr. Islamisk Stat.

I foråret konkluderede netmediet Salon i artiklen Trump The president who loved generals: Trump’s foreign policy will be led by the military, not diplomats, at Trumps udenrigspolitik vil blive ført af militæret, ikke af diplomater.

Præsidentens kærlighed til og beundring for Pentagon er imidlertid ikke altid gengældt. En højtstående efterretningskilde, som Kforum talte med i foråret om just dette emne, siger, at ”Trump tror, at han har opbakning fra militæret, men de fleste af lederne i både Pentagon og CIA er både chokerede og forfærdede over alt, som han repræsenterer."

Der kan dog næppe være tvivl om, at Trump har valgt Kelly, dels fordi Trump ser den erfarne og notorisk barske Kelly som en ”badass killer”, og dels fordi han som tidligere Secretary of Homeland Security faktisk har fået en smule igennem – nemlig forberedelserne til Trumps berygtede border wall, som Kelly efter sigende har fået overtalt Trump til nu skal være en såkaldt ”højteknologisk barriere” i stedet.

Af samme grund foretrækker præsidenten også at referere til sin forsvarsminister James Mattis med dennes øgenavn Mad Dog Mattis; en betegnelse som ministeren personligt afskyer, har han sagt.

Udover generalerne Mattis og Kelly kan man tilføje den nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og chefen for CIA, Mike Pompeo, til listen. Og så er Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, Mike Flynn, også militærveteran.

Trumps 'Few Good Men': James Mattis (Mad Dog Mattis), John Kelly og H.R. McMaster. Kilde/Scanpix.

Men hvorfor tager alle disse højt dekorerede krigshelte og generaler mod tilbuddet om at blive ministre, hvis de ikke respekterer Trump?

Det svar som undertegnede har fået i Washington og omegn er: ”pligt”. Det ord kan imidlertid fortolkes på flere måder. Ordet pligt – duty – kan forstås som en patriotisk forpligtelse; at man altid siger ja, når the-commander-in-chief kalder. Det ligger i militærets traditioner, at den øverstbefalende altid følges, og hermed signalerer man ikke bare kærlighed til fædrelandet, men også til præsidentskabet. Præsidenten er jo, om man vil det eller ej, øverste chef for landets militær.

Men det kan også være noget andet. Nemlig slet og ret en erkendelse af, at Trump er så uegnet som præsident, at generalerne bliver nødt til at lede landet diskret og i kulissen. Simpelthen udnytte Trumps svaghed til at regere, så katastroferne undgås.

Der tales åbent om i Washington – hen over frokosterne og i diskrete møder – at generalerne f.eks. næppe ville tillade Trump at trykke på ”the nuclear button,” hvis præsidenten bliver træt af despoten Kim Jong Uns raslen med atomsablen i Pyongyang.

Det kan man naturligvis se som positivt; at respekterede ”men of honour” (kvinder med magt er der som bekendt ingen af i Trumps univers) passer på Amerika, og dermed også i en vis forstand på resten af verden, så krig og større sikkerhedspolitiske katastrofer undgås.

Men man kan også se på det som en underminering af USA som en civilt ledet supermagt. At det simpelthen er forkert, at et demokrati har så mange generaler i tunge civile politiske stillinger. Og at det hermed er medvirkende til at underminere Amerika som et moderne demokrati.

Disse bekymringer nærer Trump, der er notorisk uvidende om såvel forfatningen som USA’s historie, næppe. Men det er meget tænkeligt, at både Kelly, Mattis, Pompeo og McMaster har tænkt over problemstilingen. Ikke desto mindre sagde førnævnte kilde også til mig, at det ”først er, når generalerne siger op, at dette land står i problemer til halsen. Så er der virkelig grund til at blive dybt bekymret.”

Det ved generalerne nok godt. Og det er fristende at spekulere over, hvor deres egne grænser går. Hvor mange åbenlyst urigtige påstande kan mænd som McMaster, Kelly og Mattis holde til at stå på mål for? Det er velkendt, at Mattis har en og kun en helt: den romerske kejser og stoiske filosof Marcus Aurelius, hvis skrifter generalen har på sit natbord og med sig på slagmarken. Et kendt Aurelius-citat fra hovedværket “Meditations” lyder som følger:

If it is not right, do not do it; if it is not true, do not say it.

Det er svært at få disse idealer til at passe sammen med USA’s nuværende præsident.

____________________________________

Anthony Scaramuccis kommunikationsplan:

Priority #1 - Improve the Culture

This is the key—everything is possible with a good culture, nothing is possible without it:

meet with media members (MSM, conservative media, and new media), where possible, on their home turf to build bridges and foster better working relationships. WH should leave old grudges behind, but never forget.
meet with WH and cabinet communication staff to seek constructive input and convey that good ideas are welcomed regardless of the source. This should be an ongoing modus operandi, not an isolated initiative.
Implement a series of professionalizing initiatives immediately. For example, no WH communication staffer goes home without returning all calls, emails, and texts. People may not like our answers—but they should always be treated professionally and respectfully (obviously, this starts with the new Director of Communications).
Recognize good work in a consistent and formal way. Establish a meritocracy where real contributions to Comms are recognized. Make it clear that horn tooting and denigrating colleagues is unacceptable.
No more threats about leaking and internal game playing - anyone who takes actions that do not serve the President will be dismissed - period. We will eliminate the bad eggs and send a powerful message to the remaining staff that well-intentioned mistakes are acceptable, but misconduct is not.
Upgrade talent incrementally - prioritize culture. New communication staffers must make others better/more effective. We need to be a great team, not a collection of talented individuals with their own agendas.
Reach out and collaborate with Cabinet, Congress, the RNC, and surrogates and validators throughout the country. People want to help POTUS succeed, but they need to feel welcomed, appreciated and empowered. Comms, justifiably or not, has a reputation as fiefdom that is difficult to work with. We need to improve the quality and quantity of interactions between Comms and its various constituents.

Priority #2 - Comms is a Customer Service Operation - POTUS is the Number One Customer

Before undertaking new and creative initiatives, Comms must more effectively handle the daily/weekly blocking and tackling of a WH Comms shop.

Comms needs to be structurally re-organized to serve its various customers
- a group dedicated to serving as a PR department for POTUS and his family members. Comms need to humanize POTUS and burnish his image. For example, POTUS is the best golfer to serve as President. Perhaps, we embrace it with a national online lottery to play a round of golf with him....or a charity auction. POTUS has a funny and irreverent side which was shared with the electorate during the campaign.
- a rapid response group dedicated to handling hot issues/crises to insure more effective responses while enabling Comms to stay on point/message and conduct normal operations (i.e. the Clinton White House Lewinsky model).
- a strategy group to work cooperatively with colleagues throughout the WH to develop communication strategies and specific executable plans that are coordinated with Cabinet officials and the Hill for a select group of important issues/initiatives
- Responsibilities need to be clearly defined for certain important roles—managing relationships with the Hill, Cabinet comms, and surrogates/validators. Clear structure will provide better performance and accountability.
The media is an important Comms customer
- POTUS can choose to fight with the media, but Comms can not.
- Comms should seek to de-escalate tensions with the media.
- Comms will continue to challenge stories that are unfair/untrue, but also express appreciation for good and fair coverage. Comms can be strong without being combative.
- Comms should establish a constructive "complaint box" for the media to make complaints. Where possible, Comms will seek to make changes that make sense. Regardless, relations with the media will improve if their complaints are welcomed and considered.
Cabinet members and their staff are customers too.
- Comms sets the message, but cabinet members will better serve POTUS if they are supported and treated like members of POTUS's team.
- Comms talent throughout the administration has been underutilized. This can be remedied by sharing information freely, soliciting input, treating colleagues professionally, and coordinated empowerment
Surrogates/validators are important customers. They need to be serviced, supported, and coordinated better.
All Comms actions/decisions need to be evaluated through one and only one prism:
- does it help POTUS. To this end, I will lead by example and make sure that my overall conduct, tweets, internal and external comments meet this standard

Priority #3 Make the News—We Go First

Execution is everything!!! Diagnosing the problems is easy- fixing it will be hard work.
- Comms needs to be run like a news channel with producers, scripts, and narration
- There needs to be clear individual responsibilities, accountability, and a complete dedication to the team/excellence.
- Comms needs better players at many positions. We will give existing staff the opportunity to raise their
  games, but expect to make changes in a considered, no/low drama way.
- Comms should not fix things that aren't broken; but should move quickly (without rushing) to fix things the numerous things that are.
- Comms should assess and evaluate all work product and processes. "This is the way it is done" is not an acceptable explanation. Communications tactics and strategies should be evaluated based upon measurable metrics.
- Comms needs to act as a gatekeeper/air traffic controller over all external communications from the small (i.e. email blasts) to the large (i.e. cabinet member appearances on Sunday shows). To do this, Comms must be super responsive. For example, Cabinet members need to be well-informed, well-prepared, and fully supported in a timely manner (i.e. not on the morning of an appearance).
- Comms needs to do a much better job anticipating media follow-up and reaction. If we say X, they will ask Y. We need to be prepared for Y. Most Ys are predictable. It is Comms' responsibility to be ready with a response and to have surrogates prepared for the inevitable Ys.
The refined Roger Ailes theory- we exercise influence over the news cycle because POTUS and the government make news—(i.e. do things on a daily basis that matter). An effective Comms shop will dictate the news of the day on most days.
Comms must control who gets on the air/talks to the press....always. We want our people talking to the press. We just want it to be coordinated and effective. Comms should arm and empower our people. Comms is a service operation (not the bad cop) - we want our people to look better/succeed. Comms needs to better explain how POTUS's actions are helping Americans. For example, deregulation is an abstract concept to most voters. We need to illustrate, with real life examples, how lifting burdensome regulations produces jobs.
Comms needs to better explain how POTUS's actions are helping Americans. For example, deregulation is an abstract concept to most voters. We need to illustrate, with real life examples, how lifting burdensome regulations produces jobs.
Comms needs to start earlier (chronologically). Tomorrow will be won today. Tomorrow morning is too late.
Every Comms message needs to have a nexus to Make America Great Again and jobs
Comms needs to equip POTUS with opportunities to make many more positive announcements The ratio of positive to negative is out of balance, and the responsibility to correct this lies with Comms. There are achievements/wins throughout the government that go unpublicized. Comms should help POTUS convey a Reaganesque "happy warrior" image by sourcing and packaging these wins. Comms should study the ratio of "good," "neutral," and "negative" communications from POTUS and help move the ratio towards the "good."
Comms should use Kellyanne Conway more. She has consistently been the President's most effective spokesperson, and she provides a direct link to the President's historic electoral victory.

Priority #4 - Fill the Content Void

To quote Obama Director of Communications, Dan Pfieffer, "there is an insatiable appetite for content" and "traditional news outlets don't have the resources to produce the amount of content that the internet requires on a 24/7 basis".
- in addition to written word production (i.e. speeches, talking points, and press releases), the WH should vastly increases the amount of visual, video, and graphical images that it produces to communicate our message(s).
- for example, Comms could produce short (3-5 minute) videos with selected visitors to the WH.
Comms need to identify and engage a broader network of surrogates/validators to

make TV appearances, write op-eds, etc. The traditional media has a significant (albeit

finite) amount of tonnage. Either we fill it, or they will.
POTUS should regularly provide op-ed pieces to major publications. The op-eds will (almost always) produce the story of the day, and POTUS will be setting the terms of the discussion. Op-eds provide a vehicle for him to articulate his policies and ideas in a well-reasoned, thoughtful and persuasive way. Most Presidents have used op-eds sparingly to maximize effect. But, the media world has changed, and POTUS should write frequent op-eds to advance his agenda (and use adversarial newspapers to his own advantage).
People are fascinated by the lives of their Presidents and the operation of the White House. POTUS is the greatest TV star in history. Comms should produce video content that constructively operates as "The President Donald J. Trump" show. Obama scratched the surface of this. POTUS should take it to the next level.
Rather than traditional press conferences, POTUS should take questions from real citizens via Facebook live and/or other social media platforms.
Comms should consider a range of ideas including a modernized fireside chats where POTUS sits with a Cabinet member (and/or senior government official) to discuss the relevant issues. Perhaps, Sarah or Kellyanne could act as a moderator. These videos should have running times of between 15-20 minutes.
Text polling should be evaluated as a means to produce engagement. Obviously, the polling topics would need to be carefully considered.
Find ways to connect POTUS with Presidential history to capture the importance, power, and grandeur of the office.
Perhaps, Comms could produce "this day in Presidential history" videos.
- There is an inherent challenge in flooding the zone with content while broadcasting a focused message. However, the audience and mediums for each objective are quite different. For traditional media outlets, Comms needs to do a considerably better job at producing a focused daily message that is reinforced and coordinated throughout the day.

Priority #5 - Jobs, Jobs, Jobs

"It's the economy stupid" should be "it's the Trump economy." The media (and the voters) will make POTUS own the economy (which is doing very well) if it goes the other way, so he should own it now. Comms needs to emphasis the economy early and often.
The message should be that businesses are investing more and creating more jobs because they have confidence. The source of their confidence is the election of a successful businessman to the Presidency. Obama bred uncertainty amongst the business community. Trump breeds confidence. Confidence=more jobs. Would the stock market have galloped from election day to year end 2016 if HRC had won? Of course, not.
Comms will coordinate with Commerce, Treasury, State, etc to identify a steady stream of examples of the Trump administration providing support to small and medium size businesses. POTUS can take credit and publicize these wins (big and small) while complimenting the great work of people in various departments/agencies.
Every positive piece of economic data needs to echo throughout the Comms ecosystem, and Comms needs to find ways to connect positive economic data to real people. The growth in new jobs is life changing for every day Americans. Comms needs to bring a spotlight to these people/stories
When the media or Democrats attack POTUS, Comms should pivot to the economy. For example, real Americans do not care about palace intrigue in the White House. POTUS is leading and fostering an economy that makes their lives better. That's what real people care about.

Scaramucci To-Do List:

meet with General Kelly
meet with Hope Hicks, Josh Raffel, Michael Anton, and Dina Powell and anyone else who you believe should be a top priority
meet with Steve Bannon (I want his insight and help. He presumably has an opinion on how Comms can operate more effectively)
meet with heads of the various networks and leading journalists (like Maggie Haberman) to build a better relationship and solicit their input on how we can better work together
meet with Directors of Communications from prior administrations (no need to re-invent the wheel on certain matters, particularly basic blocking and tackling stuff)
meet with Ryan Lizza (not to litigate the past—to reset for moving forward)
meet with leading Republicans who, whether for or against POTUS, have valuable insights to impart Newt Gingrich and Karl Rove are at the top of this list
meet with Speaker Ryan, Leader McConnell and their respective Comms teams