Hvis SV-forbrødringen var en Netflix-serie

Pludselig slår ærkefjenderne sig sammen. En regering med Venstre og Socialdemokratiet er denne uge rykket nærmere. Dermed skal der fortælles en historie om tidligere modsætninger, der pludselig forenes. Men hvad skal der til, for at vi som publikum skal tro på sådan en uventet drejning i fortællingen? Vi søger svar i fiktionen og har spurgt manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt, der bl.a. står bag Netflix-serierne The Rain og Nisser. Han peger bl.a. på Game of Thrones og Da Harry mødte Sally, som steder at hente inspiration.
Hvis vi skal tro på den uventede forbrødring mellem Socialdemokratiet og Venstre, så kræver det et troværdigt plot-twist. Fiktionen har to bud på fortællegreb, der kan overbevise os. Det ene kender vi fra Game of Thrones. Foto: fandom.wiki.com
Hvis vi skal tro på den uventede forbrødring mellem Socialdemokratiet og Venstre, så kræver det et troværdigt plot-twist. Fiktionen har to bud på fortællegreb, der kan overbevise os. Det ene kender vi fra Game of Thrones. Foto: fandom.wiki.com
af Mikkel Skov Petersen
De har været ærkemodstandere i kampen om magten i årtier. De har turneret med hårrejsende fortællinger om, at riget i store træk går til grunde, hvis modparten får magten. De har med stor nidkærhed bekæmpet hinanden.
 
Nu tyder meget på, at Venstre og Socialdemokratiet vil danne regering sammen. De tidligere modsætninger sænker pludselig våbnene og indgår i stedet en overraskende alliance.
 
Den ellers velkendte fortælling, der er dansk politik gennem årtier, er udsat for en uventet drejning. Nu er det de respektive partiapparaters opgave at fortælle en historie, der gør dette brud med det velkendte troværdigt.
 
I fiktion ville det kræve et plot-twist, der overbevisende forklarer den overraskende udvikling. Så hvilke fortællegreb fra fiktionen kan gøre udviklingen i regeringsforhandlingerne troværdig?
 
Kforum har spurgt Jannik Tai Mosholt. Han er manuskriptforfatter og har blandt skrevet på Bedrag (DR), Rita (TV 2) og Netflix-serierne The Rain og Nisser.
 

Hvad S og V kan lære af Game of Thrones

Stillet over for det realistiske regeringsscenarie i dansk politik, og hvad der skulle til for at gøre det realistisk i et fiktivt værk, så peger Jannik Tai Mosholt på to mulighe greb: Den første er en fælles fjende.
 
“I en film eller serie, så ville det kræve en fælles modstander at samles om. Det er meget klassisk. Der er brug for en fælles fjende, for at tilskuerne skal kunne acceptere fællesskabet mellem tidligere modstandere. Der er brug for en tredje, der er værre end alle andre,” fortæller Jannik Tai Mosholt.
 
Og populærkulturen skorter da heller ikke eksempler på netop dette greb.
 
“I Game of Thrones bliver det løst med “the white walkers”. Så er alle de tidligere modstanderne nødt til at stå sammen, for nu det er the white walkers, der er problemet,” siger han og tilføjer:
 
“Det er det samme i Independence Day. Det kan godt være, at vi har været uenige og vrede på hinanden, men nu samles vi om det fælles: at redde menneskeheden. Den fælles fjende går over alle tidligere modsætninger.”
 
Netop filmen Independence Day rummer da også en af de bedste taler, der aldrig er blevet holdt i virkeligheden. "We can't be consumed by our petty differences anymore. We will be united in our common interests," siger den fiktive præsident.
 
Men ville det være nok for publikum? Ville vi acceptere, at gamle stridigheder uden videre blev bilagt, fordi der er en fælles fjende?
 
“Ja, det vil være nok at have en fælles fjende. Hunter Bidens laptop, Trumps skattepapirer eller Mettes mink er ikke længere så vigtige, hvis vi bliver invaderet af rumvæsner,” siger Jannik Tai Mosholt og pointerer:
 
“Det er samtidig også et point of no return, for du kan ikke gå tilbage, hvis opgaven er at redde vores land.”
 

"We can't be consumed by our petty differences anymore. We will be united in our common interests," siger præsidenten i sin tale i Independence Day. Foto: 20th Centyry Fox

 

Hvad S og V kan lære af Da Harry mødte Sally

En fælles fjende er altså den ene mulighed for at skabe en troværdig forklaring på forbrødringen mellem tidligere modstandere. Den anden er kærlighed.
 
“I klassiske romcoms som Da Harry mødte Sally, og i Ronja Røverdatter eller Romeo og Julie er det kærligheden, der forener modsætningerne. Så det er enten kærlighed eller en fælles fjende,” siger Jannik Tai Mosholt.
 
Uanset om forklaringen på en kommende SV-regering bliver kærlighed eller en fælles fjende, så vil fortællingen formentlig fastholde sit greb i publikum.
 
“Vi vil spændt følge med i, om det nu holder, eller om den indre modsætning er for stærk og kommer op til overfladen. Sådanne relationelle gnidninger er en god ting i dramatik,” forklarer manuskriptforfatteren.
 
Historien om Socialdemokratiet og Venstre, der forenes af enten kærlighed eller en fælles fjende, er dog ikke en hvilken som helst fortælling. Der er nemlig to parallelle publikum. Der vil være dem, der hepper på Mette Frederiksen, og dem, der hepper på Jakob Ellemann Jensen.
 
“I den konkrete historie ligger der, at alt efter, hvem man er, så vil der være en af aktørerne, man holder emotionelt mest med. Der er to forskellige protagonister, to forskellige fortællinger,” siger Jannik Tai Mosholt og uddyber:
 
“Hvis man skulle skrive det som drama, så ville det næsten kræve den samme historie fortalt fra to forskellige perspektiver med to forskellige protagonister med hver deres emotionelle rejse.”
 
Modsætninger forenes i den klassiske romcom Da Harry mødte Sally. Her er det kærligheden, der forener. Foto: Columbia Pictures.
 

Ideen om et fornuftsægteskab virker ikke

Der er altså to mulige veje til at forklare alliancen mellem ærkefjenderne. Men vil publikum kunne acceptere plot-twistet, hvis ingen af de to veje bliver fulgt?
 
“Nej, jeg tror ikke, vi ville hoppe med, hvis der ikke enten er en fælles fjende eller en fælles kærlighed at stå sammen om. Jeg tror ikke ideen om et fornuftsægteskab virker særligt godt dramatisk,” siger Jannik Tai Mosholt og åbner så alligevel en kattelem for en tredje vej:
 
“Jo, måske hvis det er fortællingen om, hvorfor dette projekt er dømt til at gå galt. En fortælling om to parter, der indgår et forlig i troen på, at det vil binde alting sammen. Men det viser sig ikke at være nok bare at ville et partnerskab for partnerskabets skyld. Man kan ikke opnå enighed, hvis man er grundlæggende uenige, uden at have noget større at stå sammen om.”
 
Og for at understrege den sidste pointe vender vi atter tilbage til Game of Thrones.
 
“I fiktionen viser det sig jo også, igen som i Game of Thrones, at så snart det, de skal stå fælles om, forsvinder, går de tilbage til at slå hinanden ihjel for tronen igen,” siger Jannik Tai Mosholt til Kforum.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også