Det permanente kaos i galehuset DJ

Ansættelsesprocessen er lige efter bogen. Der er et rekrutteringsbureau indover. Der bliver holdt møder med interne nøgleaktører før beslutningen om ansættelse. CV’et er mere end overbevisende. 1. juni i år tiltræder hun.

I sidste uge – efter godt tre måneder i jobbet – blev Elisabeth Geday så fyret som direktør for Dansk Journalistforbund (DJ). Begrundelsen fra DJ: »Det var et dårligt match mellem DJ og direktøren«.

»Jeg kan ikke sige så meget mere på nuværende tidspunkt, fordi jeg er bundet af min kontrakt. Jeg kan bare sige, at jeg ikke er enig med den begrundelse, som DJ giver«, replicerer Elisabeth Geday på Twitter og LinkedIn.

Jeg stopper i Dansk Journalistforbund fra i dag. Jeg kan ikke sige så meget mere på nuværende tidspunkt, fordi jeg er bundet af min kontrakt. Jeg kan bare sige, at jeg ikke er enig med den begrundelse, som DJ giver.
— Elisabeth Geday (@elisabethgeday) September 13, 2019

Kaos og fravær af kommunikationskompetencer

Se, hvis nu DJ indtil sidste uge havde været en veldrevet maskine, der mest var kendt for effektivt at høste resultater for sine medlemmer, så var Gedays fyring formentlig knap blevet bemærket.

Det er ikke tilfældet.

Tværtimod peger den seneste fyring på to tvivlsomme kendetegn ved DJ. To kendetegn, som primært udgør forbundets offentlige profil: et komplet dysfunktionelt internt kaos og et tilsyneladende totalt fravær af elementære eksterne kommunikationskompetencer.

Da DJ organiserer broderparten af Danmarks kommunikationsprofessionelle, skriger ikke mindst det sidste til himlen.

Tredje afgang på tre måneder

Elisabeth Gedays fyring følger efter en kaotisk sommer, hvor først medlemsbladet Journalistens chefredaktør Øjvind Hesselager blev fyret i slutningen af juni. I en pressemeddelelse fra forbundet fremgik det, at fyringen skyldtes Hesselagers »kompromisløse journalistiske linje«.

To dage senere trak formanden, Lars Werge, sig fra posten efter et til dato uklart forløb efter Hesselagers fyring. Werges forklaring var, at han havde mistet opbakning i hovedbestyrelsen. Den forklaring er ikke blevet bekræftet fra anden side.

Det bemærkelsesværdige er, at uanset hvilken af beskrivelserne der er tættest på virkeligheden, så peger det på dysfunktionelt kaos.

Midt i al uklarheden ligger det dog fast, at det var verdens mindste overraskelse, at begrundelsen fra pressemeddelelsen tændte hele panelet af advarselslamper blandt mange DJ-medlemmer. Journaliststandens selvforståelse er jo blandt andet, at man vedvarende kaster kritisk lys på magten i samfundet.

Derfor er det jo mildest talt uheldigt, at journalisternes forbund forklarer fyringen af redaktøren for medlemsbladet med, at han har været for kompromisløs i sin kritiske dækning af netop journalisternes forbund.

P.t. er den officielle forklaring på den famøse begrundelse, at den kom med i pressemeddelelsen ved en fejl.

Det permanente kaos

Forud for Gedays, Werges og Hesselagers afgang inden for de seneste måneder tæller det permanente kaos i Journalistforbundet bl.a.:

En mislykket fusion
Et navneskift placeret i en evighedsmaskine af en syltekrukke
En mislykket flytning
En større krænkelsessag, der betød farvel til en mellemleder og forflytning af den tidligere direktør til A-kassen.
En dyb og uløst identitetskonflikt mellem primært journalister og kommunikatører
En økonomi i ruiner.

Flere af ovenstående forhold blev i øvrigt afdækket af Journalisten under Hesselagers ledelse.

Læg dertil absolut ingen politiske eller organisatoriske resultater de sidste mange år. Som et ildevarslende vartegn over de manglende resultater knejser forårets to kuldsejlede flagskibe: rapporterne Forbundets Fremtid og Fagenes Fremtid.

DJ har set bedre tider.

To svinedyre prestigeprojekter, det første under ledelse af Søren Schultz Jørgensen og det andet internt styret er allerede gået til de evige arkivskabe. Uanset rapporternes kvaliteter, så blev de præsenteret for sent til at blive ordentligt behandlet på forårets delegeretmøde. Der er dertil tilsyneladende ikke lagt en køreplan for det videre arbejde med rapporternes anbefalinger, og siden har ingen hørt noget til dem.

Hvad skete der?

Det er dette cirkus, Elisabeth Geday var rekrutteret som domptør for efter en grundig ansættelsesproces. Alle var begejstrede, da aftalen blev indgået 30. april. Få måneder senere lyder den officielle forklaring, at der var et dårligt match. Uofficielle kilder taler i samme dur om en regulær fejlcasting og en uduelig leder.

Andre kilder fortæller en helt anden historie: At Geday gik i gang med sine fra ledelsen bundne opgaver, men mødte modstand fra magtfulde grupper i organisationen, herunder ikke mindst blandt forbundets medarbejdere.

Ifølge disse kilder blev Geday ofret af en dybest set impotent ledelse, da der opstod intern modstand mod hendes opgaveløsning. Altså de opgaver ledelsen selv havde bedt hende løse.

Det bemærkelsesværdige er, at uanset hvilken af beskrivelserne der er tættest på virkeligheden, så peger de begge tilbage på det dysfunktionelle kaos.

Det er nemlig langtfra normalt, at en direktør fyres efter så kort tid, forklarer Henrik Kongsbak, ansættelsesretschef i Lederne til Journalisten:

»Det er meget sjældent, vi har set det.«

»I øvrigt er det mange gange en uskreven regel, at den nye direktør har op til 100 dage, hvor det er muligt at tilegne sig den nødvendige viden om organisationen til brug for sit virke som direktør.«

Kommunikationskatastrofer

Tilbage til DJ’s forklaring på fyringen og Elisabeth Gedays kortfattede replik.

Dansk Journalistforbund går og taler som et galehus

Som stormombrust organisation med en troværdighed i ruiner, der skal skille sig af med endnu en højtprofileret aktør på ganske kort tid, så burde der være en klar minimumsprioritet: at undgå divergerende udmeldinger i forbindelse med fyringen.

Eller som det hedder på nudansk: You had one job.

Man skulle ellers tro, at miseren med den kontroversielle pressemeddelelse i forbindelse med Hesselagers fyring, hvilken kostede Lars Werge formandsposten, var effektiv og stadig brandvarm læring.

Det var så ikke tilfældet. I stedet valgte DJ atter en gang at rejse nye spørgsmål i stedet for at give et troværdigt svar.

DJ’s ledelse kunne også have bladret længere tilbage i det interne erfaringskatalog. Fx tilbage til 2017, da føromtalte krænkelsessag i DJ blev kendt i kølvandet på #MeToo.

Det daværende formandskab, som den nuværende formand, Tine Johansen, var en del af, proklamerede lidt for hurtigt, at der ikke var en usund og sexistisk kultur i DJ.

Derefter erklærede de den interne undersøgelse lukket på en fredag, hvorefter de måtte genåbne den om mandagen.

Tilbage stod billedet af en famlende ledelse, der ikke forstod, at både medlemmers og omverdenens blik hvilede på dem. I stedet synes ledelsens opmærksomhed at være rettet mod interne hensyn.

Det billede står fortsat tindrende krystalklart.

Galehus

Det er sjældent en succes at putte læbestift på en gris. DJ’s jævnlige fuckups kan således ikke alene forklares med manglende kommunikationskompetencer.

Den bagvedliggende årsag er en organisation i dyb indre ubalance mellem hovedbestyrelse, formandskab, magtfulde medarbejderlag og medlemsgrupper. Ubalancerne og de deraf følgende magtkampe skaber et magttomrum, hvor inkompetence får lov at folde sig ud i fuldt flor.

Som kontrast til den deraf følgende manglende retning og handlekraft står DJ over for massive og vigtige opgaver med bl.a. at sikre ordentlige betingelser for det hastigt voksende prekariat – allehånde løsarbejdere på forbundets områder.

Dertil kommer Journalisten, et kritisk og uafhængigt medlemsblad, der naturligvis beskæftiger sig med de løbende udtryk for de organisatoriske ubalancer, der således ikke får lov at forbigå i ubemærkethed.

Hvor problemer i andre fagforbund kan gå under radaren, hvis ikke medierne tilfældigvis kommer på sporet af dem, så har DJ sit eget uafhængige medie dedikeret til at belyse store og små problemer i forbundet.

Bevidstheden om, at alle problemer og konflikter må antages at komme for en dag, burde være incitament til at stramme sig an og gøre sig umage. I stedet synes strategien at være at svække Journalisten.

På toppen af dette feedback-loop mellem organisatoriske, selvforskyldte problemer og kritisk dækning kommer så den påfaldende manglende evne til at kommunikere, hvad fanden der foregår, uden at rejse nye spørgsmål, og uden at kommunikationen i sig selv bliver genstand for kritik.

Dansk Journalistforbund går og taler som et galehus. Det er den virkelighed, Elisabeth Gedays afløser skal operere i.