Gummistøvledronning i bæ til knæene

Tirsdag meddelte gummistøvledronningen Ilse Jacobsen, at hun stopper i DR-programmet Løvens Hule, som hun har medvirket i gennem tre sæsoner. To dage inden havde Berlingske rettet et kritisk fokus på arbejdsmiljøet i Ilse Jacobsens virksomhed, Ilse Jacobsen Hornbæk, og kunne berette om særdeles giftige forhold for de ansatte.
Ilse Jacobsen er landet i en mindre shitstorm, efter Berlingske gik arbejdsmiljøet hos Ilse Jacobsen Hornbæk efter i sømmene. Foto: Ritzau Scanpix
Ilse Jacobsen er landet i en mindre shitstorm, efter Berlingske gik arbejdsmiljøet hos Ilse Jacobsen Hornbæk efter i sømmene. Foto: Ritzau Scanpix
af Mikkel Skov Petersen

Den kritiske omtale afstedkom en mildest talt spektakulær form for krisehåndtering fra Ilse Jacobsen, hendes mand og hendes bestyrelsesformand.


Her er en tidslinje over tre dage, der rystede Hornbæk.


 

Søndag:
"Min position i firmaet er, at jeg skal være kreativ. Hvis jeg skal belemres med al den her negativitet, så bliver jeg ked af det."

Ordene er Ilse Jacobsens; de står i Berlingske, og negativiteten, hun taler om, er udsagn fra 25 tidligere medarbejdere, der ifølge Berlingske, som bragte historien, sammenfattende betegner deres tidligere chef som "hidsig", "grov", "uempatisk" og "intrigant".

Flere af de tidligere medarbejdere er fortsat sygemeldte med stress.

‘Negativiteten’ omfatter desuden anklager om forsøg på bagvaskelse af en tidligere medarbejder, to politianmeldelser og seks arbejdsretlige sager om manglende udbetaling af feriepenge.

"Der var en grænseløshed, jeg aldrig har oplevet før. Hun overskred alle grænser for, hvordan man kan behandle sine medarbejdere," siger Søs Righolt, der tidligere i år kortvarigt var ansat som PR-chef hos Ilse Jacobsen, til Berlingske.

"Medarbejdere blev konstant ydmyget, overvåget og skældt ud. Man bliver langsomt brudt ned, så man til sidst er i tvivl om, om man overhovedet kan finde ud af noget."

 

Mandag:
Ilse Jacobsen og hendes højre hånd, ægtefælle og administrerende direktør, Jesper Bo Jacobsen, fortsætter ægteparrets kriseberedskab, der allerede blev iværksat søndag: Hr. Jacobsen kører rundt i Hornbæk til lokale avisforhandlere og opkøber alle fysiske eksemplarer af Berlingske. Så burde den krise være inddæmmet.

 

Ilse Jacobsen og Jesper Bo Jacobsen til Make-A-Wish Ønskefondens velgørenhedsevent. Foto: Peter Hauerbach / Ritzau Scanpix

 

Et andet sted i landet ser Ilse Jacobsens bestyrelsesformand sig nødsaget til at handle og lover udskiftninger i selskabets ledelse.
 
Bestyrelsesformanden er Morten Albæk, og selskabets ledelse består udover Albæk selv af Ilse Jacobsen og ægtefællen Jesper – ham med aviserne.

"Vi er i fuld gang med at tage de nødvendige handlinger for at løse de udfordringer, virksomheden har. En af de primære drivere for engagement er ledelsen, og der har ikke været bedrevet en tilfredsstillende form for ledelse hos IJH A/S. Det er der 100 pct. enighed om i bestyrelsen," udtalte Morten Albæk til Berlingske.

Flere iagttagere er enige om, at det er en bemærkelsesværdig udtalelse fra en bestyrelsesformand.

Forklaringen på den markante udmelding skal formentlig findes i det forhold, at selvsamme Albæk for tiden turnerer med budskaber om vigtigheden af meningsfuldhed i lønarbejdet – bl.a. for at forebygge stress, og i øvrigt er tilhænger af en rar kapitalisme.

"Jeg forsøger at sige, at hvis vi bare gør mere af det samme, så vil antallet af danskere, der bliver syge af at arbejde, kun stige", udtalte Morten Albæk til Avisen.dk så sent som dagen inden.

På den baggrund er det jo indlysende ikke optimalt at være bestyrelsesformand i en virksomhed, hvor medarbejderne oplever ydmygelser, og lægger sig syge med stress.

Tirsdag:
DR oplyser, at de er opmærksomme på omtalen af Ilse Jacobsens ledelsesstil og vil tage bestik af situationen.

Ilse Jacobsen overhaler dog DR indenom og meddeler, at hun forlader programmet Løvens Hule.

"Historierne i pressen de seneste dage har gjort stort indtryk på mig personligt, og jeg skal ærligt erkende, at jeg også er ked af det. Selv om vi allerede har taget hånd om de problemstillinger, der er beskrevet i pressen, har den megen fokus gjort det nødvendigt, at jeg bruger kræfterne på mine virksomheder", skriver hun på Ilse Jacobsen Hornbæks Facebookside.
 

 

Berlingske følger op og kan berette, at det er usandt, når Ilse Jacobsen forklarer, at hendes kurbad i Hornbæk gik konkurs på grund af en ingeniørfejl, der medførte høje varmeregninger.

Onsdag:
I sin tid som medvirkende i Løvens Hule har Ilse Jacobsen investeret i 16 projekter. Det er dog kun fem af dem, der fremgår af hendes hjemmeside, der ellers har et menupunkt på forsiden om netop de projekter, hun har støttet.

BT har talt med to af de projekter, der ikke fremgår af hjemmesiden, og bringer en historie under den lige lovligt strammede rubrik: Iværksættere: 'Vi smed Ilse ud'.

Torsdag:
3F varsler konflikt mod Ilse Jacobsen pga. af manglende overenskomst til de ansatte på bl.a. virksomhedens restaurant og lager.

"Vi har i de seneste to år haft flere sager med ansatte hos Ilse Jacobsen, der ikke har fået deres feriepenge, ikke har fået løn under sygdom eller har oplevet et dårligt psykisk arbejdsmiljø," udtaler den lokale næstformand for 3F.

Til Ilse Jacobsens held kan DR samtidig afsløre, at et internationalt netværk af banker og svindlere har malket en række lande for 410 milliarder, samtidig med at kulturborgmesteren i København er gået af.
 
Stiv bækuling over Hornbæk
Lad os for det første slå fast, at de seneste dages medieopmærksomhed ikke har bragt Ilse Jacobsen i en shitstorm af et omfang, der matcher fx Agnes Cupcakes for år tilbage.

Ilse Jacobsen er højest ude i en stiv bækuling.

Opstandelsen over arbejdsmiljøet hos Ilse Jacobsen har haft sit epicenter på Twitter, intranettet for journalister, politikere og k-folk, mens der stort set er stille på virksomhedens Facebookside.

Helt uvidenskabelige bud på årsager til, at opstandelsen ikke har nået stormstyrke, kunne være en kombination af ferietid, godt vejr, og at forargelseskvoten p.t. er opbrugt af en borgmester fra Alternativet, der tager vand ind efter et solosammenstød med et lidt for kreativt cv og en ikke helt bæredygtig spendérbuks.

Vejrudsigten for Ilse Jacobsen kunne med en anden timing ganske givet have været mere dyster, men kulingen kunne helt sikkert også have været nedgraderet til frisk til hård vind.

Selve sagens kerne, de tvivlsomme arbejdsforhold, kunne have været demonteret allerede i interviewet med Berlingske. I stedet bærer Ilse Jacobsen og hendes mand ved til bålet med en pure afvisning af udsagn fra 25 tidligere medarbejdere, suppleret med en række mystiske citater.

Som Børsens chefredaktør Niels Lunde opsummerer:

"Det er barsk læsning, og Ilse Jacobsen gør ikke nogen god figur i sin forklaring til Berlingske."

Lad os vende tilbage til citatet, der indledte denne tekst: "Min position i firmaet er, at jeg skal være kreativ. Hvis jeg skal belemres med al den her negativitet, så bliver jeg ked af det."

Ilse Jacobsen, for fanden: Når du bliver præsenteret for udsagn fra folk, der føler sig dårligt behandlet af dig og i mindst otte tilfælde har været nødt til at gå til deres fagforening og/eller politiet for at få de penge, du skylder dem, så skal du under ingen omstændigheder indtage en offerrolle og angle efter medlidenhed.

Alle er da komplet ligeglade med, at et røvhul bliver ked af det, og det er jo netop et billede af et røvhul, som de tidligere medarbejdere tegner.

You had one job, og det var at lytte til og anerkende dine tidligere medarbejderes oplevelser og på troværdig vis sandsynliggøre, at du vil rette ind og rette op på din adfærd og virksomhedens kultur.

Dernæst skulle du have ringet til din bestyrelsesformand, så snart reporterne fra Berlingske var ude af døren, og delagtiggjort ham i dine overvejelser, så I kunne tale med én stemme. På den måde kunne I have undgået at fremstå som en amatørledelse i opløsning.

Og en anden gang: Lad være med at sende Jesper ud og købe alle eksemplarer af en avis i en by med 4.000 indbyggere, hvor alle kender jer. Berlingske er naturligvis glade for støtten og trænger til den, men det efterlader unægteligt et indtryk af, at du og han har mindre end ingen forståelse for, hvilken virkelighed I befinder jer i.

"Som man siger henne i sladderbranchen, så kommer pressen også til den onde skilsmisse, når man selv har inviteret til det romantiske bryllup", som Anna Thygesen kommenterede på Facebook.

Ilse Jacobsen i selskab med Christian Stadil (tv.), medvært på DR's program Løvens hule, og Thor Stadil (th.). Foto: Ritzau Scanpix

 

Afslutningsvis skal det nævnes, at det ikke er første gang, at Ilse Jacobsen er midtpunkt i en debat om personaleforhold. I sommer var hun i vælten med et budskab om, at medarbejdere pjækker sig syge:


"Jeg er ikke opdraget til, at man er syg, fordi man får en snotnæse. Det er jeg ikke. Det ved medarbejderne godt. Folk siger, jeg er en hård chef – det er jeg ikke, jeg kalder bare en spade for en spade", siger den succesfulde iværksætter i P1 Morgen.

Om det var de udtalelser, der fik Berlingske til at kigge nærmere på arbejdsmiljøet i Ilse Jacobsens virksomhed, er uvist.

Hvis det er tilfældet, så kan Ilse Jacobsen passende bede sin nu forhenværende kollega i Løvens Hule, Christian Stadil, om et grundkursus i karma.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også