Uwe Max MAX MAX

Nøgen mand fæstner sin tissemand på kirkedør med sort gaffatape.

Det er ikke et påfund fra Casper og Mandrilaftalen. Den nøgne mands fastklistrede penis på den berømte kirkedør i Wittenberg, hvor Martin Luther i 1517 offentliggjorde de 95 teser, der ledte til reformationen, er derimod et performance-kunstværk ved navn 'Luther war ein Rebell' af den danske kunstner Uwe Max Jensen fra november 2016.

Blot et par måneder tidligere, i september i år, bliver samme Uwe Max Jensen anklaget for vold mod to museumsansatte på Kunsten i Aalborg. Jensen ville udføre værket 'Narcissus' ved inde på museet at tisse på et spejl med Jensens eget spejlbillede.

De museumsansatte anfægter betimeligheden i Jensens forehavende og griber ind. Det ender med et håndgemæng, som museet har politianmeldt som vold, og som Uwe Max Jensen til Nordjyske kalder nødværge. Han mener, at en af de museumsansatte ville stjæle hans spejl.

Om tis-på-spejl-værket 'Narcissus' siger Uwe Max Jensen:

”Værket handler om at transformere spejlbilledets Narcissus fra at være en selvforelsket figur fuld af betagelse over sin egen fremtræden i verden til en mere tvivlende karakter, hvis tilstedeværelse i stigende grad opløses af indre iboende kræfter.”

Kunstneren bag Jesuskrisen i ‘73

Jens Jørgen Thorsen med signatur-leopardbuksen.

Uwe Max Jensens store inspirationskilde er kunstneren Jens Jørgen Thorsen, der døde i 2000. Ligesom sit forbillede har Jensen fået prædikatet provokunstner.

I dag er Jens Jørgen Thorsen nok mest husket for sit maleri på Birkerød Station fra 1984 af Jesus med erigeret lem. Jyllands-Postens chefredaktør krævede maleriet fjernet, og trafikminister Arne Melchior beordrede det malet over. I 2012 hyldede Uwe Max Jensen Thorsens Jesus-værk med en genopførelse på samme betonvæg i Birkerød, udført i gule piberensere.

I 1973 fik Jens Jørgen Thorsen tildelt 600.000 kr. i støtte fra Det Danske Filminstitut til en film om Jesus. Projektet involverede Jesu sexliv og udløste 'Jesuskrisen'. Efter international opstandelse, en pavelig bandbulle om, at ”Danmark er Europas svinesti”, et fransk indrejseforbud til Thorsen og en demonstration med 5000 deltagere i København blev filminstituttets støtte trukket tilbage.

Projektet blev først realiseret i 1992 som filmen 'Jesus vender tilbage'. Den handler kort fortalt om, at Jesus nedstiger fra Himmerige til Champs Élysées og møder en kvindelig terrorist, som han knalder med og tager med tilbage til Paradis.

Jens Jørgen Thorsen og filmplakaten for 'Jesus vender tilbage' i 1992. Foto her.

Jens Jørgen Thorsens partner-in-art var Jørgen Nash (1920-2004), der tog ansvaret for den originale halshugning af Den Lille Havfrue i 1964, og som var bror til Asger Jorn. Det var kommunisten Jorn, der i sin tid rekrutterede Thorsen til den situationistiske kunstbevægelse, da Jorn havde konstateret, at COBRA formentlig ikke ville føre til nogen verdensrevolution, fortalte Thorsen i et længere interview med hedengangne TV STOP.

I 1974 afbrød en nøgen Thorsen og en påklædt Jørgen Nash sammen med teatergruppen Solvognen årsfesten ved Det Danske Akademi - bl.a. ved at slippe en kasse med hvide mus løs.

En nøgen Jens Jørgen Thorsen afbryder sammen med Jørgen Nash og Solvognen Villy Sørensens tale for årets modtager af Det Danske Akademis Store Pris i 1974, Sven Holm. Foto: Lars Hansen.

Tis, lort og peniskunst

I ovenstående hastige gennemgang af Jens Jørgen Thorsens værk kan vi identificere både en motivkreds, nogle virkemidler og nogle formelle greb, der - uden at overdrive - går igen i Uwe Max Jensens bestræbelse på at blive kunstner: herunder tissemænd, nøgenhed, anti-establishment og en ting med religiøse ikoner.

I Uwe Max Jensens oeuvre er hans tissemand et tilbagevendende virkemiddel, som når han klistrer den fast på en kirkedør, og et konkret redskab, som når han helt bogstaveligt bruger den til at male Miley Cyrus' kønsbehåring.

Uwe Max Jensens palet er dog bredere end som så. Den rummer også tis. Det så vi med føromtalte værk 'Narcissus' fra Aalborg, og det så vi med det første værk, der gav ham national opmærksomhed: 'At hæve vandstanden i en skulptur af Olafur Eliasson', hvor han tissede i Eliasson-skulpturen 'Waterfalls' på Aros i Aarhus. Det kostede Jensen tre års karantæne fra museet.

Jensens palet rummer også lort. Som da han i et anti-establishment-statement - og nu er vi tilbage i forbilledet Thorsens motivkreds - sked på gulvet i foyeren hos Statens Kunstfond.

”Jeg føler at kunstfonden har skidt på mig i 20 år. Så nu vil jeg gå i dialog med dem og besørge inde på gulvet,” som han dengang udtalte til Local Eyes, der dækkede aktionen.

Et umage par: tissekunstneren og de nationalkonservative

Hvor forbilledet Jens Jørgen Thorsen og konsorter syslede med verdensrevolution og slog deres folder i miljøer præget af kommunister, Det Nye Venstre og samfundsomvæltende kunst, så er Uwe Max Jensen udnævnt til at være den eneste højreorienterede kunstner i Danmark.

Ok, godt nok stammer udnævnelsen fra et nyt, perifert dansk medie ved navn NewSpeek Networks, der interviewede Jensen tilbage i juni. Under den nylige amerikanske valgkamp fik mediet lidt Facebook-fame: En af mediets tre faste bidragsydere Iben Thranholm (en anden er Lars Hedegaard) viderekolporterede i en seværdig NewSpeek-video en kulørt konspirationshistorie om at Hillary Clintons kampagnechef nok var involveret i noget skummelt, satanistisk halløj.

Det skal selvfølgelig ikke lægges Uwe Max Jensen til last, men det er jo værd at bemærke, at hvor forbilledet Jens Jørgen Thorsen portrætteres på venstreorienterede TV STOP, så interviewes Jensen af højreorienterede NewSpeek.

Når Uwe Max Jensen overhovedet bliver interviewet til NewSpeek, så skyldes det, at han er blevet en slags huskunstner i det segment af nationalkonservative, nationalliberale og nationalsocialister plus det løse, der samles om virkelig at have gøjseren på over muslimer.

Jensen er således også involveret i Trykkefrihedsselskabet og deltager i antimuslimske demonstrationer og sammenkomster.

Jensens popularitet i et reaktionært segment - der traditionelt er knap så meget til tis, lort og peniskunst, men mere til landskabsmalerier, Holger Danske-nips og Richard Wagner og/eller Richard Ragnvald - er jo grundløjerlig, for ikke at sige direkte aparte.

Klassisk musik er kunst. YouTube-kommentar til Uwe Max Jensen-interview med NewSpeek.

For som Uwe Max Jensen udtalte efter endnu en anholdelse, denne gang nøgen med sortmalet ansigt og tissemand foran domkirken i Viborg:

”Jeg er blevet hooked på at komme tilbage til Viborg. Folk i byen virker meget bornerte og borgerlige, og det virker som en rød klud i hovedet på mig.”

Det ligger snublende nær at antage, at det umage parløb mellem den anti-borgerlige Uwe Max og diverse kulturkonservative dels skyldes, at antimuslimerne ikke er venner med så mange andre kunstnere, og dels skyldes, at Uwe Max trofast leverer den antimuslimske vare, der efterspørges i ekkokammeret.

Det gør han for eksempel i værket 'Gemmeleg', hvor han parafraserer Michael Drost-Hansens verdensberømte foto af seks-årige Noor fra Irak, der leger med en dansk betjent på en sønderjysk motorvej sensommeren 2015.

Michael Drost-Hansens verdensberømte foto.

Værket har afstedkommet et sagsanlæg for brud på copyright fra både tegner Kurt Westergaard og fotograf Michael Drost-Hansen. Sagsanlægget handler ifølge Uwe Max Jensen om, at ”DJ (Dansk Journalistforbund, red.) og de pågældende vil forhindre, at der laves satire med islam som omdrejningspunkt”.

Er han kunstner?
”Er han kunstner?” spurgte Kforum bl.a., da de bad mig kigge nærmere på fænomenet Uwe Max Jensen. Til det må jeg svare, at kunstner ikke er en beskyttet titel, og at definitionen på kunst, og dermed kunstner, i sidste ende jo er et spørgsmål om smag, behag, individuelle æstetiske præferencer og definitioner. Denne skribents private definition er, at kunst er særligt vellykket kommunikation.

Om det er særligt vellykket kommunikation, Jensen bedriver, mener jeg godt kan diskuteres. Det er dog uomtvisteligt, at Uwe Max Jensen har formået at opbygge en ikke ubetydelig fanbase bl.a. på sine antimuslimske værker, så der er jo tydeligvis budskaber, der lejlighedsvist når sikkert frem fra afsender til modtager. Noget lykkes altså. Raffineret er det ikke. Æstetisk overbevisende vil de færreste nok kalde det.

Det hører naturligvis med til ligningen, at Uwe Max Jensen i disse SoMe-tider også er en clickbait-klovn, der kan generere yderst klikvenlige rubrikker som for eksempel ”Dansker taper sin penis fast på legendarisk, tysk kirke” og ”Tisse-kunstner svarer igen: Det var nødværge”, for nu at tage et par aktuelle eksempler. Her er vi nok mere ovre i afdelingen for freakshow-underholdning end egentlig kunst.

Det er jo umuligt ikke at klikke. Screendump fra mx.dk

Originalt er det under ingen omstændigheder. Uwe Max Jensen vedgår at have lagt sig trygt i slipstrømmen af bl.a. Jens Jørgen Thorsen, og da han søgte optagelse på Kunstakademiet, var det efter eget udsagn med en kommentar til et værk af Christian Lemmerz.

Uwe Max Jensen strejfer ad stier, andre har trampet til, og låner i stor stil fra andres værk og anerkendelse gennem systematisk appropriation. Med lidt god vilje kalde kan man kalde ham en slags kunst-hacker. Snylter lyder så hårdt.

Han er som kunstner en lidt tragisk figur, der er både for sent på den til at lege med Thorsen, Nash og situationisterne, for sent på den til ungdomsoprøret og for sent på den til at være en del af punken.

Hvor selve Uwe Max Jensens kunst savner originalitet, så må hans overvældende trækken på politiets ressourcer gennem hyppige anholdelser siges at være stærkt usædvanlig. Uden at have foretaget en fintælling, så må han hands down være bejler til titlen 'Danmarks mest anholdte kunstner'.

Afslutningsvis kan man rose Uwe Max Jensen for, alene ved at sænke barren for deltagelse, at være med til demokratisere begreberne kunst og kunstner til et niveau, hvor vi i princippet alle kan være med - med eller uden brug af kropssekreter og kønsorganer.