Dinosauren i glasbutikken
Hvis man ikke orienterer sig mod det samfund, man er en del af, så går ting hen over hovedet på én, og man kommer til at stå tilbage som en ronkedor – en museumsgenstand. Det er Simon Spies’ gamle ven Carl Bjerredahl et godt billede på. Han forstår f.eks. ikke, hvorfor folk er blevet vrede over hans udsagn såsom “Ingen i Danmark kan hidse sig op over, at en pige får nogle lussinger”.
af Anne Kirstine Cramon
DR udkom med en dokumentar, der beskrev, hvordan Simon Spies udøvede sadistiske og masochistiske lyster på endog meget unge piger. Og som om det ikke er nok, har de igen med dokumentarens udkomme fået endnu en maltrakterende tur i manegen i kommentarsporene rundt omkring.
Reaktionerne kender vi ganske udmærket fra #MeToo. For det er gået for vidt; det dur ikke, at man kommer her 40 år efter; hvorfor gik de ikke bare; hvorfor meldte de det ikke til politiet, og hvorfor klynke over noget her så mange år efter? Vi vidste det jo alle sammen.
Og ja, vi vidste det godt alle sammen. Her kigger jeg faktisk mest på jer andre, for det her var længe før min tid. Men måske er det rent faktisk det, der gør så ondt. For hvis der er noget, dokumentaren maner til, er det selvransagelse. Særligt blandt de medier, der skabte forsider på Spies’ mange eskapader – mange af dem sikkert ganske underholdende – men som for fremtiden vil blive set i et ganske andet lys.
.jpg)
Screendump fra "Spies og morgenbolledamerne".
Dokumentarens scoop
Dokumentarens store stjerne – eller skulle man nærmere sige skurk – er Carl Bjerredahl, mangeårig ven med Spies. ”Vis mig dine venner, og jeg skal fortælle dig, hvem du er”, lyder et gammelt ordsprog. Med det in mente kan man sagtens konkludere, at Spies var lidt af et røvhul.
Carl Bjerredahl entrerer dokumentaren som en ægte dinosaur i en glasbutik og er på mange måder et meget stærkt symbol på den tid, som altså var en anden. En af de arkæologiske udgravninger til den anden tid er blandt andet, da Bjerredahl påstår, at de kvinder, der kom galt afsted i Simon Spies’ selskab, nok var kommet det alligevel. Han står også bag citater som ”Ingen i Danmark kan hidse sig op over, at en pige får nogle lussinger” samt ”Hvad skulle man anmelde ham for? – En luder, som får en på hovedet?”.
I virkeligheden er det dokumentarens held, at Bjerredahl medvirker, for han er med sin blotte tilstedeværelse billedet på alt det, Spies gjorde dengang, og som i nutidens øjne er så forkert. Han er det indblik i fortiden, der skærer os alle i øjnene i nutiden.
Screendump fra "Spies og morgenbolledamerne".
Aner ikke, hvad hans brøde er
I Ekstra Bladets podcast Q&CO er Bjerredahl gæst og fortæller blandt andet om, hvordan han har dækket Simon Spies som ansat journalist på Se og Hør, mens han samtidig rejste med Spies flere måneder om året. Som Spies’ ven og betalt af Spies. Bjerredahl opridser også her en stor del af det, der faktisk var problemet, nemlig, at medierne dengang lå i ske med Spies – forherligede ham, fordi det gav læsere.
For Simon Spies var en selviscenesætter af guds nåde. Han levede i en tid, hvor man ikke partout behøvede at være god, men kunne nøjes med at fortælle medierne, at man var det. Hans kommunikation om sig selv var helt formidabel. Og han inviterede selv medierne indenfor – også for at se en del af det klamme, som vi diskuterer på bagkant af dokumentaren. En forbrydelse ved højlys dag. Og samtidig er netop dét også det perfekte coverup. Kære medier, I så det alle sammen lige for snuden af jer. Dét må gøre ondt.
Ekstra Bladets Mads Kastrup er en af dem, der tager ordet på mediernes vegne og tager ansvaret for, at man har dækket Spies’ i datidens øjne eskapader uden at overveje det, de var – krænkelser. Også hos dokumentarens afsender har man taget bladet fra munden, og chefredaktør hos DR Nyheder, Thomas Falbe, erkender også, at man har været med til at renvaske Spies, sågar løfte ham op på en piedestal. Det er sunde refleksioner.
At en af de øvrige medvirkende gæster i Q&CO-podcasten fortæller om, hvordan hun kendte til to tilfælde, hvor morgenbolledamerne – eller skulle man sige pigernes – veninder var inviteret på besøg og forlod Spies’ palads gennemtævede, er mærkværdigvis nok ikke noget, som podcastens vært, Henrik Qvortrup, går ind i – selvom han jo tidligere har udtalt, at han er erklæret feminist. Til gengæld spørger Bjerredahl programmets gæstevært, Lotte Folke, om, hvad det er, han har gjort, for han forstår det ikke. Det virker oprigtigt. Manden aner simpelthen ikke, hvad hans brøde er.
Carl Bjerredahl forstår ikke hvorfor folk er blevet "tossede" over hans udsagn i dokumentarfilmen. Screendump fra Eb.dk.
Yin og yang
På Facebook skrev et eller andet random bekendtskab følgende:
”Kort før sin død i 1984 var Spies indlagt på Hvidovre hospital. En overlæge sagde til Spies, at han manglede en MR scanner, men at hospitalet ikke havde økonomi til at købe en. Spies sagde: vil du godt ha' sådan en, hvad koster sådan en, 10 millioner, Spies sagde til overlægen, så køb den, jeg betaler.
Den blev sat op på afdeling 340.
Nu er spørgsmålet, - skal den MR scanner også fjernes så ikke folk bliver krænket med tilbagevirkende kraft ??”
Det opsummerer egentlig hele debatten om dokumentaren meget fint. For det er en mulighed, at man både er en stor kanon i offentligheden og et stort svin privat. Det gode kan godt findes sammen med det onde. Yin og yang, ikke også?
Det er også derfor, Bjerredahl kommer så meget på glatis i dokumentaren, for lige netop muligheden for, at mennesker både kan være fantastiske og samtidig fuldstændig forfærdelige findes ikke i Bjerredahls univers. Simon Spies var fantastisk. I hvert fald i Bjerredahls øjne. Og dermed viser han også, hvad der sker, når man ikke orienterer sig mod det samfund, man er en del af. Så går ting hen over hovedet på én, og man kommer til at stå tilbage som en ronkedor – en museumsgenstand, som folk kun vil beskue med rynkede næser.
Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den. Og noget af det, vi kan lære, er, at der sker fremskridt. At den måde Simon Spies behandlede sine “morgenbolledamer” på, er noget, vi aldrig ville acceptere i dag. Og heldigvis for det. Hvor er det dejligt at leve i en tid, hvor det på ingen måde er socialt acceptabelt at ville brække armen på en prostitueret.
