Anna Ebbesen: Fornyet respekt om pressemøder
En næsten komplet professionalisering af partiernes kampagner uden de store nyskabelser. Sådan vurderer Anna Ebbesen den nys overståede valgkamp. De sidste fire uger har hun kommenteret fra dag til dag. Vi har bedt hende vurdere valgkampens store linjer.
af Mikkel Skov Petersen
Valgkampen har haft sine indiskutable store historier. Til dem hører Løkke og Moderaterne, Vanopslagh og LA og selvfølgelig Pape og Konservatives nedtur.
Og så er der de mere upåagtede historier. F.eks. Enhedslisten, der ikke har fået vist nuancerne til Alternativet og SF, der omvendt mere eller mindre har cruiset et flot resultat hjem.
Anna Ebbesen har medvirket i Kforums rådgiverpanel under valgkampen. Hver dag har hun delt sine betragtninger om dagens vinder- og tabersager. Vi har bedt hende se tilbage på de fire ugers valgkamp og komme med sine nedslag blandt både de små og store historier.
Konservatives ekstreme fejlsatsning
Vi begynder med Søren Pape og Det Konservative Folkeparti, der som bekendt tog en alvorlig rutsjebanetur fra de bedste meningsmålinger i årtier til at lande under seneste valgresultat.
“Det var nok en fejlvurdering fra Konservative, at Papes popularitet var et udtryk for opbakning til skattelettelser i toppen. Det får Konservative også hug af Venstre for nu. Uanset Papes sager, så var et sats på et politisk ekstremt forslag en fejlsatsning,” siger Anna Ebbesen og fortsætter til Liberal Alliance, der omvendt var en af valgets store vindere.
Hvis Ole Birk Olesen med sin profil havde kørt valgkampen, så havde det set anderledes ud, både hvad angår personen og politikken
“Det er bemærkelsesværdigt, at Alex Vanopslagh ene person har kunnet drive en stor stemmefremgang for sit parti. LA er en broget flok af politiske holdninger, men det er lykkedes at få dem til at fremstå samlede. Pia Kjærsgaard har tidligere formået det samme med DF, der også var en broget flok. Det er imponerende. LA har læst lokalet og har ikke fremhævet deres mest vidtgående politik i modsætning til Konservative,” siger hun og tilføjer:
“Hvis Ole Birk Olesen med sin profil havde kørt valgkampen, så havde det set anderledes ud, både hvad angår personen og politikken.”
Hvad nu, Radikale?
Anne Ebbesen har bl.a. en fortid i Radikale Venstres pressetjeneste. Partiet blev mere end halveret ved valget, men her dagen efter valget er de Radikale blevet ombejlede.
“Det er spændende, om Radikale Venstre kan få en genfødsel som magtparti. De senere år er Radikale blevet placeret som et yderparti, fordi de har stået hårdt på udlændingepolitikken. V og S vil derfor ikke have med dem at gøre, fordi de underminerer det, begge partier har set som bærende for deres egen fremgang. Så kommer Radikale til at holde fast, eller vender de tilbage til pragmatikken? Kan de vende tilbage til at være tungen på vægtskålen? De har tidligere været mestre i at få stor indflydelse ud af meget få mandater,” siger Anne Ebbesen og tilføjer:
“Som tidligere nævnt i løbet af valgkampen, så må det have været voldsomt for de gamle radikale, at se Løkke lykkes med “noget frem for nogen”. Da Mette Frederiksen i partilederdebatten holdt et samarbejde åbent, så åbnede det mulighed for reel indflydelse for Løkke.”
Sværere at kommunikere nuancer end oprør
Og så er der de mere upåagtede historier fra valget. En af dem er Enhedslistens tilbagegang.
“Noget kunne tyde på, at oprørspartiet Enhedslisten har sejret sig ihjel. SF har lagt sig tættest på S, og Alternativet har sat sig på klimaet, som har givet dem en genkomst. Det har betydet, at EL har savnet den klare position, man har haft tidligere. Det er nyt. Det viser med al tydelighed, at det er sværere at kommunikere nuancer end oprør,” siger Anna Ebbesen.
SF er omvendt blevet styrket under valget, og det fortjener anerkendelse, mener Anna Ebbesen.
“Det er imponerende, at SF har holdt en solid kampagne kørende så længe. Jakob Mark og Pia Olsen Dyhr har gjort det rigtigt godt på Facebook og Instagram. Det bliver en gentagelse, men SF har bekræftet, at den, der lever stille, lever godt,” siger hun.
Inger Støjbergs comeback med partiet Danmarksdemokraterne er ganske vist en af valgets store historier. Men måden, det er sket på, mener Anna Ebbesen er bemærkelsesværdig.
“Inger Støjberg er ikke brændt igennem i landsmedierne. Hun er lykkedes med sine egne medier og lokalt. Det har været nok,” siger hun.
Pressemødet, der gav eftertrykkeligt bagslag
Helt overordnet peger Anna Ebbesen på, at valgkampen har vist et hidtil uset niveau af professionalisme i kampagneeksekveringen.
“De fleste partier har leveret solide kampagner. Det har ikke været en valgkamp med helt nye kampagnetricks. Der har været et nyt medie i form af TikTok, som har fænget de unge, ligesom nye medier er kommet til før. Men der har ikke været noget grundlæggende nyt, som har skubbet politiske kampagner et helt nyt sted hen. Man kan sige, at professionaliseringen af kampagnerne er komplet,” siger Anna Ebbesen.
Det er første gang, at et dårligt pressemøde har fået så meget omtale, som Ellemanns og Papes om FE-sagen, der gav så eftertrykkeligt bagslag
Hun mener dog, at ét bestemt kampagneformat har vist sin vigtighed.
“Valgkampen har understreget vigtigheden af at kunne sige noget kort i tv-debatterne, hvor der har været meget lidt taletid. Det er en svær disciplin at udtrykke sig i en bouillonterning,” siger Anna Ebbesen.
Og en af valgets mere marginale kandidater har faktisk leveret på netop den disciplin, mener hun.
“Det er faktisk lykkedes Marianne Karlsmose fra Kristendemokraterne at sætte nogle punches ind, hvor hun har udtrykt sig i et koncentreret format. Det er meget imponerende. Det er en ny debatskole, som kandidater skal trænes i. Men når det så er sagt, så viser Marianne Karlsmose jo også, at debatterne ikke kan kompensere for alt andet. Det er nok snarere et sted, man kan risikere at fejle i og dermed risikere negative historier i dagene efter, som handler om en dårlig præstation,” siger Anna Ebbesen.
Hvor valgkampen ifølge Anna Ebbesen ikke har budt på så mange kampagnetekniske nyskabelser, så stjal en klassisk disciplin for en stund opmærksomheden.
“Det er første gang, at et dårligt pressemøde har fået så meget omtale, som Ellemanns og Papes om FE-sagen, der gav så eftertrykkeligt bagslag. Den kommunikationsform fik fornyet respekt ved at minde om, at det vitterligt er at invitere til open mic og ikke blot er en måde at få sit budskab ud,” siger Anna Ebbesen.
