Vores valgvideo var til den grove side
Flere af Nye Borgerliges københavnere har oplevet konsekvenserne af indvandring og ønsker derfor en markant strammere linje. Vores udsendte spiste valgflæsk og drak fadøl med det mandsdominerede parti, der måtte nøjes med et mandat i Hillerød.
“Vi er bestemt ikke nationalistiske. Det ord har helt forkerte toner. Vi er nationale,” understreger Nye Borgerliges spidskandidat
over en omgang stegt flæsk med persillesovs på Københavner Cafeen, hvor hendes rød-hvide Dannebrog-øreringe falder i øjet.
At de er nationale, vil sige, at partiet ønsker at værne om den danske kultur, og de lige nu ser indvandringen som den største udfordring. Hun taler om den såkaldte repatrieringslov, hvor flygtninge kan rejse hjem for et beløb.
Aia Fog. Billedet er fra dengang Fog just havde meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Ritzau/Mik Eskestad.
“Vi ønsker en markant højere udbetaling til flygtninge og ikke-danske statsborgere, som ønsker at rejse hjem. Og så skal vi bruge ulandsbistanden på at hjælpe flygtninge i nærområderne frem for at tage imod flere flygtninge,” siger Aia Fog, der har taget turen fra Socialdemokratiet over Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige, som blev dannet i 2016 af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen.
Alle de unge mænd
På Københavner Cafeen er interiøret autentisk dansk. Det er brune borde, brune stole, røde vægge med fotografier af kongelige. At de tilmed laver den danske nationalret, stegt flæsk, til perfektion er blot en af årsagerne til, at de valgte at holde valgaften her. Omkring 20 mand er mødt op til spisning.
Nye Borgerliges top, Pernille Vermund og Lars Kaaber, uden for Den Glade Gris.
Der er en overvægt af unge mænd i blazere, der håber på et godt resultat. Her grines blandt andet om dengang på Folkemødet, hvor Aia Fog overrakte et krus med den omstridte Muhammad-tegning til De Radikales Zenia Stampe.
“Hun turde ikke engang røre ved den,” siger spidskandidaten.
Egentlig skulle de have været her hele aftenen, men af praktiske årsager er de nødt til at holde selve festen på Den Glade Gris, hvor der er opsat storskærme til deres arrangement.
Storskærmen samler Nye Borgerlige på Den Glade Gris.
Aia Fog regner ikke med at komme ind, men håber at blive glædeligt overrasket. Generelt er medlemmerne tilfredse uanset udfaldet, fordi valgkampen har været en læringsproces.
“Jeg tror, at vores chancer for et mandat i København er lidt over 50 procent, men det vigtigste er det gode sammenhold, vi har haft, og hvor gode vi har været til at hjælpe hinanden,” fortæller Peder (hans efternavn er redaktionen bekendt) , der selvfølgelig er ked af, at partiets valgplakater er blevet revet ned på Nørrebro, men at det var forventeligt.
“Faktisk er vi blevet taget godt imod af alle partier, også Enhedslisten, så det er tilfredsstillende,” siger han.
Han er klar over, at partiet med sine indvandrerkritiske holdninger ikke har det bedste ry overalt.”
“Derfor mener jeg også, at vores valgvideo var til den grove side.”
I valgvideoen med sloganet 'Nørrebro er tabt' kan man se et barn få tæsk i en indvandrerfamilie:
Indvandringens konsekvenser
På Den Glade Gris sidder godt 40 mennesker samlet. Mange er velformulerede, unge mænd med høje indkomster, lang uddannelse og en fadøl i hånden. Aia Fog er dog på vandvognen.
“Hvis nu jeg skal ind på rådhuset, må jeg hellere lade være. Men jeg drikker en fadøl, hvis jeg ikke bliver valgt ind,” siger hun.
Mange har en fortid i Dansk Folkeparti, mens andre kommer fra Liberal Alliance. I begge partier har de nu tidligere medlemmer oplevet en for blød kurs over for indvandringen. De er med andre ord blevet mainstream i jagten på stemmer, og det er ikke godt nok, får jeg fortalt.
“For at det ikke skal være lyv, voksede jeg op i Tingbjerg; det var en virkelig fantastisk barndom uden ballade,” siger 51-årige Søren Weiss, der er paramediciner og arbejder inden for social- og sundhedsområdet i København.
“Men allerede i 1985 var der så meget ballade, vi måtte flytte fra Tingbjerg. Huslejerne steg konstant, fordi der blev lavet hærværk derude, og vi vidste jo godt, hvem det var, der gjorde det,” konstaterer han.
Lysrør blev for eksempel ødelagt, og det kostede 11.000 kroner at få dem repareret.
Han og familien så sig nødsaget til at flytte, mens kommunen, ifølge Søren Weiss, lod indvandrere med alt betalt flytte ind i området. Han har stadig sin gang derude.
“Men man kan jo ikke færdes der. Man bliver stoppet på gaden og spurgt, hvem man skal besøge og mindet om, at dem, du skal besøge, skal gå ned på torvet og fortælle, at de får gæster. Det har jeg selv oplevet,” siger han og understreger, at der heldigvis er sat kameraer op nu.
Den amerikanske indvandrer
Som resultaterne på storskærmen tikker ind, lettes stemningen, og undervejs er der hyldesttaler, uagtet at resultaterne ikke altid er kampgode. Det vigtigste resultat, København, lader vente på sig. Det samme gør Pernille Vermund, som snart skulle ankomme i bil.
Hvor Søren Weiss og andre i selskabet har haft ubehagelige oplevelser med indvandrere, er 31-årige Thomas Gress selv indvandrer fra USA. Han kom hertil som “knap ni-årig”, hvor han begyndte at lære sproget.
Thomas Gress, søn af samfundsdebattør David Gress.
“Jeg er verdensborger,” konstaterer han.
“Og netop fordi jeg har rødder i USA, har jeg et stort ønske om at beherske det danske sprog. Jeg mener, at integration er det bedste ord for det, vi ønsker. Man bør have en naturlig lyst til at være en del af det land, man vokser op i.”
Han voksede op i en republikansk familie i hippielandet Californien. Hans far er den kendte, konservative samfundsdebattør David Gress, som blandt andet er uddannet i klassisk filologi. David Gress er søn af den danske forfatterinde Elsa Gress, som flyttede til USA med sin amerikanske mand. Netop fordi Thomas Gress selv er indvandrer, udviser han den største respekt for dansk kultur og har været medlem af det nationalistiske parti Dansk Samling.
“Kultur er regler, normer og adfærd, der leveres relativt uændret fra generation til generation, og her er sproget altafgørende som indvandrer. Men hvis man ikke fralægger sig sin egen kultur, lever man i sin egen boble og lærer aldrig sproget,” mener han.
Drengerøvshumor
Selvom frontfigurerne er kvinder, er de fleste i selskabet mænd, og det mærkes på den uskyldige drengerøvshumor. Da et sidste partimedlem i en takketale hyldes, bliver han kaldt “rosinen i pølseenden”, eller som man siger “røvhullet”, hvorefter der kommer en glidecremejoke, ikke uden reference til Alternativet, hvis politik mange her på Den Glade Gris ikke forstår.
Medlemmer af Nye Borgerlige Oliver Ligaard Albertsen Bak og Freddy (hans efternavn er redaktionen bekendt).
Det sker lige kort forinden, at Pernille Vermund kommer ind til stor applaus. Hun takker for den store opbakning, men prognoserne ser ikke for gode ud, indrømmer hun med en cola zero i hånden.
Er du tilfreds?
“Tilfreds og tilfreds. Jeg er tilfreds med det arbejde, der er udført, men jeg har været meget realistisk omkring det her,” siger partiformanden, inden hun forlader baren til fordel for Hillerød, hvor partiet vinder sit eneste mandat.
Pernille Vermund på valgaftenen. Ritzau/Thomas Borberg.
Oppe i baren møder jeg Aia Fog med et shot.
“Det betyder, at jeg ikke er blevet valgt ind,” siger hun fattet.
Velfærd versus kernevelfærd
Som i alle politiske forsamlinger hersker der også uenigheder om partiets politik. 18-årige Oliver Ligaard Albertsen Bak er gymnasieelev i Ballerup og fodbolddommer for DBU. Han er opvokset i Brønshøj i en familie, der stemmer Dansk Folkeparti. Han var engang medlem af partiet, men Nye Borgerlige passede ham bedre, fordi Dansk Folkeparti blev for socialdemokratisk.
71-årige Freddy lagde ud som socialdemokrat som svend i 1960'erne, men efter han startede sit eget firma, mærkede han topskatten. Men hvor Oliver Ligaard Albertsen Bak kun ønsker kernevelfærd, er andre, omend ikke tilfredse med topskatten, for en stor offentlig sektor.
Lisa Poulsen er nummer to på listen. Hun er generelt utilfreds med, at økonomien fylder så meget. Hun tror, det er grunden til, at folk bliver væk, og Nye Borgerlige oplever nederlag i aften.
“Da jeg hørte om partiets store læggen-vægt på skattelettelser, tænkte jeg, at det var forskellen på at få ni mandater og tre mandater. Vi kunne sagtens have en liberal-økonomisk politik a la Venstre og så markere os på den værdimæssige politik,” siger Lisa Poulsen, der er tandlæge og engang stemte Enhedslisten, men hun har for længst droppet de drømmende utopier.
Omkring midnat er de fleste gået, og de få rå tager på Musen & Elefanten for at drikke godnatøl, og Kforums udsendte stikker hjemad.
