Flammeskrift om klima-retorikken

COP26 ruller i disse dage, og det betyder, at både statsledere og aktivister har skruet op for budskaberne i det offentlige rum om vores klimamæssige udfordringer. Boris Johnson har fx haft fodboldmetaforer og referencer til James Bond i spil, mens aktivister på gaden leger Squid Game med stand-ins for kendte politikere. Rune Kier Nielsen har skrevet en bog, der kan hjælpe alle, som ønsker at byde ind med deres budskab i klimadebatten.

Kier, der selv er en erfaren taleskriver inden for feltet, har skabt en passioneret perle af en guide til at tale mere overbevisende i offentligheden om klimaet. Bogen er baseret på såvel retoriske råd som personlige erfaringer fra en taleskrivers karriere og et hav af historiske eksempler til inspiration. Alt sammen med fokus på fængende retorik generelt og klimakommunikation i særdeleshed.

Hovedtemaet i bogen bliver slået an med et eksempel fra Kiers egen karriere. En tale om konsekvenserne ved klimakrisen høster stor hæder hos kollegaerne, men hvorvidt den rent faktisk får publikum til at handle, er forfatteren mere i tvivl om. Det handler om, hvorvidt man som taler/taleskriver leverer skønne spildte ord eller rent faktisk kan få publikum med på vognen og i gang efter mikrofonen er slukket.

Kier fremhæver efterspillet for taler flere gange gennem bogen. Det kan være lige så vigtigt eller vigtigere end selve øjeblikket, hvor ordene falder – ikke mindst i dag, hvor ethvert udsagn hurtigt kan blive omdannet til et omkalfatrende internetmeme via et kreativt filter eller velvalgt soundtrack. Kontrollen over, hvad der står tilbage i folks hukommelse, kan være lige så vigtig som kontrollen over de nervøse nerver, inden noget overhovedet er sagt.

Lær af fejlene

Kier når vidt omkring med taleeksempler fra hele verdenshistorien. Der er forholdet til naturen i vores egen nordiske kultur, slaveoprør i Brasilien, mens også Alexander den Store får god plads med en inspirerende tale til soldater. Den går godt nok ikke som planlagt, men alligevel kan hærførerens passionerede ord bruges i nutiden, mener Kier.

Selv taler, der fejler i samtiden, kan gå hen og få et succesrigt eftermæle, og de kan stadig bruges som inspiration til at gøre forsøget igen for den nutidige taler. Man skal lære af sine fejl og blive bedre. Det forsøger Kier selv som taleskriver, når han reflekterer over, hvorvidt både ikoniske taler, som Martin Luther King Jr.s “I have a dream”, og hans egne taler rent faktisk opnåede at skabe den planlagte reaktion hos publikum.

Martin Luther King Jr.s tale fra 1963 er en af det 20. århundredes mest kendte taleøjeblikke. Men druknede talen i sin egen succes, fordi King valgte at gå væk fra sit indledende fokus?

Hvad skal man overveje som taler om klimaet?

I parløb med de historiske eksempler fremhæver Kier også de retoriske overvejelser, der bør være, før man stiller sig på talerstolen for at tale om klodens tilstand. Hvilke ord bruger vi? Hvad er f.eks. forskellen på ”klimaforandringer” og ”global opvarmning”? Hvordan strukturerer vi vores budskaber? Sørger vi for ikke at overbebyrde publikum med for mange eksempler, særligt af den faktuelle slags?

”Fortæl ikke publikum alt hvad de skal vide, fortæl den ene ting de skal huske,” skriver Kier på et tidspunkt. Det er hans budskab skåret ind til benet, og resten af bogen understøtter det, alt imens vi kommer om begreber som framing, patos, etos og storytelling. Lige til sidste side introduceres nye begreber, og det er måske også eneste større kritikpunkt for bogen, hvor Kiers fortælleglæde enkelte steder løber af med ham, og der ikke bliver samlet nok op, før næste spændende eksempel præsenteres.

Fortællinger og følelser vægter højt

Kier skitserer kort de forskellige faser af klimabevægelsen, og det er her, man godt kunne have tænkt sig et lidt klarere fokus i eksemplerne, da det virker, som om der er rigeligt at tage af uden at gå længere væk fra emnet end som så. Der kunne fx være et argument for at gå mere i dybden med Margaret Thatchers klimataler end Alexander den Stores krigstaler, hvis det handler om at aktivere et nutidigt publikum.

Margaret Thatcher er kendt som ”The Iron Lady” med sin politik. Men som Storbritanniens statsminister leverede hun i 1989 også et passioneret argument for at gøre noget ved klimaet.

Hvad Kier selv har hentet fra fortiden, er bl.a. behovet for den gode fortælling og ikke mindst at skabe håb frem for dommedagsstemning, når der tales om, hvorvidt projektet kan lykkes. Vi har stået i uoverskuelige kriser før, som vi har løst. Det kan vi også trække på i den nuværende krise. Som David Attenborough lige har pointeret på COP26 om menneskehedens udvikling og den nuværende klimakrise: “Vi er trods alt de bedste problemløsere, der nogensinde har levet på Jorden.”

Bedst er bogen, når Kier får revet én med og formuleret et godt råd om at fange et publikum. Det er især budskaberne om værdien af fortællinger frem for fakta, der brænder igennem. Der går helt Tolkien i den med organisationsprincippet omkring ”the one ring”, men det fungerer som en god metafor til at binde et budskab sammen af mange forskellige dele – hele tiden med øje for det ene element, der binder ens tale sammen.

Find inspiration i både verdenshistorien og dit eget liv

Bogen er velskrevet og overskuelig – ikke mindst med brugbare opsummeringer til sidst i hvert kapitel med de vigtigste pointer. Bogen skal derfor også læses som inspiration til selv at komme i gang med at tale mere overvejet om klimaet. Det kan både være ved klimakonferencer, eller hvis cheferne skal levere en tale om grøn omstilling for koncernen. De grundlæggende råd om taleskrivning og -levering leveres med et brændende engagement for emnet. Det engagement, mener Kier, kan alle finde, hvis der graves grundigt nok i både den store historie og ens egne oplevelser med klimaet.

Klimataler – aktivistens guide til taleskrivning for en bedre fremtid af Rune Kier Nielsen (192 sider, 229 kroner) er udgivet på Retorikforlaget.