Tiden kalder på endnu stærkere kommunikatører

Trenden med transparens fortsætter, og kommunikatører skal bruge hele værktøjskassen. Det mener Anne Katrine Lund i Kforums serie om de største udfordringer for kommunikatører i 2023.
Anne Katrine Lund tror trenden med transparans fortsætter. Foto: PR
Anne Katrine Lund tror trenden med transparans fortsætter. Foto: PR
Tiden kalder på endnu stærkere kommunikatører, så i 2023 skal de træde et skridt frem: vise deres værd, kæmpe for sammenhæng og skabe ægte kontakt.
 
Det mener Anne Katrine Lund, ph.d. i retorik, strategisk rådgiver i mange af landets største offentlige og private organisationer, som i 2022 fik Kom Prisen. Hun medvirker i Kforums serie om de største udfordringer for kommunikatører i 2023. 
 
SERIE: K-chefernes udfordringer i 2023
I løbet af januar bringer Kforum løbende interviews med k-profiler, der kommer med deres bud på, hvilke store issues og udfordringer der vil lande på kommunikationschefernes bord i 2023.

I februar sætter Kforum fokus på CEO-aktivisme – kontakt redaktionen på info@kforum.dk med dine bud på, hvad udviklingen er for den tendens.
 
 

Krise betyder fokus på værdiskabelse

Når kriser strammer grebet, er der mere end nogen sinde brug for dygtige kommunikatører, der kan skabe mening, retning og tillid. Men det er desværre ikke altid synligt i organisationerne. Historisk har vi set, at kommunikationsfunktionerne rammes hårdt af nedskæringer, fordi vi ses som ”kolde hænder”. 
 
Derfor er det mere end almindeligt nødvendigt at kunne vise sit bidrag i værdikæden. Det nytter ikke, at vi kun lever i skyggerne og viser vores værd ved fx at afværge potentielle omdømmekriser, som ledelserne måske end ikke har opdaget lurer i horisonten.
 
Kommunikatørerne skal hele tiden synliggøre værdiskabelsen ikke kun med data, men også med stærke fortællinger om effektivitet og effekt.
 

Transparens kræver aktiv lytning og mod

Trenden med transparens fortsætter. Stakeholders insisterer på sammenhæng mellem ord og handling som aldrig før. Det kræver mod af os som kommunikatører, for vi skal guide virksomheden til at træde kloge skridt frem og kunne orkestrere de organisatoriske stemmer, så den sammenhæng er tydelig. Med hvilke agendaer skal organisationen træde frem? Og hvad fortæller vores social listening hos alle vores stakeholders er vigtigt for dem?
 
Kommunikatørerne er mere og mere også en intern CIA, der bringer ønsker og udfordringer ind i organisationen, og det kræver mod at insistere også på det besværlige, at vælge de rette organisatoriske stemmer og ikke mindst at træne dem intensivt til at være i klog kontakt i fri dialog med verden på alle platforme.
 

I kamp med hele værktøjskassen

Kampen om opmærksomhed intensiveres mere og mere. Det kræver brug af hele værktøjskassen at fange og fastholde opmærksomheden hos både interne og eksterne stakeholders. Som kommunikatører skal vi skrue mere og mere op for den kloge forberedelse – for at være sikre på, at vores kommunikation skaber effekt.
 
Det handler bl.a. om klog arkitektur af alle kommunikationsindsatser, så de kommer i det rette miks af kanaler i en symmetrisk kontakt med stakeholders. Visuelle kroge er naturligvis fortsat super vigtige, men det er er øjenhøjden også: væk fra corporate bullshit og i ægte kontakt. Det virker!
 
Så kort sagt kalder tidens trends på stærke kommunikatører, der forstår at arbejde både strategisk, analytisk og praktisk kommunikativt og har modet til at skabe forståelse af, hvad der er på færde hos stakeholders, og hvad det kræver af organisationen, dens ledere og de kommunikative udtryk på alle platforme.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også